4. Storytelling

Fortæl mig en historie
om drager, om mod, og om brasilianske sommerfugle
hvis vingeslag vækker bølgerne over Atlanten
så havet slår ind mod molen i Faaborg
og giver mig længsler og drømme om frihed
mens jeg retter på det flyvske hår og halstørklæde
og skuer ind mod byens klokketårn*
hvorfra klokkespillet strømmer ud over torvet
og cafeejeren stiller de første borde og stole frem
og giver en kop varm chokolade til den lille pige med svovlstikkerne
og juletræet så sagte kommer og jeg savner Blichers stemme
i vrimlen af glade turister mellem julegran i byens ophøjede bede
Sig nærmer tiden, hvor vi må vælge,
Er vi til noget?

Mennesker har brug for historier, det er en gammel sandhed. Lige siden vi samledes omkring bålet i førhistorisk tid, så har vi haft brug for historiefortælling til at hjælpe os med at finde mening i vores tilværelse, til trøst, til inspiration, til fornøjelse og et godt grin, til at give os mod og til at overdrage viden og kundskaber til vores børn og børnebørn.

Historier er vigtige. De giver os samhørighed og fællesskabsformål.

Historiefortælling er bundet i fantasi, i erfaringer, i kulturelle fortælleskikke, i mod og i fortælletalent. Men historiefortælling er også et politisk redskab, baseret i fortællerens ønske om enten et status quo eller om en ønsket ændring af retning for fællesskabet.

Når vi hører historier, må vi som individer derfor være opmærksomme på hvilke ønsker, der kan ligge bagved historierne. Kan vil stole på at historierne er valide? Er der justeret på vinkler? Hvilke elementer er medtaget? Hvilke elementer er udeladt?

Hvis du har prøvet at være referent ved et ledelsesmøde, så ved du hvor stærkt at fremhævelser, antydninger, eller udeladelser kan påvirke den videre behandling af de emner, der har været på dagsordenen. En referent er jo den, der skal huske at få alt med – selv om deltagerne naturligt ofte undervejs noterer egne opgaver. Man kan sige, at når ”ilden er slukket”, så er referatet det, der står tilbage på brandtomten. Referatet er ”historien”, der senere bliver til ”sandheden”.

For en del år siden var jeg i Perugia som turist, hvor Maria, min søster, som erfaren og dygtig guide fortalte om byens historie og viste os den ”underjordiske by – Rocca Paulina”.  Efter hans sejr over borgerne i Perugia i en krig om saltressourcer, byggede Pave Paul den 3. til borgernes vrede og fortrydelse et mægtigt fort ovenpå en fjerdedel af byen i Perugia, herunder den del, hvor den mest magtfulde familie havde bopæl Man kan roligt sige at det var en ekstrem magtdemonstration fra sejrherrens side at tildække så stor del af byen med jord og sætte ”sit flag” på toppen – en ultimativ måde at ændre byens grundfortælling.

I disse år ser vi statsoverhoveder over hele verden have en større og større ligegyldighed overfor fakta og sandhed, vi ser løgn og bedrag blive fremlagt til brug for manipulation og for at holde befolkninger i uvidenhed, og vi ser de elendigheder der følger.

Der er en foruroligende udvikling i USA, den er i høj grad drevet af manipulation med sandhed og falske fortællinger. En udvikling vi ikke for blot et år siden ville have troet var mulig. Dagligt kommer triste eksempler fra Donald Trumps side i en jævn strøm med store indskrænkninger af demokratiet, ytringsfriheden og retfærdig rettergang, og spændingerne i USA vokser fra dag til dag.

En gammel traditionel historiefortælling er den om at kvinderne – halvdelen af jordens mennesker – er udset til at være underlagt mændenes forgodtbefindende. Denne historiefortælling med særligt udspring i de 3 monoteistiske religioner har desværre medført utallige lidelser, drab og voldsom undertrykkelse af kvinder gennem tiderne.

En anden traditionel historiefortælling er den om ”karma” i hinduismen, som også gennem tiderne har medført utallige lidelser og undertrykkelse af særlige befolkningsgrupper og samtidig har givet andre befolkningsgrupper særlige goder og fortrin.

Historiefortællinger kan desværre have til formål at opbygge ”dem og os” tilgange med udgangspunkt i at ”dem” er naturligt ringere mennesker” end ”os”, eller at en særlig befolkningsgruppe enten på grund af kropsfarve eller af religiøse årsager mener sig særligt udvalgte og derfor mener at have krav på særlige goder, landområder – eller modsat i negativ sammenhæng – forventes at skulle underordne sig. Den europæiske kolonisering og missionering gennem flere århundreder af andre kontinenter kan ses som et eksempel på denne tilgang og tager også et stærkt afsæt i at skabe denne tankegang.

Som individer må vi hele tiden være opmærksomme i meget høj grad, for med de nye sociale medier og AI, så er manipulation med historiefortælling blevet umådelig let.

Historiefortælling kan groft manipulere mennesker, og et særligt grusomt eksempel er Joseph Goebbels, propagandaminister i Hitlers regering, som var ekspert i manipulation med fakta og sandhed. Hans bidrag til Hitlers ønsker om magt var essentielt i forhold til nazismens fremgang i Tyskland. Uden hans ”historiefortællinger”, så var nazismen sandsynligvis kun blevet til en lille ubetydelig krusning i vandoverfladen.

Det kan synes uoverkommeligt og umuligt at holde agtpågivenheden dagligt i højsædet, men der er bare intet andet valg. Vi må hele tiden være kritiske, opmærksomme og klar til at sætte spørgsmålstegn ved historiefortællinger, der vil føre os i en særlig retning, og hvor vi forføres til at glemme vores indre værdier og pejlemærker. Dette gælder også for den ”arv” af historiefortællinger, som vi er vokset op med og derfor føler os trygge ved, og som for rigtig mange af os derfor synes vanskelige at udfordre.

At være opmærksomme og agtpågivende overfor manipulation med vores tanker, følelser og handlinger er et menneskeligt livsvilkår. Det gjaldt i sin tid for romerne, der hørte på Ciceros taler, og det gælder for os i dag og i morgen.

3. Kort tid på jorden, hybris og ydmyghed

Nornerne spandt en tråd for mig
Rækker den eller brister den
inden jeg når til vejs ende og har fuldført min mening
Er jeg her i morgen?

Ingen kender det sidste øjeblik, før vi når frem dertil. Det kan være i morgen, i nat, til næste år, eller midt i dansen omkring juletræet i familiens skød. Det eneste vi ved er, at det kommer til os alle sammen.

Det er en vished, der kan gøre ethvert menneske ydmyg – eller det burde det i hvert fald gøre. Hverken Vladimir Putin, Donald Trump, Benjamin Netanyahu eller Kim Jong-un kan regne med udødelighed. Endnu er videnskaben ikke nået til dette trin. Det er et vilkår, som vi har til fælles med alt andet levende, for selv de længstlevende skildpadder må til sidst overgive sig til dødens favntag.

At glemme sin ydmyghed som dødeligt menneske og tro man er udødelig og så kan opføre sig uden ære og uden respekt og empati overfor andre, ja det er en ganske særlig form for hybris. En særlig dårlig form for tåbelighed, for sandheden er, at vi alle til sidst når frem, i nøgen og sårbar form, forberedt eller uforberedt til den sidste rejse.

Når vi så når dertil, til dette ganske særlige øjeblik, så er det vi når frem til den hårdeste dom – vores egen. Nåede jeg min mening? Levede jeg med ære og anstændighed? Havde jeg respekt og empati for andre? Var jeg til gavn eller var mit særlige bidrag til vores fællesskab ødelæggende og uden mening?

En af de vigtigste bøger, jeg har læst, er frihedskæmperen Kim Malthe Bruuns dagbog. Hans liv blev alt for kort, han nåede aldrig at opleve befrielsen, før han blev henrettet af besættelsesmagten i april 1945. Han skriver så utroligt smukt om livet, døden, meningen og gerningen. Han skriver om døden i sit sidste brev:

”Jeg er kun en lille ting, og min person vil meget snart være glemt, men den ide, det liv, den inspiration, som fyldte mig, vil leve videre.”  og senere i brevet: ”Jeg har vandret ad en vej, som jeg ikke har fortrudt, jeg har aldrig svigtet, hvad der i mit hjerte stod, og jeg synes nu, at jeg kan se en sammenhæng.”

I sandhed en stor ydmyghed om at være en lille brik, og erkendelse af at det var hans ”mening”, og et inderligt håb om at det ikke var forgæves.

Men hvorhen leder det så mig, som individ, alle disse tanker om mening? Vil jeg blive udfordret på samme måde som Kim Malthe Bruun? Eller er det kun de færreste, der bliver kaldet til så vanskelige ”meninger”?

Den unge prins Gautema Siddharta, som gennem hele sin barndom og ungdom var blevet skånet for alle lidelser, oplevede på sine tre udflugter fra slottet at se sygdom, alderdom og død – de alment menneskelige vilkår. Det gjorde så stort indtryk på ham, at hans mening blev ”at finde en vej ud af lidelsen”. Gennem sin rejse mod at finde denne mening, så blev han ”oplyst” – han fik indsigt og blev til Buddha.

Gnostikerne mener så at verden er en illusion skabt af en ond guddom, en ”demiurg” (en slags djævel) og vi har glemt det ægte guddommelige, hvor vi kommer fra og skal lære at huske at vi alle har en del af det oprindelige guddommelige inde i os, så vi kan se igennem denne illusion. En meget interessant tilgang, som findes i både Thomas Evangeliet og Maria Magdalene Evangeliet. Spændende tilgang – næsten buddhistisk.

Som det ganske almindelige menneske jeg er, så arbejder jeg på at nå blot et stykke længere for at finde min mening og fuldføre den. Jeg tænker på Dalai Lamas ord om, at hvis man ikke magter at gøre godt, så skal man i hvert fald undgå at gøre fortræd – måske kan det hjælpe mig i min søgen. Og mens jeg kæmper med at finde min mening, og kæmper med at få mod til at give mit bidrag, så kan jeg tage dette med i min rygsæk, inden vinden til sidst tager mig og jeg forlader denne min fysiske form og blæser rundt i efterårets susen iført mine rastløse vilde tanker.

2. At finde sin mening

Hvad er mit formål?
Hvor er den sti, jeg skal træde?
Når mørket sænker sig, og jeg bliver angst
Når tågen lægger sig om mine skuldre og skjuler vejen frem
Når modløsheden griber mig og smerten bliver for stor
Når vreden tager bo i mig og jeg slår ud efter alt og intet
Hvor finder jeg min mening?
Hvad bærer mig igennem?

Logoterapiens fader, Victor Frankl fortæller i sit hovedværk ”Menneskets Søgen efter Mening” om sine voldsomme oplevelser i tyske koncentrationslejre, og hvordan det ”at finde en mening” gjorde en forskel for ham. Det at kunne formidle sin viden og indsigt og være sandhedsvidne, når krigen engang var slut. På trods af ufattelige lidelser og voldsomme oplevelser, så fandt han en personlig mening i at overleve disse lidelser uden at opgive i afmagt.

Jeg vil mene, at han fandt sit håb. Håbet om at kunne ændre verden gennem sine beretninger – om hvordan den IKKE skal være.  

Hvis vi oplever tab af mening, så forsvinder vores håb om vores eksistensberettigelse. Verden bliver grå, livet bliver tomt. Vi føler os unyttige, overflødige, uden mening. Livet bliver håbløst. Det føles som en fjeder er sprunget i os.

Når Victor Frankl kunne finde sin mening, sit håb, under de værste omstændigheder, der kan tænkes, hvad kan vi så lære af det?

I Ukraine arbejder rigtig mange teenagere som frivillige med at rydde op efter krigens voldsomme ødelæggelser. Hvorfor gør de det? Er det fordi, de føler, det giver håb at række ud og give deres tid og kræfter for at hjælpe? At det giver mening.

Mine forældre oplevede 2. verdenskrig og deltog på forskellig vis i modstanden mod besættelsen, min far i Modstandsbevægelsen og min mor med at uddele illegale blade. De gjorde det, fordi det gav mening og håb om at kunne ændre verden til et bedre sted.

Jeg kender rigtig mange mennesker, der arbejder frivilligt indenfor forskellige områder. Der er intet, der tvinger dem, de kunne i stedet hygge sig med alt muligt andet, men de gør det, fordi det giver mening for dem at give tilbage til samfundet, hvor de nu kan og med de evner og kræfter, de nu har. Samtidig ved de, at det giver det håb for de organisationer, de arbejder for, og denne viden gør, at det giver mening og værdi at bidrage. Det giver mening ”at gøre en forskel”.

Ligger der et indre budskab gemt i os, om at håb fødes gennem de små gerninger, vi gør overfor hinanden?  Et genetisk træk, en mekanisme, der kan sikre, at vi som mennesker finder veje til stadig at kunne overleve på trods af kaos, ødelæggelser og kamp mod grusomhed og vold.

Er håbet stadig muligt?

I Buddhismen siges det, at vi skal genfødes utallige gange indtil vi opnår indsigt, så vi forstår. Det er uvidenheden, der gør os blinde, vrede, onde og angste. Vi er del af hinanden og af alt levende. Vores mening er at lære at forstå og vise medfølelse. Hvad vi gør mod andre, gør vi i sidste ende mod os selv.

Den danske filosof og teolog, Knud Ejler Løgstrup, siger så rammende:

“Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.”

Mening finder vi på forskellig vis – nogle gange tilfældigt, eller andre gange på grund af vrede eller sorg eller et ønske om at ændre verden. Men uanset hvordan, så former den mening, som vi finder, vores videre vej, og den mening giver håb, både til os selv og der, hvor vi rækker ud.

1. At være menneske

Jeg bor i en krop, fuld af tanker
Strømninger, følelser, ubevidste og bevidste
Jeg rækker ud, prøver at nå dig, med og uden held
Ser du mig?
Er jeg værdig til din omsorg, til dit nærvær?
Er jeg ”din næste”?
Jeg er jo blot et menneske

Fra barnsben rækker vi ud efter det andet menneske, fuld af håb om at blive set, at opleve omsorg, at genkende os selv i den anden, opleve nærhed, varme og tryghed. Dette er noget vi har til fælles med andre pattedyr, ja faktisk også mange andre dyr – ønsket om samhørighed, fællesskab, kontakt og omsorg.

Den amerikanske udviklingspsykolog, Harry Harlow, udførte i midten af sidste århundrede nogle forsøg med rhesusaber, som påviste hvor stor betydning det havde for ungerne at kontakt og samvær med moderen blev opretholdt efter fødslen. Afsavn af dette medførte både uoprettelige følelsesmæssige skader såvel som skader i forhold til at omgås socialt med andre aber.

Menneskebørn er ikke anderledes. Vi kan også fra spæde blive skadet af manglende omsorg og nærvær. Ligesom for rhesusaberne er det også et grundlæggende behov hos os, at vores liv indeholder nærvær, tryghed, omsorg, anerkendelse og kontakt. Uden disse elementer bliver vi usikre, tøvende, angste, frustrerede og depressive.

Hvis mennesker kommer i nød, bliver forladt, bliver syge, bliver arbejdsløse, eller oplever andre livsomvæltende hændelser, så er det af største betydning, hvordan de bliver mødt af det omkringværende samfunds værdimæssige tilgang til dem, og hvordan de mennesker, som de møder, så behandler dem.

Når vi er i en krisetilstand, så vakler vores selvværd, vi mister vores fodfæste og bliver utrygge. Selv som voksne kan vi føle os fortabte og få dybe ridser i vores oplevelse af egen identitet, og vi snubler let i vores videre færd i verden. Vi kan så let visne, når modløsheden sætter ind – når håbet forsvinder.

Der er utallige eksempler på hvordan tab af ægtefælle, arbejdsløshed, stress og sygdom kan påvirke et menneske. Selvmord, depression og angst er ikke ukendt, ligesom andre destruktive reaktioner kan forekomme. Meget afhænger af den omsorg, nærvær og forståelse, som en person i krise møder undervejs.

Så er vi klædt på til at række hånden frem mod hinanden?  Vil vi tilbyde det andet menneske et ”håb”?

Håb er noget vi giver til hinanden – Forord

Indspark i en urolig tid – brudstykker fra en tankerække

Tro, håb og kærlighed – men størst af alt er kærligheden, skriver Paulus i Det Nye Testamentes 1. Korintherbrev, men har han ret?

Kan vi bruge kærlighed til at fatte håb? Kan vi brug tro til at udvikle kærlighed?

Når verden brænder, når livet bliver voldsomt, når sorg og afmagt overmander os, hvad er så det vigtigste, der bærer os igennem.

Hvad gør, at vi overlever kriser, modgang, angst og sorg?

Jeg vil her udfordre Paulus, for selv om kærlighed er en essentiel drivkraft for os, så er håb det bærende. For uden håb er der intet, der kan sikre vores eksistens, vores mening, vores samhørighed og vores overlevelse her på denne lille blågrønne planet, som vi mennesker gør vores yderste for at ødelægge.

Derfor er mit budskab at håb er grundlaget for menneskets værdighed, eksistens, overlevelse og for kærlighed og samhørighed.

Uden håb, så går det galt.

Som Dante lader skrive over porten til Helvede: ”Her lades alt håb ude”

Med håbet om en fredelig og bedre verden

Lilli Wendt

Debatbog – tekster om håb

Indspark i en urolig tid – brudstykker fra en tankerække

I foråret faldt jeg tilfældigt over en notits, hvor Kristelig Dagblad udskrev en “Debatbogs-konkurrence”, og jeg blev fristet til at deltage. Så i løbet af foråret og sommeren skrev jeg en del tekster, som jeg samlede til et udkast til en debatbog, som blev indsendt i starten af august. Kristelig Dagblad var så desværre ikke interesseret i at udgive den, så jeg sad tilbage med teksterne og spekulerede på hvad jeg så skulle stille op med dem. Jørgen, min søde gemal, mente at der var nogle gode takter i mit udkast og foreslog at jeg kunne bruge dem til separate blogindlæg her. Jeg vil så i den kommende måneds tid lægge tekster op på Jordfygning.dk, og måske har I tid og lyst til at læse med.

Alle teksterne vil så efterhånden blive samlet i en mappe på bloggen med navnet “Håb”.

Tak til de af jer, der har mod på at læse med.

Kh og god november/december, Lilli

Gone the Grass

Gone the grass, has turned to hay
Green so lush, has turned to gray
Withered through the autumn storms
Bent and broken, weak and worn

Weeping willow, branches low
Easy now, the river flows
Autumn came and went that day
When the grass did turn so gray

That day so passed
And here I stand
In search for time
That slipped my hand
Where did it go
I did not see
Is that what life was meant to be?

A passing day
It quickly went
And hours numbered
Were all spent

So green and lovely were your spring
When larks so happy came to sing
And summer came
And you stood high
And shelter gave for deer to hide

But now I look to withered grass
The sign that summer did now pass
I gently touch the fragile straw
That rain and wind so harshly tore

May you now rest in peace, I say
While winter snow will deck you hay
And slowly then
You’ll fade away

And yet, with time, when you’re all gone
And winter cold gives way to sun
And spring returns with carefree days
My mind so awkwardly, it strays

While I rejoice in new grown green
The withered hay’s no longer seen
I carry with me every day
The years that passed when grass turned hay

Copyright © Lilli Wendt 6. januar 2024

Hvad er det vi vil have?

Det er snart Jul, vores store fest. Fejring af store religiøse hændelser, og fra gammel nordisk tid fejring af lysets tilbagekomst – Vintersolhverv. Håbets tid. Tid til vurdering af vores værdier og tid for nye strategier.

Det er tid til de mange ønskesedler, de gode sociale sammenkomster, glæden ved at være sammen og glæden ved at give og modtage.

Det er også tiden for mere stress, økonomiske problemer, frustrationer, sorg over svære savn, og i disse urolige tider en ekstra bekymring og angst for hvad der måtte komme.

Mens vi følger udviklingen i verden, som mest af alt minder om en skræmmende udgave af ”Game of Thrones”, så må vi dog ikke opgive modet helt, men huske at vi hver især har mulighed for at påvirke, hvad der sker. Vi er ikke uden handlemuligheder, og selv om det for de fleste af os kun kan ske med små prik og indspark, så vil summen af vores samlede handlinger kunne dreje vores jord og vores tilværelse i en anden og bedre retning.

Jorden er stadig smuk, rigtig mange steder, på trods af vores ihærdige anstrengelser for at skamfere den, forgifte den og slå den ihjel. Der er stadig håb. Men det er ved at være 11. time for jorden og dens beboere. Det er 11. time hvis vi vil redde hvad der reddes kan, og genoprette jorden fra de skader, vi har forvoldt.

Så når vi når på bagkant af julen, når vi får ro og tid til andet end de daglige kampe for at nå ”at få livet til at hænge sammen”, så er det måske tid til også at kigge indad og udad, og tage en snak med os selv, og med de mennesker vi har livet tilfælles med, og en snak med de politikere og beslutningstagere, der prøver at styre det ”skib”, hvor vi er ombord.

Vi må stille os selv spørgsmålet – Hvad der det vi vil have? – Hvordan ser vores ønskeseddel ud?

Selv om vi, som enkeltindivider, ikke har mulighed for at stoppe krige og ufred, og vores råderum kan se begrænset ud i forhold til den store verden, så må det ikke forhindre os i at sætte en bedre dagsorden, der hvor vi kan. Vi kan stadig arbejde for at nå de ønsker vi har, og derved sprede ringe i vandet, mens vi er ombord på vores fælles skib.

Og hvad er det så for en verden, vi ønsker os?

Hvad er det for en tilværelse, vi ønsker for os selv, for vores lille planet, for vores naboer – nær såvel som fjernt, og for alt andet levende på jorden?

Hvordan ønsker vi vores lille land skal se ud, i byer og på landet? Skal vi fortsætte udviklingen mod overfyldte storbyer og underbefolkede landområder? Er det den rigtige vej at gå?

Skal vi stadig knokle, så vi sanseløst udmattede falder om i sengen efter lange stressende arbejdsdage og vores børn mistrives? Eller er der en anden måde at leve på?

Skal vi acceptere at vores luft, jord og vand bliver forgiftet og med store og vanskelige klimaudfordringer? Eller vil vi tage ansvar og rydde op?

Skal vi acceptere at mennesker omkring os oplever fattigdom, sult, nød eller angst, som kunne være undgået, hvis vi var lidt mere omsorgsfulde overfor vores ”medpassagerer”.

Vi er ombord på Titanic på vej mod isbjerget, i overført betydning, men hvis vi vil, så kan vi stadig ændre retning. Spørgsmålet er om vi vil?

Vi må tænke over vores ønskeseddel. Hvordan skal den se ud?

Hvad er det vigtigste, vi ønsker os?

December Snow

Chasing snowflakes
Chasing dreams
Christmas’ coming
So it seems

December white so beautiful
The wind is but a little cool
Those dreary, dark November days
Forgotten are in snowy haze

And lights are everywhere to see
In snowy streets and eyes with glee
And dusty sleds are found in sheds
And woolly mittens may get wet

And every slope enchants our view
For speed and joyful ride anew

Come join the fun
And let’s be glad
That winter is not only sad
That in the midst of cold and dark
Our ride in snow make eyes that spark

With joy and laughter
Here we go
Rejoicing in the lovely snow

Copyright © Lilli Wendt 9. december 2023

Fanget

Under huden
Vokser de lange grå ærmer frem
Mønsterstrikket, mørk røde lus, tyndt albuedække
Ved håndledskanten indbøjet løs tråd opadstrimlende
Efterår – forår, sæk fra fru Jakobsens døtre
Fremmed lugt i fremmed tøj
Lynlåsen svært ved at lukke

Faldt du igen?
De hænger altid lidt under skrævet – når aldrig op
De mørkeblå strømpebukser
Inderlig længsel mod frihed
Uden huller på knæet
Stoppet og stoppet

Håret glatter sig fint og tyndt
Flagrer i ventilatorens luftbølge
Det er varmt på kontoret
Mindst 30 grader
Mod hegnet står du med de første blå briller
Med hånden glatter du din broderi anglaise bluse

Fotografen tager sorthvide billeder
Med hegnet som baggrund
Forkert anbragt, fanget på ydersiden
Bagved ligger ubebygget grund
Faretruende fremtid
Spark skoene af, de klemmer

Copyright © Lilli Wendt