Vil jeg kunne tilgive?
Nok ikke hvad som helst
Når ondskaben bliver for stor
Så lukker mit hjerte til
Var det af dumhed du gjorde det?
Blev du forført?
Kan jeg stole på dig?
Ser jeg du oprigtigt angrer og ønsker at sone
Så vil jeg ærligt overveje
Om jeg har overskud til det

I borgerkrigen i Rwanda var det naboer mod naboer, der var ansvarlige for forfærdelige drab og overgreb. Kvinder var ikke bedre end mænd, uhyrlighederne var ekstreme. Det har taget mange år og dedikerede indsatser og retslige efterspil for at få en tilgivelses proces i gang.

Hvordan tilgiver man hinanden, når krigen er forbi?

Efter 2. verdenskrig var der Nürnbergprocesserne, og herhjemme i Danmark var der et opgør med danske nazister og sympatisører, herunder også med de kvinder, som blot havde været kærester med tyske soldater. Der var voldsomme optrin, hårafklip og afklædninger, og lange fængslinger. Loven blev midlertidigt sat ud af kraft, så der også kunne foregå henrettelser af stikkere. Gennem de første uger af retsopgøret var der en blodrus i befolkningen, og hadet var stærkt.

Den styring, der blev foretaget fra Frihedsrådet og udført gennem Modstandsbevægelsens medlemmer og den plan, som Frihedsrådet havde lagt før krigens afslutning til når landet blev frit igen, og demokratiet skulle genindføres og de skyldige straffes, den plan var i høj grad medvirkende til at Danmark undgik voldsomme lynchninger og retssikkerheden kom i højsædet. Historikere vil sikkert mene, at der var meget, der kunne være gjort bedre. Men i lyset af den situation landet var i og det had, befolkningen havde, så vil det være svært her mange år efter at klandre Frihedsrådet for de fejl, som blev begået. Det kunne let være endt i kaos og vilkårlige drab.

De mennesker, der var blevet særligt hårdt ramt og havde været genstand for tortur og fangenskab i koncentrationslejre havde mange sår på sjælen, voldsomme sår der ikke bare let kunne heles. En normal hverdag var vanskelig efter krigen, mange blev syge og led frygteligt af det, vi nu kalder PTSD.

Tilgivelse tager tid, kræver overskud. For nogle kommer ønsket om at tilgive først, den dag man selv skal herfra. For andre, så er det at tilgive slet ikke en mulighed, for der findes ondskab der gør mennesker så meget fortræd, at det ikke kan tilgives.

Det hævdes at tilgivelse er en øvelse, der gør det muligt for dig selv at leve videre og få et godt liv. At slutte fred med den/de, som gjorde dig ondt, det hævdes at være helende for dig selv.

Måske er det rigtigt. Måske er det en drøm.

Hævnfølelse kan være et monster, der æder sjælen op indefra. Tilgivelse kan give os kontrol over det, som er hændt, og sikre, at vi stadig kan vise medfølelse.

Men hvis ondskaben var for stor, så må tilgivelse nok ombyttes til at være en accept af, at nogen har forbrudt sig mod os. Det gør ikke uretten god igen, men vi kan så opnå at slutte fred med hvad der er sket, så vi selv kan komme videre med vores liv.

Min mor fortalte meget om krigen, og særligt en beretning fra den 4. maj 1945 om aftenen, hvor hun stod på gaden og jublede, gjorde indtryk på mig.

Hun fortalte om en ung tysk soldat, blot en stor dreng i en slidt uniform, som stod og så forvirret på den begejstrede folkemængde og som spurgte hende på meget begrænset dansk om hvad der skete. Da hun fortalte at freden var kommet, brød han sammen i gråd og hulkede højt, mens han fremstammede, at han var så lykkelig, for nu kunne han endelig komme hjem til sin familie. Lige der, blev han for min mor til et medmenneske – han var ikke længere blot en tysk soldat. Han blev til ”en næste”.

For mig blev han symbolet på, at ærlig tilgivelse er mulig, hvis det er muligt at se fjenden som ”en næste”.

”9 Life Lessons — Tim Minchin

• You don’t have to have a dream.
• Don’t seek happiness.
• Remember, it’s all luck.
• Exercise.
• Be hard on your opinions.
• Be a teacher.
• Define yourself with what you love.
• Respect people with less power than you.”

Jeg har en særlig plads i mit hjerte for den australske musiker, sangskriver, satiriker og multitalent Tim Minchin. Han rammer plet så mange gange i sin tilgang til verden.

Han var inviteret til at give en ”graduation speech” på The University of Western Australia til den højtidelige ceremoni for eksamensoverrækkelser, og denne tale er i den grad både underholdende og fuld af uhøjtidelig visdom. De ”9 Life Lessons” er fra denne tale, og interesserede kan se hele talen på Youtube.

Særligt var jeg begejstret for hans tilgang til at være ”en lærer” – at dele ud af sin viden – gøre den tilgængelig, så vi alle kunne blive klogere.

Viden, der bliver delt, kan skabe positive forandringer, fremdrift, velfærd og håb.

Har du god viden, så del den. Gør os alle klogere. Det giver håb.

Hvis du vil række mig din hånd
Og uden ord og krav lytte til mig
Så kan jeg komme videre
Hvis du viser at jeg er værdig til dit øre og din tid

Lån en skulder til et menneske i nød eller krise. Ofte er det at lytte det allervigtigste. Det at blive hørt af et andet menneske, der ikke er forudindtaget eller lige afbryder, når det er allermest svært at formulere, hvad der er galt. Blot det, at få lov at fortælle sin historie føles som anerkendelse, som værdighed.

Mennesker er fantastiske – vi kan bygge hinanden op, og vi kan bryde hinanden ned. Vi tænker bare ikke over det til dagligt.

Vi glemmer at tale pænt til hinanden, vi glemmer at vise ømhed, vi glemmer at vise omsorg. Vi opfører os mod hinanden som vandet, der gradvist nedbryder stenen og huler den ud. Når så stenen er nedbrudt og smuldret, ser vi forvirrede ud og forstår ikke hvorfor det er sket.

Dalai Lama siger at hvis du ikke kan gøre noget godt, så prøv så vidt muligt at undgå at gøre ondt. En svær regel, men god at have i baghovedet, når bølgerne går højt i ulvetimen og alle er trætte, eller når du overvejer om du lige skal presse den forankørende bil og køre tæt på med blink og grimme tilråb om at han/hun er en idiot.

Det allersværeste i livet er nok at være venlig. At huske det. At anerkende det andet menneske foran ens egen næse, som ”sin næste”.

Jeg holder så meget af historien om den barmhjertige samaritaner. For hvem er min næste, og husker jeg dette, når jeg bevæger mig i verden? Fortællingen om den barmhjertige samaritaner gør mig ydmyg, når jeg lige er ved at blive lidt for smart og lidt for hurtig til at glemme mine pejlemærker i livet.

Hvordan kommer vi videre som samfund, hvis vi har været i krise?

I tiden efter 2. verdenskrig lå det meste af Europa i ruiner, og der var brug for alle talenter til at bygge op igen. Der var ikke tid til at vente på veluddannede projektledere. Det interessante var så, at projektledelse faktisk lå dybt i masser af mennesker, der uden at tøve kastede sig over opgaverne og gik i gang. Nødvendigheden gjorde folk innovative og kreative. Der var simpelthen ikke andre muligheder, hvis folk skulle have tag over hovedet hurtigt, og hvis samfundet skulle fungere.

Jeg husker min mors beretning om dengang den Franske Skole blev bombet, hvor hun så hvordan helt almindelige mennesker sprang til, styrede trafikken, hjalp med at lede i ruinerne, trøstede de overlevende og sikrede ambulancer og redningsfolk kunne komme til.

Vi kan godt, når vi skal, og vi kan meget mere, end vi tror.

Det giver mig håb, når jeg husker sådanne fortællinger. Hvor fortvivlende end situationen er, så er der mennesker, der uden at tøve går i gang med at udbedre den, hjælpe og lindre.

Så håbet ligger også gemt i fortvivlelse og afmagt. Når vi giver håbet til hinanden, så bryder glimt af sol igennem, og varmer den kolde jord.

Der må være grænser
Jeg rummer ikke flere bønner om støtte
Jeg svarer ikke på flere opkald om donationer
Til foreninger, organisationer og diverse funding
Jeg orker det ikke

Det er menneskeligt at blive udmattet, særligt når tilværelsen synes for hård. Menneskeligt at sige nej, når man ikke længere orker at forholde sig til nød over hele verden.

Vi har alle en tærskel for hvor meget vi orker. For nogle er den tærskel meget høj, for andre meget lav. Livet anbringer os i forskellige situationer på forskellige tidspunkter, og dette er også medvirkende til hvor meget vi orker at hjælpe andre.

Det er svært at forholde sig til andres sygdom, hvis man selv døjer med alvorlige skavanker. Det er svært at forholde sig til andres stress, når man selv er udmattet. Det er svært at forholde sig til andres økonomiske problemer, hvis man selv må spare på hver en femøre og i øvrigt kæmper med banken, der bliver ved med at sætte renterne på ens lån i vejret.

Vi er alle mennesker, og vi kan alle blive fanget i afmagt.

Men det sker, at selv om vores egen tilværelse er booket op til langt over ørerne med problemer, så får vi alligevel en smule overskud til at hjælpe andre i nød, og når vi så hjælper, så giver det os bagefter en indre glæde og lidt mere overskud.

Når vi rækker ud og hjælper vores næste, så etablerer vi et fællesskab med vores næste. Det kan være kort, eller langt, men imens vi hjælper, så bygger vi en bro og et bånd, et håb.

Dette håb kan vi så gemme og bruge på en regnvejrsdag, hvor sjælen har brug for lidt gode minder.

Grundfortællingen forsvinder
Med tomme hænder og glansløse øjne
Skrælles lag efter lag af min værdighed
Til sidst husker jeg ikke, hvem jeg var

Jeg har en svaghed af den store slags. Jeg har svært ved at bede om hjælp. Jeg ved at det er en øvelse, jeg skal lære inden jeg engang skal herfra, men det er virkelig en svær proces for mig.

Som barn læste jeg Coopers indianerbøger, og den sidste mohikaner, Uncas, blev min rollemodel. Jeg havde ikke brug for hjælp. Jeg kunne klare mig selv. Det var mit faste mantra gennem livet. Min indre grundfortælling var at jeg ville være som Uncas, stærk, modig, og en urokkelig klippe for andre, der behøvede hjælp.

Det var derfor grænseoverskridende, da jeg mistede mit job for 20 år siden som 50 årig, og for første gang blev arbejdsløs, hvor jeg blev tvunget til at acceptere de vilkår, der var gældende for at få dagpenge. Jeg var nødt til at bede om hjælp, så jeg kunne overleve.

Jeg skulle acceptere at blive kontinuerligt krydsforhørt og skulle skrive ansøgninger på en bestemt måde. Jeg oplevede at jeg var en belastning for samfundet, og hvordan andres syn på mig ændredes i løbet af ganske få uger. Mine egne ord og min værdi som menneske var ikke længere gældende. Jeg oplevede at jeg blev tvunget til at modtage hjælp og rådgivning på områder, hvor jeg selv var langt bedre uddannet, og det forventedes at jeg var taknemmelig for denne rådgivning på trods af den var ubrugelig for mig og på visse områder direkte i modstrid med den viden, jeg havde.

Det føltes uværdigt. Særligt voldsomt var det at opleve den måde, andre så på mig, som om jeg var en samfundsnasser på trods af mine mange års hårde arbejde og stabile indsats for at være en god skatteborger.

I min arbejdsløshedsperiode mistede jeg så meget af mit indre selvværd, at jeg mentalt var ved at gå til grunde. Men den periode, hvor jeg var uden arbejde, gjorde også, at jeg blev bedre til af forstå, hvor svært det måtte være at havne i situationer, hvor egen kontrol over livet bliver taget fra et menneske.

At miste kontrollen over eget liv og egen situation kan give voldsom stress. Fysiologisk på grund af angst for social deroute og udelukkelse af fællesskabet og dermed usikkerhed om overlevelse. Mentalt på grund af tankekaos på grund af usikkerhed om egen værdi og egne kompetencer.

Når man bliver syg, handicappet, eller er nødt til at flygte fra sit hjem til en usikker fremtid, måske i en flygtningelejr eller måske i et andet land, hvor man ikke nødvendigvis er særlig velkommen – det må give voldsomt mental og fysiologisk utryghed.

Så hvordan ønsker du som menneske at blive behandlet, hvis du kommer i nød eller krise? Det er værd at overveje, værd at erindre – at vi alle kan blive ramt. Er vi som den barmhjertige samaritan i Jesus fortælling? Eller vender vi os blot bort og går videre, måske med et foragteligt blik på den nødstedte?

Vi må som samfund lære at behandle mennesker i nød både med omsorg og med værdighed. Hvis vi ikke gør det, så går disse mennesker i stykker. Vi sender dem udenfor fællesskabet og det ødelægger dem. Det er ikke kun spild af talenter for samfundet, det vidner også om manglende medfølelse og manglende viden og forståelse for de faktorer, der bragte disse mennesker i nød.

Griber du mig, hvis jeg falder?
Så trøster jeg dig, hvis du er trist
Giver du mig lidt brød, hvis jeg sulter?
Så byder jeg dig til fest, når mit køleskab fyldes
Ser du mig
Eller ser du blot min ydre skal
Ved du hvad der gemmer sig
Bag skallen, med dens bulnede, krakelerede og slidte overflade
Drømme, tanker, håb, levet liv
Hvad vælger du at se

Hvis vi skal kunne leve sammen i et samfund, må vi have tillid til hinanden. Uden tillid, så fungerer intet. Jeg ved godt, at vi er forskellige, men det er okay. Hos dig er græsset slået og sølvtøjet er pudset. Hos mig flyver de vilde bier og mine vinduer trænger til vand og sæbe.

Vi er forskellige, men det er okay. Vi accepterer hinandens forskellighed, fordi vi taler sammen og hjælper hinanden.

Vores fokus afgør om vi kan have et fællesskab. Hvis jeg udelukkende fokuserer på at fremhæve at min tilgang til livet er den rigtige, så afskærer jeg mig fra at lære din tilgang til livet at kende. Jeg bliver fattigere i ånden, fattigere i forståelsen, fattigere på venner.

Hver dag er en gave, som vi kan bruge til noget godt eller noget dårligt.

Hver dag er en øvelse i tillid, en øvelse i at lære, en øvelse i at forstå.

For hver dag med tillid, så tændes der er lys i mørket.

For hver dag med tillid, så tændes der håb.

Sniger sig ind over mig
Strammer sit greb
Urolig ser jeg dig gøre dig klar
Ud mod kendte og ukendte mål og opgaver
Jeg ved jo godt
Jeg kan ikke sætte dig i bur
På et sekund kan du rives fra mig

Når vores allerkæreste har været alvorligt syge eller ude for ulykker, så griber angsten fat i os. Som en lurende baggrundsskygge, altid til stede, følger den med i dagligdagen og dukker pludselig op med knivskarpe, urolige og skræmmende billeder, drevet af den angst, vi dårligt tør erkende for os selv.

Vi vinker farvel med uro i hjertet og siger – sender du en SMS, når du er fremme?

Vi søger uroligt på hjemmesiden efter svar på om de allerkæreste er raske. Hvad sagde blodprøverne? Hvad med blodtrykket? Vi spørger, mens skyggen danser en ildevarslende dans i baghovedet.

Vi ved det jo godt – der er ingen garantier for at livet ikke går i stykker, at vores allerkæreste bliver revet bort. At alting kan ændres i et splitsekund.

Det er sorgfuldt at måtte erkende det. At det er livsvilkår. At det er det samme for alle mennesker, at vi aldrig blev givet en sikkerhed, en tryghed for at verden ikke pludselig kunne falde sammen, at livet ikke bare kunne gå i stykker på voldsom vis.

Lykke og sikkerhed føles som usikre lån med korte frister for omlægning. Sorgløshed forsvinder.

Vi kan ikke sætte hegn op omkring vores allerkæreste. De har krav på frihed. Men når vi ser dem drage af sted, så fyldes vi af uro, af angst.

Hvis du, som jeg, kender til denne angst, så rækker jeg hånden frem til dig, så vi sammen kan lære at acceptere og sætte fri.

Med accepten kommer også taknemmeligheden for hver dag, vi har hinanden.

Med taknemmeligheden kommer der også håb.

Hvem er jeg
Hvordan er min verden
Hvad bragte mig hertil
Hvordan ønsker jeg, at du ser mig
Hvordan er min elevator præsentation
I går var jeg glad
I dag er jeg sorgfuld
I går troede jeg, at jeg havde styr på det hele
I dag ved jeg, det var en løgn
I går gjorde jeg nogen fortræd
I dag ønsker jeg at gøre det godt igen
Hvordan ser jeg mig selv i morgen?

Har vi som mennesker en fast kerne, et indre billede af os selv, som aldrig bliver sløret og grumset, som aldrig ændres eller forvitres?

I Buddhismen ses livet som en flod, hvor vandet hele tiden udskiftes, det er aldrig det samme. Foranderlighed er budskabet, og det indeholder en form for accept af hvad der sker, såvel som en glæde over nye muligheder for at udvikle sig og blive klogere.

I Buddhismen tales der også om en indre spirituel kerne – Rigpa – som den oprindelige inderste natur i hvert enkelt menneske, det grundlag, vi skal finde frem til gennem meditation og kontinuerlig udvikling af vores empati og forståelse af verden og mennesker.

At meditere er som at lave te med løse teblade i en smuk tekop, hvor du langsomt ser bladene falde til bunds i koppen og drikken bliver klar.

Det er på mange måder forunderligt at være menneske. En gave så smuk at få lov til at opleve livet, at være del af naturen, at føle samhørighed med andre, at få lov til at bidrage til fællesskabet.

Jeg må huske at være taknemmelig.

Alt liv kan give mulighed for håb.

Jeg er jo bare lille mig
Tving mig ikke til at vælge side
Jeg vil så gerne være gode venner med alle
De store har nok ret
Min mave har det ikke godt
Men jeg bøjer hovedet, nakken og samler op
Dog inderst inde ulmer min vrede

Kan man være modig, selv om man kun er et almindeligt menneske?

Vil jeg nogensinde kunne styre min frygt og sige fra? Tør jeg vælge side og tage imod konsekvenserne? Tør jeg tage kampen? Jeg er jo bange, og har aldrig prøvet det før. Min angst overskygger min vrede, jeg føler mig ikke klar. Andre kan sikkert bedre end mig…

Rigtig mange veteraner fra Bosnien, Irak og Afghanistan har sår og skrammer i sind og sjæl. Det er ikke gratis at være modig og ikke gratis at gå i kamp. Det er ikke gratis at overskride grænser.

Nordahl Grieg skriver i sin bog ”Ung må verden endnu være” om det store skisme mellem ”at vide hvad der er ret” og mellem ”hvad man så vælger at gøre”. Han var selv pacifist, og stor idealist, men havde tvivl i sit hjerte. Hvordan ved vi, hvad der er det rigtige at gøre? Og har vi modet til at gøre det, som vi føler, er det rigtige?

Det er til enhver tid lettere at fortrænge hvad der sker hos naboen, og tænke – at det er jo ikke her hos mig. De pejlemærker vi har, ønsker vi måske ikke at bruge. Det er måske for svært.

I Bibelen hævdes det at de sagtmodige er de salige. Men er det sandt? Har vi brug for, som et folk at acceptere at være sagtmodige? Skal vi ikke i stedet være kritiske, opmærksomme og reagere på vold og fascisme?

Nordahl Grieg valgte at kæmpe. Det kostede ham livet. Det samme gjorde Hvidsten Gruppen, Kim Malthe Bruun og så mange andre.

Andre valgte at være sagtmodige. Er de sagtmodige så de salige?

Jeg tilhører selv den heldige generation – efterkrigsbarn med et liv i fred. Jeg bøjer mit hoved i taknemmelighed, samtidig med at jeg frygter for mine børnebørns liv og velfærd. Jeg er aldrig ”blevet prøvet” med så store udfordringer, som mine forældre blev, og som mange rundt omkring i verden er blevet, og fortsat bliver. Jeg ved, at masser af modstandsfolk fra 2. verdenskrig døjede med traumer og problemer efter krigen. Det var ikke gratis.

Mit mod er aldrig blevet afprøvet, jeg har aldrig måttet vælge. Men den generation, der er ung nu, måske vil de blive prøvet, måske vil deres mod blive udfordret. Det gør mig så fortvivlet, at det måske bliver nødvendigt. Alene fordi nogle magtsyge mennesker ønsker at tage andres land og ejendom.

Det fylder mig med sorg, når jeg hører om de ukrainske tab, og de forfærdelige begivenheder, der skete den 7. oktober, og når jeg ser billederne fra de ufattelige overgreb, etniske udrensning og drab på det palæstinensiske folk føler jeg mig så afmægtig.

Hvornår er blodrusen slut. Hvornår er ”nok blevet nok” for magthaverne. Hvornår lærer vi at dele og forstå, at alle menneskeliv er værdifulde.

Når jeg tænker på den glæde, vi oplevede i 1989, hvor muren faldt, så fyldes jeg med fortvivlelse og sorg over situationen i dag.

Og jeg fyldes med vrede over at det ikke lykkedes at få freden til at holde. Vrede over, at vi som mennesker ikke er blevet klogere. Vrede over de historiefortællinger, der forfører os og holder konflikter i gang og gør overgreb mulige.

Kan jeg bruge min vrede til at forandre verden? Kan jeg bruge min vrede til sammen med andre at protestere og sige:  ”aldrig mere igen”.

Jeg må bruge min vrede til at bygge et fællesskab op til at give håb.

Erstatningsmarcipan med kartofler
Anvendelse af nedfaldne æbler
Konservering af æg
Stikkelsbær på mange måder
Resteretter
Koteletfisken skal redde situationen under kødmanglen
Høkassens hemmeligheder

Da min farmor døde, arvede jeg hendes gamle opskriftsbog, håndskrevet og fyldt med udklip af opskrifter fra aviser. Det er en guldgrube af tidsbilleder samtidig med at jeg her kunne finde opskrifter, brugt af hende under 2. verdenskrig, hvor fødevaremangel pludselig udgjorde et problem for rigtig mange mennesker.

Hvordan sikrer man sine kære sund og god mad i krigstid? Hvordan gør man julen til en fest, når mandler ikke længere er mulige at købe. Hvad gør man, når fødevarer bliver rationerede? Hvordan opbevarer man fødevarer, når elforsyningen ikke længere supporterer køleskabet? Hvordan sparer man på de vigtige energiressourcer, når der kommer rationeringer? Hvad gør man når teenageren skal konfirmeres og gerne vil se pæn ud, og tøj er en mangelvare?

Husmødrene under 2. verdenskrig blev kreative, innovative og sparsommelige. Alt kunne udnyttes, melede kartofler kunne laves til mos til dagligt og marcipan til jul. Æbler, bær og andre danske frugter blev guld værd og kunne laves til saft, syltetøj, supper, desserter, og selv triste grimme skræller kunne anvendes til kogning af sirupper og eddikefremstilling. Kogte æg kunne konserveres i vandglas, ”koteletfisk” (havkat) kunne anvendes i stedet for kød, brændenælder anvendes til suppe, og høkassen var en vigtig medspiller i køkkenet, for at spare på den dyre og rationerede bygas. Sukker og smør var rationerede og skulle strækkes, og svinefedt anvendtes i stor stil. Fedtegrever blev spist langt op i min barndom på rugbrød eller som ”kød” på kartoffelmosen til middag. Kaniner blev tilberedt på mange måder, ligeså sild, svinelever, hjerter, tunger, grisehaler, intet gik til spilde. Kaffe blev som bekendt erstattet med cikorie til den berømte Richs erstatning. Te kunne laves af mynte, citronmelisse og andre urter, hvis rationeringsmærkerne ikke rakte.

Alt kunne spises og kreativiteten var stor, når det gjaldt om at gøre maden indbydende, sund og mættende.

En have var en gave under 2. verdenskrig, for i haven kunne man have frugttræer, bærbuske og grøntsager til eget forbrug. Folk i lejligheder i byerne var dårligere stillet og måtte tage til takke med butikkernes udvalg, som i perioder led under sparsomme leverancer og rationeringer.

På samme måde var kreativiteten nødvendig, når det gjaldt om at få tøj på kroppen, såvel som håndklæder og sengelinned. Alt hvad der var muligt at genbruge af stof blev syet om, gamle uldne trøjer blev trevlet op og strikket til nyt, selv faldskærmsstof kunne anvendes til fx undertøj og brudekjoler. På virksomhedsbasis blev såvel hør som brændenældeproduktion sat i gang til fremstilling af garn til klæder og tovværk til alskens formål. Selv en tobaksproduktion blev sat i gang, og flere steder i landet blev der produceret vin og likører af bær og anden frugt.

Flasker, glas og metal blev samlet sammen, sorteret og solgt til genbrug og omsmeltning. Gamle klude kunne genbruges i papirfremstilling, affaldstræ og tørv kunne anvendes til brændsel. Der kom flere får på marken, så vi kunne få uld til garn, og i folks haver blev det almindeligt at holde høns og kaniner.

Mennesker er af natur opfindsomme og man fandt nye løsninger, der kunne sikre overlevelse. Drømme om nyt tøj, bananer, chokolade og rigtig kaffe måtte sparkes til hjørne. Man måtte nøjes med hvad man havde.

Der ligger en rigdom af viden gemt på vore museer om hvordan vi kan overleve krigs- og krisetider, og det er vigtigt at museumsfolk formidler den viden, så vi mentalt kan ”preppe” os frem til hvordan vi finder brugbare løsninger, så vi kan være klar, hvis forsyningerne svigter, og vi skal overleve.

En af de mest håbefulde trends, der er i dagens Danmark er strikkefællesskaber – strikkecafeer, strikkedage, strikkeklubber, og lignende. Her lader man det gamle strikkehåndværk blomstre med strikkeglade mennesker, der hygger sig med ligesindede, udfordrer sig med nye typer opgaver og deler ud af egen viden og erfaringer. Strikning og andet håndarbejde har samtidig en afstressende meditativ egenskab, som i høj grad gavner det 21. århundredes travle mennesker, der hertil kan glæde sig over smukke og gode slutprodukter, som regel med gode garnkvaliteter, og mulighed for lang holdbarhed.

En anden positiv trend er de nye reparationscafeer, hvor seniorer deler ud af viden og erfaringer samtidig med at de hjælper med reparation af såvel tekniske apparater som møbler, klæder og lign. Det gavner bæredygtighed, reducerer nyindkøb og sparer på vores ressourceforbrug, og de involverede får også glæden ved at lære fra sig og glæden ved socialt samvær.

Det er ovenud vigtigt at vi er i stand til at videreføre gode håndværkstraditioner og viden, så vi kan klare os igennem krisetider, hvor det kan være svært at købe nyt. Et meget væsentligt aspekt er også at sikre en fornuftig anvendelse af naturens ressourcer, der som bekendt ikke er uudtømmelige, og gennem genanvendelse og reparationer så vil forurening og affald også blive reduceret.

Skoler og børnehaver kan gøre en stor forskel her ved at inspirere børn til at prøve at tilberede og smage ”nye” gamle fødevarer, og skolen kan via fokuseret indsats inspirere børn til at udbygge basiskundskaber i sløjd, håndarbejde, elektronik og design.

En obligatorisk køkkenhave grunduddannelse for skolebørn vil også være ønskeligt, hvor fokus ligger på anvendelse af økologiske permakulturprincipper. At lære børn om mad fra jord til bord, at lære dem om sunde fødevarer og deres påvirkning af kroppen, at lære dem om mikroorganismers plads i jordens frugtbarhed og grundregler for kompostering, det er vigtigt for såvel deres sundhed som for mulig overlevelse i svære tider. Samtidig vil de opleve ansvaret og stoltheden ved at så, passe og høste fra egen køkkenhave, og glæden når de hjembringer de første squash, tomater, kartofler eller ærter til familien.

Ovenstående må meget gerne inspirere politikerne og skoleledelserne. Børn, der udfordres på andre områder end bare bogligt, og som bliver mødt med krav om at tage ansvar for f.eks. egen lille køkkenhave, de har det med at ”vokse” og opnå bedre selvværd.

En af de vigtigste erfaringer at tage med fra 2. verdenskrig er, at mennesker, der etablerer fællesskaber har bedre muligheder for overlevelse.

Hvis du deler med andre, så vil andre gerne dele med dig. Samtidig opstår venskaber, omsorg og hygge, der kan give overskud på livskvalitet.

At være kreativ og rykke sammen gav mennesker under 2. verdenskrig håb om overlevelse.