”Take me to the magic of the moment
On a glory night
Where the children of tomorrow dream away
In the wind of change”
Var det deres egen sang?
Den bragte så meget håb
Som et boost fuld af glæde
Konspirationsteorier talte om CIA

Husker du ”Wind of Change” følelsen? Min ægtefælle holder virkelig meget af den sang og det håb, der ligger i den, så vi har hørt den rigtig meget, og hver gang har vi fået den fantastiske følelse i kroppen om at der er håb for menneskeheden. Men siden Ruslands invasion af Ukraine, så giver den også blanke øjne og vemod – for er det alt sammen nu tabt?

Der har været konspirationsteorier om at sangen var fabrikeret af CIA som led i propaganda efter murens fald i 1989 og den amerikanske journalist Patrick Radden Keefe har lavet en podcast serie om dette mysterium.

Der er ingen tvivl om det russiske folk og østbloklandene var trætte af deres isolation, deres gamle ladaer og de manglende muligheder for at købe cowboybukser, coca cola og høre vestlig musik. De var trætte af lange fødevarekøer og supermarkeder med dårligt udvalg, og de var trætte af krig.  

Der er heller ingen tvivl om at murens fald gav et helt specielt boost særligt blandt unge mennesker i østbloklandene. Endelig kunne man rejse ud og opleve vesten, de fik et nyt håb.

Om CIA virkelig var ansvarlig for ”Wind of Change” eller det blot er en konspirationsteori må nok stå hen i et mysterium. Hvis de var ansvarlige, så var det nok deres smukkeste bidrag til propaganda nogensinde.

I mit arbejdsliv har jeg haft kollegaer fra mange lande, også fra Rusland, og jeg husker nogle hyggelige møder, hvor Ekaterina eller Katya, som hun kaldte sig, deltog. Hun var et sprællevende menneske, med smil og overskud. Jeg har virkelig svært ved at sætte en ”fjendehat” på hende – i stedet er jeg bekymret for om hun har det godt, og om alle de mennesker, som vi i vesten nåede at blive venner med – om de har det godt. Hvad tænker de nu? Græder de indvendigt?

Jeg har venner i USA og har besøgt USA nogle gange, og der er så smukt mange steder, og jeg har mødt så mange skønne mennesker – generøse og venlige. Jeg følger dagligt med i feeds og nyheder derovre fra. Mange er rystede, frustrerede. Hvordan skal jeg kunne skabe fjendebilleder af amerikanere?

Forleden var jeg sammen med gode venner, hvor den ene for mange år siden havde været gift og bosat i Israel. Han var ulykkelig over situationen i Gaza. ”Min tidligere ægtefælle, der er pacifist, må være fuldstændig forfærdet over sit land” sagde han.

Vi må træde tilbage mentalt, når der etableres fjendebilleder og huske, at der altid vil være mennesker der ikke er en del af et fjendtligt lands ondskab og overgreb. De er med i vores håb om en bedre verden.

Du er blevet så stille
Går ind i dit rum
Det er først nu jeg lægger mærke til det

Ser jeg dig – ser jeg din smerte, ser jeg de problemer, der plager dig. Husker jeg at glædes med dig, når du er glad? Husker jeg at hjælpe dig med dine byrder, når du er ved at segne?

Vi har det med at tage hinanden for givet. Hverdagen og de mange opgaver presser sig på, prioriteres og efterlader ikke meget tid til opmærksomhed.

Når vi først har etableret et forhold, så er det som en rutine, og vi tænker, at ”det kører da bare”. Det gør det så også i en periode. Vi slapper af, vores fokus ændrer sig, vi ændrer os. Vi glemmer at tjekke efter, om vi stadig er på samme banehalvdel, om vi stadig kører i samme retning, om den anden har udfordringer, som plager. Vi har så travlt med alt muligt andet.

De første tegn overses så let. En trækning ved mundvigen, et par trætte øjne. Skuldre, der hænger, en irriteret vrissen. Løfter, der glemmes, opgaver, der ikke nås. Undvigende svar. Dør, der lukkes.

Når så erkendelsen kommer at der er noget galt, så kommer uroen. Kan det være sygdom, tristhed, eller er du på vej væk fra mig?

Hvordan sikrer vi at vi til stadighed er opmærksomme på hinanden, så vi opdager, når den anden har det svært?

Der findes en gammel øvelse om taknemmelighed, hvor man hver dag om aftenen siger tak for 3 ting, der har bragt glæde i løbet af dagen. Måske kan denne øvelse også bruge til at huske at sige tak til sine livsfæller. Måske vil denne øvelse være gavnlig, når man skal huske at kunne ”se” den anden.

Det er ikke min skyld
Det kan ikke være min skyld
Jeg kan ikke have skylden
For så går noget i stykker i mig

Kender du det? At have begået en fejl, måske at have gjort et andet menneske fortræd. En fejl, stor eller lille. Noget, som bliver påtalt med vrede eller sorg fra den anden, eller fra en ”voksen” i selskabet. Noget som gør dig lille og viser at du er et menneske, der kan tage fejl, at du kan gøre fortræd. At du pludselig ikke er ”okay”, og at andre vil tage afstand fra dig.

Det er ikke rart. Det krakelerer inden i dig. For ”jeg troede jo, at jeg var så god og så fejlfri”. Når sådan noget sker, vil du helst du gemme dig væk, så ingen kan se dig, eller du vil vredt smide bolden tilbage med beskyldninger om, at det er den andens fejl.

Det kaldes skam, og ingen af os ønsker at komme i skammekrogen og skamme os.

På torvet i Faaborg står der en gabestok, et levn fra gamle dage, hvor skam var brugt til fysisk at afstraffe mennesker. Grusomme tegninger fra middelalderen om hvordan man har brugt offentlig udskamning af mennesker viser at skam gennem tiderne både brugtes både som straf og som magtmiddel. ”Hvis du ikke retter ind”, så vil du blive udskammet. En særlig grov variation har været tildelt kvinder, som med deres dyd og underkastelse skulle være garant for familiens ære. Skam har været set som værende værre end døden i mange kulturer, også i den danske.

Vi er så sårbare os mennesker. Vores grundfortælling kan blive slået i stykker og opdagelsen af at ikke at være så god, som ”jeg gik rundt og bildte mig selv ind” – den kan være voldsom, skræmmende, gøre en usikker. For hvad er jeg så? Hvilket menneske er jeg så?

Det er svært at sige undskyld. Hvis du har prøvet at lære børn at sige undskyld for at de har gjort noget forkert, så vil du opleve hvor mange krumspring, de vil gøre for at undgå det. Voksne mennesker er ikke anderledes. Når vi er voksne, så har vi bare lært os selv at tackle det bedre, denne følelse af ”ikke at være okay” og have gjort noget forkert. I virkeligheden gnaver det inden i os, skammen.

Angsten for at blive udelukket fra flokken kommer buldrende, for hvordan skal vi kunne sikre, at vi stadig har et image af at være et godt menneske, et dygtigt menneske, og et menneske, som andre anerkender som værdifuldt?

Når vi som mennesker er nødt til at sige undskyld, må vi først kæmpe en kamp mod os selv for at overvinde skammen. Skammen over at have gjort noget forkert. Vi må oprigtigt angre. Vi er nødt til at justere vores selvbillede, vores indre fortælling om de handlinger vi har gjort. Det kan gøre ondt. Det kan svie.

Det er et menneskeligt grundvilkår, at vi ikke er perfekte. At vi til stadighed må erkende og vedstå at vi ikke er guddommelige og fejlfrie. At vi til stadighed må være ydmyge og være i elevens rolle i forhold til livet – uanset om vi er 3 år eller 99 år.

Det gode ved det processen er, at vi bliver klogere, vi bliver mere tolerante, vi bliver mere forstående, vores empati overfor andre udvikles. Vi vokser som mennesker, når vi erkender vores fejl, oprigtigt angrer og er i stand til at sige undskyld, og når det sker, så bringer vi håb til ”den anden” om at vi erkender den smerte, vi forvoldte, og at vi fortsat kan være i et positivt fællesskab.

Kældermennesker
Godt skjult
Med drabelige meninger
Om alt og alle
Frygtløse indtil de trækkes frem i lyset

Kender du det? Irritationen og vreden over ”noget på nettet”. Lysten til at kommentere – og kommentere vredt, sarkastisk, groft udskammende eller latterliggørende.

Du sidder så trygt bag skærmen, keder dig måske lidt, scroller og surfer, og pludselig er den der – lige den der ”ting”, som bare tricker de værste sider frem. Som får adrenalinet til at koge i kroppen, som får dig til at opføre dig som en legelysten kat, der med vilje vælter en potteplante ned fra vindueskarmen, så den går i stykker – blot fordi den vil ses.

Netkrigerne er så særligt vrede mod kvinder. Hvorfor? Er der tale om et barns oprør mod ”mor” eller er det blot en dårlig vane, eller et traditionsbundet had mod kvinder? Er der tale om en krig mod kvinders taleret i samfundet? Ønsker disse netkrigere faktisk at kvinder bliver hyllet ind i gevandter og på Talibanvis skal adlyde mænd i enhver sammenhæng? Er der tale om nogle mænds barnlige vrede over ikke at få lov til at bestemme hele tiden? Internettet har afdækket nogle mænds had mod kvinder, der kan risikere at brede sig, hvis hadet får lov til at dominere. Udviklingen i såvel Afghanistan som Iran har vist at frihed såvel som lighed mellem mænd og kvinder til stadighed er noget, der skal kæmpes for. I USA er kvinders rettigheder under stort pres, både i forhold til abort og i forhold til personlig borgerrettigher, og der er højtråbende magtmennesker og præster, der mener at kvinder skal fratages stemmeret.

En del internetkrigere er så fasttømret i egne holdninger, at de har umådeligt svært ved at forholde sig til nye fakta. Det gør debattråde på internettet til en ret trist og træls affære. Nogle gange er det begrundet i en form for mental dovenskab, mens andre gange er det med udgangspunkt i ”internetkrigerens” verdensbillede, der udfordres og dermed giver utryghed og modstand. Vi har jo som mennesker brug for tryghed og sikkerhed, og når vores verdensbillede udfordres, så kan det give voldsom vrede.

Elsk mig – had mig, men for Guds skyld – lad være med at ignorere mig. Det er også et budskab der ligger til grund for mange af kældermenneskets grove kommentarer i internettets debattråde.

Det er vigtigt at vi udvikler bedre kommunikation i debattråde, hvis vi til stadighed skal sikre såvel demokratiske spilleregler som at forebygge had og utryghed. 

Måske har vi alle et kældermenneske indbygget – hvis vi kigger godt efter. Og måske skal vi tage en alvorlig snak med dette kældermenneske, hvis det bor i os, så vi kan finde ud af, hvad der ligger til grund for at potteplanten skal gå i stykker.

Monster –
Blev du født sådan?
Skal jeg have ondt af dig?
Kunne du være blevet anderledes?

Det er dokumenteret videnskabeligt, at ren psykopati findes som en defekt i hjernen hos et antal mennesker, og at det kan ses ved hjerneskanninger. Det er også påvist, at hvis der sættes ind overfor børn, der udviser tidlige psykopatiske træk, så kan man lære disse børn at indgå positivt i samfundet uden at deres psykopati giver samfundet problemer.  Ligeledes har psykologer påvist at mennesker gennem voldsomme påvirkninger kan udvikle adfærd, der skader andre, herunder fx narcissistisk opførsel.

Såvel psykopati som narcissistisk adfærd kan føre til ondskab mod andre mennesker og ligegyldighed overfor samfundets værdier.

Det store problem er så at mange af disse mennesker opnår topposter i samfundet, ofte da de mangler hæmninger, er dygtige manipulatorer og har et iboende storhedsvanvid. 

Hvordan opdager vi, hvis de har planer om at skade os eller samfundet?

Der er nok kun en ting at gøre, at være agtpågivende og til stadighed være kritiske og protestere i forhold til budskaber eller ordrer fra mennesker, der fraviger fra vores pejlemærker og værdier.

Det er samtidig vigtigt, at vi som mennesker viser mod til at ”stå fast” og være rollemodeller for andre, der måske er på vej til at blive forført.

Når historierne bliver for ”enkle”, når udskamning af grupper eller individer pludselig bliver dagligdag, når almindelige regler for lovgivning og for håndhævelse af rettigheder pludselig bliver fraveget, når der breder sig frygt for vilkårlig straf, når magtpersoner pludselig får flere rettigheder. Der kan være mange tegn, når noget er ved at gå galt i et samfund.

Værst er det, når vi som ganske almindelige mennesker bliver ramt af ondskabens blodrus, når vi bliver forført og glemmer vores værdigrundlag – så kan det gå helt galt, og på et eller andet tidspunkt, så vågner vi med moralske tømmermænd, når Jesper Fårekylling endelig får vækket os. Men så kan skaderne være sket, og de kan være svære at reparere på.

Når vi ser magthavere have en adfærd der skader samfund og starter krige, så må vi også undersøge, hvordan deres opvækst har været. Kan vi lære noget? Er de blevet skadet undervejs på grund af manglende omsorg, på grund af tidlig udelukkelse af fællesskabet eller på grund af voldelige, psykiske eller fysiske afstraffelser? Er der et underliggende hævnmoment, en vrede opbygget fordi de aldrig blev set og hørt?

Der kan være flere årsager til at mennesker udvikler sig på den måde. Det behøver ikke udelukkende være kommet via medfødt psykopati.

Der kan også være tale om forførelse baseret på historiefortællinger, der giver dem et falsk billede af virkeligheden og gør dem modtagelige for at udvikle magtbrynde og storhedsvanvid. Hitlerjugend grupperne var fx kendt for at viderebringe historiefortællinger med had mod udvalgte grupper og med fokus på egen storhed. Det er skræmmende at tænke på, at i dag i Rusland har de nu sådanne grupper, hvor de præger ungdommen og gør dem krigsparate.

Hvordan sikrer vi at vores egne unge mennesker ikke bliver forført til ondskab? Hvordan sikrer vi at de bibeholder et positivt kompas, positive pejlemærker, og et positivt værdigrundlag?

Vi er de rollemodeller, som de unge mennesker har brug for. Vi er de mennesker, som kan gøre en forskel i deres liv på en positiv måde.

Et vigtigt arbejde i demokratiformidling og positiv sameksistens foregår både i daginstitutioner, skoler og unge uddannelser, og det er vigtigt at vi fra samfundets side støtter og anerkender denne indsats.

Er jeg en del af pøbelen?
Lader jeg mig føre rundt i manegen?
Kan jeg lokkes ud i blodrus?
Husker jeg at tænke på at min næste også er et menneske?
Jeg ser mig i spejlet, undrer på hvad der gemmer sig
Bag min pande er en verden med billeder
I mine øjne kan der lyse både afsky og vrede
Hvem styrer mine tanker?

Kun en tåbe frygter ikke pøbelens vrede mod de mennesker, som af de toneangivende udpeges som værende et problem for samfundet. 

I tidligere tider var der heksejagter på helt uskyldige kvinder og mænd, der blev udset som værende hekse eller troldkarle. Det er en del af Kristendommens triste historik – godt hjulpet herhjemme af Christian IV, som troede at han ville få evigt liv ved at torturere og slå hekse ihjel. Jesus blev taget som gidsel af mennesker, der ønskede at udslette andre, måske fordi de troede på hekse og sort magi, eller fordi de ønskede at tage deres ejendom, eller de var personligt vrede på dem, eller måske fordi de bare syntes de var ”forkerte” på en eller anden måde.

Kristendommen er ikke alene i denne historik, vi ser den praktiseret overalt i verden, hvor toneangivende mennesker udpeger særlige grupper eller fokuserer på enkeltindivider som værende problemer for samfundet. Vi så det meget voldsomt under nazismens jerngreb i det 20. århundrede mod jødiske borgere og vi ser den lige nu voldsomt praktiseret i Ruslands tilgang til det ukrainske folk og i Israels mangeårige undertrykkelse og gentagne forsøg på etnisk udrensning af det palæstinensiske folk.  

Vi ser den også stikke sit grimme ansigt frem i USA, i Tyskland, i Sydeuropa, ja selv i de nordiske lande, hvor vi ellers bekender os til humanistisk tænkning og afsky mod racisme og diskrimination.

Pøbelens vrede bygges langsomt men sikkert op, med små præcise bemærkninger og antydninger og historiefortælling, der langsomt bliver mere og mere direkte i deres målsøgning mod ”de uønskede”.

Løse bemærkninger og antydninger om personens eller gruppens misbrug af samfundets ressourcer eller antydninger om kriminelle forhold uden dokumentation og rettergang, eller bemærkninger med antydning af ikke acceptabel adfærd, om grådighed, om dovenskab, om pædofili, eller om at spise hunde og katte, eller at slå spædbørn ihjel under okkulte seancer, eller fortællinger om at selv børnene i disse grupper er voldelige terrorister. Der er mange måder at prøve at kriminalisere mennesker på, mange måder at gøre dem til ”ikke-mennesker”.  Herhjemme ser vi det også praktiseret fra visse politikeres side med latterliggørelse og udokumenterede beskyldninger mod andre politikere.

Opbygning af fordomme er en subtil proces, og ofte starter den som historiefortælling til børn om hvordan enkeltindivider, andre grupper mennesker eller hele folkeslag opfører sig på en uacceptabel måde. Gentagelser styrker som bekendt indlæring, og for hver gang disse fortællinger gentages, så bygges til sidst en fasttømret fordom op.

Når vi ser i TV hvordan politikere og statsoverhoveder bygger pøbelens vrede op, så er der så et ganske særligt kendetegn – formålet er at etablere så stor vrede, at den kan anvendes til fokuseret og kontrolleret brug af vold og drab mod de udpegede grupper, samtidig med at det opleves som retfærdig adfærd at udslette eller fordrive disse ”ikke-mennesker”. Vi må hver især være opmærksomme på om vi bliver forført, og når vi lokkes til vrede mod andre befolkningsgrupper, så er det ekstremt vigtigt at vi udfordrer os selv på vores holdninger.

Bundne er vi ikke
Hvis vi vil, så kan vi vælge
At tilgodese alt levendes vel
At reetablere natur og miljø
Vi kan vælge
Noget bedre!

Hvad er det for et samfund, vi vil have?

Arkæologer og antropologer har påvist gennem deres studier at samfundsopbygning ikke er en given størrelse, at der er mange måder at opbygge samfund på, og at samarbejde, tillid, værdier og respekt er faktorer, der er afgørende for hvordan et givet samfund opbygges. Her kan jeg fx anbefale læsning af ”Altings Begyndelse” af David Graber og David Wengrow, det er lidt en øjenåbner. David Wengrow har også en spændende TED talk om emnet ”A New Understanding of Human History and the Roots of Inequality”.

Vores nuværende samfundsopbygning er ikke givet – vi kan ændre på det, hvis vi vil. Fx viser nye arkæologiske fund fra Tyrkiet hvordan tidlige neolitiske halv nomadiske samfund var opbygget som matrilineære samfund udelukkende med kvindelig ejendomsbesiddelse, og fund fra Sydamerika, der viser byer på mere end 100.000 indbyggere, hvor byen blev styret af borgerne demokratisk uden autoritær ledelse, og alle havde den samme gode levestandard. Ulighed og konger/kejsere er ikke givne faktorer i et samfund.

Dagligt finder arkæologer og antropologer nye spor, der viser andre måder at indrette samfund på – samfund, som i højere grad tilgodeser fredelig og bæredygtig sameksistens med såvel naboer som naturen. Vi kan i vor tid fx lære af hvordan de nordamerikanske indianerstammer tidligere udnyttede bisonflokke til at sikre et bæredygtig landbrug og kontinuerlige ressourcer, og ligeledes af hvordan indfødte stammer i områder omkring Amazonfloden via avanceret skovlandbrug gennem tiderne har sikret skovens og flodens bæredygtighed, jordens sundhed og føde for generationer.

Hvis vi vil have et fredeligt og tillidsfuldt samfund, hvor alle har mulighed for at bidrage og har et værdigt liv, så skal vores værdier genovervejes, for udviklingen går imod større ulighed og ufred, og vores smukke værdier om medmenneskelighed og de fine pejlemærker sover desværre tornerosesøvn.

Hvis vi ser på de nuværende eksisterende samfund anno 2025, så er det indlysende, at der er gået noget helt galt i forhold til vores respekt overfor naturens ressourcer og i forhold til at sikre at mennesker trives, og at de ikke skal kæmpe for at overleve, og at de ikke bliver diskrimineret eller undertrykt.

Vores værdier og pejlemærker er slået helt fejl – vi er som Troldmandens Lærling nu så ødelæggende at vores ”brug-og-smid-væk” teenagetilgang vil gøre livet umådeligt vanskeligt for vores efterkommere. Vi skulle skamme os – i den grad!

Og hvad værre er – vi fortsætter som om intet er hændt. Vores politikere, virksomheder, landbrug, fiskeri og ”os selv” bør faktisk sættes under administration af vores børn og børnebørn, som er dem, der skal leve med vores svineri og forsøge at genoprette det tabte.

Klimaændringerne og den enorme miljøforurening, som med større og større tydelighed bliver synlige er så destruktive, at vi som menneskehed kan risikere at udslette os selv. Men som det siges i Jurassic Park, så er det nok egentlig det bedste der kan ske for vores lille blågrønne klode, for så kan naturen endelig få fred.

Vi er nået til et punkt, hvor daglige vejrrapporter fra verden er skræmmende, hvor vi har gjort vores fjorde og kystområder til ørkenener, hvor jordens frugtbarhed er ødelagt af kemikalier og forkerte produktionsmetoder, hvor vi ikke længere kan spise fisk uden at være bange for plastic og kemikalieindhold, hvor drikkevandet og fødevarerne er fuld af PFAS og andre kemikalier, og hvor vores sundhedssystem om nogle år vil bryde sammen på grund af forureningens helbredsmæssige konsekvenser for borgerne på grund af Alzheimers, Parkinsons, cancer, autoimmune sygdomme, hjertekarsygdomme og PFAS fedme.

Hvordan er det gået så galt? Er det fordi, vi naivt forestillede os at vi ”af Vorherre” respektløst og ansvarsfrit var blevet sat på jorden til at udnytte jordens ressourcer som herrer over naturen”?  

Vores tilgang er så helt modsat de værdier som de oprindelige folk havde, fx indianerne i USA eller indfødte stammer i Sydamerika, hvor de respektfuldt regnede sig for at være ” vogtere og plejere af naturen” og derfor kunne overdrage naturen i god stand til deres børn og børnebørn. ”De vilde” som de blev kaldt af os tåber, da vi mødte deres civilisationer, ja, de havde faktisk væsentlig mere styr på hvad de foretog sig, end vi, som bare kom med vores arrogante herrementalitet.

Vi må i den grad tage os sammen og rydde op og reetablere og regenerere kloden! Og nej, dårlige undskyldninger er som Fandens Oldemor ville sige – den direkte vej til Helvede!

Skyde skylden på andre
Tage skylden på sig
Bære den,
Skammen,
Visheden om svigt
Syndsforladelse

Vi mennesker gør fejl, vi gør andre ondt, og så prøver vi bagefter at undgå skyld, skam og bevidstheden om at vi har svigtet. Når vi gør det, så nager det i vores inderste, for vi ved det jo godt, selv om vi gør vores bedste for at fortrænge, hvad vi har gjort mod andre. Vores indre Jesper Fårekylling vågner – i hvert fald hos de fleste af os. Vi har svigtet, vi må bede om forladelse. En træls omgang, for den rokker ved vores selvforståelse – vores grundfortælling om at vi er gode mennesker, som har en høj etisk standard og empati for vores medmennesker. Vi kan ikke lide det, vi skammer os. Vi vil helst ikke i skammekrogen.

Vi er så ikke alene i det. Spørgsmålet om skyld, skam og svigt fylder også i religion, for det er et alment menneskeligt vilkår at vi ikke er perfekte, at vi må udvikle os, så vi med tiden kan opnå en spirituel ro og fred i den balance manøvre, som dagligt foregår i vores sind.

En af de mest interessante historier i Det gamle Testamente er Skabelsesberetningen, hvor det fortælles, at Gud skabte mennesket som værende et væsen, der ikke kunne kende forskel på godt og ondt. Herefter præsenterer Gud mennesket for en have, hvor der er et særligt æbletræ, hvis frugter, de ikke må spise. Det går så som bekendt galt i historien og herefter bliver de straffet strengt for at have overtrådt Guds befaling. Heraf kan vi udlede at lydighed er det alt afgørende i forhold til den Gud, der optræder i Det gamle Testamente.

Historien er interessant fordi Adam og Eva som etisk udgangspunkt i fortællingen moralsk er på niveau med 3-årige børn, som skal lære hvad der er rigtigt og forkert. Vi kan spørge os selv om vi som forældre ville straffe et 3-årigt barn ved at smide det ud af hjemmet, tvinge det til hårdt arbejde og til smertefulde fødsler. Vi kan også spørge os selv om den Arvesynd, som her bliver pålagt alle kommende generationer, er rimelig og retfærdig. Jeg tænker at dette princip nok ikke vil kunne holde i en retssag.

Var Gud i færd med at ansvarsfralægge sin egen skyld for at have skabt en skabning med både fejl og mangler? Havde Gud et problem med sin grundfortælling om at være perfekt? Og hvorfor satte Gud i øvrigt æbletræet i haven, hvis de ikke måtte spise af det? Er slangen faktisk Gud?

Interessant i Det gamle Testamentes Skabelsesberetning er også både den måde, som Eva bliver skabt på, hvor hun bliver skabt af Adams ribben, og dermed bliver gjort til ”underordnet Adam”, samt den skyld, der bliver lagt på Eva, der i fortællingen af slangen bliver fristet til at plukke æblet på kundskabens træ. Et nedrigt men blændende godt udtænkt demagogisk fortælletrick, som i bare en enkelt hovedfortælling gør kvinden til såvel underordnet mænd, og til syndebuk for alle trængsler i livet. De to fortællinger har så samtidig bevirket, at man fra magthavernes side historisk set har kunnet styre ganske almindelige mænd via denne deres “gudsgivne” kontrol med kvinder, som gav mænd ubegrænset råderet over kvinder og har gjort det muligt for dem ustraffet at pålægge kvinder skyld for al verdens fortrædeligheder, nedgjort deres evner og talenter og frataget dem såvel uddannelse som frihed over egen krop og eget liv.

Samtidig gør fortællingen den daværende tilbedelse af ”Den store Moder”, hvor slangen i øvrigt var symbol på genfødsel, til noget forkasteligt og en forbrydelse mod den monoteistiske Gud. I de oprindelige jødiske beretninger var Vorherre i øvrigt gift med den kvindelige gudinde Asherah, som pludselig forsvandt ud af fortællingerne. Ligeledes blev skabelsesberetningen ændret, så Adams første ”kone”, Lilith, blev forvandlet til en dæmon, fordi hun ikke ville underordne sig Adam. Interessante justeringer af fortællingerne, som viser hvordan Det gamle Testamente pludselig brød med datidens tilgange med mange guder og gudinder.

Den tilbageblevne skabelsesberetning er både vigtig i forhold til at forstå flere tusind års undertrykkelse af kvinder, og den er vigtig i forhold til at forstå hvorfor alle kvindelige guddomme forsvandt i takt med de tre monoteistiske religioners fremgang i Middelhavsområdet. Jeg tænker at såvel Joseph Goebbels som Donald Trump kunne være noget misundelige over hvor genialt dette demagogiske trick blev implementeret og hvor mange år, det har virket – og stadig virker.

Interessant er det også, at hvis man sammenligner Det gamle Testamentes skabelsesberetning med fx skabelsesberetningen i den Nordiske Mytologi, så finder vi her ikke nogen forskel på hvordan mænd og kvinder bliver skabt, og der pålægges ikke det ene køn nogen skyld for en arvelig synd. Dette forklarer hvorfor kvinder i det før-kristne Norden havde væsentlig større ligeværd med mænd og større personlig frihed end de fik efter kristendommens indførelse. Den Nordiske Mytologis skabelsesberetning er i øvrigt et særdeles spændende bekendtskab i forhold til at forklare verdens og livets opståen.

Senere i Det gamle Testamente kommer fortællingen on Abraham, der bliver bedt om at ofre sit barn Isak til ære for Gud, og Abraham er lydig overfor Gud og gør sig klar til at efterkomme ordren. Så redder Gud ham i sidste øjeblik fra at begå overlagt drab på sit barn, med begrundelsen at Isak bliver skånet fordi Abraham er lydig. En meget speciel fortælling, og enhver må gøre op med sig selv om denne Gud er kærlig, eller om denne Gud har en seriøs mental brist. Principielt vil jeg tro, at såvel Abraham som Isak bagefter må have fået nogle psykiske traumer. Hvis en nutidig forælder ville gøre noget tilsvarende overfor sit barn, så vil denne forælder blive dømt hårdt i en retssag.

I historien om Kain og Abel, så favoriserer Gud den ene bror Abel, i stedet for at anerkende begge brødres offergave. Det svarer lidt til at en forælder bevidst sætter splid mellem deres børn. Er det kærligt?

I beretningen om Egyptens 10 plager, giver Gud den først med 9 forfærdelige plager, og så med hård hånd i tillæg overlagt drab mod sagesløse uskyldige babyer. Blot en tanke – hvis Gud virkelig er almægtig, var der så ikke en anden måde at få hans udvalgte folk væk fra Egypten? I øvrigt, hvorfor har Gud valgt at have et udvalgt folk? Er den monoteistiske gud ligeglad med alle andre menneskers skæbne – dvs. en guddom for de få og ikke for alle. Det var jo kun faraoen, der havde reel magt i Egypten, så det ville jo have været nok at lade denne farao blive omvendt og komme på bedre tanker. Resten af det egyptiske folk var jo bare almindelige mennesker, hvor størstedelen ikke havde nogen magt.

I beretningen om Noahs Ark får Gud så for meget af menneskene, fordi de ikke overholder hans regler, og beslutter sig for at udslette dem, og bagefter fortryder Gud sin vrede, og siger, at nu stopper han med at straffe de få, der har overlevet. Hvad skal vi så lære af det? At Gud vender ryggen til menneskene og ikke gider beskæftige sig mere med dem? Lidt som når vi mennesker har lavet ballade og så flygter fra oprydningen? Og er det så kun det udvalgte folk, der stadig har hans interesse? Og hvis alle bortset fra Noah og familie var døde, var der så overhovedet nogen tilbage, som ifølge fortællingen ”ikke” tilhørte det udvalgte folk?

Hvis vi vender os mod det Nye Testamente, så finder vi et helt andet gudsbillede.

I Det nye Testamente kommer Jesus ind i billedet som den ”der påtager sig alle menneskers skyld” og dermed ”frelser os”. En virkelig sympatisk fortælling, hvor Jesus er beskrevet både som ”menneskesøn”, ”offerlam” og som bærer af det nye budskab om ”næstekærlighed og tilgivelse”.

Hvad er så Jesus rolle her? Hvis skyld er det egentlig, han påtager sig? Menneskenes – fordi de er skabt med fejl og mangler? Eller er det Guds egen skyld, Jesus påtager sig, fordi Gud ikke selv ønsker at vedkende sig sin egen skyld om at være årsag til hele balladen?

Vi kender som mennesker alle til at svigte, eller at blive svigtet. Det er et vilkår, vi lever under. Meget få mennesker oplever at gå gennem livet uden at opleve begge dele. Når vi svigter andre, så giver det os skyld og skam, for vi overtræder de mest essentielle grundregler for menneskeligt samkvem og for flokkens samlede overlevelse. Når vi så selv oplever at blive svigtet, så overmandes vi af forvirring, afmagt, håbløshed, vrede og sorg.

I kristendommen hører vi Jesus på korset sige ”Min Gud, min Gud, har du forladt mig”. Stærke sager. Et svigt, hvis voldsomhed giver genlyd flere tusind år efter. Et svigt, som ville få store konsekvenser i en familieretsafgørelse i vor tid.

Vi har så senere fortællingen om Jesus transcendens og opstandelse, der skal godtgøre, at der nu er familiefred og styr på det hele i himlen. Betyder det så, at Det gamle Testamentes Gud har givet ansvaret fra sig, og har pensioneret sig selv? Hvad skal vi lægge i det? 

Teologer diskuterer stadig om Jesus er Gud, eller om Jesus er Guds søn. Selv kaldte han sig for ”Menneskesøn”. Historisk er der ingen tvivl om at han var en teologisk oprører, som både ønskede en mere ligelig fordeling af goder mellem mennesker og samtidig havde sin helt egen opfattelse af hvad Gud stod for. Var der tale om et generationsoprør mellem far og søn?

Vi har i Bibelen kun de beretninger, der har overlevet tiden og der er talrige censureringer og omskrivninger, hvor nogle beretninger er blevet valgt fra med overlæg, og andre beretninger er blevet justeret, så de passede ind i senere teologers ønsker om hvad der skulle være gældende.

Men indlysende er det, at der ikke er overensstemmelse mellem gudsbilledet i Det gamle Testamente og Det nye Testamente.

Det gamle Testamente er ikke skrevet af en person men af flere, og det er en samling af tekster, der er skrevet fra omkring 1400 f.Kr. til 100-200 f.Kr. og disse tekster fik senere navnet Det gamle Testamente. Der foreligger ingen dokumentation for om forfatterne til teksterne rent faktisk har været i kontakt med Gud, og det er egentlig en noget spøjs omgang, at disse tekster har haft så stor indflydelse på de 3 monoteistiske religioner, der har brugt dem som kildetekster og til forkyndelse. Der er altså ingen sikkerhed for at disse tekster rent faktisk repræsenterer Guds ord. 

Så hvad står vi tilbage med er dels en beretning om Det gamle Testamentes udokumenterede skrifter om en Gud, der er besat af at få mennesker til at adlyde ham, og en beretning om denne Guds straffemetoder, ansvarsfraskrivelse og svigt. Efterfølgende får vi i Det Nye Testamente en beretning om en Menneskesøn, Jesus, hvis spirituelle livssyn muligvis kan være inspireret af buddhismen, og som lægger sig på alteret og frivilligt ofrer sig i håbet om at hans offer vil stille det Gamle Testamentes Gud tilfreds.

Vi får så en ”Happy End” i opstandelsen, men vi mangler stadig at få en undskyldning fra Det gamle Testamentes Guds for al balladen.

Hvad kan vi udlede af det?

Hvis vi tager med baggrund i vores moderne Kristendom rent faktisk tager Jesus liv, ord og gerninger for pålydende som værende sande og værdifulde for os som mennesker, så kan vi med sindsro og Jesus vejledninger gå ud fra, at Det gamle Testamente skal skrottes, at det var en misforståelse at det kom med i Bibelen, og at det ikke længere bør være gældende.

Vi kan konkludere at med Jesus kom der både håb og ”nye boller på suppen” – og det, vel at mærke, for alle mennesker på jorden, og at næstekærlighed er det vigtigste i Kristendommens budskab.

Denne erkendelse bør så medføre såvel en ny reformation af folkekirkens tekstgrundlag, ligesom en stor og officiel undskyldning overfor alle de kvinder, der har været undertrykt og pålagt skyld siden kristendommen blev indført vil være særdeles ønskelig.

Hvis kristendommen skal være en sand spirituel vejledning for det moderne menneske, så haster det med en sådan officiel reformation af tekstgrundlaget og ligeledes med en reformation af forkyndelsen og formidlingen.

Vi er mange, der har mistet tålmodigheden med den nuværende udgave.

Så kom i gang og skrot Paulus ord om at kvinder skal tie i forsamlinger, være underordnede deres mænd, og holde deres hoved tildækket, og skrot Paulus ord om at slaver skal underkaste sig deres herrer. Det er på høje tid, at Paulus bliver taget i skole. Rent faktisk har Paulus jo aldrig mødt Jesus, vi har kun hans egen beretning om det, og det kan jo være årsag til at han i den grad har taget fejl af chefens indstilling til disse spørgsmål. Det bør rettes nu.

Og mens vi nu er i gang, så bør vi samtidig tage et opgør med forestillingen om helvede. Ved simpel googlesøgning kan det tjekkes at Johannes Åbenbaring blev skrevet omkring år 95 efter Kristi af en person ved navn Johannes tilsyneladende som en reaktion på de forfølgelser, som kristne blev udsat for i Romerriget. Der er således ikke tale om apostlen Johannes, men i stedet om en Johannes, som ikke selv havde mødt Jesus. Om vi kan have tillid til denne åbenbaring er derfor overmåde tvivlsomt, og man kunne godt forestille sig, at Johannes havde en psykisk sygdom som medførte hallucinationer.

Problemet med denne meget tvivlsomme beretning om ”helvede” er hvordan den i tidens løb er blevet både brugt og misbrugt til at undertrykke, udnytte og mishandle mennesker. Lige fra katolicismens afladsbreve til nutidige fundamentalistiske rædselshistorier om sagesløse børn, der traumatiseres fra barnsben.

Så venligst udelad også Johanne Åbenbaring fra Det Nye Testamente. Det ville spare mange nutidige børn fra traumatiske mareridt. Samtidig har beretningen med al tydelighed gennem historien ikke vist sig at bidrage positivt til fred og fordragelighed i verden.

Og – så er det vel egentlig på tide at kigge på om ikke de gnostiske evangelier skal inkluderes i det tekstgrundlag, som kirken bør bygge på. Jeg tænker her særligt på Thomas Evangeliet og Maria Magdalene Evangeliet. Begge er spirituelle skrifter som giver et helt andet forfriskende syn på og tilgang til kristendommens oprindelige indhold, og i modsætning til Paulus, så har såvel Thomas som Maria Magdalene haft en tæt tilknytning til Jesus. Så kom i gang. Der er ingen grund til at vente.

Hvor findes din gud?
I templet, i kirken, i moskeen?
I de fine raketter til månen?
Den smukke skyskraber i Dubai?
Under den grå himmel med de truende skyer
I de mange heksebål og religiøs tortur?
I undertrykkelsen af kvinder?
I øjnene på den tavse tigger, der rækker skålen frem?
I smerten hos den sårede soldat
I det lemlæstede barnelig i Gaza
Hos den vrede bedstemor foran det sønderbombede hus i Kharkiv
I mikroplastmolekylerne i fisken på dit middagsbord?
Eller i de døde insekter i kartoffelmarken?
Kan du finde din gud?
Eller har din gud forladt dig?

Mennesker har alle dage søgt efter svar på livets store gåder og ikke mindst på ”hvorfor er vi her”. Der har gennem tiderne være forskellige svar, formuleret som religioner eller tro som vejledninger, og fælles for mange af disse svar er samtidig et indbygget ønske om fastholdelse af en særlig samfundsstruktur og afklaring af magtforhold i samfundet.

Buddhismen og den allertidligste Kristendom, særligt gnostikerne, er dog undtagelser fra dette, her er fokus i stedet på åndelig vejledning, frelse og spirituel transcendens til et andet niveau.

Denne fokus blev dog i høj grad tilsidesat for Kristendommens vedkommende gennem de senere tilføjelser, såvel i form af Paulus skrifter, Johannes åbenbaring og af de mange gejstlige justeringer og udvælgelser af skrifter i de kirkemøder, der fulgte efter Jesus død. Disse justeringer medførte at Kristendommen i højere grad kunne anvendes som en samfunds- og magtstruktur religion, hvor der samtidig var indeholdt en voldsom straf for overtrædelse af regler.  

I det sidste halve århundrede har Kristendommen så i nogen grad forkyndelsesmæssigt bevæget sig tilbage igen mod den mere oprindelige tilgang, i hvert fald i for Folkekirken i Danmark, hvor hovedvægten ligger på den inkluderende, barmhjertige Kristus og spirituel frelse.

Desværre gælder dette ikke for kristendomsundervisningen i skolerne, hvor Det gamle Testamentes tekster stadig udgør en foruroligende stor del af pensum i de yngste klassetrin. Uanset at disse tekster opleves som farverige og spændende, så er det en overordentlig diskutabel praksis. Det gamle Testamentes tekster er som udgangspunkt det jødiske samfunds mytefortællinger og de bør derfor ikke være en del af kristendomsundervisningen. Indhold og værdisæt i Det gamle Testamentes tekster er på rigtig mange områder i direkte modstrid med Jesus ord og handlinger og formidling af disse tekster er derfor forvirrende for børn. Hvis der skal undervises i Kristendom i folkeskolen så bør der kun tages udgangspunkt i Det nye Testamente.

Folkekirken og Kristendommen har som udgangspunkt en indbygget konflikt i sit værdigrundlag ved at den til stadighed slæber Det gamle Testamente med sig som en indholdsmæssigt modstridende dødvægt. Det er åbenlyst ved læsning og sammenligning af de to testamenter, at det gudsbillede, der findes i Det gamle Testamente udokumenterede fortællinger er fuldstændig anderledes end det gudsbillede, der findes i Det nye Testamente.  

En lille finurlig krølle om en forventet Messias i Esajas salmebog er, mig bekendt, det eneste, der tilsyneladende binder de to testamenter sammen, og det kan virkelig undre, at man ikke for længst har udeladt Det gamle Testamente i den danske folkekirkes kristne formidling.

Der er rent faktisk et større slægtskab mellem Buddhismen og Kristendommen i forhold til vægt på medfølelse og øvrigt værdigrundlag, herunder også ønsket om at ”kundskab” både skal være tilgængelig og i øvrigt er ønskelig for at opnå frelse og spirituel transcendens. Interessant er så diskussionen om, hvor Jesus rejste hen i de 12 år, hvor han var væk fra sin familie. Var Jesus elev i et buddhistisk tempel i østen? Et spørgsmål, som bl.a. en BBC dokumentar forsøgte at undersøge, men som vi nok aldrig får det endelige svar på, medmindre arkæologer kan dokumentere det med 100 procents sandsynlighed.

Der var som bekendt fra gammel tid også store diskussioner om hvilke skrifter, der skulle medtages i den tidlige Kristendom, og inkludering af Det gamle Testamentes skrifter var i høj grad til diskussion i denne sammenhæng. Ligeledes var der diskussion om de gnostiske skrifter, bl.a. Thomas Evangeliet og Maria Magdalene Evangeliet, og begge blev desværre forkastet og senere glemt i næsten 2000 år, indtil de helt tilfældigt blev fundet i midten af sidste århundrede. Fortællingen om Maria Magdalene blev ændret fra at være en af de tætteste apostle af Jesus til i stedet at være en falden prostitueret kvinde. Man må sige at der var en meget kvindefjendsk holdning og tilgang blandt de mænd, der deltog i de kirkemøder, hvor der skulle træffes beslutninger om hvilke tekster, der skulle indgå i kristendommen.

Måske er tiden endelig inde nu til at vi kan få en ny reformation, hvor Kristendommen skal lære at stå på sine egne ben og frigøre sig fra Det gamle Testamentes gudsbillede. Det vil kunne give Kristendommen en tiltrængt energi indsprøjtning samtidig med at det vil give den nødvendige klarhed i indhold og værdigrundlag, og det vil være godt – ikke mindst i disse meget urolige tider, hvor religiøs ekstremisme med baggrund netop i Det gamle Testamentes mytefortællinger skaber voldsomme krige og konflikter mellem folkeslag.

Kristendommen har så desværre stadig et problem med Paulus indskrænkelse af rettigheder for kvinder, hvilket står i stærk modstrid til Jesus udtalte ønsker om kvinders deltagelse. Ligeledes har Paulus i sin iver efter at lave en struktur på kristendommen og få den til at passe ind i sit eget verdensbillede, et problem i forhold til sine retningslinjer om at slaver skal adlyde deres herrer – dette var nok heller ikke ”clearet med chefen”.

Det er helt og aldeles utroværdigt med basis i de 4 evangelier at mene at Jesus seriøst ville godkende at såvel kvinder som groft slavegjorte mennesker ikke skulle have almindelige menneskerettigheder. Det er noget, som Paulus må have tilføjet enten for at tækkes magthaverne eller fordi han selv var vokset op med et forskruet verdensbillede, der tillod talentspild og undertrykkelse af såvel kvinder som slavegjorte mennesker.

Man kan med væsentlig tyngde sige, at mange religioner har et statsdannende element indbygget eller udviklet gennem deres implementering, og religioner er blevet flittigt anvendt og misbrugt af magthavere. Derfor har religion så også et særligt ansvar i forhold til det samfund, der bliver opbygget i forhold til værdier og pejlemærker.

De tre monoteistiske religioner har gennem mange århundreder desværre haft en del triste sager på samvittigheden, herunder krige, forfølgelser, drab og diskrimination imod kvinder, LGBT+ personer og imod andre anderledes tænkende mennesker. Der har været utroligt mange grimme overgreb, drab, vold og undertrykkelse i religionernes navn og dette foregår stadig i mange dele af verden.

Det er derfor vigtigt at forholde sig særdeles kritisk overfor de skrifter, der ligger til grund for de tre monoteistiske religioner, der tilsyneladende har nogle ret uhensigtsmæssige værdier og pejlemærker indbygget, som ikke just tilgodeser fredelig god sameksistens og medmenneskeligt menneskesyn, men snarere opfordrer til ufred, krige og diskrimination.

En venlig og kærlig opfordring fra mig til de ansvarlige er således, at de bør gennemlæse og nærstudere teksterne i højere grad og kassere ubrugeligt skrammel, der aktivt modarbejder fred og empati i verden, og som cementerer magt hos en autoritær elite, og som i øvrigt ødelægger livsvilkår og diskriminerer mennesker.

Så vær nu søde at rydde op i de tekster – det vil give verden nyt håb!

Giv mig et blik, et smil, et klap når jeg synger min særlige sang
Ellers visner jeg, taber hovedet ned ad skulderen
Bliver grå, trist, og sur
Men giv mig en skideballe, hvis jeg bare forventer du står klar*
For ellers ved jeg ikke, hvornår du forlader mig

Janteloven har et dårligt image – vi bryder os ikke om den. Vi vil gerne give plads til individet, så alle har mulighed for at få anerkendelse og udfoldelse. Det er så fint. Vi skal kunne indfri vores drømme og vi har som mennesker behov for at blive set og værdsat for vores arbejde og de anstrengelser, vi gør.

Danmark har ry for at have en stærkt implementeret Jantelov – men den findes også i andre lande, selv i USA, som ellers påberåber sig individets frihed og frie udfoldelse som hovedmantra. I USA bliver den bare beskrevet anderledes. Men da Janteloven først blev beskrevet i en dansk bog af Aksel Sandemose, og da vi som danskere måske er lidt mere ydmyge og mere obs på de fejl, vi ser hos hinanden, så har vi som nation fået ry for at være underlagt Janteloven.

Det mest interessante ved Janteloven er, at den ikke kun er negativ, men den har også en positiv vinkel i relation til at være menneske i et fællesskab.

Den negative vinkel er at den holder mennesker fast i angst for at fejle og i angst for repressalier i forhold til at træde forkert. Det giver stort spild af talenter og triste ridser i sjælen, og det kan give vrede og sorg over manglende anerkendelse.

Men samtidig sikrer Janteloven at individet beholder respekt overfor fællesskabet, og den pålægger individet en vis ydmyghed i tilgang, så individet ikke får storhedsvanvid.

Vi er som mennesker tilbøjelige til at fokusere på andres fejl, og det er svært at få øje på sin egen ”bjælke i øjet. Vores ambitioner kan let ødelægge den ydmyghed, som vi til stadighed har brug for, når vi skal udvikle os. Uden kontinuerlig udvikling går vi i stå, og med storhedsvanvid bliver vi ulidelige at omgås og kan ikke længere se og anerkende andres bidrag.

Det siges at ”man skal stikke fingeren i en spand med vand og se hvor meget forskel, det efterlader”. Det siges også ”at ingen er uundværlig”…. Eller sagt på en anden måde – vi kan blot erstattes…

Efterlader vi som mennesker slet ikke nogen ringe i tilværelsen og kan vi bare så let erstattes? Det er da så i høj grad en tilgang, der kan pacificere folk, og gøre dem modløse og uden selvværd.

Men er det sandt?

Kender du slet ikke et menneske, der har gjort en forskel for dig?

Når jeg ser mig tilbage, så træder der mange mennesker frem, som har gjort og stadig gør en kæmpe positiv forskel i mit liv og for andre. Mennesker, uden hvem, livet for mig og livet i fællesskabet ville have været svært og vanskeligt. Så mit svar må blive – nej, ret ryggen, vi sætter alle spor, vi har alle en rolle at spille.

Så er Janteloven positiv eller negativ?

Måske skal vi blot have den i baghovedet som reminder, når vi i uklædelig misundelse ikke ønsker at give anerkendelse til et medmenneske, eller når vi modsat blindt roser nogen til skyerne, uden at have sat os ind i hvad vedkommende rent faktisk har bidraget med.