Jeg ser dit ansigt på billeder
Så smukt dit smil er
så kærligt dine øjne lyser
Jeg hører din stemme når vinden hvisker
Så omsorgsfuldt den lyder
Jeg mærker dit nærvær i skumringen
Når flagermusene suser rundt
Og natuglen tuder og flyver forbi med bløde vingeslag

Det gør så ondt, hvis en kær slægtning, en ven eller ens ægtefælle dør. Det føles urimeligt, uretfærdigt og grusomt. Sorgen tager bolig i hjertet og vil ikke forlade det.

Når der er gået noget tid, vil det blive bedre – siges det trøstende. Men når man står med stor sorg, så er tid ikke nok. Der skal mere og andet til, før man til sidst vil kunne binde en sløjfe på sorgen og hænge den i sit hjerte som et dyrebart smykke og så blot forlige sig med at kunne tage den frem, når det giver mening, sammen med kærlig omsorg og med de smukkeste minder.

Med stor sorg må man genfinde sin mening, og udfordre sig selv, hvor det er muligt, selv om det gør ondt. Med stor sorg må man hæve stemmen og bede om hjælp, om trøst, om at nogen vil lytte til en, og om nogen vil være der for en, om samhørighed og om omsorg.

Er du vidne til stor sorg, så husk, at de første skridt er vanskelige for den, der sørger. Du kan gøre en forskel ved ærlig omsorg, stille væren og rolig lytning. Det kan være det håb, som den anden kan have brug for.

Vi har brug for hinanden til at trøste og hjælpe os på vores egen vej videre, hvor ensom den vej end ser ud til at være. Vi må bære hinanden gennem sorgen, så det er muligt igen at finde vej og mening.

Kim Larsen sang ”jeg skal jo selv samme vej”, og det er jo sandt, men indtil den dag, hvor vi selv tager afsted, så har vi brug for hinanden.