Det lader jo til at klimaændringerne vil tage til, og vi alle må forvente stigende temperaturer og mere dramatisk vejrlig. Det må være forfærdelig barsk for alle de områder, som ligger i risikozoner, og hvor orkaner og stormfloder kan blive hverdagskost, ligesom det må være rædselsfuldt for de landmænd i USA, Ukraine, og Sydeuropa, som nu oplever at afgrøderne ikke længere kan dyrkes på grund af tørke.

Da vi samtidig ved, at f.eks. Kina nedlægger egne landbrug for at kunne tilbyde industrifremstilling af billige produkter, og at de kæmper med en tiltagende forurening af land, vand og jord, så vil vi om nogle år se en meget stor interesse fra såvel Kina som fra mange andre lande for at importere høj kvalitets fødevarer.

Herhjemme i vores kønne lille land, så vil vi nok også komme til at mærke temperaturstigninger og mere voldsomt vejr, men vi er gudskelov så heldige, at vi stadig kan dyrke jorden og endnu ikke har set mange menneskeliv gå tabt i stormfloder.

Samtidig er vores landmænd, gartnere og frugtavlere både veluddannede og dygtige, og i forhold til andre lande, så er vores forurening begrænset, og vi har høj fokus på fremstilling af sunde afgrøder.

Måske vil de temperaturstigninger, der kommer i Danmark, oven i købet kunne give os nye muligheder, som vi ikke lige havde overvejet.

Og, måske kan mulighederne for vækst – igen – ligge inden for landbruget!

I tillæg til de produkter, der nu avles, så kan vi ane et omrids inden for en overskuelig årrække af en mulig fremtidig produktion af helt nye produkter, når klimaet ændres. F.eks. valnødder, mandler hjertenødder, abrikoser, ferskner, nektariner, vindruer, figner, ginseng, hyben, lavendel, kiwi, artiskokker, flere andre slags grøntsager og måske endda oliven og citron.

Og apropos vindruer, så tjek lige det nedenstående link, som fortæller at fremtidens champagne kommer fra England. Hvorfor skulle den ikke kunne komme fra Sydfyn, Skælskør eller Fejø? Allerede nu så kan du jo købe en forrygende Dons mousserende vin fra Skærsøgård ved Kolding.

Rent faktisk var der også champagne vinavl i Danmark ved Furesøen under krigen, i en tid, hvor klimaet var væsentligt mere barsk. Så frisk halm i træskoene – nu skal vi måske have gang i andelsselskaber til om nogle år at lave fællesskaber med produktionsfaciliteter til vindruepresning og vinfremstilling!

http://www.theatlantic.com/international/archive/2012/09/in-the-future-your-champagne-will-come-from-england/262784/

Og det er så kun det første skridt.

Vi kan allerede se en spirende eau de vie og malt whisky produktion, der fortjener markedsføring. Og der er brug for  intensiveret markedsføring af høj kvalitets fødevarer og frugt. Vi har verdens bedste æbler og pærer i Danmark. På heden dyrker de nu super vitaminrige blåbær. Vores agurker smager bedre end de spanske og hollandske, vores tomatavlere er super dygtige  og tomaterne rådner ikke indefra. Vores bær og salatproducenter bruger ikke forurenet vand til vanding, så vi bliver ikke syge af produkterne. Vi har masser af spændende nye gårdbutikker med højkvalitets kød, lækre pølser af lam, okse og bison, tørrede skinker, ost og mælke produkter, som f.eks. rygeost, is og skyr.

Men finansiering, produktionsfaciliteter og markedsføringssupport til de helt store eksportspring og eksporteventyr mangler for de små fødevareproducenter.

Samtidig har markedet i mange år desværre været kendetegnende ved en uhensigtsmæssig monopolagtig struktur, hvor store fødevarevirksomheder gennem store supermarkedskæder har dikteret såvel priser som et meget snævert og lidt trist produktudbud.

Så vi må lige kigge lidt tilbage, for at få inspiration:

Da andelsbevægelsen startede i 1870’erne, så var det baseret på dybe frustrationer over manglende indtjeningsmuligheder kombineret med, at der i høj grad var brug for produktudvikling og produktivitetsforbedring, hvis det danske landbrug skulle klare sig i konkurrencen med andre lande. Som vi alle ved, så lykkedes det ud over al forventning, og vi har haft stor glæde af den massive, ukuelige og kollektive indsats, som blev gjort af fremsynede bønder og husmænd.

Hvis vi nu moderniserer andelsbevægelsen og kombinerer det med muligheder for langfristet finansiering f.eks. med statsgaranti via statsobligationer, så vil vi kunne opdyrke mange nye nicher inden for landbruget, samtidig med at vi vil hjælpe mange dygtige unge landmænd, som lige nu slås med stor gæld.

Det vil trække jobs med sig og kan tiltrække arbejdsløse fra byerne til et nyt liv på landet, hvis vi samtidig stiller krav om almindelig overenskomstdækning, så vi ikke får en trist løndumping med fattigdom til følge.

Det vil selvfølgelig medføre, at vi skal efteruddanne tidligere kontorfolk og industriarbejdere til nye jobområder på landet og naturligvis kræve fokus og efteruddannelseskroner på dette område, men gevinsten vil vise sig i løbet af de kommende år.

Så vil vi måske se valnøddeproduktion på Lolland, champagnefremstilling på Ærø, blomstrende mandeltræer på Als, ferskner og oliven på Fejø…etc. etc.

”MIK” og ”FHT”

I min families ældre generation var den største skam, der kunne overgå familien, hvis der ikke var nok mad til gæsterne, når man stod som vært. Det skal siges, at der i familien var traditioner for også at holde åbne arrangementer, hvor der ikke nødvendigvis var tælling på forventet deltagerantal, og det kunne derfor til tider være ganske vanskeligt at beregne det nødvendige volumen af lækre sager.

Der eksisterer således familieberetninger af sådanne krisesituationer, og herunder en fortælling, hvor selv familiens mest agtværdige tante Vivi, til en større fødselsdag engang med rædsel måtte opleve, at de ekstra lagkager, som hun havde regnet med stadig stod i køkkenet, ja, de var faktisk allerede spist af det første hold gæster, og hun stod nu – på godt dansk – med håret i postkassen og potentielt tab af ære i forhold til gæstebuddets regler. Gæsterne kom i større mængder end forudset og gode råd var dyre. Tante Vivi var dog en snarrådig dame, og ærestab var ikke en del af hendes ordforråd, så hun fandt på en løsning. Ikke med lagkager, men med noget, der tilsvarende havde en passende spiseværdi, som kunne træde i stedet.

Med udgangspunkt i tante Vivis fortrædeligheder og andres egne erfaringer, så opstod gradvist den gyldne regel, der tog udgangspunkt i gentagne hurtige rekognosceringer i køkkenet fra hele familiens side i løbet af festdagen.

Når der var nok, så var budskabet til familiens nærmeste medlemmer: ”MIK = Mere i Køkkenet”. På denne måde var der signaleret klart, at også familien måtte få lov at kaste sig over goderne, og dette signal var givet, uden at nogen af gæsterne på noget tidspunkt anede det fjerneste om eventuelle problemstillinger. Det sidste ville have været frygteligt pinligt, da man så indirekte villet have påvirket, hvor meget de kære gæster kunne tillade sig at spise.

Hvis der til gengæld var lavvande i forsyningerne, og det skønnedes, at der kunne opstå mangler, så var beskeden tilsvarende knap, men alligevel utvetydig:  ”FHT = Familien Holder Tilbage”. På denne måde var forventningerne klart signaleret, og ve det familiemedlem, som ikke behørigt trak tallerkenen tilbage på standsmæssig facon.

Jeg kom til at tænke på denne måde at håndtere forsyningskrisen, da jeg i går så pengemagasinet, hvor den uheldige dagpengemodtager kunne imødese nogle barske konsekvenser af det skrantende jobmarked og den fremtidige nul-indtægt. Det gjorde mig ondt for hende og familien, for der er godt nok ikke ”MIK” på arbejdsmarkedet i øjeblikket. Rent faktisk er der så få krummer, at selv musene dårligt kan bliver mætte, på trods af deres yderst beskedne og ydmyge tilgang.

Mange af de jobs, der bliver opslået, bliver jo også søgt at mennesker i arbejde,  og der er ingen ”FHT”, der gælder i relation til fordeling af goderne. Samtidig er virksomhederne mest interesserede i mennesker, der allerede er i arbejde. Det begrænsede antal jobs, der kan ses på Jobindex i øjeblikket er derfor både attraktive for de, som allerede har taget af lagkagen, og de som sultne må se på.

Misforstå mig ikke – jeg synes det i bund og grund er særdeles fornuftigt, at vi har et arbejdsmarked, hvor mennesker kan flytte rundt mellem jobs og få udfordret deres evner. Det sikrer en god mobilitet og  en kontinuerlig kompetenceudvikling, både for virksomheder og for medarbejdere.

Men, det gør mig så ondt at se, at vi som Familien Danmark, ikke engang ønsker at give en sølle og skrabet leverpostejsmad  fra nytår til de, der ikke fik del i lagkagen. At vi som Familien Danmark kan leve med et sådant ærestab!

I løbet af de sidste mange år, har jeg set en del unge mennesker gå ned med stress. Det gør mig så inderligt ondt. Fra at være velfungerende, dynamiske og engagerede mennesker med mod på livet og glæde ved job og børn, så sker der pludselig ”et eller andet”, det eskalerer… og så kommer sygemeldingen til sidst.

Hvis vi alle tænker os lidt om, så ved vi godt, hvorfor det sker!  Der er intet nyt i årsagssammenhængen. For lidt fritid, transporttid, præstationskrav og interessetimer, ærekærhed, og ikke  mindst interessekonflikten mellem de 2 ”arbejdsgivere” – virksomheden og familien.

Hvis vi kigger på en almindelig standard børnefamilie med 2 små børn, 2 krævende fuldtidsjobs, flere timers transporttid, daginstitutionernes lukketider, børnesygdomme, vask, indkøb, rengøring, vedligeholdelse af bolig, og bare en lille smule sociale sammenkomster…

Ja, så er tid og overskud en helt klar mangelvare. Der er trods alt kun 24 timer i døgnet. Der skal ikke meget til at vælte tids- og energibudgettet.

Men vi har desværre som samfund defineret nogle meget stramme regler for ”fuldtid” og ”deltid” og støtteordninger og optjeningsrettigheder, og virksomhederne er meget tilbageholdende, når det gælder justering af arbejdstider. Den hellige, ukrænkelige fuldtid er definitionen på det korrekte arbejdsliv og heri er ikke engang medregnet de gratis ”interessetimer”.

Og så bruger vi umådelige mængder af diesel og benzin på  transport, og vi hænger i timevis i kø på motorveje og indfaldsveje til og fra arbejdspladserne. For den offentlige transport er ikke god nok.

Samtidig har vi næsten 200.000 arbejdsløse med alle former for kvalifikationer. Af dem er nyuddannede, som gerne vil have erfaring, og kompetente seniorer, som gerne vil give en sidste indsats, før de bliver parkeret ude på sidelinjen. Der er også mennesker, som aldrig fik en chance og derfor behøver lidt hjælp og støtte til at komme i gang. Lige nu så er de på dagpenge eller kontanthjælp, og lige nu, så får de tæv fra samfundets side, fordi der mangler jobs, og rettigheder for dem er få og små.

Ville det ikke være smart, hvis vi lod dem komme til i ”rigtige jobs”, og så gav børnefamilierne et større procentvist tilskud i stedet, så de kunne gå på deltid, mens ungerne var små…?

Det kunne forebygge stress, give børnene mulighed for at lege med forældrene, og så kunne det give arbejdspladser til rigtig mange arbejdsløse. Samtidig ville det kunne give virksomhederne mulighed for at få ”lidt flæsk på sidebenene”, som kunne gøre til, at de kunne få tid til også at være innovative.

Det er jo ikke altid det smarteste at være ”lean”. Man kan som virksomhed faktisk dø af det eller miste omsætning, fordi den medarbejder, som skulle være innovativ og skabe vækst og omsætning, lige pludselig kan gå ned med stress, og det tager nok 1-2 år, før man er på samme niveau igen med en ny medarbejder…!

Lige nu har vi en enestående chance. Så brug den dog!

Der er tilsyneladende mange i vores lille land, som synes, at det må være en sand svir at være arbejdsløs, at kunne dovne på sofaen og bare nasse på alle de, der knokler og står tidligt op om morgenen og smører madpakker.

De arbejdsløse, derimod, synes det er et sandt helvede, får stress, bliver depressive, mister modet og for nogle går det jo desværre så galt, at de må gå fra hus og hjem.

Margrethe Vestager har opgivet at løse problemet – ”sådan må det jo være”,  men hermed årets ide til en holdbar løsning, så vi alle kan komme videre, samtidig med at vi alle sammen kan få det bedre,

Den foreslåede løsning skal også ses i lyset af, at på grund af de kommende teknologiske landvindinger, så vil der ikke fremover blive flere jobs, da mennesker i høj grad vil blive erstattet af robotter. Da der traditionelt ikke er større interesse for deltidsjobs, så er løsningen til en fair fordeling:

Indfør tvungen jobrotation, således at alle lønmodtagere (også politikere)  SKAL have en 1 års ledighedsperiode på dagpenge hvert 5 år!

Det vil medføre:

At de hårdtarbejdende danskere vil få et nødvendigt pusterum, hvor de kan ”dovne på sofaen”. At de ledige kan få lov at få arbejde til  normal løn, og kan få styr på deres liv. At beskæftigelsesproblematikken er løst – og alle vil få glæde af det. Det er en fair og rimelig løsning, hvor alle bærer byrderne og ingen går glip af sofa fornøjelsen. Virksomhederne vil altid have friske og glade medarbejdere. Det bliver ikke dyrere for samfundet. Vi sparer efteruddannelse, for alle har en arbejdscyklus, der sikrer opdateret arbejdskraft. Diskussionerne om dagpengestørrelsen er væk, nu hvor alle kan få fornøjelsen hvert 5 år. Administrationsomkostninger for jobcentre, a-kasser og aktivering bliver minimale.

Selve indkaldelse til den tvungne ledighedsperiode kan ske let og nemt via mail og baseret på CPR nr. – f.eks. i forbindelse med forskudsopgørelsen, så der er et par måneder at forberede sig og gøre sofaen klar…:o) Når så året er gået, så melder man sig til det lokale jobcenter og bliver tildelt et passende job.

Eftersom en stor del af befolkningen mener, at dagpengebeløbet er særdeles generøst, så kan der jo ikke være nogen, der har noget imod selv at bytte deres normale løn ud i et års tid med dagpenge, hvor de så selv til gengæld kan nyde livet og dovne på sofaen.

Elementært !

Mellem børn herskede der – i hvert fald i midten af sidste århundrede – en uskreven moralkodeks, der sagde, at man i en slåskamp ikke slog på dem med briller, og ikke trådte på dem, der lå ned. Det var for fejt, og hvis man ikke havde lært det hjemmefra af sine forældre, så skulle de andre unger nok huske at fortælle det til én.

Nu var det ikke fordi børn generelt var bedre, venligere eller mere sociale den gang i 1950’erne og 1960’erne, men at slå på dem med briller betragtedes som fejt, fordi børn med briller havde et medfødt dårligere udgangspunkt og dermed var det ikke en ligeværdig kamp.

Ligeledes var det en uskreven regel, at man ikke trådte på dem, der var faldet omkuld i kampen og ikke lige bare kunne rejse sig og give igen. Der var decideret tab af status, hvis man slog på nogen, som lå ned og var ukampdygtige, og de der slog videre og ikke overholdt denne regel, blev betragtet med ringeagt af resten af børneflokken.

Jeg ved faktisk ikke, hvordan børn nu i det 21. århundrede tackler sådanne situationer, for meget har ændret sig siden i samfundet, og måske medbringer børn ikke den samme moralkodeks hjemmefra længere. Det kunne være interessant at undersøge.

Mennesket er som bekendt et udpræget flokdyr, og hvis man sammenligner os med et andet flokdyr – hunden – så finder man den samme mekanisme om ”ikke at træde på den, der ligger ned”. Hvis en hund i et slagsmål har overgivet sig, så stopper kampen automatisk. Det med brillerne er nok lidt sværere at undersøge i en sådan floksammenligning.

At mennesket er et udpræget flokdyr bevirker, at al udstødelse af flokken er den værste straf, man kan give et menneske. Flokken yder beskyttelse og tryghed, ligesom flokkens iboende viden om fødesteder kan være lig med overlevelse i svære tider, hvor flokken deler hvad den nedlægger af større byttedyr. Samtidig giver flokken mulighed for social kontakt, og dermed identitet til den enkelte og en essentiel følelsesmæssig anerkendelse – ”vi ser dig, du er en del af flokken, du hører til os”.

Hvorfor  er alt dette interessant lige nu for os?

Jeg har i de sidste 10 år hørt mange triste historier om alvorligt syge mennesker (flere af dem med terminal cancer og få måneder tilbage at leve i), som i deres sygedagpengeforløb er blevet udsat for alvorlige overgreb fra vores velfærdssamfund. Mistro, nedbrydende bureaukratisk sagsbehandling, og utallige arbejdsprøvninger, der knækkede den sidste livsvilje og helt sikkert gjorde de sidste måneder til et rent helvede for de pågældende, inden de døde af sygdom og udmattelse.

Jo, der er blevet slået på ”dem med briller.”

På samme måde er der i velfærdssamfundet efterhånden udviklet sig en tilsvarende tendens og måde at forholde sig på over for de, som er så uheldige ved tidernes ugunst at miste deres jobs – de arbejdsløse. Det er blevet OK at træde på de ”som ligger ned”.

Mennesker på en arbejdsplads indgår naturligt i en ”arbejdsflok”  og nyder den føde, tryghed  og sociale anerkendelse, som flokken giver den enkelte, når den samlet arbejder for et fælles mål. Stoltheden ved at aflevere veludførte arbejdsopgaver. Glæden ved at hjernen får udfordringer. Den faste lønseddel, der sikrer føden og den elementære tryghed. Beskyttelsen mod udefrakommende – ”vi står sammen”. Den sociale kontakt over fredags morgenbrødet, anerkendelsen af fælles indsats, julefrokosten, motionsklubben, og hyggen ved de små bemærkninger, når man mødes på gangen og den daglige ping-pong med kollegaer, som man har arbejdet sammen med i mange år.

Samtidig indgår mennesker i den almindelige samfundsflok, som gode samfunds- og skatteborgere med rettigheder og status, som gør at de kan deltage i samfundets mange aktiviteter på lige fod med hinanden. ”Den store flok”.

Ligeledes indgår vi forskellige andre mindre ”flokke”, som f.eks. med vores venner i ”venneflokke” og i kraft af vores fritidsinteresser i ”interesseflokke”.

Når et menneske bliver arbejdsløs, så mister det i første omgang ”arbejdsflokken”, og da vi bruger halvdelen af vort vågne liv på arbejdet, så er dette et meget voldsomt tab, som resulterer i både sorg, angst og frustration over ikke længere at tilhøre flokken.

For rigtig manges vedkommende mistes samtidig ofte halvdelen af deres forsørgelsesgrundlag, og dette resulterer så i endnu mere angst – denne gang for om den arbejdsløse med familie kan overleve.

Vi taler basis ”Maslow” med tab i de laveste 3 niveauer: Føde, Tryghed, Social kontakt. Dvs. tab af netop de niveauer, som er fundamentalt nødvendige for at sikre overlevelse af individet.

Tab af personlig status og selvrealisering sker naturligvis også, ligesom tab af venner heller ikke er usædvanligt, da økonomi og nedtrykthed hos den arbejdsløse ikke er specielt motiverende for festlige aktiviteter, og fordi identitetsgivende arbejdssnak fylder meget – også i vennekredse. Snarere får den arbejdsløse meget ofte hurtigt en mismodig følelse af, at han/hun blot bliver bombarderet med ”gode råd” og spørgsmålstegn ved sine bestræbelser for at få et nyt job.

I mødet med det offentlige system ligger hovedvægten samtidig på kontrol og styring af den arbejdsløse, og meget hurtigt mister den arbejdsløse følelsen af at have nogen som helst kontrol over sit liv, samtidig med at der oparbejdes en kronisk dårlig samvittighed overfor om den indsats man gør er god nok. Det er således ikke spor usædvanligt at arbejdsløse vågner kl. 3.30 om natten og i mørkets ly, mens familien sover, med ildhu kaster sig over den sidste nye opdatering af jobs på nettet, blot for at opdage, at – nej, der var ikke kommet nye jobs på siden i går aftes ved 23-tiden.

Med fyresedlen i hånden og katastrofal mangel på jobs i et dybfrossent arbejdsmarked, så kan den arbejdsløse med rædsel se frem til både økonomisk kaos og mulig fremtidig personlig ruin, kombineret med tab af arbejdsidentitet og netværk, og kombineret med mistro og kontrol fra samfundet side.

Så arbejdsløse har så sandelig travlt med at søge jobs!

Men tilsyneladende er der så politikere og samfundsdebattører, som frejdigt mener at den arbejdsløses situation er så attråværdig, at den arbejdsløse ikke har nogen motivation til at finde sig et nyt arbejde…..

Det er vel egentligt ikke så underligt, hvis mange arbejdsløse til sidst mister modet og hænger lidt med næbbet, får stress over deres manglende kontrol af livet, og for nogle, endda, kommer tanken om, at måske skulle man ”bare tage billetten”,  når nu der alligevel ikke er brug for én længere – ligesom den midaldrende mand, som tog sit liv efter en længere periode med arbejdsløshed, og hvis historie blev beskrevet i Information for nogen tid siden.

Sådan er situationen for en arbejdsløs .

Det er muligt, at man som borger, politiker og samfundsdebattør ikke har lyst til at være ”barmhjertig samaritan” overfor sine mere uheldige medborgere, men kunne man i hvert fald ikke lade være med at træde på de, der ligger ned?

De politikere og samfundsdebattører, som synes, at enhver skal hytte sit eget skind, har deres frie ret til at mene dette, selv om de naturligvis bliver nødt til at acceptere de vilkår for beskatning, som flertallet har bestemt, hvis de stadig ønsker at være en del af den store flok, hvor fælles tryghed og sikkerhed for føde også er gældende –  skulle de selv komme i nød…

De er naturligvis også i deres gode ret til at prøve at ændre på vilkårene, hvis de kan få flertal, så disse vilkår bedre matcher deres ønsker. Det hedder demokrati og det skal vi værne om!

Men at forvrænge billedet af de arbejdsløse ved billig hån og urimelige krav er at forulempe og træde på de mennesker, som allerede ”ligger ned” – det er for fejt!

Det er muligt at det skyldes uvidenhed fra visse politikeres side om basal menneskelig psykologi og uvidenhed om, at der mangler jobs alle vegne, og at boligmarkedet sejler i dødskurs. Og at det med lige at rive teltpælene op for at rejse efter et måske muligt job i Jylland kan risikere at medføre totalt sammenbrud i en families samlede økonomi. Og kan et familieliv i øvrigt hænge sammen med daginstitutionernes åbningstider, hvis far er i Jylland som teletekniker, og mor er i København med varierende arbejdstider?

Men desværre er der nogle, som ønsker at skabe en meget negativ holdning i samfundet om at de mennesker, der ”ligger ned” er ringere mennesker, der fortjener en dårlig og ikke værdig behandling.

Måske er det fordi, at tanken om, at arbejdsløshed, sygdom og økonomisk ulykke også kan ramme dem selv, er ubærlig, og må fortrænges og afvises. For billedet må ikke krakelere. Derfor mener de, at det er nødvendigt at klassificere de uheldige, der kommer i uføre, som ringere mennesker, der med rimelighed kan nedgøres, udsættes for foragt og underlægges streng kontrol.

Kun derved, kan illusionen bibeholdes.