Grundfortællingen forsvinder
Med tomme hænder og glansløse øjne
Skrælles lag efter lag af min værdighed
Til sidst husker jeg ikke, hvem jeg var

Jeg har en svaghed af den store slags. Jeg har svært ved at bede om hjælp. Jeg ved at det er en øvelse, jeg skal lære inden jeg engang skal herfra, men det er virkelig en svær proces for mig.

Som barn læste jeg Coopers indianerbøger, og den sidste mohikaner, Uncas, blev min rollemodel. Jeg havde ikke brug for hjælp. Jeg kunne klare mig selv. Det var mit faste mantra gennem livet. Min indre grundfortælling var at jeg ville være som Uncas, stærk, modig, og en urokkelig klippe for andre, der behøvede hjælp.

Det var derfor grænseoverskridende, da jeg mistede mit job for 20 år siden som 50 årig, og for første gang blev arbejdsløs, hvor jeg blev tvunget til at acceptere de vilkår, der var gældende for at få dagpenge. Jeg var nødt til at bede om hjælp, så jeg kunne overleve.

Jeg skulle acceptere at blive kontinuerligt krydsforhørt og skulle skrive ansøgninger på en bestemt måde. Jeg oplevede at jeg var en belastning for samfundet, og hvordan andres syn på mig ændredes i løbet af ganske få uger. Mine egne ord og min værdi som menneske var ikke længere gældende. Jeg oplevede at jeg blev tvunget til at modtage hjælp og rådgivning på områder, hvor jeg selv var langt bedre uddannet, og det forventedes at jeg var taknemmelig for denne rådgivning på trods af den var ubrugelig for mig og på visse områder direkte i modstrid med den viden, jeg havde.

Det føltes uværdigt. Særligt voldsomt var det at opleve den måde, andre så på mig, som om jeg var en samfundsnasser på trods af mine mange års hårde arbejde og stabile indsats for at være en god skatteborger.

I min arbejdsløshedsperiode mistede jeg så meget af mit indre selvværd, at jeg mentalt var ved at gå til grunde. Men den periode, hvor jeg var uden arbejde, gjorde også, at jeg blev bedre til af forstå, hvor svært det måtte være at havne i situationer, hvor egen kontrol over livet bliver taget fra et menneske.

At miste kontrollen over eget liv og egen situation kan give voldsom stress. Fysiologisk på grund af angst for social deroute og udelukkelse af fællesskabet og dermed usikkerhed om overlevelse. Mentalt på grund af tankekaos på grund af usikkerhed om egen værdi og egne kompetencer.

Når man bliver syg, handicappet, eller er nødt til at flygte fra sit hjem til en usikker fremtid, måske i en flygtningelejr eller måske i et andet land, hvor man ikke nødvendigvis er særlig velkommen – det må give voldsomt mental og fysiologisk utryghed.

Så hvordan ønsker du som menneske at blive behandlet, hvis du kommer i nød eller krise? Det er værd at overveje, værd at erindre – at vi alle kan blive ramt. Er vi som den barmhjertige samaritan i Jesus fortælling? Eller vender vi os blot bort og går videre, måske med et foragteligt blik på den nødstedte?

Vi må som samfund lære at behandle mennesker i nød både med omsorg og med værdighed. Hvis vi ikke gør det, så går disse mennesker i stykker. Vi sender dem udenfor fællesskabet og det ødelægger dem. Det er ikke kun spild af talenter for samfundet, det vidner også om manglende medfølelse og manglende viden og forståelse for de faktorer, der bragte disse mennesker i nød.