Det siges at stress og udbrændthed koster samfundet 14 milliarder kr. i sygemeldinger og førtidspension om året, hertil kommer menneskelige omkostninger i form af depression, selvmord og tab af arbejdsliv.

Jeg har lige læst en artikel på nettet af Psykiater og overlæge Lone Fjorbach fra Aarhus Universitet, som påpeger, at vi har en simpel og effektfuld kur: mindfulness, og det lyder jo forrygende dejligt.

Det store spørgsmål er så – er det hele sandheden?

Lone Fjorbach udtaler:

Citat:

»Det er fuldstændig skørt, at vi i sygehusvæsenet tilbyder alle disse mennesker masser af vanedannende medicin og dyre operationer men ikke lærer patienterne, hvad de selv kan gøre for at få det bedre. Deres psykologiske måde at tackle sygdom på er fuldstændig afgørende for helbredelse. Det er da helt forkert, at vi ikke også arbejder med sindet. Det har den største effekt,« fastslår Lone Fjorback, der har arbejdet med meditation og yoga i 25 år. Hun mener, at den mentale sundhed er lige så vigtig som den fysiske.

Psykiateren har for nylig sammen med psykolog Tua Preuss ved hjælp en række hjernescanninger vist, at en gruppe posttraumatiserede veteraner blev målbart bedre af et mindfulnessforløb. Studiet fandt sted på Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser under Aarhus Universitet.

Citat slut.

 Jeg er ikke i tvivl om validiteten af hjernescanningerne. Jeg er heller ikke i tvivl om den store og gode virkning, som både yoga og mindfulness kan have overfor mennesker, der lider af stress og udbrændthed. Ligeledes er der undersøgelser, der viser at have-terapi i stor udstrækning hjælper de ramte. Det er rigtig rigtig fint, at vi har noget, der kan lindre og hjælpe.

Det er alt sammen såre godt.

MEN, under den fine overflade gemmer sig der desværre et par slanger i paradiset, som ikke er blevet håndteret.

Den første er, at det er jo fint at symptombehandle og lindre, men hvordan sikrer vi, at vi målrettet får reduceret stress og udbrændthed i samfundet?

Den næste er, at behandlingen virker nok rigtig godt, når den personen er ”væk fra problemerne” = under behandling, men hvordan er situationen, når personen kommer retur til alle de problemstillinger, der udløste stressen?

Stress – en naturlig reaktion på ”mistet kontrol” og på udelukkelse fra “flokken”

Når et menneske mister kontrol over sit liv og ikke kan se nogen strategier for at kunne håndtere situationen, så giver det afmagt. Dette udløser som bekendt diverse hormonelle udsving, som kan være særdeles farlige for kroppen, hvis tilstanden fortsætter. Dette er efterhånden børnelærdom og litteraturen om disse fænomener er ret omfattende og veldokumenteret. Det samme fænomen gør sig gældende for mennesker, der bliver udelukket fra samfundet – dvs. udelukket fra “flokken”.

I forhold til behandling af stress og udbrændthed, så anvendes der både mindfulness øvelser, undervisning i coping-strategier, kognitiv terapi, og psykofarmaka. Alt sammen udmærkede ting, som kan give lindring til den enkelte.

Det store problem ved behandlingen er blot, at der er tale om en individualisering af stress og udbrændthed, og på den måde bliver problemstillingen ”jeg har stress” individualiseret og kan føre til personlige nederlag, hvis behandlingen ikke hjælper.

Hvorfor får vi stress?

Vi får stress af at miste kontrollen over vores liv. Så enkelt er det.

Det rammer mennesker, der dagligt har urimelige arbejdsopgaver, for meget transporttid, er udsat for alt for modsatrettede krav, eller har gået for længe i ”Flinkeskolen”, ligesom det rammer mennesker, der uforskyldt kommer i nød og mister fodfæstet og som ufrivilligt bliver afhængig af distancetagende systemers ”skalten og valten” og dertil bliver groft hetzet af samfundets indre svinehunde.

At individualisere stress som en individuelt problem er som at anklage et barn for de fejl, dets forældre har gjort!

Vi må have fat i ondets rod, og ondets rod er den måde, som vi i samfundet har indrettet os på og den måde, som vi taler til hinanden på. Og mod ondets rod, så skal der en hel del stærkere metoder til end mindfulness…!

For ondets rod er ikke forsvundet, når den stressede person vender hjem fra behandlingen!

Der venter stadig urimelige arbejdsvilkår eller alternativet en social deroute på overførselsindkomst. Der skal stadig hænges i kø på motorvejen, fordi der mangler offentlige transportmidler. Der skal stadig hentes børn ”mens man er på arbejde”, der skal stadig hekses for at få pengene til at slå til husleje og mad, hvis man er på dagpenge.

Vi bliver nødt til at lære at dele arbejdet, så alle får en bid af kagen, ligesom vi bliver nødt til at indse, at når vi hetzer helt uskyldige mennesker, som pga. sygdom eller arbejdsløshed er kommet i nød, så er vores handling at ligne med folk, der hånligt spytter på trafikofre og ikke vil tilkalde ambulancen.

Vi bliver nødt til at indse, at der er grænser for hvor mange arbejdsopgaver og ansvar, der kan pålægges et enkelt menneske.

Vi bliver nødt til at erkende, at hvis vi fortsat ønsker at der skal fødes børn i landet, så må vi hjælpe børnefamilierne med deltidsløsninger og økonomisk kompensation.

Vi bliver nødt til at erkende, at hvis vi bruger et lavprisselskab for at shoppe hver måned i New York, så ødelægger vi tilværelsen for de mennesker, som servicerer os og må leve af en sulteløn på trods af, at de knokler fuldtid.

Vi bliver også nødt til at erkende, at der er grænser for vækst. At vi bliver nødt til at genbruge, og vi bliver nødt til at ”rydde vores skidt og møg op” overalt i verden. At vi som mennesker hænger sammen, og at forurening i Kina giver dårlige fisk i Skagerrak.

At arbejdsløshed, sygdom og ulykker kan ramme også lige dig, og at stress og udbrændthed kun kan forebygges ved en målrettet og kærlig omlægning af vores samfund, så vi alle kan få et anstændigt liv ved at deles både om goder såvel som arbejde.

Så mens mindfulness m.m. kan lindre de ramte, så kan selve årsagerne til stress kun løses ad politisk vej.

Her i midt november, hvor det rusker i træerne, regnen siler ned, og dagene for alvor er blevet korte og mørke, så er redaktionen så småt begyndt at vende blikket mod julen, for ikke helt at miste det gode humør ovenpå den dejligt lange sommer.

Det er en travl tid i julemandens værksted, hvor Deres udsendte i år har været på besøg for at smugkigge på årets pakker og trends. Vi har forsøgt en del gange at få et møde med Julemanden selv, men han er kontinuerlig på farten, fristet af billige flybilletter, så vi har i stedet fået lov at få en hurtig gennemgang i værkstederne sammen med overnisse Julius Langskæg.

Julius Langskæg er en alvorligt udseende nisse, med mørke briller, hurtige bevægelser og hastige åndedrag, hvor man aner antydningen af stress, men det er jo også svært at nå det hele, og ansvaret ligger tungt på hans skuldre. Om de generelle trends i år siger han, at det drejer sig om inspiration og fordybelse, ligesom der også er stor interesse for wellness oplevelser.

Vi går gennem de store pakkeafdelinger for småbørn, hvor legetøjet hober sig op til alle sider, og der er en heftig aktivitet af yngre nisser, der pakker og binder sløjfer på årets julegaver til tumlinge-alderen. Julius Langskæg forklarer om årets trend for tumlinge, at der er fokus på læring, selv om der stadig leveres en del traditionelle gaver, der blot skal glæde de små og sikre god leg. Værkstedet modtog i år en særlig skrivelse fra Undervisningsministeriet om at der skal puttes læring i hovederne på de små, så snart kravlestadiet er overstået. Så de ansatte gør hvad de kan for at overholde retningslinjerne.

Vi når lige et hurtigt kig ind i skoleelev sektoren, hvor der pakkes endnu mere læringskorrekt materiale, men da jeg får øje på en større stabel små røde bøger med påskriften ”den lille røde for skoleelever” får jeg et lidt undvigende svar og et skævt blik fra Julius Langskæg med forklaring om, at det er en lille ekstra gave om farvelære, der skal tilgodese kreativ tankegang. Han haster hurtigt videre, inden jeg når at kigge mere.

Værkstedet har en særlig afdeling for politikere, som jeg meget gerne vil bruge lidt tid på. Julius kigger på sit ur på mobiltelefonen, og giver mig så et kvarters tid alene med Undernisse Nis  Flipskæg, mens han selv tjekker forældreafdelingens pakkeborde, hvor meditations-, koge- og antistressbøger ligger i store stabler.

Nis Flipskæg tager mig rundt i politikerafdelingen, og jeg noterer her, at der i stor udstrækning lægges overordentlig stor vægt på inspiration og fordybelse for politikerne.

Således noterer jeg, at Christine Antorini får en bog af Hans Henrik Knoop –  ”Leg og Læring” sammen med et abonnement på fagbladet Pædagogen. Özlem Cekic får Machiavellis ”Fyrsten”; Bjarne Corydon får ”Den Lille Prins” af Saint Exupery og en indrammet tegning af en lang næse fra en tidligere medarbejder i DONG, og Carsten Hansen får en lidt slidt udgave af Henrik Pontoppidans ”Fra Hytterne”. Vores statsminister Helle Thorning får et særtryk af Astrid Lindgreens ”Emil fra Lønneberg”, hvor Emil redder festen på fattiggården. Der arbejdes stadig på en løsning til en gave til Mette Frederiksen, men endnu er der ikke afklaring. Det er en vanskelig sag, sukker Nis Flipskæg.

Ved de radikales pakkebord er der næsten mørkelagt, men Nis Flipskæg fortæller, at de arbejder med flere løsninger i øjeblikket, hvor bl.a. den nye bog om Mørkelygten indgår, og ligeledes en nyindspilning af ”Skæbnesymfonien” med Danmarks Radios Underholdningsorkester. En fin lille CD, som let kan gå i en håndtaske.

Ovre i LA hjørnet bugner gavebordet med bl.a. et antikt eksemplar i guldtryk af Charles Dickens bog ”Et Juleeventyr” med en pakkeseddel påført Joachim B. Olsens navn. Ved siden af ligger en flybillet til USA og guidet rundtur med vægt på løn og personalegoder på Henry Ford museet til Anders B. Samuelsen; og endnu et smukt indbundet værk ligger klar til Ole Birk Olesen – det er ”Vredens Druer” af John Steinbeck. Ja, det er dyre pakker, sukker Nis Flipskæg, men der skal jo noget til, hvis vi skal kunne matche de flotte gaver fra Saxo Bank.

Der er dog også tænkt på de tidligere politikere i regeringen, så jeg noterer at Nadeem Farooq får de samlede værker af Martin Andersen Nexø, mens pakkebordet ser underlig tomt ud, hvor Margrethe Vestagers pakker skulle ligge. Nis Flipskæg sukker dybt, og forklarer, at der ikke var flere penge tilbage. Men sådan er det jo! De arbejder dog på at finde et billigt brugt eksemplar af Dorte Kollos ”Greven fra Luxembourg”.

Ved de konservatives pakkebord er der en del forvirring, så vi går hurtigt videre, så pakkenisserne kan få fred til at finde ud af, hvem der stadig er i partiet.

I værkstedets ene hjørne er der ved at blive pakket en stor havenisse ind til Pia Kjærsgård sammen med en bog om kjoler, og en lille boggave til Kristian Thulesen Dahl. Jeg noterer mig, at det er ”Tanker for det Nye Årtusinde” af Dalai Lama. Ellers er der noget rodet på bordet, og Nis Flipskæg fortæller, at det er fordi afdelingen stadig diskuterer, om hvad der bedst vil kunne inspirere.

Ved det store bord for Venstre politikere, ligger der et lidt halvslidt jakkesæt med en mærkat fra Røde Kors, og ovenpå ligger der et hæfte om ølbrygning. Nis Flipskæg forklarer, at der var ikke flere penge på tøjkontoen, så de måtte i genbrugsbutikken efter Lars Løkkes gave. Derfor også den lille tillægsgave. Inger Støjbergs DVD gave med Wilhelm Mobergs ”Udvandrerne” er også lige ved at blive pakket ind.

Mit tildelte kvarter må være opbrugt, for Julius Langskæg står og tripper i døren, og jeg siger tak for rundvisningen til Nis Flipskæg, mens jeg på vejen ud skæver til de borde, hvor jeg ikke nåede hen, og lige når at se, at der ligger gavekort til et forkælelses traktement på et gammelt velrenommeret konditori i city for Johanne Schmidt og Pernille Skipper. Nis hvisker til mig, at de to søde piger har arbejdet så hårdt i år, at de fortjener et lille pusterum.

Med Julius fortsætter turen i lyntempo, og jeg når lige at notere, at Kronprinsen får en oplevelsesdag med udlevering af julepakker til fattige familier, at Dronningen udover det årlige rygestopkursus også får en ny akvarelblok, og at Joachim får gavekort til genbrugsbutikken, så der kan købes møbler til den nye bolig.

Julius har stor fart på gennem erhvervsafdelingen, hvor der står lange rækker af sidste udgave af ”Grænser for Vækst”, og der ligger en del premierebilletter til den nye film af Per Fly om ”Pelle Erobreren”, og vi næsten løber videre til afdelingen for plejekrævende pensionister, hvor der forventes at blive pakket langtidsholdbart juleknas og julegløgg til almindelig opmuntring.

I afdelingen for kontanthjælpsmodtagere, syge og ledige er der en betydelig knurren i krogene. Gavebudgettet er så lavt, at der er er oprørsstemning blandt nisserne , som overvejer at nedlægge arbejdet eller gå på hugst i politikerafdelingen, indtil der kommer en fuld og dækkende løsning.

Julius ser bekymret ud, hoster let og bringer mig hurtigt videre til forsendelseskontoret. Efter en lille forfriskning med varmt juleøl, så bukker han let, tager afsked og sender mig af sted med et venligt håndtryk og ønsket om en glædelig jul.

Hu hej, hvor det går!

Det kører derudad med forrygende fart og toget standser kun på de største stationer, og køreplanen er ikke længere tilgængelig, så det er bare om at holde sig klar, når man vil være passager, og i kurverne slingrer det så voldsomt, at togføreren og konduktørerne bliver helt tummelumske.

De sidste år har vores politikere gjort en dyd ud af at sætte fart på vores reformtogdrift. Der skulle ikke herske tvivl for nogen, om at nu blev der sat ændringer i gang, og den store køreplan lå klar allerede få dage efter den store overtagelse af togdriften i 2011.

Der var store forventninger til reformtoget. Forventninger om at der nu ville blive lagt nye skinner og bygget nye stationer, så alle i de små samfund kunne komme med på vognen. Forventninger om at de, som så groft havde afsporet den hidtidige togdrift ville få en berettiget ørefigen med tilhørende overvågning, således at det kunne sikres, at afsporinger fremover ville høre fortiden til, og der var store forventninger om velgennemtænkte fine nye køreplaner, som ville kunne bringe alle passagerer sikkert frem i god tid og i god behold.

Var det vejrliget, der spillede ind? Kom der is på skinnerne undervejs? Eller blev skinnerne gloende i de varme sommerkurver? Eller var der bare tale om, at togføreren og konduktørerne blev så fartgale, at de glemte passagererne?

Findes der bakspejl eller sidespejl i et reformtog? Spejle, der kan vise de kurver, hvor passagerne faldt af? Spejle, der kan vise, hvor køreplanen mistede sin betydning og senere blev afskrevet som unødvendig for passagerne.

Hu hej, hvor det går! Fart over feltet!

I den første kurve sidste år faldt der mere end 30.000 passagerer af. Ingen ved rigtigt hvordan og hvorhen, og interessen for at tilbyde dem en plads på toget er mere end begrænset. Mange af dem havde faktisk købt udvidet garanti abonnementskort i rigtig mange år, men gyldighedsperioden blev halveret med kort varsel, og så røg de af. Andre af yngre årgang havde glædet sig til at veksle studiekortet med et rigtigt abonnementskort, men fik at vide, at der nu ikke var nogen destination, de kunne tage til.

Forslåede, chokerede og udmattede ligger de affaldne stadig og gisper i kurven, mens de kæmper for at udfylde skemaer og overholde regler.

Togfører og konduktører diskuterer stadig ansvarsplaceringen for at de stadig ligger der og er nu nået frem til, at det dels skyldes den tidligere togledelse, og dels at passagerne må have været dårlige til at holde sig fast.

Den nuværende togledelse forventer, at der årligt vil ryge i tusindvis flere af toget og begrunder det med, at passagerne stadig ikke ved, hvordan de skal holde sig fast undervejs.

I den forbindelse er der blevet etableret enkelte nødforanstaltninger, hvor man anbringer de affaldne i midertidige ståpladser i særlige kreaturvogne, så de kan mærke, at de ikke er rigtigt velkomne.

Reelle destinationer til de affaldne er der desværre ikke mange af, og der er ikke planer om at etablere ekstrabusser, så de affaldne kunne få normal transport.

I den næste kurve blev det besluttet at afskaffe køreplanen, så det nu fremover var op til passagerne selv at gætte sig til, hvordan toget fremover skulle køre. På den måde blev det lettere for togføreren og konduktørerne undervejs at omjustere køreplanen, så de løbende kunne sætte fuld fart på de steder, de ønskede det, uden at nogen kunne brokke sig over køreplanen. Ideen kom sandsynligvis fra nærlæsning af bøger om basis strategier i god krigsførelse i fjendtlige omgivelser.

I den tredje kurve blev udflugtsvognen med skoleklassen og læreren frakoblet det ordinære tog, og  vognen blev herefter koblet til et hurtigtgående godstog med råvarer og produktionsenheder til brug for de større erhvervsvirksomheder. Skoleklassen og læreren er stadig i chok, og planerne for hvor de er på vej hen er endnu ikke fastlagte. Onde tunger vil vide at påstå, at inspirationen til dette skift kom fra Nordkorea.

I den fjerde kurve blev hospitalsvognen afkoblet, og alle de syge blev kørt ud på et sidespor, hvorfra regelmæssig togdrift er et sjældent syn og opvarmning af kupeerne er sparet væk. Helt glemt er de dog ikke, for de lokale småtogsførere har nu lagt en plan sammen med de lokale pillepushere om at inddrage de syges medicin, for noget må der jo gøres, for at de kan blive raske…. Om ikke andet, så vil det reducere medicinomkostningerne på sundhedskontoen, og hvis de syge dør, så vil det resultere i reducerede udbetalinger på længere sigt.

Og sådan fortsatte reformtoget –  i store og små kurver undervejs. Med hastig fart og uden bakspejl og sidespejl. Altid var togfører og konduktører klar til at møde pressen med smil og godt humør, og med friske bemærkninger og hurtige skud fra hoften. Talte pressen om, at Robert støjede lidt på gangen, ja så blev han sat til at samle hundelorte op, og hvis pressen antydede at Carina havde købt for pæne vinterstøvler til ungerne, ja så blev hun og ungerne med det samme sat ned på gulvet i bagagevognen, så de kunne få en bedre forståelse af , hvor de hørte til.

I en af de sidste kurver blev energiforsyningen sat til salg, og en udenlandsk pengestærk opkøber med en kontroversiel fortid blev udvalgt til at overtage denne for landet så essentielle forsyningsvirksomhed.  Den lokale pengestærke pensionskasse forsøgte forgæves ved overbud at bibeholde kontrollen for energiforsyningen i landet, og et eller andet sted må det være sluppet ud til passagerne, at der kan være risiko for glatis på skinnerne i den kurve, vi går ind i. Således er der nu lidt bekymret murren og mumlen i kupeerne.

Ved en generel omlægning blev en del af vognene fra 2. klasse ombygget fra standardklasse til en ny og smart 1. klasse med de blødeste sæder og den fineste service, som togledelsen kunne præstere. Der er stor tilfredshed med de nye forhold her, og togledelsen får megen ros.

Fra togledelsen barsles der nu med store planer om at forbinde de store byer i overlydsfart, så der kan kommes hurtigt frem, og imens reduceres busdriften og lokaltogene i landområderne, for pengene skal jo komme et eller andet sted fra. Så må de vente på landet til det bliver deres tur engang. De skulle jo også hellere være glade for ikke at døje med metro-tinnitus, som de gør i København. Samtidig er det besluttet at bibeholde den store broafgift mellem Sjælland og Fyn, så man kan sikre, at der stadig er penge nok i kassen til den lokale infrastruktur i storbyerne. Det er jo herligt at have en malkeko.

Hu hej hvor det går og toget kører stadig!

Passagerne på 2. klasse er blevet tavse. Forskræmt sidder de og rykker sammen i de tilbageblevne vogne, mens de klamrer sig til bedstemorhåndtag og sæder. Endnu er der lunt og sikkert, men angsten og trætheden bobler i dem. Angsten for at falde af. Trætheden ved mere ekstra arbejde på virksomheden, når der reduceres, lukkes og skilles fra.

Fra tidlig morgen til sen aften pendler de trætte passagerer på togbåndet frem og tilbage til jobbet, mens de nervøst og bekymret piller ved den uundværlige mobiltelefon for at sikre, at ægtefællen kan hente ungerne fra daginstitutionen.

I daginstitutionen bider den sidste pædagog tænderne sammen i forsøg på at holde sig, indtil forældrene kommer, for hun vil ikke gå på toilettet, når hun er alene med ungerne. På hospitalerne løber personalet så stærkt, at de glemmer, hvad de skal nå og går ned med stress og angstanfald. På plejehjem ligger de gamle med dyngvåde bleer, for hænderne, der skulle skifte dem, ja de sidder på nogle af de affaldne, som der ikke længere skønnes at være brug for.

Udenfor hyler vinden, så de, der faldt af, de affaldne, gennemisnes og forkøles. Når toget passerer dem med høj fart i kurven, strækker de deres arme bønfaldende mod toget, uden at blive set af togledelsen. Forhutlede og med bøjede rygge går de til bankerne og beder forgæves om at få adgang til anstændige normale renter, så de kan blive i deres bolig, mens de med rædsel i øjnene ser fogeden luske rundt i nabolaget. For sælge kan de jo ikke.

Fra vinduet ser passagerne ud mod de uheldige, og peger fingre ad dem, mens de rykker sammen i fælles enighed om, at de derude  – de affaldne, må være dårlige mennesker, siden de er faldet af toget, for anden årsag kan der vel ikke være…?

Hu hej hvor det går! Hu hej hvor det går….!

– professionelle sportsgrene for politikere, lobbyister, journalister og andet godtfolk….

Hvad er det der sker, når den arbejdsløse bliver konfronteret med ”Kritisk Forælder” spørgsmål? Når der stilles spørgsmål til om den syge ”reelt” er syg? Når medierne hetzer udvalgte grupper og generaliserer ud fra enkeltpersoner? Når beskæftigelsesministeren på stående fod ukritisk lader sig rive med og overbyder i ekstrem forargelseretorik? Når der uden blusel dikteres tvangsarbejde og løndumping uden rettigheder for udvalgte grupper i samfundet….?

Ja, hvad er det så egentligt, der sker?

Det, der finder sted, kan kaldes manipulativ udnyttelse af transaktionsanalytiske værktøjer kombineret med tackling af kognitiv dissonans, og det er gammelkendte begreber indenfor psykologi og ligeledes i relation til krigspropaganda.

Vi må kunne se os selv i øjnene ….

Helt aktuelt kan vi se et eksempel i DR3’s serie om fangerne og fangevogterne, hvor grupperne hver især opbygger nye grundfortællinger – både om sig selv og om den anden gruppe, samt om deres roller i den indbyrdes relation. ”Dem mod Os”. Det drejer sig om at have retten til at være ”Kritisk Forælder”, så man kan knægte ”det Uartige Barn”.

Det er tankevækkende, at fangevogterne hele tiden selv, både individuelt og i gruppen, kan definere deres roller og har stor frihed til selv at vælge deres adfærd og evt. sanktioner. Fangevogterne skaber selv deres virkelighed, og de har frihed til også at vælge en venlig omgangstone med udstrakt frihed for alle, på trods af de pressionsmidler, som testlederen sætter i værk.

Interessant er det i øvrigt fra en psykologisk synsvinkel, at sammenligne forsøget med det fælles mytteri, der opstod i det første BigBrother show i DK, hvor en psykolog var deltager. Ligeledes er det tankevækkende, at rollen som fangevogter for almindelige mennesker er omgærdet med så stærke adfærdsforventninger i forhold til magt og sanktioner.

I forbindelse med det psykologiske forsøg i DR3, ses den kognitive dissonans, hvor fangevogterne allerede i løbet af den første og anden dag føler sig tvunget til at handle i modsætning til egne tidligere værdier og grundindstillinger. Nu indtræder de i den påtvungne rolle, og herefter skifter de frivilligt grundindstilling, således at den nye grundindstilling ikke er i modstrid med den handling, som de føler sig tvunget til at udføre.

Det er skræmmende at se, hvor forholdsvist let det er, for helt almindelige mennesker at indtræde i de påtvungne roller og gennem iførelse af rolleuniformen at adoptere de holdninger med tilhørende adfærd, som de forventer skal være gældende for rollen.

Dette sker fordi ændringen i grundindstillingen ses som værende lettere at gøre, end hvis personen skulle ændre adfærd for den påtvungne rolle.

Meget kort sagt, så drejer det sig om, at for at kunne leve med den handling, som personen har følt sig tvunget til at udføre, så ”bagud-justerer” personen sine oprindelige værdier og grundindstilling, så der ikke er direkte samvittighedsmæssige konflikter.

Det er et simpelt spørgsmål om at etablere en undvigemanøvre, når vores dårlig samvittighed hiver os i ærmet.

Kognitiv dissonans kan således også forklare, hvorfor nogle politikere pludselig frivilligt og uforklarligt skifter holdning efter de er valgt ind og pludselig mener det stik modsatte af, hvad de faktisk blev valgt ind til og har sagt, imens de stadig var i opposition. Imens sidder vælgerne målløse tilbage og undrer sig over den manglende ærlighed, og kalder det falske forudsætninger og brudte løfter.

Disse politikere har simpelthen ikke længere modet til at være ærlige, eller indsigten til at formidle og forhandle, og dermed heller ikke modet til at kæmpe for det, som de faktisk oprindeligt stod for.

I stedet for selv at skabe deres egen ærlige rolle, så adopterer de blot den adfærd og de holdninger, som de tror er nødvendige – uden at sætte spørgsmålstegn og ofte med en hårdere tilgang end hvad dette forventede rollebillede kræver. De er fanget af et billede af rollen og de forventninger, de havde til det billede, og de glemmer, at de selv frit kan skabe deres virkelighed.

I krigspropaganda går man så skridtet videre og etablerer bevidst rene fjendebilleder ved brug af virkelig grove løgne. Eksempler burde være unødvendige. Der er desværre alt for mange.

Hvad er det vi leger?

Den amerikanske psykoanalytiker og professor i psykiatri Eric Berne skrev 1964 bogen ”Games People Play”, som klart og meget præcist beskriver nogle af de rollespil, som mennesker spiller med hinanden samt baggrunden for disse rollespil. Eric Berne udviklede også den berømte transaktionsanalyse, som også hans gode ven, Dr. i Psykiatri Thomas A. Harris, senere videreudviklede i bogen ”Jeg er OK, du er OK”.

Vi mennesker har i vores travle hverdag brug for både værdier og pejlemærker til at styre efter i livet. Værdier, som vi kan bygge vores grundholdning på, rollemodeller, som vi kan lære af og have tillid til, og normer som kan give os daglig tryghed og forudsigelighed.

De første rollemodeller i vores liv er vores forældre, og de interaktioner, som vi har med vores forældre udvikler vores selvværd og vores egen grundfortælling. Det er således ikke ligegyldigt, hvordan vi bliver mødt og hvilken transaktionsanalytisk kommunikation, der finder sted i vores barndom og ungdom.

Ligeledes er de forventninger, vi bliver mødt med af afgørende betydning for vort selvværd, hvilket Professor i Psykologi Robert Rosenthal påviste i sine banebrydende forsøg i 1960’erne (Pygmalion effekten), og som bl.a. Professor David Cooperrider senere har udviklet inden for AI (Appreciative Inquiry).

Gennem vores barndom og ungdom bygger vi vores egen grundfortælling op: Hvem vi er, hvad vi finder værdifuldt, vores selvværd og vores tro på, at vi kan indfri de drømme, vi har.

Hvis vi har mødt positive forventninger og en positiv kommunikation og opmuntring i barndom og ungdom fra rollemodeller hjemme og i skolen, så møder vi uddannelsessystemet og det senere arbejdsliv med en god portion selvværd og masser af gå på mod. Hvorimod det modsatte vil gøre sig gældende, hvis vi har haft en barndom i strid modvind og har mødt negative forventninger.

Der er således forskel i udgangspunkt, og det giver også en stor forskel i det man kalder ”bounce-back”  eller ”resilience” for det enkelte menneske – på dansk kan dette oversættes med ”overlevelsesevne”. Det er vores evne til at klare modgang og forhindringer. Den evne vi har til at rejse os når vi er slået til jorden, børste støvet af os, og kæmpe videre.

Det er let at forstå, at mennesker med en svag overlevelsesevne fra en traumatisk barndom kan have umådeligt svært ved at kæmpe imod, når de også møder modgang og negative forventninger senere i livet. Disse mennesker har brug for ekstra hjælp.

Hvad, der måske er sværere at forstå, er, at for mennesker med stor overlevelsesevne fra en god barndom, så vil en svær modgang måske være hård at klare, men på grund af deres positive egen grundfortælling, så vil de fleste kunne klare det. Derimod vil kontinuerlige negative forventninger til dem, mobning og generel mistænkeliggørelse fra alle sider få dem psykisk i knæ og ødelægge det selvværd, de engang havde.

Selvværd er skrøbeligt – selv mennesker, der har været velfungerende gennem et langt arbejdsliv, selv de kan knækkes. Vi er flokdyr, og bliver du dømt ude af flokken, så dør du. End of story!

I det lys er det mere end forstemmende, at medierne og politikerne udnævner arbejdsløse og syge mennesker til ”Ikke OK” borgere. Den skade, der herved bliver gjort, er katastrofal for de berørte, og den har så absolut ingen positiv effekt på hverken jobskabelse for de arbejdsløse eller for helbredelse af de syge.

Hvorfor gør de det så? Medierne, lobbyisterne og politikerne?

De gør det dels bevidst og dels ubevidst. De gør det for at ”sælge avisen” med stort oplag, de gør det pga. ressourcekonflikter, og de gør det, fordi ”det er en nem løsning” at udvælge syndebukke. Når der er kamp om pengene, så er der nogen der må aflevere, og ligesom i skolegården, så løber den største og stærkeste med sejren, når gårdvagten er gået ind til frokost – selv når det var ham, der startede slagsmålet med at tage fra den svageste.

Politikere er ikke kun politikere, de er også mennesker. Mennesker, som skal overskue komplekse sager, høre på embedsfolks fremstillinger og gennemlæse masser af dokumenter. Mennesker, som kan blive stressede, når de bliver presset, ikke mindst i debatter. Og når et menneske bliver presset, så begynder stresshormonet kortisol at styre hjernen med tilhørende intellektuelle begrænsninger, hvorefter de begynder at søge enkle løsninger, fordi kompleksiteten bliver for overvældende at forholde sig til.

Samtidig ser vi en ”ulvetime-mor-i-supermarkedet” adfærd hos politikerne, som bevirker at de sagesløse uskyldige og sultne ”unger” får en lussing for at forstyrre og plage mor. Rollen som Kritisk Forælder over for det plagende Barn er let at se, selv om den ikke er rationelt begrundet.

Hvorfor lader vi os forføre…?

Hvorfor lader vi os forføre af disse forvrængede billeder af de mennesker, som blot har været uheldige og faktisk har brug for vores hjælp? Disse mennesker, som er ofre for den krise, som andre har skabt, hvis økonomi hænger i laser, hvis bolig går mod tvangsauktion, hvis ægteskab går mod krise, og hvis børn bliver skræmte og rådvilde over for en usikker fremtid!

Desværre er vi mennesker bygget sådan, at vi ofte lader os manipulere med af autoriteter – de mennesker, som vi stoler på som rollemodeller, selv når de både bevidst og ubevidst manipulerer med vores grundlæggende værdier, og selv om vi måske aner, at det bare er til fordel for dem selv eller til fordel for det system, som de repræsenterer. ”Vi har jo så travlt, og de ved jo nok bedre besked, og hvis de der arbejdsløse virkelig bare udnytter systemet, så er det også for galt….”

Adfærdspsykologisk er vi mennesker født med en indbygget psykologisk konflikt, som dels lader os kæmpe med vore medfæller her på jorden for egen føde, tryghed, sikkerhed og individuel anerkendelse og udfoldelse, men som også samtidig river gulvtæppet væk under vores fødder, når positivt samkvem og kærlig omsorg for andre mennesker i længere tid undertrykkes.

Vi er fra naturens side ikke kun egoistiske, men også venlige og generøse. Daniel Goleman beskriver dette i sine bøger om ”Følelsesmæssig Intelligens”, og vor egen Tor Nørretranders  behandler emnet i  ”Det Generøse Menneske”.

Således er det de færreste mennesker, der helt mangler empati for andre menneskers nød, når den ellers i øvrigt bliver præsenteret tæt nok på os, så vi ikke glemmer den. Gode og tætte menneskelige relationer er alfa og omega for vores menneskelige trivsel, ligesom deling af velstand med andre i nød er naturlig for os og kan rationelt ses som en forsikringsmæssig god investering samt et udtryk for, at vi har personligt mentalt overskud og gode gener.

Vi ved aldrig selv, om vi på et eller andet tidspunkt kan få behov for hjælp, samtidig med at vi ved, at ved at dele vor velstand med andre, så sikrer vi gæstebuddets fred og godt samkvem med vore medmennesker, ligesom der er mange projekter, der kræver samarbejde.

Det er denne almen menneskelige behovskonflikt, det drejer sig om, når der manipuleres med vores hverdagsholdninger. Mediernes og politikernes gentagne manipulationer med de tillidsbilleder vi har af andre mennesker og vores egen manglende tid og mulighed for at tjekke data sikrer, at der lige så gradvist sker en drejning af vores oprindelige værdier, normer og egen grundfortælling, som nu bliver til ”jeg knokler – jeg er OK” og ”De der arbejdsløse knokler ikke – de er Ikke OK”.

Professor Roy Langer skriver i sin artikel ”Kill the Poor” på Kommunikationsforum allerede den 13. marts 2013: ”Der er ved at opstå en ny, mærkelig samfundsdiskurs, hvor “Over-Danmark” føler sig berettiget til at nedgøre “Under-Danmark”. Men det er både farligt og etisk problematisk at dæmonisere “Under-Danmark”.

Han skriver senere i artiklen:

”Nu skal der så også ydes noget for kontanthjælpen i de såkaldte nyttejobs. Det mest absurde i dette er, at man taler om nyttejobs, der altså ikke er rigtigt erhvervsarbejde, til mennesker, som man ellers har nægtet enhver nytteværdi på arbejdsmarkedet. Igen svigter politikerne, når de nægter at oprette rigtige jobs, når dette arbejde nu er nyttigt. Dermed forværres underklassens status yderligere. De tvinges til at udføre nyttigt arbejde uden at få anerkendelsen som erhvervsaktive på arbejdsmarkedet med ganske almindelige lønmodtagerrettigheder.”

Mennesker, hvis eneste forbrydelse er, at de mangler et job, eller er blevet syge, eller har haft så dårligt et udgangspunkt fra barn af, at de ikke kan fungere ”efter reglerne” i vort samfund, bliver dagligt klientgjort, hetzet og nedgjort i massiv grad af medier, lobbyister og politikere.

For den arbejdsløse starter en selvværds deroute fra det øjeblik, hvor hjælpen fra det offentlige bliver til forældreagtig-autoritær kritik, påbud med trusler om sanktioner og fuldtidstvangsarbejde uden rettigheder og uden overenskomstmæssig aflønning.

Fra dette tidspunkt eroderes den arbejdsløses selvværd og egen tidligere grundfortælling bort, samtidig med at personen sættes i en akut stress situation i forhold til de grundlæggende Maslowske basisbehov – føde, tryghed og sikkerhed.

Det er ligegyldigt, om du har knoklet i mere end 30 år og du med stolthed har betalt masser af penge til samfundet i skatter og a-kasse. Dit selvværd smuldrer som en kvast overkrydder til udefinerlig rasp fra den dag, du får din fyreseddel!

Fra den dag, så er du et nummer i overførselsindkomstkøen, en belastning for samfundet, som hellere ser dig død end levende. Du er ikke længere produktiv, men kun en byrde.

Det hjælper dig ikke at forsvare dig med, at virksomheden nedlagde produktionen og flyttede den til Kina, Bangkok eller Burma, og at du søger og søger, så du er ved at blive rundtosset. Du er nu en arbejdsløs kriminel, og du må tage din straf.  Din straf er både økonomisk kaos, tab af social omgangskreds, tab af  basale rettigheder, og tab af værdi og status.

Samtidig lyder sangen fra medierne og politikerne: Arbejdsløse og syge er dovne nasserøve og ligger i hængekøjen, mens resten af samfundet knokler.

Transaktionsanalytisk så har vi således en kommunikationsform, hvor en ”Kritisk Forælder” skælder ud på ”Et frit – Uartigt Barn” og uddeler straffe til det.

Budskabet er klart og direkte: ”Vi er OK, Du er IKKE-OK”.

Med dette budskab bliver det gyldigt for politikere og medier at straffe de, som ”Ikke er OK”, og resten af samfundet accepterer herefter en straffeaktion, der fratager de uheldige medborgere basis rettigheder i samfundet og det lille selvværd, de havde, i bytte mod simpel overlevelse – dvs. mad på bordet og tag over hovedet.

Endnu er vi ikke nået til fattiggården, men allerede nu har vi tvangsarbejde uden rettigheder med løndumping lønninger, tvangsmedicinering, tvangsoperationer, samt fjernelse af lægeordineret medicin for de syge (– så de kan blive raske…. hvordan det så hænger sammen…?)

Hvad bliver det næste?

Manipulationen er subtil og effektiv. Der justeres og reduceres i oplysninger, der fortolkes og præsenteres med negative vinkler, og der jongleres med forkerte tal og forkerte analyser.

I stedet for det indlysende faktum at ”arbejdsløse er uheldige mennesker, der mangler et job og derfor vil dø af sult, hvis vi ikke hjælper dem”, så lyder budskabet ”at arbejdsløse er mennesker, der ikke gider arbejde, og derfor skal vi sørge for, at de får frataget alle rettigheder”.

En blændende dygtigt lavet manipulation af fakta, således at det bliver let at straffe de uheldige uden job. En tilgang og et menneskesyn som i 1800 tallets fattigforsorg.

Det svarer til at far og mor skælder lillebror ud og sender ham i seng uden aftensmad, når storebror uden grund har tævet ham blå og gul….

Inden finanskrisen havde vi faktisk mangel på arbejdskraft, fordi der var masser af jobs og praktisk talt ingen arbejdsløse. Den gang var der ingen dovenskab hos de nu ”ny-dovne” arbejdsløse. Virksomhederne stod den gang i kø for at tilbyde høje lønninger og gode personalegoder, og lobbyisterne ærgrede sig over, at vi ikke havde højere arbejdsløshed, for det var jo så godt for erhvervslivet, så lønningerne kunne holdes i ro…!

Hvor er jobs’ne nu?

Det er dokumenteret at alle mennesker ønsker at yde deres bidrag til samfundet. Det er en medfødt og naturlig drift i ethvert menneske, og det er dokumenteret og beskrevet i utallige forsøg og sammenhæng. Selv den allermest handicappede medborger har et stærkt ønske om at gøre en forskel og yde et bidrag.

Danskerne har en af de højeste erhvervsfrekvenser i verden og tusindvis af mennesker arbejder for lave indkomster, og endnu flere arbejder frivilligt til lokalsamfundets bedste.

Hvorfor er det så svært at forstå?

Det kan undre, at politikere, lobbyister og journalister har så svært ved at forstå, at arbejdsløse og syge mennesker ikke er anderledes skabt end de selv er. Hvis journalister, lobbyister og politikere ikke mener, at de selv er dårlige mennesker, hvorfor tror de så at andre mennesker er det…?

Måske er der bare tale om, at det er lettere at smide folk i rendestenen, hvis man skaber en fortælling om, at de er dårlige mennesker, som fortjener en sådan behandling. Så kan man kvæle sin samvittighed. Derfor skabes dette grimme nasserøvs- billede af de syge og de arbejdsløse.

Er de onde vores medier, lobbyisterne, politikerne? Er der tale om ondskab?

Onde er de vel ikke – måske er der psykopater iblandt, men basalt er der for de fleste nok mest tale om en udygtig måde at løse ressourcekonflikter, en bureaukratisk produktionstilgang til mennesker,  kombineret med personlig stress og projektion af deres afmagt.

Der kan også ses udbredt kognitiv dissonans med grov miskreditering af egne tidligere holdninger og den tidligere grundindstilling, således at der kan skabes samvittigheds-overensstemmelse imellem handling og holdning.

Derfor manipuleres der, og der tales om ”nødvendighedens politik”, og der kræves indskrænkninger i rettigheder for de svageste – de udnævnte syndebukke…. De er jo ikke vurderet som værende af kritisk værdi for samfundet…

Wessel skrev engang ”For Smed at Rette Bager”, hvor samfundet benhårdt afvejede straf af den oprindeligt skyldige smed, modsat at straffe en helt uskyldig bager. En skyldig skulle udpeges og hænges – det krævede loven.

Afvejningen faldt ud til smedens fordel, da han blev vurderet som værende ”kritisk for samfundets opretholdelse”, men man havde jo to bagere, og derfor kunne man så undvære den ene. ”Den bager græd gudsjammerligt, da man ham førte væk” – bageren blev hængt på trods af sin uskyld, mens smeden klarede frisag for mord!

Vi må spørge os selv, om det er retfærdigt, ønskeligt og værdigt for vort demokratiske og oplyste samfund at kommunikere på denne vis, og om vi ønsker at straffe mennesker i nød på denne måde uden ”ret og dom” for hver enkelt…?

Når ”dem mod os” bliver hverdagsfortællingen i medierne, så er det på høje tid til lidt seriøs selvransagelse…!

Og kom så lige med de der jobs….

På forhånd tak!