Forfatterarkiv: Lilli

Lidt om AI – Appreciative Inquiry

Udgivet den af

AI – at blive set, at blive hørt, at blive forstået….

Jeg har tidligere lovet at skrive en lille smule om AI, eller ”Appreciative Inquiry”, som er en ”anerkendende, nysgerrig og værdsættende tilgang” til de mennesker, du møder på din vej.

Det er en indstilling og tilgang til andre mennesker, som du bevidst vælger at ”installere i dig selv” for at sikre, at du ikke bliver manipuleret med af dine egne eller andres fordomme. Gennem AI processer kan du også sikre dig, at finde de bedst egnede løsninger på problemstillinger, og gennem AI kan du etablere et godt og respektfuldt samarbejdsklima mellem mennesker.

Psykologisk set, så har alle vi mennesker brug for at blive set, hørt og forstået for at kunne trives som mennesker og bibeholde vort selvværd. Det er det, som AI tilgangen kan hjælpe dig med at huske i din omgang med andre mennesker.

Lad mig sige det meget klart, AI er ikke en manipulations-rose-tilgang. AI betyder heller ikke, at man skal være enig med det andet menneske.

AI er et respektfuldt værktøj, der sikrer, at alle bliver set, hørt og forstået. At anerkende et andet menneske med respekt betyder netop dette: at se, lytte og forstå, hvad der ligger til grund for det andet menneskes holdninger og handlinger.

Kort sagt – AI er at anerkende og søge at forstå, at et andet menneske har en anden tilgang til verden.

AI grundtænkningen og udviklingsmetoder bygger på bl.a. på Professor David Cooperrider’s og flere andre store organisatoriske og erhvervspsykologiske tænkeres udviklingsarbejde i 1980’erne og 1990’erne – Whitney, Gergen, Barreth, Shrivastva, Lang, Bushe, m.fl.

AI bygger også på Professor Rosenthal’s forsøg med skoleelever i 1960’erne, der undersøger hvordan positive og negative forventninger påvirker et menneske, ”det heliotropiske princip”, og ligeledes bygger AI på grundtanker relateret til Gregory Bateson’s systemiske tilgang og til den senere forskning i relationsteorier, som igen ligger til grund for bl.a. ”systemisk coaching”. Meget kort går dette ud på, at ”vores virkelighed opstår i samtalen med det andet menneske”.

Vi får hvad vi forventer og dermed ubevidst fremelsker”.

Som Gervase R. Bushe formulerer det i ”Clear Leadership”:

“The point I am trying to make is that a leader’s belief about the people, teams and organizations they work in probably come true. If they are biased toward seeing the best in people, that’s what they get. If they are attending to the worst in people, they get more of that.”

“There is an ancient piece of wisdom that whatever we pay attention to grows.”

Og David L. Cooperrider siger det i ”Positive Image, Positive Action: The Affirmative Basis of Organizing”:

“Organizations are heliotropic in character in the sense that organizational actions have an observable and automatic tendency to evolve in the direction of positive imagery. Positive imagery and hence heliotropic movement is endemic to organizational life, which means that organizations create their own realities to a far greater extent than is normally assumed.”

Så, rent faktisk har vi som mennesker og organisationer mulighed for at arbejde målrettet mod at skabe og fremelske “lige netop den kultur og den adfærd, som vi bevidst ønsker”.

I forbindelse med en udviklingsproces baseret på AI tankegangen, så kan vi med fordel anvende 4-D modellen, som er særlig god til at etablere en positiv og kreativ tilgang og et godt samarbejdsklima under processen og bagefter.

4-D processen beskrives udførligt i ”Slip Anerkendelsen løs” af Mads Ole Dall & Solveig Hansen, Frydenlund 2002).

I stedet for at løse problemer og fokusere på fejl og mangler, så undersøges det, der virker – ressourcer, værdier og ønsker. Det, der giver organisationen liv og energi. De mest livgivende og værdiskabende kompetencer. Det er den viden, som kan bringe virksomheden/organisationen videre.

4-D processen går i korthed ud på følgende:

”Discovery” – En opdagelsesrejse og beskrivelse af organisationens positive kerne og ressourcer gennem interview og historiefortælling om de bedste erfaringer inden for udvalgte temaer og fokusområder.

”Dream” – Drømmefasen, hvor der kreativt og intuitivt arbejdes med forestillinger om hvordan en mulig drømmeverden kan se ud, baseret på en endnu højere grad af brugen af de opdagede bedste erfaringer.

”Design” – Udarbejdelse af konkrete udsagn, der fortæller, hvordan den fremtidige organisation tager sig ud, når drømmene er realiseret.

”Destiny” – Realiseringsfasen med handlingsplaner og styring. Destiny fasen er inkluderet i den del af interviewrækken, som omhandler udarbejdelse af strategier og forretningsplan, m.m.

Du kan læse meget mere i bogen ”Slip Anerkendelsen Løs” af Mads Ole Dall & Solveig Hansen, herunder også om den praktiske 4D model for organisationsudvikling. Og får du blod på tanden, så læs videre på Attractor’s og Resonans hjemmesider om AI, som giver nogle fine forklaringer og gode eksempler.

Får du lyst til at vide mere om Systemisk Coaching, så kan jeg anbefale bøgerne ”Systemisk Coaching – en Grundbog” af Hanne V. Moltke og Asbjørn Molly, og ”Relationer i Organisationer – en Verden til Forskel”, af Gitte Haslebo. Den gamle Dispuk hjemmeside er også et spændende sted at besøge.

 

 

Små hænder, plaster og overskudsenergi

Udgivet den af

Min 1½ uge i Brahetrolleborg Børnhave i starten af august.

Middagssolen bager ned over børnehaven, hvor der med snilde og omhu er fastgjort flere mørke velourduge til de 2 store parasoller, så der kan være skygge over sandkassen, hvor de allermindste med bare tæer hygger sig med spande, sigter og forme, afskærmet fra den værste hede og indsmurt i solcreme på alle de bare steder. I midten af sandkassen står den højt elskede vandbane, som sikrer lidt køligt vand til at fugte sandet og samtidig udløser lidt forventet vandpjaskeri, som det lige nu er mit job at styre igennem, uden at børnene bliver våde på tøjet. Det er jo ikke muligt at etablere ordentlige bygningsværker i tørt sand – lidt væde skal der til, så fundamentet kan sikres, og vand er nu sjovt at lege med.

Det er sidste dag i huset med den grønne drage på gavlen, og jeg er allerede nu fortrolig med de daglige rutiner og de nødvendige gøremål på gul og grøn stue, godt hjulpet af utroligt søde og erfarne kollegaer og alle de små hænder og stemmer, som dagligt og generøst har tilbudt mig, den nytilkomne, deres ekspertise og vejledning, og samtidig har krævet mit nærvær, min kreativitet og udfordret min psykologiske kunnen, når konfliktløsning eller coaching var nødvendig.

Mine oplevelser har været mange og alsidige og rækker lige fra at tørre krummer op efter frokosten, trøste, justere cykelsæder, binde snørebånd, læse historier, berolige forældre, og til at løse alvorlige konflikter og lappe skrammer med hæfteplaster.

Jeg er blevet ”tydelig” i min tale og adfærd. De første dages tøvende og usikkert famlende ”Det må du ikke”  er nu blevet til ”Så stopper du” med beslutningsdygtig stemme og hurtig handling. Mine første dages træthed og forvirring er nu afløst af glæden ved at se børnenes udvikling og det overskud, der kommer af at kende rutinerne og børnene individuelt.

Jeg er overvældet over at mærke og se al den omsorg, der dagligt strømmer fra pædagogerne til børnene. Den aldrig svigtende kærlige tilgang, som gør at livet her bag den grønne drage udfolder sig med stor glæde og energi.

Der går ikke mange sekunder fra et barn er faldet og til det bliver samlet op og trøstet. Konflikter bliver ikke overset, men løst i stedet med kreativitet og aktiv lytning, hvor børnene selv bliver inddraget i løsningen. Har barnet glemt sin mad eller tøj, så findes der en løsning. Er der problemer i hjemmet, så gøres der ”lige det lille ekstra” for at barnet får lidt ekstra omsorg. Der males i glade farver på væggene, der hekses med små budgetter, der leges og synges, der trænes udvikling for barnet både fysisk og mentalt, og der er plads til sjove, skægge indfald og latter.

Tak til alle i Brahetrolleborg Børnehave for halvanden dejlig uge i starten af august. Det har været forrygende sjovt og dejligt!

At finde sin mening

Udgivet den af

 

For nogen tid siden blev jeg 59 år. Det er i sig selv ikke en begivenhed at fylde et år ekstra, særligt når dagen hverken er rund eller på nogen måde skelsættende for andre mennesker. Men at vågne op til en morgen som 59-årig er alligevel anderledes, for næste år så skifter tallet og vil fremover klart indikere for gud og hvermand, at jeg nu er uigenkaldeligt indtrådt i gruppen af seniorer, hvis tid på arbejdsmarkedet i henhold til almindelig praksis i samfundet snart vil rinde ud.

Igennem årene er min mening blevet klart præsenteret for mig i form af uddannelse og arbejde. Enkelt og ligetil – udfordringerne lå foran mig som perler på en snor. Tydeligt definerede opgaver, som jeg gjorde mit bedste for at indfri med omsorg, entusiasme og hårdt arbejde. Anerkendelse i form af et godt omdømme og kontante kroner var den umiddelbare synlige belønning. Meningen – glæden ved arbejdslivet i fællesskabet mod samme mål og med socialt sammenhold var den endnu vigtigere og mere usynlige belønning.

Men fremover, så vil det se anderledes ud. Det maner til eftertanke. For hvad nu? Foran ligger dage og år, hvor jeg vedblivende vil være sat udenfor det arbejdssamvær, som jeg tidligere var naturlig del af. Arbejdsopgaverne vil være væk, den skemalagte dag forsvundet, og min betydning på arbejdspladsen vil blive overtaget af et energisk ungt menneske, som venligt løfter glasset til den lille reception på min sidste arbejdsdag og ønsker mig et godt otium.

Når døren så lukker sig efter mig, og jeg stavrer hjem med min blomsterbuket og afskedsgaven fra kollegaerne, så lukker arbejdssamværet også sin dør. Jeg vil ikke længere være en del af dem. Ikke længere være af betydning for  dem. Ikke længere deltage i dagens snak om alt og intet. Ikke længere være del af den samlede fælles mening.

Tiden, hvor andre dagligt definerede min mening vil være endegyldigt overstået snart, og jeg må selv finde frem til, hvad den sidste del af mit liv skal indeholde, og ikke mindst, så må jeg finde frem til mit endegyldige formål med det hele – min overordnede mening.

Hvorfor er jeg her? Hvad er min mening? Hvad skal jeg kendes på til slut?

Jeg er ikke helt uforberedt – jeg har været ramt før. Oplevet tæppet forsvinde under mine fødder og meningsløsheden gennemtrænge mig med en skræmmende kraft, der efterlod mig angst, modløs og fortvivlet, og ude af stand til at tænke klart.

Arbejdsløsheden har haft mig i sit kvælende favntag og trukket mig gennem nogle af de mørkeste nætter og tungeste dage i mit liv, hvor sjælen blev flået itu, mens afslag på afslag krammede mit sind sammen og efterlod mig blødende og skrammet.

Sårene er stadig ikke helt lægt – ligger stadig under tynd hud og sårskorperne er alt for lette at flå af. Livsvilkår blev ændret til ukendelighed, mens selvværd og formål blev skrællet af, og det kostede kamp at finde en vej tilbage.

”Disse formålsløse byrder, som bare ligger i hængekøjen og dovner” – siges det i medier og blandt politikere – og for hver gang flås sårene op og jeg ryger tilbage i tusmørket, hvor den sorteste afgrund ligger på hver side af den smalle og med vind omsuste skrøbelige hængebro, jeg endnu, lige nu befinder mig på.

Det gør ondt. Ordene. Den manglende forståelse. At være formålsløs er skræmmende. Ikke at have mening for nogen eller noget. At ligge til byrde giver uro og angst. Ikke at have kontrol. En byrde for andre. Der peges fingre af de, som er uden for gruppen – byrderne.

”Hvor må det være dejligt for dig, at du nu kan gå på efterløn/pension” – ”hvor må det være dejligt for dig, du som er arbejdsløs, sådan bare at ligge i hængekøjen, mens vi andre knokler…”

Fremover, om få år, så vil jeg ikke længere blive forventet at have en mening for fællesskabet. Jeg vil indtræde blandt de, som man ikke forventer vil bidrage. Blandt de, som betegnes en byrde. Uden for gruppen.

De ved ikke hvad de snakker om – de som er i gruppen, som stadig har mening og formål. Gruppen med dagligt knokleri, sammenhold og samvær, som giver fælles mening og betydning.

Uden for gruppen er det koldt. Udenfor gruppen står de, som er formålsløse, og kigger længselsfuldt ind. Uden for gruppen, står de, som der bliver peget fingre af. Udenfor står de, som betegnes byrder. De står der på risten og kigger ind.

Jeg har set gamle kollegaer gå for tidligt på pension med begejstret mine og forventninger om at kunne feriere i Sydfrankrig eller spille golf resten af livet, og blot 3 måneder senere så kom de retur og jagtede den gamle virksomhed med ønsket om at blive genansat. Ferien blev for lang, savnet blev for dybt.

At finde sin mening.

Ærlighed er et krav, hvis det skal lykkes. Man må være ærlig over for sig selv, hvis det på nogen måde skal lykkes at nå frem til erkendelse. Kigge tilbage over skulderen og se hvor man fejlede og hvor man nåede frem. Kan det give et fingerpeg om retning og formål?

Hvis jeg kigger på godt og skidt i mit liv, hvad var det så der kom til at kendetegne mig? Hvad bar jeg selv videre til andre?

Måske er det at blive ældre at ligne med en sidste udfordrende rejse og kamp for at tilgive sig selv for de fejl, man gjorde som uvidende ung, og en rejse i ydmyghed for at forsone sig med de grusomheder, som man i sin uvidende dårskab var skyld i.

At finde sin mening – ikke kun på rejsen – men til syvende og sidst, når regnskabet gøres op, og det ukendte venter.

Hvad bidrog jeg med? Hvilke spor efterlader jeg? Hvilken betydning gjorde det, at jeg var her? Huskede jeg at lytte? Huskede jeg at anerkende?  Pegede jeg blot fingre af andre uden at forsøge at forstå?

For nogle viser meningen sig med overbevisende klarhed pludseligt og uimodsigeligt – som ved kampen for frihed, der kalder den modigste blandt os frem.

For andre bygges meningen op, lag på lag, gennem erfaringer og viden, som danner et puslespil, hvor selv de sværeste brikker til sidst kan samles og give den endegyldige mening.

Jeg må lede. Finde frem til den forskel, som jeg naivt og forfængeligt tror var min mening. Inden knokkelmanden kommer, må jeg finde den. Forsone mig med den. Tilgive min egen brøde og dårskab. Blive klogere. Udrette noget positivt til at balancere, så vægten ikke tipper over i formålsløshed.

Jeg må finde min mening, uanset hvor ussel og ringe den er. Var jeg overhovedet til nogen nytte?

Når min sidste vilje forlader mig, hvad var det så – mit formål? Når præsten har sagt amen i kirken og kisten med mine jordiske knogler, kød og ligskjorte ruller ind i den varme ovn, hvad var så min mening?

”Min Gud, min Gud, har du forladt mig?” – sagde Jesus på korset. Spurgte han efter sin mening?

Vil jeg nå frem?

I Buddhismen siges det, at vi skal genfødes utallige gange indtil vi opnår indsigt, så vi forstår. Det er uvidenheden, der gør os blinde, vrede, onde og angste. Vi er del af hinanden og altet siges det. Vores mening er at lære at forstå og vise medfølelse.

Hvordan kan jeg hjælpe dig? – siger de i kundeservice, når jeg kontakter dem.

Hvordan har jeg været til nytte? – spørger jeg mig selv.

”Jeg kan lide at gøre en forskel”, skriver vi i ansøgningerne, når vi skal fortælle om hvordan vi som mennesker indgår i et fællesskab med fælles mål. Vi er stolte af at være gode til at gøre en forskel. Det kan ses og mærkes, at vi indgår positivt i fællesskabet.

Tusindvis mennesker holdes i dag uden for fællesskabet – uden de ønsker det. De er sat på reservebænken. På lavblus, i høkasse. Måske er der brug for dem om nogle år. Indtil da, så må de hutle sig igennem ”på sognet” og de bliver peget fingre af. De siger at det er godt for lønniveauet i samfundet at der er en arbejdskraftreserve.

Med rædsel i øjnene oplever de uheldige, hvordan medier og systemet forvandler dem fra gode kompetente og bidragende borgere til pludseligt at opfattes som intetsigende unyttige byrder.

For mange betyder flere års arbejdsløshed økonomisk ruin, skilsmisse og social deroute. Andre mere heldige kan nøjes med et overvældende tab af selvværd, depression og karrieretab. Det helt overvejende flertal af arbejdsløse har aldrig selv valgt det, men oplevede blot at blive smidt på gaden af arbejdspladsen.

De er en byrde – siger politikere og medier. De er dovne, ligger i hængekøje, ufleksible, nassere, umotiverede – listen af negativt ladede ord er uendelig lang.

Sjovt  nok, så var de tidligere gode medarbejdere. Kun dette, nu ikke at være i job, adskiller dem fra andre og fra deres tidligere gode omdømme.

Fællesskabet og de menneskelige relationer er livgivende for os. Vi ville ikke overleve uden. Det giver os sikkerhed, tryghed, social kontakt, anerkendelse og tilhørsforhold. Det giver os mening at være en del af fællesskabet.

Når mennesker er uheldige og mister deres arbejde, så straffer vi dem ved at sætte dem uden for fællesskabet. Vi deler ikke vores arbejdsfællesskab med dem. Vi undgår dem. Vi peger fingre af dem – fortæller dem, at de er dårlige mennesker. Vi giver dem penge til at overleve, men vi sikrer os, at det kun er med knaphed, at de overlever. Og værst af alt, så fratager vi dem fællesskabets mening.

At blive arbejdsløs og blive sat uden for gruppen, så man ikke længere kan bidrage, men kun bliver en byrde for andre – det er en forfærdelig og uretfærdig straf.

At blive kaldt en byrde for andre – det er ord, som forkrøbler og gør sjælen syg.

Ord er farlige. Ord har magt. Cicero vidste det. Hitler vidste det. Vores politikere og deres spindoktorer er uddannet særligt godt i at vide det. Og medierne er eksperter i at vide det.

Ord er farlige. Ord skaber billeder. Ord skaber forventninger og fordomme. Du kan tvære børn og selv voksne mennesker ud med ord, så de bliver til tabere, og du kan rejse dem op med ord, så de kan vinde hele verden.

Professor Rosenthal dokumenterede det – for rigtig mange år siden, og hele den systemiske og den anerkendende tankegang og tilgang bygger på det. Altså på den positive måde.

På den negative måde, så kan ord skabe syndebukke, skabe had og isolation fra fællesskabet, og ord kan skabe sult, vold og krig.

Det bly, der bliver brugt til blyanter er farligere end det bly, der bliver brugt til kugler. Det vidste man allerede for mange år siden. Når jeg kommunikerer til dig inddrager jeg dig i min verden – jeg påvirker dig. Ikke kun ved mit ordvalg, men også ved det jeg ikke fortæller. Jeg bygger billeder op, og du bliver draget ind, så du må forholde dig til de billeder, som jeg giver dig. Uanset om billederne er korrekte. Uanset om jeg manipulerer dem.

Ord har magt, og de som har magt til at viderebringe ord, de har også magten til at forme og justere, til at bryde ned eller bygge op. Til at pege ud eller pege frem. Til at inkludere eller ekskludere. Til at skabe hadet og fjendskabet, eller til at inddrage og hjælpe. Til at få vores verden til at gå i stå i nedtrykt pessimisme, eller til at drive begejstring og vækst.

At finde sin mening.

Det var det jeg kom fra. Finde frem til om jeg, med min gang på jorden, var til nytte eller til skade. Om de ord, som jeg brugte byggede op i stedet for at rive ned. Om det gjorde en positiv forskel, at jeg var her på den lille blå planet.

Jeg kigger mig omkring i min stue for at finde tegn, og når jeg kigger, så ser jeg mine souvenirs fra de 59 år, som jeg har gemt. Sjove, skæve, smukke, klodsede, ukurante, ikke værdifulde i forhold til penge, men fulde af minder. Kan de give mig noget svar i forhold til min mening?

Ligklæder har ingen lommer, var der en bog der hed for mange år siden. Man kan ikke tage det med sig, de souvenirs man samler. Store som små. Udløbsdatoen for holdbarhed er den dag, du dør – måske endda før. Hvad er de værd, når knokkelmanden svinger leen?

Hvilken mening tager jeg så med mig derover på den anden side af floden?

Jeg trækker vejret dybt for at reflektere. Jeg er nået skelsår og alder. Gammel nok nu til at kende forskel på godt og ondt. Gammel nok til at vide, at fred i sjælen og mening finder jeg kun, når jeg hele tiden har dette i baghovedet.

Kun latteren og kærligheden fra dine kære, kun smilet fra dine venner, kun glæden ved den hjælp du gav de mennesker, som du mødte på din vej – kun dette tager du med dig.

Kun dette gjorde en forskel, og kun dette gav en mening.

 

4. Maj Tanker

Udgivet den af

En af de ting, som jeg godt kan lide ved Facebook, er muligheden for at holde sig i kontakt – både mentalt og også praktisk – med mennesker, som ikke bare bor lige rundt om hjørnet, og som man måske finder igen efter flere år uden kontakt.

Det kan således være både sjovt og berigende at følge status opdateringer og ikke mindst de tanker, som slægtninge og venner gør sig, over livets gang, både for dem selv og i den store helhed.

Da jeg i går aftes læste min kusine Susannes tanker om 4. maj og så hendes billede med stearinlyset i ruden, blev jeg så usigelig glad og varm til mode.

“Jeg tænker sommetider på, hvor mange af os der egentlig ville turde risikere eget liv, familie, børn og venner for at kæmpe for frihed?”

“Tak til de der gik forud!”

Tænk at have en kusine, som  jeg kunne føle denne samhørighed med i hendes tanker. Det varmede langt ind i sjælen og føltes som en kæmpe knus fra Sorø til Faaborg.

Når jeg tænker tilbage på min barndom, så var krigen allestedsnærværende. Både udtalt og uudtalt.

Udtalt – var beretningerne om tiden med mørklægningsgardiner, generalstrejken, uddeling af illegale blade, ufriheden, manglen på alt, luftalarmerne,bombeflyene, nyhederne fra London, propagandaen, angsten når der blev skudt ned ad gaden, vejspærringerne og identitetskortene, bombningen af den Franske Skole. Og, ikke mindst hvordan min far, som ung journalistelev i Stege, blev en del af modstandsbevægelsen og blev taget af tyskerne og hans tid i Vestre Fængsel og Frøslev. Men der var også beretningen om glæden den 4. maj, hvor min mor på gaden mellem alle de festende danskere mødte en ung tysk soldat, som måbende stod og så på det hele. På gebrokkent dansk spurgte han hende, hvad der var sket, og hendes svar fik ham til at bryde hulkende sammen og med glædestårer i øjnene  udbryde: “Gud være lovet, så kan jeg komme hjem til min familie”.

Ikke udtalt – var sårene på sjælen efter kampen. Angsten og frygten, vreden og afmægtigheden. De billeder, som stadig dukker op, når solen går ned, musikken forsvinder og der kun er stilhed tilbage.

Tak til de, der gik forud!

 

Os, der ikke er blevet prøvet i denne store målestok, strides måske i mindre kampe – ikke  mindst mod vor egen frygtsomhed for at melde klart ud, for at risikere modgangen og ikke-accepten.

Vi kæmper mod vor angst for at falde igennem i forhold til nutidens og samfundets krav om perfektion, succes og målrettethed. Vi kæmper mod vor angst for at fortælle, når jobbet gør ondt, når vi mister det, når vi ufrivilligt kommer til at ligge til byrde.

Tør vi tage disse mindre kampe op? Tør vi tro på den indre stemme,der siger at Nordahl Grieg har ret – “Findes der sult og nød – skyldes det svig”.

Tør vi tage til genmæle, når vindene blæser stridt imod os? Når solidaritet med den fattige og den svage er skældsord i samfundet?

Tør vi tage til genmæle, når vi ser, hvordan naturens ressourcer forvaltes, eller når der svines for at opnå større proft?

Tør vi følge de veje, som vi inderst inde drømmer om, selv om det betyder at vi ikke overholder den normerede studietid?

Tør vi stille spørgsmålstegn ved den accepterede norm?

Tør vi åbne vore øjne og favne bredt?

Jeg husker mine tanker en 4. maj aften, hvor jeg tilfældigvis havde en aleneaften. Som så mange gange før, havde jeg tændt nogle stearinlys for at mindes, og for at huske på, at kampen om frihed aldrig slutter.

Måske er kampen, længslen,
det at kæmpe, det at søge,
når det kommer til stykket,
det allervigtigste.

 

Maj 1995
Lys, der skinner som stjerner,
den aften, det år i maj.
Tanker, der flyver mod glemslens
mørklagte, krogede vej.
Hvor blev de af dine drømme,
tabt bag erindringens slør,
eller gemt i et lukket arkiv,
bag skabets aflåste dør.
Støvet har lagt sig så kærligt,
lindret de ømme sår,
dæmpet den hviskende stemme,
som taler om brugte år.
Tankerne bringer tilbage,
bud fra dit gamle jeg,
vil du så drømmene vække,
eller er du stadig for fej ?
Det river og slider og flår,
for drømmene hvisker omkring dig,
og lysende skygger kommer og går
som genfærd fra glemte år.
Men trætheden svøber sin kappe
om dine skuldre og får
de hviskende drømme til atter
at svinde bort til dagen i går.
Og lysene brænder så stille
og varmer den mørke rude
og atter bliver sindet draget
til himlen så natblå derude.
Og dybt i mit indre, så ved jeg
min længsel er evig og sand,
og måske vil jeg modet finde,
og atter tro at jeg kan.
4. maj, 1995
 

Vienerdej

Udgivet den af

Vienerdej

1 potte Mælk, cirka 5 û Mel, 3 û Smør, 30 Kvint Gær, 30 Kvint Sukker, 6 Æg, Kardemomme…

Sådan lyder opskriften på wienerdej i min morfars gamle håndskrevne konditorbog fra 1920. Han var 15 år, da han kom i lære. Efter hvad min kære mor siger, så blev lærepladsen udelukkende valgt på grund af hans forkærlighed for at gå sent i seng og stå sent op! Rent faktisk ville han selv hellere male, tegne og spille violin. Men det er en anden og længere historie. Nedenfor et link, så I selv kan forlyste jer med opskrifterne.

https://jordfygning.dk/E-Books/Bageopskrifter_Endelig_version/#/Chapter_1

Min søster, Maria, og jeg fandt bogen, da vi tømte vore forældres hus, som lige er blevet solgt, efter mine forældre er flyttet i pensionistbolig.

Det var en sær følelse at gå rund i det halvtomme hus, hvor de har boet i mere end 35 år. Det bør her indskydes, at begge mine forældre er samlere af natur, samtidig med at de begge har malet i mange år, så der var rigeligt med gods at tage stilling til, selv om de havde fået meget med sig i den nye og mindre bolig.

Begge er nu ved skrantende helbred og med flere skavanker, så det var nu op til os unger, at tage stilling til, hvad der skulle gøres med de resterende bøger, møbler og malerier, samt andet gods, som uforklarligt blev ved med at dukke op i skabe og skuffer. En udfordring, som både var spændende og interessant, men som naturligt også gav os nogle frustrationer, når vi indimellem blev usikre på, hvad der var bedst at gøre.

Men sjove ting dukkede op i form af gamle dokumenter og breve, sjove lejlighedssange, en næsten antik kødhakkemaskine og ditto brødmaskine, gamle fotos af oldeforældre og tipoldeforældre, en gammel pelskrave, den gamle hånddrevne symaskine, tipoldefars lange merskumspibe, og farmors gamle kogebøger. Der var nok at tage fat på, så vi kedede os ikke.

Min søster pakkede picnickurv hver morgen, inden vi tog derned, så vi havde friske forsyninger til at holde humør  og tempo oppe med, og selv om vi knoklede, så var det for mig en fantastisk gave, at gå i flere dage sammen med min søster og genopleve barndom og minder.

Så kære Maria, en stor tak til dig for nogle herlige og sjove dage.

Sådan er det jo….

Udgivet den af

 

Gennem landet i dag går en kold vind. Bidende krammer den sig i hjørner og kroge. Gennemtrængende og udmarvende, hyler den, snart fra øst, snart fra vest. Skønt vi dog ellers ligger så smult i læ, med det fede ler, der giver brød og mælk, og de fredelige vige, hvorfra der let stævnes ud i frugtbar handel.

S-toget med sin tunge last af tætpakkede, frakkeklædte pendlere trækker sig fra station til station og har svært ved at lukke de sneklædte døråbninger, mens køen ved Lillebælt og Ishøj sammenfletningen vrider det sidste overskud ud af morgentrætte skatteydere. Sådan er det jo, hviskes det fra vejbane til lyskryds.

Over kaffen og det medbragte morgenbrød – for receptionisten har fødselsdag, udveksles fortrolig småsnak inden arbejdet går i gang. Der forarbejdes stål, mælk, laboratorieprøver og kontoafstemninger i endeløse rækker. Med aftentimer til hjælp nås det samlede dagsinput til virksomhedens overlevelse, og i feberagtig  hast håndterer mobiltelefonen problemer med at hente og bringe. Sådan er det jo, hviskes det fra kollega til kollega, mens Lotte ovre i marketing går ned med stress og Peter i regnskab skal skilles, men han er jo heller aldrig hjemme.

Gennem jobcenteret passerer de hver dag, de tiloversblevne hænder, som ligger til byrde. Ved skærmen  sidder de dagligt og mønstrer med indædt desperation og stigende afmagt de sidste opslåede opslag. Formålsløst går de rundt og kigger på dagens opvask, som vel egentlig kan vente til i eftermiddag. Fra måned til måned vokser de røde tal. På bordet ligger uåbnet post fra banken med sidste udkald. Sådan er det jo, hviskes det, fra det ituslåede, forvrængede budgetskema.

Madvognen kører rundt med de hårde plasticbakker med halvkolde kartofler og størknet sovs til de gamle, som med mismod synker ind i dem selv,  når hjælperen endnu engang må forklare, at lige i dag har jeg så travlt. De unge måtte flytte efter job i Jylland og det er svært at nå til Slagelse. Om aftenen, når vasketøjet er lagt på plads og ungerne er lagt i seng, hvis vi ikke er for trætte, så skal vi nok ringe. Sådan er det jo, hviskes det fra den halvspiste kolde mad og den billige røde saft.

På pladsen løber de alene rundt mellem gynger og sandkasse før lukketid, mens der sættes plaster på et blødende knæ af en tissetrængende pædagog, der kæmper for at nå frem, så hun ikke kommer for sent til afhentning af sit eget barn. Sådan er det jo, hviskes det fra de små betuttede ansigter, som venter på far og mor.

Og fogeden ringer på døren og afleverer brevet om at nu er det slut, og hvor skal flyttebilen køre indboet hen, mens børnene forskrækket kigger på mor og på far, som må holde sine hænder i ro for ikke at slå på verden, som slår alting itu. Og de fleste finder jo altid en løsning, når bare de kommer tæt nok på at dagpengene stopper. Sådan er det jo.

I opgangen sidder Lise med sin dårlige skulder og ryg, og prøver at forstå de nye regler om arbejdsprøvning og hvornår sygedagpengene stopper. Bag hende ligger store vidder af kontorlandskab og folkeskoler med endeløse kvadratmeter gulvvask og støvsugning. Sådan er det jo, hviskes det i Rudersdal til de andre kommuner, som finder en løsning med billigere arbejdskraft fra øst, og uden direkte ansættelse.

Og fra øverste top siger de, at løn og afgifter skal ned, og længere ned. Helst på indisk og kinesisk niveau siger de, men i det mindste ligesom i Tyskland, hvor folk er så flittige og nogen har flere jobs, mens andre får tilskud af staten, så de stadig har penge til mad, som gudskelov er billigere der. Se, så kan vi følge med og bevare vores velstand og vækst. Og ”drømme”- modellen siger, at sådan er det jo.

Bag disken i Føtex og i Netto smiler de under 18 på job, for det er fedt at kunne købe den sidste nye i-pad, mens Karen på 55 da må kunne forstå, at hun ikke skal føle sig for fin til at tage et job ved kassen, men det er der jo ikke. Sådan er det jo, hviskes det fra hylde til hylde i det bugnende supermarked, vi må jo spare på lønningerne, hvor det er muligt, og hun kan jo bare plukke jordbær på Fyn.

I jordbærrækker og gartnerier luges og plukkes der til ydmyge lønninger af ydmyge folk i østeuropæiske biler, som stuver sig sammen for at spare på udgifterne, så der alligevel kan sendes lidt hjem til familien, mens ryggen værker og de dukker sig for vrede blikke, for hvad skal de ellers gøre. Sådan er det jo, hviskes det fra række til række, vi skal jo også leve.

På taget ligger den polske tømrer og knokler aftenen med, og træt er han, så træt, så træt, men pengene skal tjenes, så han bliver ved til han dratter og vender hjem i flere dele, for det med afskærmningen var der ikke tid til. Imens går Andersen forbitret rundt med armene ned langs siden, for han kan ikke leve for den løn. Sådan er det jo, hviskes der fra stillads til stillads, vi må tage det som det er.

Og boliglånets renter og gebyrer sættes op for de, som mangler. Kreditvurdering er nødvendig og vi må risikoinddele folk, for banken skal jo overleve. Sådan er det jo, det har altid været dyrt at være fattig, og gælden vokser. Det er der intet nyt i.

Hjemme sidder så Hanne med fyresedlen i hånden og mangler fast grund under fødderne. De sendte hende hjem bagefter fordi hun bare græd og græd. Nu dukker hun sig, hun, som nu skal på overførsel og skamme sig. Bøj hovedet, hvisker det til hende fra alle sider. Bøj hovedet. Du er en byrde. For der er altid jobs til de som vil arbejde, og når du ikke kan forsørge dig selv, så må du bøje nakken, så er du skyldig. Sådan er det jo.

På Lindø hyler vinden om hjørnerne, arbejderne er væk. Borte har taget dem, da Kina og Korea med statstilskud tvang markedet østover. De måtte bøje nakken, for virksomheden gav op, havde ikke mod på mere og ikke flere ideer, og lukkede dem ned. Bitterhed kan man ikke bruge til noget, men sorgen hersker stadig i Munkebo, selv om livet går videre. Sådan er det jo.

Varerne bugner i supermarkedet til pæne priser men med tilbud, så også Mette på kontanthjælp har råd til lidt billig leverpostej og en papkylling, hvis hun holder igen med vintertøj og støvler til børnene. Bare hun kunne vinde i Lotto, betale sin gæld og flytte til et bedre sted, hvor de kunne være helt i fred for ham, der bankede hende gul og grøn. Det er så dyrt med medicin og hun vil så gerne kunne købe cola til ungerne og en enkelt pakke Escort til at rulle lidt smøger, så hun kan føle, at hun lever. Lidt luksus, hvisker hun for sig selv, mens pengene smuldrer i pungen og de sidste ryger til reparation af køleskabet, for sådan er det jo.

På kommunen står så de gamle og klager over at nettet er svært, og angsten for ikke at kunne forklare sig og forsvare sig dunker i blodet og giver vrede og afmagt. Og den venlige dame ved skranken siger, at de mangler ressourcer , så de må gå på kursus på biblioteket, hvor de så parkerer rullatoren, og beder en indre bøn om snart at dø. Og fra bøgernes stille sider omkring dem, hviskes det, at sådan er det jo.

Imens så snakkes der misbrug af ydelser, for vi har jo ikke råd til at folk ligger i hængekøje og bare fiser den af. Der er et hotel på Skagen, hvor de mangler en stuepige. Folk må vise initiativ og mobilitet. Det er vel ingen sag at flytte familien fra landsdel til landsdel, eller tage job i Norge. Sådan er det jo.

Og  i verden udenfor leves livet med kulos i luften og kemikalier i floderne, og der snakkes begejstret om det store spring, som den asiatiske tiger har taget, og hvor fantastisk væksten er. Se, her kan vi lære noget, siges det, og imens hviskes fra kaserne til kaserne i Shanghai, Delhi og Cambodia, at sådan er det jo, at livet her er hårdt og svært for de, som knokler.

I Afrika mødes de så, alle de initiativrige med drømme om diamanter, guld, og landbrugsvarer, og mens befolkningen afmægtige ser på,  tømmes jorden for værdi og tilbage er så kun slagsmål om resterne, og vandringerne mod det forjættende nord begynder. Sådan er det jo, siges det, vi hjælper dem jo blot, og penge vandrer fra hånd til hånd, så de, der styrer er glade.

Det lykkelige Arabien henter små skrøbelige tjenestepiger langtfra, som knokler til lave lønninger og døjer misbrug og vold, mens milliarderne omveksles til store mercedes, og deres unge mænd er vrede og ufaglærte og uden arbejde. Sådan er det jo, hviskes der, skønt der kæmpes i gaderne.

Og i syden bliver appelsinerne plukket af udefrakommende mænd, som knokler for mad og en seng, så de ikke skal ligge på gaden. Mens Dmitri står i kø i Athen for at få gratis medicin, og Juanita går på gaden i Madrid for at bede om et arbejde. Og der hviskes i gader og stræder om gyldent daggry og indestængt vrede. Men kassen er tom og pengene gemt i Caribien, og sådan er det jo.

Selv i vestens fremmeste land med de mange muligheder soves der nu i biler på parkeringspladser og sulten stilles ved varm suppe fra frivilligkøkkenet rundt om hjørnet. Og i lyset af de store besparelser, der kan opnås, så outsources der bare til Kina, for så er der penge til bonus igen, hviskes det på gangene i direktionen. Sådan er det jo.

Sådan er det jo, sådan er det jo.

Sådan er det jo….  Men behøver det at være sådan…?

 

Om forskellighed i arbejdsmetoder

Udgivet den af

Har du nogen sinde tænkt over, hvordan du arbejder?

Jeg hører til de mennesker, der tænker mens de skriver. Manden i mit liv har det på den helt modsatte måde – han tænker, mens han taler.

Når vi sådan hyggeligt sidder ved skærmen og arbejder på hver sin side af spisebordet, så kan det derfor være lidt spøjst for udenforstående at iagttage vores forskellige tilgange, der kan udmønte sig i, at mens jeg taster løs – så taler manden højt med sig selv og forsøger ihærdigt at inddrage mig som sparringspartner i mere eller mindre komplicerede betragtninger, om hvordan en udviklingsopgave for en kunde skal strikkes sammen.

Således må jeg ind imellem, mere eller mindre modstræbende, lægge mit tastatur til side og med foregiven begejstret interesse og distræt forsøg på glød i øjnene foregive at tage stilling til ret alvorlige sager, som kan have stor indflydelse på dokumenthåndteringen i en kommune, eller et af ham udviklet, og for mig indviklet, dataudtræks- og rapporteringssystem i Visual Basic og Excel.

Misforstå mig ikke, manden i mit liv er udmærket godt klar over, at jeg ikke har den fjerneste forstand på sagerne, og at jeg skruppelløst og med fuldt overlæg glemmer de fortrinlige og udmærkede løsninger i samme øjeblik, som han selv mentalt vender tilbage til sit tastatur.

Han kan bare ikke lade være. Han tænker bare så meget bedre, når han taler.

Til gengæld, så er det overordentlig sjældent, at han benytter slettetasten, når han arbejder ved skærmen. Mentalt er han nemlig kommet frem gennem den mundtlige sparring, så han har nu styr på sin proces, sit design og de koder, han vil anvende.

I samme øjeblik hvor min frigivne sjæl herefter vender tilbage til min egen virkelighed, kravler jeg så ind i min egen skærm og kommunikerer direkte og indtrængende med de sorte bogstavs kombinationer på det hvide baggrundslærred, og mens jeg skriver, så sletter jeg ord tilbage, retter og fortryder og skriver igen. Alt efter hvad mine tanker lige nu og her dikterer. Således er jeg storforbruger af CTRL Z og slettetasten.

Det kan se noget bagvendt ud, og en iagttager vil sandsynligvis tænke, at jeg må være et meget vægelsindet væsen, og mon jeg nogensinde bliver færdig med min tekst. Men sådan er min måde at arbejde på.

Så forskelligt vi end arbejder, så kommer manden og jeg alligevel hver især frem til målet til sidst, og, det er vel i grunden ikke så galt.

Så hvordan arbejder du?

Ligger en del af fremtiden og væksten på landet?

Udgivet den af

Det lader jo til at klimaændringerne vil tage til, og vi alle må forvente stigende temperaturer og mere dramatisk vejrlig. Det må være forfærdelig barsk for alle de områder, som ligger i risikozoner, og hvor orkaner og stormfloder kan blive hverdagskost, ligesom det må være rædselsfuldt for de landmænd i USA, Ukraine, og Sydeuropa, som nu oplever at afgrøderne ikke længere kan dyrkes på grund af tørke.

Da vi samtidig ved, at f.eks. Kina nedlægger egne landbrug for at kunne tilbyde industrifremstilling af billige produkter, og at de kæmper med en tiltagende forurening af land, vand og jord, så vil vi om nogle år se en meget stor interesse fra såvel Kina som fra mange andre lande for at importere høj kvalitets fødevarer.

Herhjemme i vores kønne lille land, så vil vi nok også komme til at mærke temperaturstigninger og mere voldsomt vejr, men vi er gudskelov så heldige, at vi stadig kan dyrke jorden og endnu ikke har set mange menneskeliv gå tabt i stormfloder.

Samtidig er vores landmænd, gartnere og frugtavlere både veluddannede og dygtige, og i forhold til andre lande, så er vores forurening begrænset, og vi har høj fokus på fremstilling af sunde afgrøder.

Måske vil de temperaturstigninger, der kommer i Danmark, oven i købet kunne give os nye muligheder, som vi ikke lige havde overvejet.

Og, måske kan mulighederne for vækst – igen – ligge inden for landbruget!

I tillæg til de produkter, der nu avles, så kan vi ane et omrids inden for en overskuelig årrække af en mulig fremtidig produktion af helt nye produkter, når klimaet ændres. F.eks. valnødder, mandler hjertenødder, abrikoser, ferskner, nektariner, vindruer, figner, ginseng, hyben, lavendel, kiwi, artiskokker, flere andre slags grøntsager og måske endda oliven og citron.

Og apropos vindruer, så tjek lige det nedenstående link, som fortæller at fremtidens champagne kommer fra England. Hvorfor skulle den ikke kunne komme fra Sydfyn, Skælskør eller Fejø? Allerede nu så kan du jo købe en forrygende Dons mousserende vin fra Skærsøgård ved Kolding.

Rent faktisk var der også champagne vinavl i Danmark ved Furesøen under krigen, i en tid, hvor klimaet var væsentligt mere barsk. Så frisk halm i træskoene – nu skal vi måske have gang i andelsselskaber til om nogle år at lave fællesskaber med produktionsfaciliteter til vindruepresning og vinfremstilling!

http://www.theatlantic.com/international/archive/2012/09/in-the-future-your-champagne-will-come-from-england/262784/

Og det er så kun det første skridt.

Vi kan allerede se en spirende eau de vie og malt whisky produktion, der fortjener markedsføring. Og der er brug for  intensiveret markedsføring af høj kvalitets fødevarer og frugt. Vi har verdens bedste æbler og pærer i Danmark. På heden dyrker de nu super vitaminrige blåbær. Vores agurker smager bedre end de spanske og hollandske, vores tomatavlere er super dygtige  og tomaterne rådner ikke indefra. Vores bær og salatproducenter bruger ikke forurenet vand til vanding, så vi bliver ikke syge af produkterne. Vi har masser af spændende nye gårdbutikker med højkvalitets kød, lækre pølser af lam, okse og bison, tørrede skinker, ost og mælke produkter, som f.eks. rygeost, is og skyr.

Men finansiering, produktionsfaciliteter og markedsføringssupport til de helt store eksportspring og eksporteventyr mangler for de små fødevareproducenter.

Samtidig har markedet i mange år desværre været kendetegnende ved en uhensigtsmæssig monopolagtig struktur, hvor store fødevarevirksomheder gennem store supermarkedskæder har dikteret såvel priser som et meget snævert og lidt trist produktudbud.

Så vi må lige kigge lidt tilbage, for at få inspiration:

Da andelsbevægelsen startede i 1870’erne, så var det baseret på dybe frustrationer over manglende indtjeningsmuligheder kombineret med, at der i høj grad var brug for produktudvikling og produktivitetsforbedring, hvis det danske landbrug skulle klare sig i konkurrencen med andre lande. Som vi alle ved, så lykkedes det ud over al forventning, og vi har haft stor glæde af den massive, ukuelige og kollektive indsats, som blev gjort af fremsynede bønder og husmænd.

Hvis vi nu moderniserer andelsbevægelsen og kombinerer det med muligheder for langfristet finansiering f.eks. med statsgaranti via statsobligationer, så vil vi kunne opdyrke mange nye nicher inden for landbruget, samtidig med at vi vil hjælpe mange dygtige unge landmænd, som lige nu slås med stor gæld.

Det vil trække jobs med sig og kan tiltrække arbejdsløse fra byerne til et nyt liv på landet, hvis vi samtidig stiller krav om almindelig overenskomstdækning, så vi ikke får en trist løndumping med fattigdom til følge.

Det vil selvfølgelig medføre, at vi skal efteruddanne tidligere kontorfolk og industriarbejdere til nye jobområder på landet og naturligvis kræve fokus og efteruddannelseskroner på dette område, men gevinsten vil vise sig i løbet af de kommende år.

Så vil vi måske se valnøddeproduktion på Lolland, champagnefremstilling på Ærø, blomstrende mandeltræer på Als, ferskner og oliven på Fejø…etc. etc.

 

Røde hyben og små pindgrise

Udgivet den af

I dag er det den sidste dag i september og når jeg kigger ud af vinduet, så kan se de fine røde hyben på den store kobberrose, og jeg må erkende, at det er slut med sommeren. Efteråret er kommet med rusk, regn og eftertanke.

Forleden aften gik jeg tur med hunden på bakken. Det var fuldmåne og mine sko blev gennemblødt, for det har ikke været muligt at slå græsset i flere dage på grund af regn, så  det hele var gennemvådt.

Det er nu en særlig oplevelse at gå i månelys, blot med en svag lommelampe, som ikke kan oplyse fuldt og helt, så man går mellem skygger og lys og må føle sig lidt frem. Mens jeg gik der, så jeg pludselig en lys flagrende silhuet, der lydløst strøg op over bakken. En ugle tror jeg. Det lignede bestemt ikke den hurtige og siksakkende flugt fra de små flagermus, som fra tusmørketid hver aften suser rundt om huset og jager insekter.

Lommelygtens skær fangede pludselig en lille runde klump, som krøb sammen under det store egetræ. Piggene strittede vildt i lyset, og Frida kom interesseret hen og snuste. Nå, det var bare et af de små pindsvin – så hun strøg af sted i forvejen.

Vi har nogle stykker af dem – de små pindgrise som manden i mit liv kalder dem. Forleden kom han hjem efter sin tur og pralede med at have set 3 mini og 2 store. Alle tussede rundt, snøftede og gryntede.

De har travlt – vores pindgrise. Det varer ikke længe, før det bliver vinter, og så skal der helst være godt med sul på kroppen for at de kan overleve. Lige nu, så er der masser at spise og vejret er stadig relativt mildt. Men snart kan den første frost komme, og så kan de få brug for lidt tilskud i form af kattetørfoder. De må endelig ikke få mælk eller fløde. Men stil meget gerne frisk vand frem til dem. Særligt når der er tørkeperioder, og når de kommer frem efter vinterdvalen. Mange pindsvin dør nemlig af tørst.

For nogle år siden opdagede vi 3 små forulykkede pindgriseunger, som var skyllet ud over flagstangsbedet under en ordentlig gang styrtregn. De var meget forkomne og havde brug for kompetent og hurtig førstehjælp, særlig da spyfluerne allerede susede rundt om dem.

Vi fik så fat i en pindsvineven i området, som tog hånd om de små, og de 2 af dem overlevede, og blev sat ud næste forår hos os. Derigennem lærte vi pindsvinevennerne at kende.

Pindsvinevennerne kan findes på www.pindsvin.dk og her kan man lære en masse om de små dejlige gæster i haven.

Godt efterår til jer alle derude.

Alder og tid

Udgivet den af

Hvordan har du det med din alder? Hvordan føles det at blive …?

Jeg har aldrig rigtig kunnet forstå det der med alder. Slet ikke hvad man skal bruge det til – altså oplysningen om ens alder. Det er sådan noget fiktivt noget. Lidt ligesom – hvad farve har dine servietter? Ja, i dag har jeg altså tænkt mig at bruge de mørkeblå med små gyldne stjerner. I morgen tror jeg det skal være de lyserøde med små bamser, og på søndag måske noget med svampe – jeg så nogen kønne nogen i Netto med kantareller og Karl Johan….

Min alder er ikke rigtig statisk. Faktisk har jeg ikke noget mentalt billede af den. Den er – ligesom mit udseende – totalt frakoblet min bevidsthed. Jeg bruger den kun, når det er administrativt nødvendigt. Til skattevæsenet eller banken eller jobansøgninger. Virksomheder vil så gerne vide, hvor gammel man er. De tror, at de kan bruge det til noget.

Nogen gange siger jeg for sjov, at jeg er en gammel kone, men jeg ved faktisk ikke helt, hvad det indebærer.

Jeg ved jo godt, hvor gammel jeg er, men det fiser sådan aldrig rigtig ind under håret på mig. Min hjerne har travlt med andre ting.

Når jeg kigger tilbage, så ved jeg godt, at tiden er gået. Ejendommen, som jeg boede i som barn, trafikken, skolen, købmanden, vennerne, manden, barnet, barnets venner, barnets kæreste, svigerdatter, børnebørn, arbejdet, boligen, drømmene. Det hele er bundet som perler på  en snor – en tidslinje.

Det sjove ved tidslinjen er så, at den er fæstnet i begge ender ligesom en perlehalskæde og bundet sammen i toppen. Den ligger trygt på min bare hud, mærker mine hjerteslag, føler mit åndedræt. Bestandigt udvider den sig. Flere led og flere perler.

Ind i mellem drejer jeg den i tanker mellem mine fingre, så den ikke ligger samme sted, men jævnligt flytter sig, så de enkelte led og perler bedre kan iagttages og genkendes.

Jeg kan lege, at jeg er tilbage på Lille Emilievej og kører på rulleskøjter på solvarm asfalt, eller jeg står med barnet på armen og venter på manden kommer hjem fra sin rejse. Eller jeg bygger lego med småpigerne, ælter et brød, danser og ler.

Tiden er bundet sammen.

Min alder er hele tidslinjen og de dele, som kommer til.

Når jeg har lyst, så vælger jeg, hvilke led og perler, der skal være i spil.

Så jeg er både barn, voksen og midaldrende.

Måske bliver jeg også gammel …… det vil tiden vise.