Hvordan bliver jeg modig
Kan jeg nogensinde ikke være bange
Selv her ved skærmen kan bare tanken
Gøre mig rædselsslagen
Og få mit hjerte til at hamre

Nogle gange må man gøre ting, også selvom det er farligt. Ellers er man ikke et menneske, men kun en lille lort” – Jonatan, i bogen om Brødrene Løvehjerte

Kender du Astrid Lindgreens bog om Karl Tvebak og Jonatan? Ellers må du læse den – og det snarest muligt, og husk at have et lommetørklæde ved din side, for historien går så dybt ind i sjælen, at du for altid vil være ændret efter din læsning – hvis du ellers har hjerte i livet.

Det handler om mod, om angst, om omsorg og kærlighed, om værdierne i livet, og kampen mod ondskab. Karl Tvebak og Jonatan giver svar på mange af vores største spørgsmål, når det kommer til vanskelige tider og krig.

Desværre er der ikke en Nobelpris for børnebøger – underligt nok, når man tænker på, hvor vigtig denne litteratur er for den opvoksende ungdom og for vores samfund.

Så hvordan forbereder vi os på at der kan komme krig og ufred? Hvordan kan vi ”preppe” mentalt, så vi ikke går i tusind stykker i sind og sjæl.

Er det de små ting og fællesskabet, der bygger os op, så vi kan fatte mod?

Hvad vil vi slås for? Hvilke værdier vil vi kæmpe for?

Når vi ser på Ukraine, så er det tydeligt at det er friheden til eget land, de kæmper for. Friheden til selv at bestemme over deres liv og deres samfund.

Danmark blev rendt over ende ved besættelsen i 1940. Vi var ikke klar til kamp, hverken mentalt eller forsvarsmæssigt. Det var ikke muligt at stå imod, og politikerne valgte så at samarbejde for at skåne befolkningen mod en aktiv krigsførelse.

Var det klogt? Det er stadig et diskussionsemne blandt historikere og politikere.

Sikkert er det, at hvis der ikke var opstået en aktiv modstandsbevægelse og hvis ikke Maersk var gået ind på de allieredes side under krigen, så ville vores forhandlingsparametre og støtten fra de allierede have været meget usikker, da krigen sluttede.

Var Danmark så blevet en del af Rusland?

Det er et åbent spørgsmål, som ikke kan besvares entydigt. Sikkert var det, at Rusland havde store imperialistiske planer allerede i 1939, hvor de invaderede Finland i november og startede vinterkrigen, og så senere invaderede både Baltikum og Polen.

Finland led store tab og måtte afgive land for at afslutte vinterkrigen, og der er ingen tvivl om at den finske folkesjæl husker dette. Ligeledes er det stadig et traume for de mange tusinder estere, som måtte flygte til Finland efter etnisk udrensning, da Baltikum blev invaderet af Rusland.

Katarina den Store af Rusland havde mange grusomheder på samvittigheden og store imperialistiske drømme om storhed og overherredømme, og hendes indflydelse kan spores både til Stalins Sovjetunionen og nu til Putins Rusland. Tankevækkende er det, at man historisk har kaldt sådanne imperialistiske og grusomme herskere for ”store”. Måske bør vi reflektere lidt mere over hvad vi som mennesker mener bør kategoriseres som anerkendelsesværdige.

Når jeg ser ud ad vinduet i vores lille smukke land, så virker alt så fredeligt og roligt, og jeg kan næsten glemme at Donald Trump har planer om at overtage Grønland, og at Vladimir Putin med stor iver forsøger at ødelægge vores digitale infrastruktur og i øvrigt satser på at kortlægge hele vores land, så han ved, hvor han kan slå til – hvis han får lyst til det.

Hvis Vorherre ikke snart vågner og hjemkalder de to herrer, så vil der være risiko for en 3. verdenskrig med start i Europa. Danmark og Grønland vil højst sandsynlig ligge som en smørklat i risengrøden, attraktive at nappe på grund af beliggenhed og på grund af de gode muligheder for fødevareforsyninger.

Der er således en reel risiko for krig. Vi kan ikke sparke den til hjørne og prøve at glemme det. Vi er et lille land, og vi må se i øjnene, at uden samarbejde med EU og de sikre NATO partnere, så vil vi være særdeles sårbare. Hvis vi skal klare os igennem uden aktiv krig, så vil det kræve at vi kan vise at vi har muskler klar, og det vil kræve, at vi gør en meget større indsats for at udvikle og sikkerhedsforbedre vores infrastruktur og vores forsvar, såvel digitalt som fysisk.

Fællesskabet vil skulle stå sin prøve, og vi må være innovative og kreative, så vi får mest mulig gavn af vores ressourcer. Målet er at undgå krig – så vidt det overhovedet er muligt.

Når manden med leen på et eller andet tidspunkt vælger at sætte de to herrer fra magten, så vil vi desværre stadig ikke kunne slappe af. Verden er radikalt ændret, og vores sikkerhedssituation vil ikke nødvendigvis blive bedre med deres efterfølgere ved roret.

Man kan spørge, hvordan det kom så vidt. Vi troede jo begejstret på fred og samhandel efter murens fald, og masser af vestlige virksomheder investerede massivt i Rusland. Vesten var derfor totalt uforberedt på den russiske invasion af Krim halvøen i 2014 og vi måtte så ved invasionen af Ukraine mentalt arbejde på at forstå, at Vladimir Putin havde en imperialistisk dagsorden – at Rusland aldrig var blevet vestlig i mentalitet, men at Rusland stadig hang fast i zar drømme og feudal tilgang.

I forhold til Kina, så er det samtidig betænkeligt at det store land faktisk holder med Rusland, og det er meget uforudsigeligt, hvor meget Kina vil støtte Rusland, hvis der bliver krig. Hvordan vil en krig i Europa påvirke vores samhandel med Kina? Det er et åbent spørgsmål.

Hvor træls det end er, så må vi som folk kridte skoene og stå fast i denne meget ubehagelige og meget uforudsigelige modvind. Jo bedre vi er forberedt, jo større mulighed vil vi have for at manøvrere igennem.