… og det plus en lille hyggesnak, ja det fik han naturligvis, ham den lille gut fra en af de små klasser, da han stak hovedet indenfor døren til skolelederens kontor forleden.

Et kram fra en forstående og omsorgsfuld skoleleder kan være særdeles vigtig, selv på en ganske almindelig skoledag, når man sådan lige trænger til at få ladet selvværd og humør op. For når man er skolebarn, så er der mange udfordringer og meget, der skal læres – både fagligt i timerne, men også i forhold til at lære at tackle livets mange andre krav, og så er det at man pludselig kan få brug for en lille snak og et opmuntrende kram.

Tillid og tryghed er altafgørende for et barns trivsel. Det at vide, at man altid bare lige kan komme forbi lærerværelset eller skolekontoret for at få kærlig hjælp og omsorgsfuld vejledning af en professionel voksen, der kender det enkelte barns behov og livssituation, det er noget, der giver tryghed i sindet og glade børn. Noget, som bliver prioriteret højt her på min skolearbejdsplads.

Jeg har nu arbejdet et årstid på Brahetrolleborg Skole i landsbyen Korinth, en lille landsby på knap 1100 indbyggere ca. 10 km nord for Faaborg og omgivet af  den smukke sydfynske natur. En landsby , der blev kåret til årets landsby i 2005 på grund af sine mange aktive borgere, der startede gode aktiviteter op til fælles gavn. En landsby med et godt og velfungerende foreningsliv, gode arbejdspladser, egen Dagligbrugs, skole og daginstitutioner, sportshal og medborgerhus – en landsby, attraktiv for nye tilflyttere med børn. En landsby, hvor man hjælper hinanden i dagligdagen, med sammenhold og tryghed, og hvor tilflyttere bliver taget godt imod.

Skolen er rent faktisk er en af landets ældste skoler, etableret i 1783 af Johan Ludvig Reventlow, som var foregangsmanden for en helt ny og banebrydende pædagogisk undervisningsform i Danmark.  Den moderne danske skole startede her i Korinth på Sydfyn. Her blev spanskrøret og intetsigende udenadslære bandlyst. Børnene skulle lære af lyst og udvikle sig til dygtige borgere, der kunne klare sig godt i samfundet. På Gærup Skolemuseum i Korinth kan man læse mere om den danske skoles barndom i Korinth.

Jeg ved ikke, hvordan det er at være skolebarn på andre skoler i landet, men én ting er sikkert – sådan var min egen barndoms skole ikke. Det var en stor skole med næsten 600 elever, hvor de store mulede de små, med en skoleleder man kun kendte af navn, med en frygtet sort bænk udenfor skoleinspektørens kontor, med lærere man sagde De til, og som terpede salmevers, gav lussinger og trak i de små hår ved øret. Ak, Reventlows pædagogiske linje nåede aldrig helt til min egen hjemby ved København, dengang i 1960’erne.

Men her på Brahetrolleborg Skole, her trives ånden fra Reventlow stadig. Måske fordi det er en mindre skole, hvor hvert enkelt barn er kendt af alle og dets trivsel er fælles fokus.

Desværre for landsbyen, så er skolen nu lukningstruet pga. spareøvelser i kommunen. Hvis det sker, så vil børnene få en transportvej på 10 km hver morgen og de kan ikke længere cykle i skole. De vil miste tilknytningen til landsbyens foreningsliv, de vil miste samhørigheden i landsbyfællesskabet og deres fælles skole. Hvis skolen forsvinder, så vil landsbyen også få sværere ved at tiltrække tilflyttere med børn, og det vil hindre udviklingen i landsbyen.

Hillary Clinton siger , at det kræver en landsbys omsorg at sikre et barn en god opvækst. Bevar vores skole og lad vores landsby fortsat leve og udvikles…!

Jeg kender en dreng, hvis kat blev kørt over i weekenden. Jeg fandt ud af det, fordi han pludselig opførte sig anderledes. Skubbede og slog på de andre i klassen, og reagerede ikke, da jeg sagde, han skulle stoppe. Jeg tog ham ud på gangen og talte med ham. Det var der, han fortalte det. Jeg så smerten i hans øjne. Jeg så hvordan, han tørrede en tåre bort, da han fortalte om det. Det var stort og vigtigt i hans liv, og jeg kunne se, hvordan han rettede sig op, efter han havde talt om det. Jeg tog ham om skuldrene og sagde, jeg godt kunne forstå, hvorfor han var ked af det, og at jeg var glad, fordi han havde fortalt det. Nogen gange bliver ting bare for store at bære alene. Så snakkede vi om, at når man skubber og slår på andre, så bliver de kede af det. Til sidst gik vi ind i klassen igen, og så fortsatte skoledagen, som en ganske almindelig dag.

Siden skolen startede i august, så har jeg været daglig støtte for 1. klasse, hvor jeg har hjulpet til, hvor det har været nødvendigt, i den udstrækning, som mine evner og talenter kunne bidrage. Det har været en berigende og udviklende rejse i at forstå børn og deres hverdag. At forstå og huske den skrøbelighed, de medbringer, når de selv skal forstå og erfare, hvordan de bedst kan trives med kammerater og undervisning, og ikke mindst, alle de mange regler, vi sætter for dem, som så let kan glemmes, når der leges, forhandles og slås.

Skrøbelige er de, men også robuste, ihærdige, nysgerrige, kærlige, impulsive, fantasifulde, urolige, sjove og til tider grænseoverskridende trættekære.

Når jeg går rundt i klassen og bedst muligt prøver at være til nytte for klasselæreren og for dem, så oplever jeg tit, hvordan et opmuntrende ord om det, de laver, og en venlig hånd på skulderen får dem til at smile, slappe af, føle sig trygge. Nogle af dem har det svært, for der sker mange ting i et barns liv på dets rejse mod at blive voksen, og ikke alle børn har de bedste kår at starte ud fra, og selv de børn, som har en tryg base hjemme, ja også de kan have brug for at blive set, hørt og forstået af en voksen i skolen.

Hvert eneste barn, uanset baggrund, har brug for dagligt at føle, at de har værdi, blot fordi de er til. At det ikke er ligegyldigt, om de har det godt. At der er nogen, der er der for dem.

Mange af dem kan snart læse, oven i købet godt. Stadig er der dog en del, hvor koden lige nu er ved at blive knækket, og man kan følge, hvordan de flere og flere gange pludselig oplever, at nu kan de læse et nyt ord. Denne befriende og energigivende oplevelse, hvor glæden bryder igennem hos dem – ”jeg læste…..”

For hver dag bliver det lettere for dem at forstå reglerne. Ikke kun om at sidde stille, række fingeren op, ikke smide med madpapir eller viskelæder, men også de uskrevne regler og de såvel fysiske som mentale brydekampe indbyrdes.

Skolen er ikke kun læring om abc og tal. Den er også et sted, hvor børn lærer at lege sammen og at respektere hinandens gode egenskaber. Hverken læring om bogstaver eller læring om at kunne klare sig socialt indbyrdes foregår gnidningsløst og problemfrit, og begge dele påvirker hinanden.

Der er enkelte dage, hvor jeg tager hjem og er slidt og træt, og hæs i stemmen. Når det har været svært at nå ind til dem, når der har været for meget ballade. Men de dage kan tælles på én hånd, for når jeg ser smilet i deres øjne, og deres glæde over, at jeg er der for dem, og at jeg hjælper dem – ja så kan jeg da kun holde af de dejlige unger…:o)