Hvordan bliver jeg modig
Kan jeg nogensinde ikke være bange
Selv her ved skærmen kan bare tanken
Gøre mig rædselsslagen
Og få mit hjerte til at hamre

Nogle gange må man gøre ting, også selvom det er farligt. Ellers er man ikke et menneske, men kun en lille lort” – Jonatan, i bogen om Brødrene Løvehjerte

Kender du Astrid Lindgreens bog om Karl Tvebak og Jonatan? Ellers må du læse den – og det snarest muligt, og husk at have et lommetørklæde ved din side, for historien går så dybt ind i sjælen, at du for altid vil være ændret efter din læsning – hvis du ellers har hjerte i livet.

Det handler om mod, om angst, om omsorg og kærlighed, om værdierne i livet, og kampen mod ondskab. Karl Tvebak og Jonatan giver svar på mange af vores største spørgsmål, når det kommer til vanskelige tider og krig.

Desværre er der ikke en Nobelpris for børnebøger – underligt nok, når man tænker på, hvor vigtig denne litteratur er for den opvoksende ungdom og for vores samfund.

Så hvordan forbereder vi os på at der kan komme krig og ufred? Hvordan kan vi ”preppe” mentalt, så vi ikke går i tusind stykker i sind og sjæl.

Er det de små ting og fællesskabet, der bygger os op, så vi kan fatte mod?

Hvad vil vi slås for? Hvilke værdier vil vi kæmpe for?

Når vi ser på Ukraine, så er det tydeligt at det er friheden til eget land, de kæmper for. Friheden til selv at bestemme over deres liv og deres samfund.

Danmark blev rendt over ende ved besættelsen i 1940. Vi var ikke klar til kamp, hverken mentalt eller forsvarsmæssigt. Det var ikke muligt at stå imod, og politikerne valgte så at samarbejde for at skåne befolkningen mod en aktiv krigsførelse.

Var det klogt? Det er stadig et diskussionsemne blandt historikere og politikere.

Sikkert er det, at hvis der ikke var opstået en aktiv modstandsbevægelse og hvis ikke Maersk var gået ind på de allieredes side under krigen, så ville vores forhandlingsparametre og støtten fra de allierede have været meget usikker, da krigen sluttede.

Var Danmark så blevet en del af Rusland?

Det er et åbent spørgsmål, som ikke kan besvares entydigt. Sikkert var det, at Rusland havde store imperialistiske planer allerede i 1939, hvor de invaderede Finland i november og startede vinterkrigen, og så senere invaderede både Baltikum og Polen.

Finland led store tab og måtte afgive land for at afslutte vinterkrigen, og der er ingen tvivl om at den finske folkesjæl husker dette. Ligeledes er det stadig et traume for de mange tusinder estere, som måtte flygte til Finland efter etnisk udrensning, da Baltikum blev invaderet af Rusland.

Katarina den Store af Rusland havde mange grusomheder på samvittigheden og store imperialistiske drømme om storhed og overherredømme, og hendes indflydelse kan spores både til Stalins Sovjetunionen og nu til Putins Rusland. Tankevækkende er det, at man historisk har kaldt sådanne imperialistiske og grusomme herskere for ”store”. Måske bør vi reflektere lidt mere over hvad vi som mennesker mener bør kategoriseres som anerkendelsesværdige.

Når jeg ser ud ad vinduet i vores lille smukke land, så virker alt så fredeligt og roligt, og jeg kan næsten glemme at Donald Trump har planer om at overtage Grønland, og at Vladimir Putin med stor iver forsøger at ødelægge vores digitale infrastruktur og i øvrigt satser på at kortlægge hele vores land, så han ved, hvor han kan slå til – hvis han får lyst til det.

Hvis Vorherre ikke snart vågner og hjemkalder de to herrer, så vil der være risiko for en 3. verdenskrig med start i Europa. Danmark og Grønland vil højst sandsynlig ligge som en smørklat i risengrøden, attraktive at nappe på grund af beliggenhed og på grund af de gode muligheder for fødevareforsyninger.

Der er således en reel risiko for krig. Vi kan ikke sparke den til hjørne og prøve at glemme det. Vi er et lille land, og vi må se i øjnene, at uden samarbejde med EU og de sikre NATO partnere, så vil vi være særdeles sårbare. Hvis vi skal klare os igennem uden aktiv krig, så vil det kræve at vi kan vise at vi har muskler klar, og det vil kræve, at vi gør en meget større indsats for at udvikle og sikkerhedsforbedre vores infrastruktur og vores forsvar, såvel digitalt som fysisk.

Fællesskabet vil skulle stå sin prøve, og vi må være innovative og kreative, så vi får mest mulig gavn af vores ressourcer. Målet er at undgå krig – så vidt det overhovedet er muligt.

Når manden med leen på et eller andet tidspunkt vælger at sætte de to herrer fra magten, så vil vi desværre stadig ikke kunne slappe af. Verden er radikalt ændret, og vores sikkerhedssituation vil ikke nødvendigvis blive bedre med deres efterfølgere ved roret.

Man kan spørge, hvordan det kom så vidt. Vi troede jo begejstret på fred og samhandel efter murens fald, og masser af vestlige virksomheder investerede massivt i Rusland. Vesten var derfor totalt uforberedt på den russiske invasion af Krim halvøen i 2014 og vi måtte så ved invasionen af Ukraine mentalt arbejde på at forstå, at Vladimir Putin havde en imperialistisk dagsorden – at Rusland aldrig var blevet vestlig i mentalitet, men at Rusland stadig hang fast i zar drømme og feudal tilgang.

I forhold til Kina, så er det samtidig betænkeligt at det store land faktisk holder med Rusland, og det er meget uforudsigeligt, hvor meget Kina vil støtte Rusland, hvis der bliver krig. Hvordan vil en krig i Europa påvirke vores samhandel med Kina? Det er et åbent spørgsmål.

Hvor træls det end er, så må vi som folk kridte skoene og stå fast i denne meget ubehagelige og meget uforudsigelige modvind. Jo bedre vi er forberedt, jo større mulighed vil vi have for at manøvrere igennem.

Du er værdig
Jeg tror på dig
Jeg ser dine anstrengelser
Jeg hepper på dig

Den amerikanske psykolog, Robert Rosenthal, gennemførte i 1960’erne en del psykologiske eksperimenter indenfor det amerikanske skolevæsen for at undersøge, hvordan lærernes forventninger til eleverne påvirkede elevernes præstationer.

Det interessante ved eksperimenterne var at lærerne troede at det var eleverne, der blev testet, men i virkeligheden var det samspillet mellem de informationer, som lærerne modtog ved skoleårets start om den enkelte elev i forhold til hvor godt denne elev ville klare sig, og så den måde, som lærerne varetog undervisningen af den specifikke elev.

Enkelte elever blev ved skoleårets start helt tilfældigt udvalgt og beskrevet overfor lærerne som særligt intelligente og værende meget talentfulde. Det viste sig så ved skoleårets slutning, at disse helt tilfældigt udvalgte elever havde præsteret væsentlig bedre end resten af eleverne i deres klasse.

Årsagen til at deres præstationer var bedre end deres klassekammeraters var simpelthen at lærerne ubevidst have givet dem mere opmærksomhed, bedre vejledning, mere opmuntring og vist større forventninger til deres præstationer.

Det er tankevækkende at vores forventninger til andre mennesker har så stor effekt og påvirkning.

Det kan både gøre os ydmyge i forhold til hvordan vi behandler mennesker, og samtidig kan det give os håb om at vi med denne viden kan hjælpe såvel enkeltindivider som vores fællesskab med at sikre, at alle får lov at udvikle deres evner og talenter.

De bor i jorden, de små
Spøjse ser de ud
Krible krable, her og der
Bittesmå og så lidt større
Findes kun, hvor jorden ikke er en ørken

Forleden hørte jeg i radioavisen, at det var vedtaget at et større antal PFAS pesticider ville blive forbudt at anvende fra 2027. Kartoffelavlerne, der bruger mange af denne slags pesticider er nu bekymrede for om hvordan de skal kunne dyrke kartofler til den årlige produktion af stivelse, der lige nu bliver anvendt i mange industrielt producerede fødevarer.

PFAS kemikalier er dokumenteret farlige for menneskers helbred og kan medføre såvel cancer, Alzheimers, Parkinsons, hjertekarsygdomme, autoimmune sygdomme som fedme. At PFAS direkte kan medføre fedme er desværre ikke særlig kendt i offentligheden endnu, men det er påvist i mange forskningsstudier, bl.a. fra Syddansk Universitet. PFAS kan således ses som et væsentligt element i den omsiggribende fedmeepidemi. Interessant er det, at EU har haft det i kikkerten i rigtig mange år som et ”obesogen”, og ligeledes at WHO forventer at halvdelen af verdens befolkning er overvægtige, når vi når 2050. 

Jeg må derfor erkende, at jeg synes at kartoffelavlerne må finde andre løsninger end PFAS kemikalier til at producere kartofler til stivelsesformål. Almindelige kartofler til forbrugerne kan produceres økologisk, og er blevet det i mange år af økologiske avlere. Det er mit håb, da jeg selv lige som rigtig mange andre er glad for at spise kartofler, at der kan findes nogle gode løsninger på problemstillingen. En mulig styrkelse af kartoffelplanternes immunforsvar overfor kartoffelskimmel kunne være en del af løsningen, og især brændenældevand har en styrkende effekt overfor andre planters immunforsvar, og det kunne være let at anvende via udsprøjtning i løbet af foråret.

Man kan tale om ”disruption” for kartoffelavlerne, men om en stor forbedring for vores miljø og drikkevand, og dermed også en stor forbedring for håbet om sundhed for kommende generationer.

Vi slipper desværre ikke helt for PFAS i grundvandet, for PFAS har været tilladt i så mange år, at der er et efterslæb af kemikalierne, der stadig når grundvandet.

Jordens ”mikrobiata” er vigtig for planternes evne til at vokse og for at udvikle deres næringsindhold. Det er dokumenteret at vores fødevarer i næringsindhold er forringet væsentligt siden 1950’erne, delvist på grund af sortsvalg af planter, men også på grund af jordens forringede frugtbarhed. Den forringede frugtbarhed skyldes overforbrug af kemikalier og overgødskning med uorganisk gødning, der har slået de gode mikroorganismer ihjel. Hertil kommer mange års pløjning, der har eroderet muldjordlaget og ødelagt betingelserne for at mikroorganismerne kunne trives. Man taler nu om en global krise i produktionsjordens frugtbarhed, der vil kunne medføre fødevaremangel overalt på kloden, herunder også i EU.

Det er meget positivt at man nu fra regeringens side vil undersøge jordens faktiske beskaffenhed via skolebørns indsamling af jordprøver i Danmark til analyser, det vil være et godt udgangspunkt for senere indsatser.

Klimaforandringerne er så også medskyldige i ørkendannelse og erosion, og det er overordentlig vigtigt at dette tages alvorligt, hvis vi skal kunne brødføde mennesker og undgå voldsomme migrationsbølger forårsaget af hungersnød. Det er de færreste mennesker, der ønsker at bryde deres liv op og migrere mod en usikker fremtid i en anden kultur, hvor de ikke bydes velkommen og hvor kampen for overlevelse ikke er lettere.

Der er håb, for gode resultater med økologisk regenerativt landbrug med stramt styret afgræsning ved dyrehold på friland (køer, grise, får, geder, høns, kaniner) til gødning, kombineret med dækafgrøder, flerårige kornsorter og udeladelse af pløjning. Det vil kunne vende udviklingen i jordens frugtbarhed. Hvis det samtidig kombineres med plantning af hegn med træer og buske med mellemrum, så vil det være muligt at få biodiversiteten til at stige, og at fugle, bier og andre nyttige insekter vil finde levesteder, så de kan hjælpe os med at holde skadedyr i skak. Lige nu undersøges det om hvepse via fokuseret indsats og kreativ placering af lokkemad kan bruges som nyttedyr til at spise skadedyrslarver fx på kål, så man kan undgå at anvende kemikalier.

Anvendelse af økologiske permakulturprincipper, permakulturdesign og skovlandbrug vil ligeledes kunne sikre sunde fødevarer samtidig med at det vil stoppe jorderosion, forhindre oversvømmelser, og give et boost til biodiversiteten, herunder vores bestøvende insekter.

Den amerikanske landmand, Gabe Brown, fortæller i en TED talk om hvordan netop disse nye former for dyrkning har givet hans landbrug en frugtbar jord, overskud på bundlinjen, og i tillæg en god beskyttelse mod de klimaændringer, der i stor stil rammer hans naboer.

Den britisk australske permakulturdesigner, Geoff Lawton, har gennem sin undervisning af tusindvis af elever og gennem sine talrige projekter, bl.a. ”Greening the Desert” i Jordans allertørreste og varmeste ørken, vist hvordan vi kan få ørkenen til at blomstre og jorden til at blive frugtbar igen.

Den kinesisk-amerikanske journalist og økolog, John D. Liu, har gennem sine mange dokumentarprogrammer for bl.a. Verdensbanken vist hvordan store positive ændringer kan ske via en målrettet indsats og samarbejde mellem politikere, borgere og eksperter. Se fx dokumentaren om ”The Loess Plateau”.

Det giver håb at der nu er dokumenterede produktionstyper, der kan sikre gode sunde fødevarer og et godt vand- og jordmiljø.

Så nu mangler vi bare fornuftige løsninger til finansiering af omlægninger globalt, og forståelse for at omlægninger også kan vise sig at være fejlslagne da vi taler om nye produktionsmetoder.

Umiddelbart foreslår jeg for Danmark indførelse af forskellige typer lavrentelån med lang løbetid og statsgaranti som et tilbud til landmændene, så de kan starte en omlægning af deres konventionelle landbrug i fornuftig hastighed og uden frygt for økonomisk ruin. Samtidig vil det være nødvendigt at kigge på hvilken betydning de nuværende bureaukratiske processer har i form af arbejdsbyrde og vurdere, hvilke processer, der faktisk er nødvendige og hensigtsmæssige.

Sundhedsmæssigt er det efterhånden dokumenteret at vi skal spise mange flere grøntsager, frugt, bælgfrugter, quinoa og lign. Dette kan medføre en nødvendig ny tilgang af arbejdskraft til landbruget, så her bør der også ses på incitamenter til at ansætte flere mennesker til evt. nye dyrkningsmetoder. Omlægning af landbrug kan måske samtidig have en gavnlig indflydelse på land-by problematikken og være med til at vende affolkningen af landsbyer.

Det er i øvrigt veldokumenteret at økologisk regenerativt landbrug og permakulturdyrkning sagtens kan brødføde verdens befolkning, hvis vi alle sammen blot skærer en lille smule ned på vores kødforbrug. Danmark har altid haft gavn af vores fødevareproduktion, og personligt er jeg meget taknemmelig for at landbruget har sikret mad på bordet til mig og min familie gennem hele mit lange liv. Landbruget sikrede også den danske befolkning mad på bordet gennem den 2. verdenskrig, hvor flere andre landes befolkninger måtte gå sultne i seng. Lad os sammen hjælpe landmændene ind i den nye tid, hvor vi i fællesskab sikrer sunde fødevarer til kommende generationer uden giftige kemikalier og ødelæggende pløjning.

De strømmer til i hobetal
Skoene slidt igennem
Tøjet lugter af gammel sved og snavs
Sår, der ikke læges, svamp der svier
Håret strimet, hovedbunden klør, er det lus?
Der er stille lige nu i grøften, hvor du ligger
Med børnene, som snøfter sagte
Hvad med de, som døde?
Hvor længe, hvordan, hvornår,
Er der håb for mig, for os?
Sikkerhed, mad, tag over hovedet?
Kommer jeg nogensinde tilbage?
Vil de tage imod os?

Jeg har aldrig prøvet at flygte. På trods af livets andre knubs og genvordigheder, så er jeg heldig. Jeg har aldrig været nødt til med ultrakort varsel at samle min families allermest vigtige papirer, lidt tøj og et tæppe til at holde mig og min familie varm i nattekulde og regn.

Alene tanken kan få det til at gyse i mig. Hvor ligger passet? Hvad med medicin, hæfteplaster, briller og kontaktlinser? Bleer og vådservietter til den yngste, sko til alle, rent undertøj, sæbe, hårshampoo – og kan man overhovedet blive vasket undervejs? Hvad skal jeg tage med? Hvor skal vi gå hen?  Hvad er vigtigt? Hvad med familiebillederne? PC, mobiltelefonerne. Kan jeg gå så langt? Kan jeg bære den lille? Har vi nogen kontanter? Adrenalinniveauet må skyde over toppen før man kommer afsted. Med lyden af bombardementer som baggrundsstøj, så må angsten blive enorm.

Vi skal preppe til en uges tid herhjemme – i ro og mag kan vi indkøbe transistorradio, batterier, dåsekonserves, mel, gryn, ris, olie, vand, sukker, salt, toiletpapir og kaffe. Vi kan lagre det i skabe og skuffer, og så trække vejret igen, så har vi styr på sagen.

Men pludselig at skulle flygte – det er en anden sag. For – hvorhen og hvordan, og vil vi møde fjender undervejs, der vil slå os ihjel eller tage os til fange? Hvordan vil vi blive taget imod? Vil der være venlighed, eller vil folk vende ryggen til os med kulde, had og frygt? Hvis bilen løber tør for strøm eller benzin, hvad så? Hvordan skal vi kunne flygte og hvad kan vi bære og tage med? Hvordan kommer man på toilettet undervejs? Hvordan får vi mad undervejs? Hvor langt kan jeg gå uden at segne? Hvad sker der med bedstemor? Hvad med min bolig, mit landbrug, min virksomhed, mine ejendele, som jeg har forladt?

Der er flygtningekonventioner i internationalt regi, men kan vi stole på de bliver overholdt? De gælder tilsyneladende ikke for palæstinenserne i Gaza, hvor indbyggerne jages fra sted til sted, og ikke engang kan få nødhjælp uden at blive beskudt.  

Der er mange fine konventioner skrevet med de bedste hensigter. Men overholdelsen af disse konventioner kræver at landene respekterer dem. Desværre kan landene vælge den ”smarte” løsning ikke at underskrive konventionerne og så blot te sig efter forgodtbefindende.

Hvad kan vi gøre for at lægge pres på de lande, der groft overtræder internationale spilleregler og moralkodeks, og som laver folkedrab og etnisk udrensning? Lande, som forhindrer journalister i at se, hvad der foregår. Hvad stiller vi op for at stoppe krig og overgreb? Det er ikke altid let at træffe de rigtige beslutninger, situationer kan udvikle sig lynhurtigt og i andre retninger, end man forventede.

Håbet må komme fra de lande, der stædigt fastholder anstændighed, medmenneskelighed og folkeret. Men det håb kræver at befolkningerne bakker op.

Jeg gjorde jo bare mit arbejde
De var jo ikke mennesker
Der var gode procedurer
Så alt gik rigtigt til
Ledelsen sagde jo bare vi skulle
Det var jo kun engang i mellem at vi lukkede spildevandet ud
Kemikalietønderne blev jo gravet ned, så det var vel ok?

Den tyske filosof, Hannah Arendt, fulgte Nürnbergprocesserne efter 2. verdenskrig, og hun skrev om, hvordan det var helt almindelige mennesker, som mente at de var helt uskyldige i de forfærdelige forbrydelser, der skete. De var jo bare medarbejdere ”der fulgte ordrer”. Hun beskrev det som ”ondskabens banalitet”.

Fralæggelse af ansvar er desværre en almindelig sport, hvis man glemmer sine pejlemærker.  At stille spørgsmål ved ordrer kan kræve både kritisk tænkning, mod og hjerte.

Hvis vi opdrager vores børn til at være som får, der viljeløst og uden kritisk sans effektivt kan drives rundt på marken af en dygtig hyrdehund, så får vi et samfund, hvor mennesker kan forbryde sig mod andre mennesker eller mod fællesskabet og blot hævde, at de bare ”fulgte ordrer”.

Autoritær opdragelse giver grobund for totalitær ledelse og diktaturstater. Børn skal opmuntres til kritisk tænkning, hvis vi ønsker et godt og demokratisk samfund.

At være en god medarbejder i en virksomhed eller i det offentlige kræver en vis grad af udførelse af andres ”ordrer”. Det giver normalt ikke de store problemer for medarbejderne, når disse ordrer opleves som både værdige, anstændige og værende til fremme af virksomhedens formål eller ditto til fremme af de etablerede ønsker fra den offentlige administration.

Men – hvis man skal vedblive at være et anstændigt menneske med bibeholdelse af de værdier og pejlemærker, som man har som et anstændigt menneske, så kan man blive nødt til at reagere overfor ordrer, der står i modsætning til det at være ”et anstændigt menneske”.

Der var en sag for en del år siden, hvor en elev var whistleblower i forhold til en virksomhed, der groft forurenede miljøet med voldsomme kemikalieudledninger. Det førte til at virksomheden begærede sig konkurs. Samfundet stod bagefter med en kolossal regning i forhold til oprydning. Vi har ligeledes en sag nu i Randers med omfattende forurening, som Randers kommune nu skal klare oprydningen af med tilhørende omkostninger. For ikke lang tid siden hørte vi om jordforurening med byggemateriale på marker. Det er åbenbart en sport blandt nogle virksomheder at glemme at rydde op efter sig.

Problemet er så desværre at medarbejdere er bange for at miste deres job ved at være whistleblowers. Og tilsyneladende er der så også rigtig mange andre virksomheder, der ved rekruttering fravælger de ansøgere, der har været whistleblowers. Det er en praksis som er både uanstændig og dumt og samfundsnedbrydende og som disse virksomheder bør skamme sig over.

Lovgivningen har desværre tilgodeset virksomheders tankeløse forurening i det sidste århundrede, så rigtig mange virksomheder ansvarsfrit har kunnet forurene miljøet. Det har givet, og giver til stadighed, nogle dyre regninger for samfundet. Lidt spøjst er der så nu virksomheder, der markedsfører sig som ”gode virksomheder” ved at ”påtage sig en mindre del af regningen for deres egen virksomheds mangeårige forurening” og så skal staten klare resten af regningen for oprydningen, mens virksomheden forventer at vi alle klapper i vores små hænder og give dem et fint diplom for god opførsel. Det er decideret kvalmende og teenageagtigt.

Så tag dog ansvar for jeres forurening – ryd op!

Hvis vi kigger på landbrugets forurening, så kan man have en vis forståelse for de enkelte landmænd, der blot har lyttet til den desværre dårlige rådgivning, som ”konsulenter” gennem tiden har givet dem, og der er ingen tvivl om, at der er rigtig mange udfordringer og mange bureaukratiske spilleregler, der skal overholdes for den enkelte landmand.  

Men denne forståelse vil ikke vare ved i længere tid, for med den viden, som nu findes, så må landbruget som erhverv stramme op, finde løsninger og ændre tilgang – sammen med politikerne, bankerne og de miljøeksperter, der kan bidrage. Målet er at vi inden for en rimelig tid får løst kemikalie og kvælstof forurening i forhold til drikkevand, biodiversitet og havmiljø – samtidig med at vi kan bevare en sikker fødevareforsyning i landet med gode og sunde fødevarer.

Ligeledes må fiskeriet som erhverv forstå, at de hav-ressourcer, der findes, skal behandles med omsorg, så der stadig er fiskeri muligt for de kommende generationer.

Hvis vi som samfund skaber større forståelse og direkte kommunikerer de værdier og pejlemærker, vi ønsker skal gælde, så vil det gøre en forskel. Hvis vi samtidig understreger disse værdier i lovgivning og kontrol, så vil det gøre det muligt for kommende generationer at få en rimelig tilværelse med sunde fødevarer, rent drikkevand, mere biodiversitet og bedre styr på forurening.

Det haster og ting tager tid, og der vil være fejl og udfordringer undervejs, og det skal vi være forstående overfor. Men sæt i gang. NU!

”Take me to the magic of the moment
On a glory night
Where the children of tomorrow dream away
In the wind of change”
Var det deres egen sang?
Den bragte så meget håb
Som et boost fuld af glæde
Konspirationsteorier talte om CIA

Husker du ”Wind of Change” følelsen? Min ægtefælle holder virkelig meget af den sang og det håb, der ligger i den, så vi har hørt den rigtig meget, og hver gang har vi fået den fantastiske følelse i kroppen om at der er håb for menneskeheden. Men siden Ruslands invasion af Ukraine, så giver den også blanke øjne og vemod – for er det alt sammen nu tabt?

Der har været konspirationsteorier om at sangen var fabrikeret af CIA som led i propaganda efter murens fald i 1989 og den amerikanske journalist Patrick Radden Keefe har lavet en podcast serie om dette mysterium.

Der er ingen tvivl om det russiske folk og østbloklandene var trætte af deres isolation, deres gamle ladaer og de manglende muligheder for at købe cowboybukser, coca cola og høre vestlig musik. De var trætte af lange fødevarekøer og supermarkeder med dårligt udvalg, og de var trætte af krig.  

Der er heller ingen tvivl om at murens fald gav et helt specielt boost særligt blandt unge mennesker i østbloklandene. Endelig kunne man rejse ud og opleve vesten, de fik et nyt håb.

Om CIA virkelig var ansvarlig for ”Wind of Change” eller det blot er en konspirationsteori må nok stå hen i et mysterium. Hvis de var ansvarlige, så var det nok deres smukkeste bidrag til propaganda nogensinde.

I mit arbejdsliv har jeg haft kollegaer fra mange lande, også fra Rusland, og jeg husker nogle hyggelige møder, hvor Ekaterina eller Katya, som hun kaldte sig, deltog. Hun var et sprællevende menneske, med smil og overskud. Jeg har virkelig svært ved at sætte en ”fjendehat” på hende – i stedet er jeg bekymret for om hun har det godt, og om alle de mennesker, som vi i vesten nåede at blive venner med – om de har det godt. Hvad tænker de nu? Græder de indvendigt?

Jeg har venner i USA og har besøgt USA nogle gange, og der er så smukt mange steder, og jeg har mødt så mange skønne mennesker – generøse og venlige. Jeg følger dagligt med i feeds og nyheder derovre fra. Mange er rystede, frustrerede. Hvordan skal jeg kunne skabe fjendebilleder af amerikanere?

Forleden var jeg sammen med gode venner, hvor den ene for mange år siden havde været gift og bosat i Israel. Han var ulykkelig over situationen i Gaza. ”Min tidligere ægtefælle, der er pacifist, må være fuldstændig forfærdet over sit land” sagde han.

Vi må træde tilbage mentalt, når der etableres fjendebilleder og huske, at der altid vil være mennesker der ikke er en del af et fjendtligt lands ondskab og overgreb. De er med i vores håb om en bedre verden.

Du er blevet så stille
Går ind i dit rum
Det er først nu jeg lægger mærke til det

Ser jeg dig – ser jeg din smerte, ser jeg de problemer, der plager dig. Husker jeg at glædes med dig, når du er glad? Husker jeg at hjælpe dig med dine byrder, når du er ved at segne?

Vi har det med at tage hinanden for givet. Hverdagen og de mange opgaver presser sig på, prioriteres og efterlader ikke meget tid til opmærksomhed.

Når vi først har etableret et forhold, så er det som en rutine, og vi tænker, at ”det kører da bare”. Det gør det så også i en periode. Vi slapper af, vores fokus ændrer sig, vi ændrer os. Vi glemmer at tjekke efter, om vi stadig er på samme banehalvdel, om vi stadig kører i samme retning, om den anden har udfordringer, som plager. Vi har så travlt med alt muligt andet.

De første tegn overses så let. En trækning ved mundvigen, et par trætte øjne. Skuldre, der hænger, en irriteret vrissen. Løfter, der glemmes, opgaver, der ikke nås. Undvigende svar. Dør, der lukkes.

Når så erkendelsen kommer at der er noget galt, så kommer uroen. Kan det være sygdom, tristhed, eller er du på vej væk fra mig?

Hvordan sikrer vi at vi til stadighed er opmærksomme på hinanden, så vi opdager, når den anden har det svært?

Der findes en gammel øvelse om taknemmelighed, hvor man hver dag om aftenen siger tak for 3 ting, der har bragt glæde i løbet af dagen. Måske kan denne øvelse også bruge til at huske at sige tak til sine livsfæller. Måske vil denne øvelse være gavnlig, når man skal huske at kunne ”se” den anden.

Det er ikke min skyld
Det kan ikke være min skyld
Jeg kan ikke have skylden
For så går noget i stykker i mig

Kender du det? At have begået en fejl, måske at have gjort et andet menneske fortræd. En fejl, stor eller lille. Noget, som bliver påtalt med vrede eller sorg fra den anden, eller fra en ”voksen” i selskabet. Noget som gør dig lille og viser at du er et menneske, der kan tage fejl, at du kan gøre fortræd. At du pludselig ikke er ”okay”, og at andre vil tage afstand fra dig.

Det er ikke rart. Det krakelerer inden i dig. For ”jeg troede jo, at jeg var så god og så fejlfri”. Når sådan noget sker, vil du helst du gemme dig væk, så ingen kan se dig, eller du vil vredt smide bolden tilbage med beskyldninger om, at det er den andens fejl.

Det kaldes skam, og ingen af os ønsker at komme i skammekrogen og skamme os.

På torvet i Faaborg står der en gabestok, et levn fra gamle dage, hvor skam var brugt til fysisk at afstraffe mennesker. Grusomme tegninger fra middelalderen om hvordan man har brugt offentlig udskamning af mennesker viser at skam gennem tiderne både brugtes både som straf og som magtmiddel. ”Hvis du ikke retter ind”, så vil du blive udskammet. En særlig grov variation har været tildelt kvinder, som med deres dyd og underkastelse skulle være garant for familiens ære. Skam har været set som værende værre end døden i mange kulturer, også i den danske.

Vi er så sårbare os mennesker. Vores grundfortælling kan blive slået i stykker og opdagelsen af at ikke at være så god, som ”jeg gik rundt og bildte mig selv ind” – den kan være voldsom, skræmmende, gøre en usikker. For hvad er jeg så? Hvilket menneske er jeg så?

Det er svært at sige undskyld. Hvis du har prøvet at lære børn at sige undskyld for at de har gjort noget forkert, så vil du opleve hvor mange krumspring, de vil gøre for at undgå det. Voksne mennesker er ikke anderledes. Når vi er voksne, så har vi bare lært os selv at tackle det bedre, denne følelse af ”ikke at være okay” og have gjort noget forkert. I virkeligheden gnaver det inden i os, skammen.

Angsten for at blive udelukket fra flokken kommer buldrende, for hvordan skal vi kunne sikre, at vi stadig har et image af at være et godt menneske, et dygtigt menneske, og et menneske, som andre anerkender som værdifuldt?

Når vi som mennesker er nødt til at sige undskyld, må vi først kæmpe en kamp mod os selv for at overvinde skammen. Skammen over at have gjort noget forkert. Vi må oprigtigt angre. Vi er nødt til at justere vores selvbillede, vores indre fortælling om de handlinger vi har gjort. Det kan gøre ondt. Det kan svie.

Det er et menneskeligt grundvilkår, at vi ikke er perfekte. At vi til stadighed må erkende og vedstå at vi ikke er guddommelige og fejlfrie. At vi til stadighed må være ydmyge og være i elevens rolle i forhold til livet – uanset om vi er 3 år eller 99 år.

Det gode ved det processen er, at vi bliver klogere, vi bliver mere tolerante, vi bliver mere forstående, vores empati overfor andre udvikles. Vi vokser som mennesker, når vi erkender vores fejl, oprigtigt angrer og er i stand til at sige undskyld, og når det sker, så bringer vi håb til ”den anden” om at vi erkender den smerte, vi forvoldte, og at vi fortsat kan være i et positivt fællesskab.

Kældermennesker
Godt skjult
Med drabelige meninger
Om alt og alle
Frygtløse indtil de trækkes frem i lyset

Kender du det? Irritationen og vreden over ”noget på nettet”. Lysten til at kommentere – og kommentere vredt, sarkastisk, groft udskammende eller latterliggørende.

Du sidder så trygt bag skærmen, keder dig måske lidt, scroller og surfer, og pludselig er den der – lige den der ”ting”, som bare tricker de værste sider frem. Som får adrenalinet til at koge i kroppen, som får dig til at opføre dig som en legelysten kat, der med vilje vælter en potteplante ned fra vindueskarmen, så den går i stykker – blot fordi den vil ses.

Netkrigerne er så særligt vrede mod kvinder. Hvorfor? Er der tale om et barns oprør mod ”mor” eller er det blot en dårlig vane, eller et traditionsbundet had mod kvinder? Er der tale om en krig mod kvinders taleret i samfundet? Ønsker disse netkrigere faktisk at kvinder bliver hyllet ind i gevandter og på Talibanvis skal adlyde mænd i enhver sammenhæng? Er der tale om nogle mænds barnlige vrede over ikke at få lov til at bestemme hele tiden? Internettet har afdækket nogle mænds had mod kvinder, der kan risikere at brede sig, hvis hadet får lov til at dominere. Udviklingen i såvel Afghanistan som Iran har vist at frihed såvel som lighed mellem mænd og kvinder til stadighed er noget, der skal kæmpes for. I USA er kvinders rettigheder under stort pres, både i forhold til abort og i forhold til personlig borgerrettigher, og der er højtråbende magtmennesker og præster, der mener at kvinder skal fratages stemmeret.

En del internetkrigere er så fasttømret i egne holdninger, at de har umådeligt svært ved at forholde sig til nye fakta. Det gør debattråde på internettet til en ret trist og træls affære. Nogle gange er det begrundet i en form for mental dovenskab, mens andre gange er det med udgangspunkt i ”internetkrigerens” verdensbillede, der udfordres og dermed giver utryghed og modstand. Vi har jo som mennesker brug for tryghed og sikkerhed, og når vores verdensbillede udfordres, så kan det give voldsom vrede.

Elsk mig – had mig, men for Guds skyld – lad være med at ignorere mig. Det er også et budskab der ligger til grund for mange af kældermenneskets grove kommentarer i internettets debattråde.

Det er vigtigt at vi udvikler bedre kommunikation i debattråde, hvis vi til stadighed skal sikre såvel demokratiske spilleregler som at forebygge had og utryghed. 

Måske har vi alle et kældermenneske indbygget – hvis vi kigger godt efter. Og måske skal vi tage en alvorlig snak med dette kældermenneske, hvis det bor i os, så vi kan finde ud af, hvad der ligger til grund for at potteplanten skal gå i stykker.

Monster –
Blev du født sådan?
Skal jeg have ondt af dig?
Kunne du være blevet anderledes?

Det er dokumenteret videnskabeligt, at ren psykopati findes som en defekt i hjernen hos et antal mennesker, og at det kan ses ved hjerneskanninger. Det er også påvist, at hvis der sættes ind overfor børn, der udviser tidlige psykopatiske træk, så kan man lære disse børn at indgå positivt i samfundet uden at deres psykopati giver samfundet problemer.  Ligeledes har psykologer påvist at mennesker gennem voldsomme påvirkninger kan udvikle adfærd, der skader andre, herunder fx narcissistisk opførsel.

Såvel psykopati som narcissistisk adfærd kan føre til ondskab mod andre mennesker og ligegyldighed overfor samfundets værdier.

Det store problem er så at mange af disse mennesker opnår topposter i samfundet, ofte da de mangler hæmninger, er dygtige manipulatorer og har et iboende storhedsvanvid. 

Hvordan opdager vi, hvis de har planer om at skade os eller samfundet?

Der er nok kun en ting at gøre, at være agtpågivende og til stadighed være kritiske og protestere i forhold til budskaber eller ordrer fra mennesker, der fraviger fra vores pejlemærker og værdier.

Det er samtidig vigtigt, at vi som mennesker viser mod til at ”stå fast” og være rollemodeller for andre, der måske er på vej til at blive forført.

Når historierne bliver for ”enkle”, når udskamning af grupper eller individer pludselig bliver dagligdag, når almindelige regler for lovgivning og for håndhævelse af rettigheder pludselig bliver fraveget, når der breder sig frygt for vilkårlig straf, når magtpersoner pludselig får flere rettigheder. Der kan være mange tegn, når noget er ved at gå galt i et samfund.

Værst er det, når vi som ganske almindelige mennesker bliver ramt af ondskabens blodrus, når vi bliver forført og glemmer vores værdigrundlag – så kan det gå helt galt, og på et eller andet tidspunkt, så vågner vi med moralske tømmermænd, når Jesper Fårekylling endelig får vækket os. Men så kan skaderne være sket, og de kan være svære at reparere på.

Når vi ser magthavere have en adfærd der skader samfund og starter krige, så må vi også undersøge, hvordan deres opvækst har været. Kan vi lære noget? Er de blevet skadet undervejs på grund af manglende omsorg, på grund af tidlig udelukkelse af fællesskabet eller på grund af voldelige, psykiske eller fysiske afstraffelser? Er der et underliggende hævnmoment, en vrede opbygget fordi de aldrig blev set og hørt?

Der kan være flere årsager til at mennesker udvikler sig på den måde. Det behøver ikke udelukkende være kommet via medfødt psykopati.

Der kan også være tale om forførelse baseret på historiefortællinger, der giver dem et falsk billede af virkeligheden og gør dem modtagelige for at udvikle magtbrynde og storhedsvanvid. Hitlerjugend grupperne var fx kendt for at viderebringe historiefortællinger med had mod udvalgte grupper og med fokus på egen storhed. Det er skræmmende at tænke på, at i dag i Rusland har de nu sådanne grupper, hvor de præger ungdommen og gør dem krigsparate.

Hvordan sikrer vi at vores egne unge mennesker ikke bliver forført til ondskab? Hvordan sikrer vi at de bibeholder et positivt kompas, positive pejlemærker, og et positivt værdigrundlag?

Vi er de rollemodeller, som de unge mennesker har brug for. Vi er de mennesker, som kan gøre en forskel i deres liv på en positiv måde.

Et vigtigt arbejde i demokratiformidling og positiv sameksistens foregår både i daginstitutioner, skoler og unge uddannelser, og det er vigtigt at vi fra samfundets side støtter og anerkender denne indsats.