Er jeg en del af pøbelen?
Lader jeg mig føre rundt i manegen?
Kan jeg lokkes ud i blodrus?
Husker jeg at tænke på at min næste også er et menneske?
Jeg ser mig i spejlet, undrer på hvad der gemmer sig
Bag min pande er en verden med billeder
I mine øjne kan der lyse både afsky og vrede
Hvem styrer mine tanker?

Kun en tåbe frygter ikke pøbelens vrede mod de mennesker, som af de toneangivende udpeges som værende et problem for samfundet. 

I tidligere tider var der heksejagter på helt uskyldige kvinder og mænd, der blev udset som værende hekse eller troldkarle. Det er en del af Kristendommens triste historik – godt hjulpet herhjemme af Christian IV, som troede at han ville få evigt liv ved at torturere og slå hekse ihjel. Jesus blev taget som gidsel af mennesker, der ønskede at udslette andre, måske fordi de troede på hekse og sort magi, eller fordi de ønskede at tage deres ejendom, eller de var personligt vrede på dem, eller måske fordi de bare syntes de var ”forkerte” på en eller anden måde.

Kristendommen er ikke alene i denne historik, vi ser den praktiseret overalt i verden, hvor toneangivende mennesker udpeger særlige grupper eller fokuserer på enkeltindivider som værende problemer for samfundet. Vi så det meget voldsomt under nazismens jerngreb i det 20. århundrede mod jødiske borgere og vi ser den lige nu voldsomt praktiseret i Ruslands tilgang til det ukrainske folk og i Israels mangeårige undertrykkelse og gentagne forsøg på etnisk udrensning af det palæstinensiske folk.  

Vi ser den også stikke sit grimme ansigt frem i USA, i Tyskland, i Sydeuropa, ja selv i de nordiske lande, hvor vi ellers bekender os til humanistisk tænkning og afsky mod racisme og diskrimination.

Pøbelens vrede bygges langsomt men sikkert op, med små præcise bemærkninger og antydninger og historiefortælling, der langsomt bliver mere og mere direkte i deres målsøgning mod ”de uønskede”.

Løse bemærkninger og antydninger om personens eller gruppens misbrug af samfundets ressourcer eller antydninger om kriminelle forhold uden dokumentation og rettergang, eller bemærkninger med antydning af ikke acceptabel adfærd, om grådighed, om dovenskab, om pædofili, eller om at spise hunde og katte, eller at slå spædbørn ihjel under okkulte seancer, eller fortællinger om at selv børnene i disse grupper er voldelige terrorister. Der er mange måder at prøve at kriminalisere mennesker på, mange måder at gøre dem til ”ikke-mennesker”.  Herhjemme ser vi det også praktiseret fra visse politikeres side med latterliggørelse og udokumenterede beskyldninger mod andre politikere.

Opbygning af fordomme er en subtil proces, og ofte starter den som historiefortælling til børn om hvordan enkeltindivider, andre grupper mennesker eller hele folkeslag opfører sig på en uacceptabel måde. Gentagelser styrker som bekendt indlæring, og for hver gang disse fortællinger gentages, så bygges til sidst en fasttømret fordom op.

Når vi ser i TV hvordan politikere og statsoverhoveder bygger pøbelens vrede op, så er der så et ganske særligt kendetegn – formålet er at etablere så stor vrede, at den kan anvendes til fokuseret og kontrolleret brug af vold og drab mod de udpegede grupper, samtidig med at det opleves som retfærdig adfærd at udslette eller fordrive disse ”ikke-mennesker”. Vi må hver især være opmærksomme på om vi bliver forført, og når vi lokkes til vrede mod andre befolkningsgrupper, så er det ekstremt vigtigt at vi udfordrer os selv på vores holdninger.

Bundne er vi ikke
Hvis vi vil, så kan vi vælge
At tilgodese alt levendes vel
At reetablere natur og miljø
Vi kan vælge
Noget bedre!

Hvad er det for et samfund, vi vil have?

Arkæologer og antropologer har påvist gennem deres studier at samfundsopbygning ikke er en given størrelse, at der er mange måder at opbygge samfund på, og at samarbejde, tillid, værdier og respekt er faktorer, der er afgørende for hvordan et givet samfund opbygges. Her kan jeg fx anbefale læsning af ”Altings Begyndelse” af David Graber og David Wengrow, det er lidt en øjenåbner. David Wengrow har også en spændende TED talk om emnet ”A New Understanding of Human History and the Roots of Inequality”.

Vores nuværende samfundsopbygning er ikke givet – vi kan ændre på det, hvis vi vil. Fx viser nye arkæologiske fund fra Tyrkiet hvordan tidlige neolitiske halv nomadiske samfund var opbygget som matrilineære samfund udelukkende med kvindelig ejendomsbesiddelse, og fund fra Sydamerika, der viser byer på mere end 100.000 indbyggere, hvor byen blev styret af borgerne demokratisk uden autoritær ledelse, og alle havde den samme gode levestandard. Ulighed og konger/kejsere er ikke givne faktorer i et samfund.

Dagligt finder arkæologer og antropologer nye spor, der viser andre måder at indrette samfund på – samfund, som i højere grad tilgodeser fredelig og bæredygtig sameksistens med såvel naboer som naturen. Vi kan i vor tid fx lære af hvordan de nordamerikanske indianerstammer tidligere udnyttede bisonflokke til at sikre et bæredygtig landbrug og kontinuerlige ressourcer, og ligeledes af hvordan indfødte stammer i områder omkring Amazonfloden via avanceret skovlandbrug gennem tiderne har sikret skovens og flodens bæredygtighed, jordens sundhed og føde for generationer.

Hvis vi vil have et fredeligt og tillidsfuldt samfund, hvor alle har mulighed for at bidrage og har et værdigt liv, så skal vores værdier genovervejes, for udviklingen går imod større ulighed og ufred, og vores smukke værdier om medmenneskelighed og de fine pejlemærker sover desværre tornerosesøvn.

Hvis vi ser på de nuværende eksisterende samfund anno 2025, så er det indlysende, at der er gået noget helt galt i forhold til vores respekt overfor naturens ressourcer og i forhold til at sikre at mennesker trives, og at de ikke skal kæmpe for at overleve, og at de ikke bliver diskrimineret eller undertrykt.

Vores værdier og pejlemærker er slået helt fejl – vi er som Troldmandens Lærling nu så ødelæggende at vores ”brug-og-smid-væk” teenagetilgang vil gøre livet umådeligt vanskeligt for vores efterkommere. Vi skulle skamme os – i den grad!

Og hvad værre er – vi fortsætter som om intet er hændt. Vores politikere, virksomheder, landbrug, fiskeri og ”os selv” bør faktisk sættes under administration af vores børn og børnebørn, som er dem, der skal leve med vores svineri og forsøge at genoprette det tabte.

Klimaændringerne og den enorme miljøforurening, som med større og større tydelighed bliver synlige er så destruktive, at vi som menneskehed kan risikere at udslette os selv. Men som det siges i Jurassic Park, så er det nok egentlig det bedste der kan ske for vores lille blågrønne klode, for så kan naturen endelig få fred.

Vi er nået til et punkt, hvor daglige vejrrapporter fra verden er skræmmende, hvor vi har gjort vores fjorde og kystområder til ørkenener, hvor jordens frugtbarhed er ødelagt af kemikalier og forkerte produktionsmetoder, hvor vi ikke længere kan spise fisk uden at være bange for plastic og kemikalieindhold, hvor drikkevandet og fødevarerne er fuld af PFAS og andre kemikalier, og hvor vores sundhedssystem om nogle år vil bryde sammen på grund af forureningens helbredsmæssige konsekvenser for borgerne på grund af Alzheimers, Parkinsons, cancer, autoimmune sygdomme, hjertekarsygdomme og PFAS fedme.

Hvordan er det gået så galt? Er det fordi, vi naivt forestillede os at vi ”af Vorherre” respektløst og ansvarsfrit var blevet sat på jorden til at udnytte jordens ressourcer som herrer over naturen”?  

Vores tilgang er så helt modsat de værdier som de oprindelige folk havde, fx indianerne i USA eller indfødte stammer i Sydamerika, hvor de respektfuldt regnede sig for at være ” vogtere og plejere af naturen” og derfor kunne overdrage naturen i god stand til deres børn og børnebørn. ”De vilde” som de blev kaldt af os tåber, da vi mødte deres civilisationer, ja, de havde faktisk væsentlig mere styr på hvad de foretog sig, end vi, som bare kom med vores arrogante herrementalitet.

Vi må i den grad tage os sammen og rydde op og reetablere og regenerere kloden! Og nej, dårlige undskyldninger er som Fandens Oldemor ville sige – den direkte vej til Helvede!

Skyde skylden på andre
Tage skylden på sig
Bære den,
Skammen,
Visheden om svigt
Syndsforladelse

Vi mennesker gør fejl, vi gør andre ondt, og så prøver vi bagefter at undgå skyld, skam og bevidstheden om at vi har svigtet. Når vi gør det, så nager det i vores inderste, for vi ved det jo godt, selv om vi gør vores bedste for at fortrænge, hvad vi har gjort mod andre. Vores indre Jesper Fårekylling vågner – i hvert fald hos de fleste af os. Vi har svigtet, vi må bede om forladelse. En træls omgang, for den rokker ved vores selvforståelse – vores grundfortælling om at vi er gode mennesker, som har en høj etisk standard og empati for vores medmennesker. Vi kan ikke lide det, vi skammer os. Vi vil helst ikke i skammekrogen.

Vi er så ikke alene i det. Spørgsmålet om skyld, skam og svigt fylder også i religion, for det er et alment menneskeligt vilkår at vi ikke er perfekte, at vi må udvikle os, så vi med tiden kan opnå en spirituel ro og fred i den balance manøvre, som dagligt foregår i vores sind.

En af de mest interessante historier i Det gamle Testamente er Skabelsesberetningen, hvor det fortælles, at Gud skabte mennesket som værende et væsen, der ikke kunne kende forskel på godt og ondt. Herefter præsenterer Gud mennesket for en have, hvor der er et særligt æbletræ, hvis frugter, de ikke må spise. Det går så som bekendt galt i historien og herefter bliver de straffet strengt for at have overtrådt Guds befaling. Heraf kan vi udlede at lydighed er det alt afgørende i forhold til den Gud, der optræder i Det gamle Testamente.

Historien er interessant fordi Adam og Eva som etisk udgangspunkt i fortællingen moralsk er på niveau med 3-årige børn, som skal lære hvad der er rigtigt og forkert. Vi kan spørge os selv om vi som forældre ville straffe et 3-årigt barn ved at smide det ud af hjemmet, tvinge det til hårdt arbejde og til smertefulde fødsler. Vi kan også spørge os selv om den Arvesynd, som her bliver pålagt alle kommende generationer, er rimelig og retfærdig. Jeg tænker at dette princip nok ikke vil kunne holde i en retssag.

Var Gud i færd med at ansvarsfralægge sin egen skyld for at have skabt en skabning med både fejl og mangler? Havde Gud et problem med sin grundfortælling om at være perfekt? Og hvorfor satte Gud i øvrigt æbletræet i haven, hvis de ikke måtte spise af det? Er slangen faktisk Gud?

Interessant i Det gamle Testamentes Skabelsesberetning er også både den måde, som Eva bliver skabt på, hvor hun bliver skabt af Adams ribben, og dermed bliver gjort til ”underordnet Adam”, samt den skyld, der bliver lagt på Eva, der i fortællingen af slangen bliver fristet til at plukke æblet på kundskabens træ. Et nedrigt men blændende godt udtænkt demagogisk fortælletrick, som i bare en enkelt hovedfortælling gør kvinden til såvel underordnet mænd, og til syndebuk for alle trængsler i livet. De to fortællinger har så samtidig bevirket, at man fra magthavernes side historisk set har kunnet styre ganske almindelige mænd via denne deres “gudsgivne” kontrol med kvinder, som gav mænd ubegrænset råderet over kvinder og har gjort det muligt for dem ustraffet at pålægge kvinder skyld for al verdens fortrædeligheder, nedgjort deres evner og talenter og frataget dem såvel uddannelse som frihed over egen krop og eget liv.

Samtidig gør fortællingen den daværende tilbedelse af ”Den store Moder”, hvor slangen i øvrigt var symbol på genfødsel, til noget forkasteligt og en forbrydelse mod den monoteistiske Gud. I de oprindelige jødiske beretninger var Vorherre i øvrigt gift med den kvindelige gudinde Asherah, som pludselig forsvandt ud af fortællingerne. Ligeledes blev skabelsesberetningen ændret, så Adams første ”kone”, Lilith, blev forvandlet til en dæmon, fordi hun ikke ville underordne sig Adam. Interessante justeringer af fortællingerne, som viser hvordan Det gamle Testamente pludselig brød med datidens tilgange med mange guder og gudinder.

Den tilbageblevne skabelsesberetning er både vigtig i forhold til at forstå flere tusind års undertrykkelse af kvinder, og den er vigtig i forhold til at forstå hvorfor alle kvindelige guddomme forsvandt i takt med de tre monoteistiske religioners fremgang i Middelhavsområdet. Jeg tænker at såvel Joseph Goebbels som Donald Trump kunne være noget misundelige over hvor genialt dette demagogiske trick blev implementeret og hvor mange år, det har virket – og stadig virker.

Interessant er det også, at hvis man sammenligner Det gamle Testamentes skabelsesberetning med fx skabelsesberetningen i den Nordiske Mytologi, så finder vi her ikke nogen forskel på hvordan mænd og kvinder bliver skabt, og der pålægges ikke det ene køn nogen skyld for en arvelig synd. Dette forklarer hvorfor kvinder i det før-kristne Norden havde væsentlig større ligeværd med mænd og større personlig frihed end de fik efter kristendommens indførelse. Den Nordiske Mytologis skabelsesberetning er i øvrigt et særdeles spændende bekendtskab i forhold til at forklare verdens og livets opståen.

Senere i Det gamle Testamente kommer fortællingen on Abraham, der bliver bedt om at ofre sit barn Isak til ære for Gud, og Abraham er lydig overfor Gud og gør sig klar til at efterkomme ordren. Så redder Gud ham i sidste øjeblik fra at begå overlagt drab på sit barn, med begrundelsen at Isak bliver skånet fordi Abraham er lydig. En meget speciel fortælling, og enhver må gøre op med sig selv om denne Gud er kærlig, eller om denne Gud har en seriøs mental brist. Principielt vil jeg tro, at såvel Abraham som Isak bagefter må have fået nogle psykiske traumer. Hvis en nutidig forælder ville gøre noget tilsvarende overfor sit barn, så vil denne forælder blive dømt hårdt i en retssag.

I historien om Kain og Abel, så favoriserer Gud den ene bror Abel, i stedet for at anerkende begge brødres offergave. Det svarer lidt til at en forælder bevidst sætter splid mellem deres børn. Er det kærligt?

I beretningen om Egyptens 10 plager, giver Gud den først med 9 forfærdelige plager, og så med hård hånd i tillæg overlagt drab mod sagesløse uskyldige babyer. Blot en tanke – hvis Gud virkelig er almægtig, var der så ikke en anden måde at få hans udvalgte folk væk fra Egypten? I øvrigt, hvorfor har Gud valgt at have et udvalgt folk? Er den monoteistiske gud ligeglad med alle andre menneskers skæbne – dvs. en guddom for de få og ikke for alle. Det var jo kun faraoen, der havde reel magt i Egypten, så det ville jo have været nok at lade denne farao blive omvendt og komme på bedre tanker. Resten af det egyptiske folk var jo bare almindelige mennesker, hvor størstedelen ikke havde nogen magt.

I beretningen om Noahs Ark får Gud så for meget af menneskene, fordi de ikke overholder hans regler, og beslutter sig for at udslette dem, og bagefter fortryder Gud sin vrede, og siger, at nu stopper han med at straffe de få, der har overlevet. Hvad skal vi så lære af det? At Gud vender ryggen til menneskene og ikke gider beskæftige sig mere med dem? Lidt som når vi mennesker har lavet ballade og så flygter fra oprydningen? Og er det så kun det udvalgte folk, der stadig har hans interesse? Og hvis alle bortset fra Noah og familie var døde, var der så overhovedet nogen tilbage, som ifølge fortællingen ”ikke” tilhørte det udvalgte folk?

Hvis vi vender os mod det Nye Testamente, så finder vi et helt andet gudsbillede.

I Det nye Testamente kommer Jesus ind i billedet som den ”der påtager sig alle menneskers skyld” og dermed ”frelser os”. En virkelig sympatisk fortælling, hvor Jesus er beskrevet både som ”menneskesøn”, ”offerlam” og som bærer af det nye budskab om ”næstekærlighed og tilgivelse”.

Hvad er så Jesus rolle her? Hvis skyld er det egentlig, han påtager sig? Menneskenes – fordi de er skabt med fejl og mangler? Eller er det Guds egen skyld, Jesus påtager sig, fordi Gud ikke selv ønsker at vedkende sig sin egen skyld om at være årsag til hele balladen?

Vi kender som mennesker alle til at svigte, eller at blive svigtet. Det er et vilkår, vi lever under. Meget få mennesker oplever at gå gennem livet uden at opleve begge dele. Når vi svigter andre, så giver det os skyld og skam, for vi overtræder de mest essentielle grundregler for menneskeligt samkvem og for flokkens samlede overlevelse. Når vi så selv oplever at blive svigtet, så overmandes vi af forvirring, afmagt, håbløshed, vrede og sorg.

I kristendommen hører vi Jesus på korset sige ”Min Gud, min Gud, har du forladt mig”. Stærke sager. Et svigt, hvis voldsomhed giver genlyd flere tusind år efter. Et svigt, som ville få store konsekvenser i en familieretsafgørelse i vor tid.

Vi har så senere fortællingen om Jesus transcendens og opstandelse, der skal godtgøre, at der nu er familiefred og styr på det hele i himlen. Betyder det så, at Det gamle Testamentes Gud har givet ansvaret fra sig, og har pensioneret sig selv? Hvad skal vi lægge i det? 

Teologer diskuterer stadig om Jesus er Gud, eller om Jesus er Guds søn. Selv kaldte han sig for ”Menneskesøn”. Historisk er der ingen tvivl om at han var en teologisk oprører, som både ønskede en mere ligelig fordeling af goder mellem mennesker og samtidig havde sin helt egen opfattelse af hvad Gud stod for. Var der tale om et generationsoprør mellem far og søn?

Vi har i Bibelen kun de beretninger, der har overlevet tiden og der er talrige censureringer og omskrivninger, hvor nogle beretninger er blevet valgt fra med overlæg, og andre beretninger er blevet justeret, så de passede ind i senere teologers ønsker om hvad der skulle være gældende.

Men indlysende er det, at der ikke er overensstemmelse mellem gudsbilledet i Det gamle Testamente og Det nye Testamente.

Det gamle Testamente er ikke skrevet af en person men af flere, og det er en samling af tekster, der er skrevet fra omkring 1400 f.Kr. til 100-200 f.Kr. og disse tekster fik senere navnet Det gamle Testamente. Der foreligger ingen dokumentation for om forfatterne til teksterne rent faktisk har været i kontakt med Gud, og det er egentlig en noget spøjs omgang, at disse tekster har haft så stor indflydelse på de 3 monoteistiske religioner, der har brugt dem som kildetekster og til forkyndelse. Der er altså ingen sikkerhed for at disse tekster rent faktisk repræsenterer Guds ord. 

Så hvad står vi tilbage med er dels en beretning om Det gamle Testamentes udokumenterede skrifter om en Gud, der er besat af at få mennesker til at adlyde ham, og en beretning om denne Guds straffemetoder, ansvarsfraskrivelse og svigt. Efterfølgende får vi i Det Nye Testamente en beretning om en Menneskesøn, Jesus, hvis spirituelle livssyn muligvis kan være inspireret af buddhismen, og som lægger sig på alteret og frivilligt ofrer sig i håbet om at hans offer vil stille det Gamle Testamentes Gud tilfreds.

Vi får så en ”Happy End” i opstandelsen, men vi mangler stadig at få en undskyldning fra Det gamle Testamentes Guds for al balladen.

Hvad kan vi udlede af det?

Hvis vi tager med baggrund i vores moderne Kristendom rent faktisk tager Jesus liv, ord og gerninger for pålydende som værende sande og værdifulde for os som mennesker, så kan vi med sindsro og Jesus vejledninger gå ud fra, at Det gamle Testamente skal skrottes, at det var en misforståelse at det kom med i Bibelen, og at det ikke længere bør være gældende.

Vi kan konkludere at med Jesus kom der både håb og ”nye boller på suppen” – og det, vel at mærke, for alle mennesker på jorden, og at næstekærlighed er det vigtigste i Kristendommens budskab.

Denne erkendelse bør så medføre såvel en ny reformation af folkekirkens tekstgrundlag, ligesom en stor og officiel undskyldning overfor alle de kvinder, der har været undertrykt og pålagt skyld siden kristendommen blev indført vil være særdeles ønskelig.

Hvis kristendommen skal være en sand spirituel vejledning for det moderne menneske, så haster det med en sådan officiel reformation af tekstgrundlaget og ligeledes med en reformation af forkyndelsen og formidlingen.

Vi er mange, der har mistet tålmodigheden med den nuværende udgave.

Så kom i gang og skrot Paulus ord om at kvinder skal tie i forsamlinger, være underordnede deres mænd, og holde deres hoved tildækket, og skrot Paulus ord om at slaver skal underkaste sig deres herrer. Det er på høje tid, at Paulus bliver taget i skole. Rent faktisk har Paulus jo aldrig mødt Jesus, vi har kun hans egen beretning om det, og det kan jo være årsag til at han i den grad har taget fejl af chefens indstilling til disse spørgsmål. Det bør rettes nu.

Og mens vi nu er i gang, så bør vi samtidig tage et opgør med forestillingen om helvede. Ved simpel googlesøgning kan det tjekkes at Johannes Åbenbaring blev skrevet omkring år 95 efter Kristi af en person ved navn Johannes tilsyneladende som en reaktion på de forfølgelser, som kristne blev udsat for i Romerriget. Der er således ikke tale om apostlen Johannes, men i stedet om en Johannes, som ikke selv havde mødt Jesus. Om vi kan have tillid til denne åbenbaring er derfor overmåde tvivlsomt, og man kunne godt forestille sig, at Johannes havde en psykisk sygdom som medførte hallucinationer.

Problemet med denne meget tvivlsomme beretning om ”helvede” er hvordan den i tidens løb er blevet både brugt og misbrugt til at undertrykke, udnytte og mishandle mennesker. Lige fra katolicismens afladsbreve til nutidige fundamentalistiske rædselshistorier om sagesløse børn, der traumatiseres fra barnsben.

Så venligst udelad også Johanne Åbenbaring fra Det Nye Testamente. Det ville spare mange nutidige børn fra traumatiske mareridt. Samtidig har beretningen med al tydelighed gennem historien ikke vist sig at bidrage positivt til fred og fordragelighed i verden.

Og – så er det vel egentlig på tide at kigge på om ikke de gnostiske evangelier skal inkluderes i det tekstgrundlag, som kirken bør bygge på. Jeg tænker her særligt på Thomas Evangeliet og Maria Magdalene Evangeliet. Begge er spirituelle skrifter som giver et helt andet forfriskende syn på og tilgang til kristendommens oprindelige indhold, og i modsætning til Paulus, så har såvel Thomas som Maria Magdalene haft en tæt tilknytning til Jesus. Så kom i gang. Der er ingen grund til at vente.

Hvor findes din gud?
I templet, i kirken, i moskeen?
I de fine raketter til månen?
Den smukke skyskraber i Dubai?
Under den grå himmel med de truende skyer
I de mange heksebål og religiøs tortur?
I undertrykkelsen af kvinder?
I øjnene på den tavse tigger, der rækker skålen frem?
I smerten hos den sårede soldat
I det lemlæstede barnelig i Gaza
Hos den vrede bedstemor foran det sønderbombede hus i Kharkiv
I mikroplastmolekylerne i fisken på dit middagsbord?
Eller i de døde insekter i kartoffelmarken?
Kan du finde din gud?
Eller har din gud forladt dig?

Mennesker har alle dage søgt efter svar på livets store gåder og ikke mindst på ”hvorfor er vi her”. Der har gennem tiderne være forskellige svar, formuleret som religioner eller tro som vejledninger, og fælles for mange af disse svar er samtidig et indbygget ønske om fastholdelse af en særlig samfundsstruktur og afklaring af magtforhold i samfundet.

Buddhismen og den allertidligste Kristendom, særligt gnostikerne, er dog undtagelser fra dette, her er fokus i stedet på åndelig vejledning, frelse og spirituel transcendens til et andet niveau.

Denne fokus blev dog i høj grad tilsidesat for Kristendommens vedkommende gennem de senere tilføjelser, såvel i form af Paulus skrifter, Johannes åbenbaring og af de mange gejstlige justeringer og udvælgelser af skrifter i de kirkemøder, der fulgte efter Jesus død. Disse justeringer medførte at Kristendommen i højere grad kunne anvendes som en samfunds- og magtstruktur religion, hvor der samtidig var indeholdt en voldsom straf for overtrædelse af regler.  

I det sidste halve århundrede har Kristendommen så i nogen grad forkyndelsesmæssigt bevæget sig tilbage igen mod den mere oprindelige tilgang, i hvert fald i for Folkekirken i Danmark, hvor hovedvægten ligger på den inkluderende, barmhjertige Kristus og spirituel frelse.

Desværre gælder dette ikke for kristendomsundervisningen i skolerne, hvor Det gamle Testamentes tekster stadig udgør en foruroligende stor del af pensum i de yngste klassetrin. Uanset at disse tekster opleves som farverige og spændende, så er det en overordentlig diskutabel praksis. Det gamle Testamentes tekster er som udgangspunkt det jødiske samfunds mytefortællinger og de bør derfor ikke være en del af kristendomsundervisningen. Indhold og værdisæt i Det gamle Testamentes tekster er på rigtig mange områder i direkte modstrid med Jesus ord og handlinger og formidling af disse tekster er derfor forvirrende for børn. Hvis der skal undervises i Kristendom i folkeskolen så bør der kun tages udgangspunkt i Det nye Testamente.

Folkekirken og Kristendommen har som udgangspunkt en indbygget konflikt i sit værdigrundlag ved at den til stadighed slæber Det gamle Testamente med sig som en indholdsmæssigt modstridende dødvægt. Det er åbenlyst ved læsning og sammenligning af de to testamenter, at det gudsbillede, der findes i Det gamle Testamente udokumenterede fortællinger er fuldstændig anderledes end det gudsbillede, der findes i Det nye Testamente.  

En lille finurlig krølle om en forventet Messias i Esajas salmebog er, mig bekendt, det eneste, der tilsyneladende binder de to testamenter sammen, og det kan virkelig undre, at man ikke for længst har udeladt Det gamle Testamente i den danske folkekirkes kristne formidling.

Der er rent faktisk et større slægtskab mellem Buddhismen og Kristendommen i forhold til vægt på medfølelse og øvrigt værdigrundlag, herunder også ønsket om at ”kundskab” både skal være tilgængelig og i øvrigt er ønskelig for at opnå frelse og spirituel transcendens. Interessant er så diskussionen om, hvor Jesus rejste hen i de 12 år, hvor han var væk fra sin familie. Var Jesus elev i et buddhistisk tempel i østen? Et spørgsmål, som bl.a. en BBC dokumentar forsøgte at undersøge, men som vi nok aldrig får det endelige svar på, medmindre arkæologer kan dokumentere det med 100 procents sandsynlighed.

Der var som bekendt fra gammel tid også store diskussioner om hvilke skrifter, der skulle medtages i den tidlige Kristendom, og inkludering af Det gamle Testamentes skrifter var i høj grad til diskussion i denne sammenhæng. Ligeledes var der diskussion om de gnostiske skrifter, bl.a. Thomas Evangeliet og Maria Magdalene Evangeliet, og begge blev desværre forkastet og senere glemt i næsten 2000 år, indtil de helt tilfældigt blev fundet i midten af sidste århundrede. Fortællingen om Maria Magdalene blev ændret fra at være en af de tætteste apostle af Jesus til i stedet at være en falden prostitueret kvinde. Man må sige at der var en meget kvindefjendsk holdning og tilgang blandt de mænd, der deltog i de kirkemøder, hvor der skulle træffes beslutninger om hvilke tekster, der skulle indgå i kristendommen.

Måske er tiden endelig inde nu til at vi kan få en ny reformation, hvor Kristendommen skal lære at stå på sine egne ben og frigøre sig fra Det gamle Testamentes gudsbillede. Det vil kunne give Kristendommen en tiltrængt energi indsprøjtning samtidig med at det vil give den nødvendige klarhed i indhold og værdigrundlag, og det vil være godt – ikke mindst i disse meget urolige tider, hvor religiøs ekstremisme med baggrund netop i Det gamle Testamentes mytefortællinger skaber voldsomme krige og konflikter mellem folkeslag.

Kristendommen har så desværre stadig et problem med Paulus indskrænkelse af rettigheder for kvinder, hvilket står i stærk modstrid til Jesus udtalte ønsker om kvinders deltagelse. Ligeledes har Paulus i sin iver efter at lave en struktur på kristendommen og få den til at passe ind i sit eget verdensbillede, et problem i forhold til sine retningslinjer om at slaver skal adlyde deres herrer – dette var nok heller ikke ”clearet med chefen”.

Det er helt og aldeles utroværdigt med basis i de 4 evangelier at mene at Jesus seriøst ville godkende at såvel kvinder som groft slavegjorte mennesker ikke skulle have almindelige menneskerettigheder. Det er noget, som Paulus må have tilføjet enten for at tækkes magthaverne eller fordi han selv var vokset op med et forskruet verdensbillede, der tillod talentspild og undertrykkelse af såvel kvinder som slavegjorte mennesker.

Man kan med væsentlig tyngde sige, at mange religioner har et statsdannende element indbygget eller udviklet gennem deres implementering, og religioner er blevet flittigt anvendt og misbrugt af magthavere. Derfor har religion så også et særligt ansvar i forhold til det samfund, der bliver opbygget i forhold til værdier og pejlemærker.

De tre monoteistiske religioner har gennem mange århundreder desværre haft en del triste sager på samvittigheden, herunder krige, forfølgelser, drab og diskrimination imod kvinder, LGBT+ personer og imod andre anderledes tænkende mennesker. Der har været utroligt mange grimme overgreb, drab, vold og undertrykkelse i religionernes navn og dette foregår stadig i mange dele af verden.

Det er derfor vigtigt at forholde sig særdeles kritisk overfor de skrifter, der ligger til grund for de tre monoteistiske religioner, der tilsyneladende har nogle ret uhensigtsmæssige værdier og pejlemærker indbygget, som ikke just tilgodeser fredelig god sameksistens og medmenneskeligt menneskesyn, men snarere opfordrer til ufred, krige og diskrimination.

En venlig og kærlig opfordring fra mig til de ansvarlige er således, at de bør gennemlæse og nærstudere teksterne i højere grad og kassere ubrugeligt skrammel, der aktivt modarbejder fred og empati i verden, og som cementerer magt hos en autoritær elite, og som i øvrigt ødelægger livsvilkår og diskriminerer mennesker.

Så vær nu søde at rydde op i de tekster – det vil give verden nyt håb!

Giv mig et blik, et smil, et klap når jeg synger min særlige sang
Ellers visner jeg, taber hovedet ned ad skulderen
Bliver grå, trist, og sur
Men giv mig en skideballe, hvis jeg bare forventer du står klar*
For ellers ved jeg ikke, hvornår du forlader mig

Janteloven har et dårligt image – vi bryder os ikke om den. Vi vil gerne give plads til individet, så alle har mulighed for at få anerkendelse og udfoldelse. Det er så fint. Vi skal kunne indfri vores drømme og vi har som mennesker behov for at blive set og værdsat for vores arbejde og de anstrengelser, vi gør.

Danmark har ry for at have en stærkt implementeret Jantelov – men den findes også i andre lande, selv i USA, som ellers påberåber sig individets frihed og frie udfoldelse som hovedmantra. I USA bliver den bare beskrevet anderledes. Men da Janteloven først blev beskrevet i en dansk bog af Aksel Sandemose, og da vi som danskere måske er lidt mere ydmyge og mere obs på de fejl, vi ser hos hinanden, så har vi som nation fået ry for at være underlagt Janteloven.

Det mest interessante ved Janteloven er, at den ikke kun er negativ, men den har også en positiv vinkel i relation til at være menneske i et fællesskab.

Den negative vinkel er at den holder mennesker fast i angst for at fejle og i angst for repressalier i forhold til at træde forkert. Det giver stort spild af talenter og triste ridser i sjælen, og det kan give vrede og sorg over manglende anerkendelse.

Men samtidig sikrer Janteloven at individet beholder respekt overfor fællesskabet, og den pålægger individet en vis ydmyghed i tilgang, så individet ikke får storhedsvanvid.

Vi er som mennesker tilbøjelige til at fokusere på andres fejl, og det er svært at få øje på sin egen ”bjælke i øjet. Vores ambitioner kan let ødelægge den ydmyghed, som vi til stadighed har brug for, når vi skal udvikle os. Uden kontinuerlig udvikling går vi i stå, og med storhedsvanvid bliver vi ulidelige at omgås og kan ikke længere se og anerkende andres bidrag.

Det siges at ”man skal stikke fingeren i en spand med vand og se hvor meget forskel, det efterlader”. Det siges også ”at ingen er uundværlig”…. Eller sagt på en anden måde – vi kan blot erstattes…

Efterlader vi som mennesker slet ikke nogen ringe i tilværelsen og kan vi bare så let erstattes? Det er da så i høj grad en tilgang, der kan pacificere folk, og gøre dem modløse og uden selvværd.

Men er det sandt?

Kender du slet ikke et menneske, der har gjort en forskel for dig?

Når jeg ser mig tilbage, så træder der mange mennesker frem, som har gjort og stadig gør en kæmpe positiv forskel i mit liv og for andre. Mennesker, uden hvem, livet for mig og livet i fællesskabet ville have været svært og vanskeligt. Så mit svar må blive – nej, ret ryggen, vi sætter alle spor, vi har alle en rolle at spille.

Så er Janteloven positiv eller negativ?

Måske skal vi blot have den i baghovedet som reminder, når vi i uklædelig misundelse ikke ønsker at give anerkendelse til et medmenneske, eller når vi modsat blindt roser nogen til skyerne, uden at have sat os ind i hvad vedkommende rent faktisk har bidraget med.

Mit land, siger du
Med hvilken ret
Hvem trækker grænserne
Hvem bestemmer, hvem der har retten?

Husker du den gamle børneleg med kridt på asfalten – ”jeg melder krig mod” – hvor det gjaldt om at tilrane sig landområder, og den med størst indtegnede landområde var vinder af legen. Man stod på et ben, lidt usikkert, med kridt i hånden og tegnede med kridtet fiktive erobringer af et andet land. En syg ide, men vi legede den alle sammen, alle os unger født efter 2. verdenskrig.

Hvem ejer et land? Hvem har ret til at bestemme over det? Hvor mange år skal man have været bosat i landet? Hvad giver et berettiget krav til et land? Er det nok at en gud i en gammel bog siger at vi har ret til et land? Kan andre lande ”give” et land væk på trods af de indbyggere, der allerede bor der? Hvis vi invaderer et andet land, giver det os så ret til at kræve at det land bliver vores?

Den skrøbelige fred efter 2. verdenskrig efterlod mange forkert trukne grænser, ligesom den efterlod et landområde, det nuværende Israel/Gaza/Vestbredden i en forfærdelig væbnet konflikt og med Israels efterfølgende voldsomme etniske udrensninger af palæstinenserne, de store flygtningelejre og Israels annektering af palæstinensiske områder.

Da de store parter ved forhandlingsbordet var færdige med at forhandle, så var store dele af Østeuropa besat af Rusland. Grænserne var derfor kunstige og kun et udtryk for en af stormagterne magtmæssig fordeling af landområder, afhængig af hvilken side, de var på under krigen. Først efter 1989 kom der en mere naturlig grænsetrækning efter murens fald.

For Danmark var grænsen mod Tyskland i 1920 efter 1. verdenskrig afgørende i forhold til at etablere så naturlig en grænse som muligt. Grænsedragningen blev i 1920 gjort fredelig og med demokratisk afsæt og med udgangspunkt i mindretallets velfærd og mindretallets ret til fortsat at tale eget sprog og have eget skolesystem. En god fremtidssikret model, der har vist sig at være funktionsduelig lige siden, og der var efter 2. verdenskrig ingen, der ønskede at ændre på denne grænse.

Man kan således med en vis ret hævde og med den dansk-tyske grænse som erfaringsgrundlag, at hvis befolkningen i et landområde føler sig som ”et folk” med en naturlig sprogsammenhørighed og ditto kultur, og befolkningens ønsker om grænser respekteres, så vil det på sigt kunne medføre fredelige tilstande i verden, særligt hvis evt. mindretals behov til stadighed tilgodeses og respekteres.

Kigger man andre steder hen i verden, så ser det meget blakket ud, og det kan til tider synes ørkesløst at diskutere fred og landegrænser, og håbløst at diskutere hvem, der ejer et land. Talløse krige og grænsestridigheder gennem tiderne har krævet umådeligt og ulykkeligt mange menneskeliv, gjort talrige mennesker forarmede og invalide, og kostet enorme summer, der kunne have været bedre anvendt.

Siden Folkeretten blev stadfæstet i FN efter 2. verdenskrig, så er der begået talrige overtrædelser og etnisk udrensning af befolkningsgrupper, og FN har ikke haft gennemslagskraften til at stoppe eller forhindre dem.

Folkeretten dækker ifølge opslag på Udenrigsministeriet bl.a. følgende og har sin basis i den fred, som blev indgået efter 2. verdenskrig:

”Folkerettens grundlæggende krav til staternes indbyrdes optræden udtrykkes i begreberne territorialhøjhed og suverænitet. Det betyder, at stater kun er kompetente til at udfolde deres magtapparat, dvs. den lovgivende, dømmende og især udøvende magt i form af politi og militær, inden for deres eget territorium.”

FN er som udgangspunkt stækket på grund af Sikkerhedsrådets sammensætning af faste deltagere, som gang på gang nedlægger veto. Det kan med rette diskuteres om Sikkerhedsrådets sammensætning er hensigtsmæssig. Da FN ikke har eget militærapparat, så er FN også her stækket og uden reel varig indflydelse på de konflikter og krige, der foregår.

Den International Domstol i Haag er under voldsomt angreb af bl.a. USA, Israel og Rusland, og det er uvist om den får mulighed for at spille nogen afgørende rolle, og i hvert fald ikke før engang i fremtiden.

På mange måder ser fremtiden trist og usikker ud. Der er krige og folkedrab rigtig mange steder, og ulmende bål, der stadig brænder i flere dele af vores verden. Situationen i Gaza og på Vestbredden efter Hamas forfærdelige 7. oktober angreb og gidseltagning er voldsomt ødelæggende, og med Israels annekteringer, krig mod civilbefolkning og etniske udrensninger er situationen blevet fuldstændig uacceptabel og har længe overskredet ethvert berettiget ”selvforsvar”. Den nyligt indgåede våbenhvile er stadig usikker og uafklaret. På samme måde er Ruslands langvarige aggression og krigshandlinger overfor Ukraine både ekstrem, imperialistisk og farlig for den samlede europæiske sikkerhedssituation, og Rusland er tilsyneladende ikke interesseret i fred, så længe Rusland forventer at kunne erobre mere land. Såvel Israel som Rusland nægter at følge Folkeretten.

Ulighed og økonomisk afmagt er roden til fascisme og diktatur – dette er noget EU til stadighed skal huske som en mental arv fra 2. verdenskrig.

Fjendebilleder og imperiedrømme er så roden til krig og ufred – desværre godt støttet både af religiøs ekstremisme og drevet af grådighed efter gratis ressourcer og af enkeltpersoners narcissistiske vanvid.

Game of Thrones TV-serien efter forfatteren George R.R Martins bøger beskriver kampen om kontinentet ”Westeros” med såvel fokus på de herskende klasser som på hvordan ”the little people” bliver kastebolde i deres magtkampe. På mange måder minder denne fantasyserie i uhyggelig grad om det 21. århundredes nuværende magtkampe, hvor vores tidligere, efter den 2. verdenskrigs indgåede internationale ordens- og spilleregler er sat under voldsomt pres.

Lyspunkterne er dog, at EU samler sig og gør sig stærkere – primært for at undgå krig. Samtidig har EU landene en mental bagage fra 2. verdenskrig, der gør, at EU som institution som udgangspunkt bør være bedre rustet til at genkende de mønstre, der kan føre til diktatur og fascisme. Måske vil EU også på sigt kunne håndtere udenrigspolitiske konflikter på en mere neutral måde, når EU fremtidigt bliver mindre afhængig af USA’s NATO-medlemskab.

Vores håb kan være at EU vil kunne vise en vej frem, vel at mærke, hvis vi som borgere i EU til stadighed vil være opmærksomme og agtpågivende overfor vores egne interne fascistiske tendenser.

Der er desværre politiske strømninger i EU, som er anti-demokratiske, og nogle endda rent fascistiske. Disse strømninger fødes løbende af ulighed og vanskelige leveforhold for nogle befolkningsgrupper, og det er vigtigt, at EU formår at forbedre levevilkår for disse grupper. Det er også vigtigt at EU kridter banen op i forhold til at slå hårdt ned på forenklede fjendebilleder, og EU bør også holde skarpt øje med de tendenser, der kan resultere i ødelæggelse af vores demokratiske spilleregler.

Der er kommet sprækker ned til helvede
Svagt anes lysende skær af ild og murren fra rystelser i undergrunden
Dagligt bliver sprækkerne større
Flammerne slikker op langs siderne
Gør sjælene varme
Former stålet i kroppens knogler
Med grådig selvtilfredshed spytter vi på tumberne
Og vender os ligegyldigt bort
De kan rende os
Vi har ingen forpligtelser
Vi er vor egen næste
Hvad skal vi med andre
Der smedes i skarpe tunger
Der rives i sjæle og flås i kød
Vi er dem som vi kerer os om
Hvad rager det os hvis naboen segner
Er Fanden til stede*
Eller er det os selv, der har taget rollen
Som vi tog den før
Der er kommet sprækker ned til helvede
Hvad rager det os

Kristendommen taler om kærlighed og omsorg til vores ”næste” – som Jesus så smukt fortæller i lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Definitionen på ”vores næste” har vi det så med lidt at glemme, når personlige ønsker og ambitioner træder i spil. Det er let at glemme, at vi er en del af en større helhed, et samfund, hvor ikke alle har samme muligheder og vilkår. Og det er så let at glemme at det at tage hånd om de svageste, og at være med til at opbygge og udvikle, det er en del af vores samfundskontrakt.

Vi glemmer let, at vores egen succes bygger på det samlede samfunds velvillighed, og at selv den mest succesfulde virksomhed ikke kan fungere uden uddannet arbejdskraft, og at denne arbejdskraft er betinget af at nogen passer børn, de syge og de gamle, at der tages hånd om sygdom og forskning, og at veje, politi og øvrig infrastruktur er opgaver, som vi er fælles om. Ingen magter sådanne opgaver alene – vi er fælles om det, og hvis et samfund skal være velfungerende, så må vi løfte i flok og samtidig tage hensyn til, at ikke alle har lige mange kræfter.

Når vi glemmer at vi er en del af denne samfundskontrakt og kun fokuserer på os selv og vores egen fornøjelse, og når vi arrogant og uden empati glemmer at vi er en del af et fællesskab, så går det galt.

”Høtyvene kommer” advarer milliardæren Nick Hanauer om i sin TED talk fra 2014, hvor han fortæller om risikoen ved den stigende ulighed. Den stigende ulighed viser sig politisk nu flere steder i verden, og både USA og Europa oplever hvordan det påvirker valg og meningsdannelser. Den stigende ulighed er ikke til at spøge med, og hvis vi kigger historisk på hvordan den er blevet brugt til at indføre diktaturstater og starte krige, så kan vi se sprækkerne ned til helvede åbne sig.

Hvad sker der, når samfundet glemmer at tage hånd om alle? Hvordan opleves det af de mennesker, vi glemmer på perronen, når toget kører? Når vi vender ryggen til deres kampe og eksistentielle krav om værdi for fællesskabet og mulig overlevelse?

Når mennesker bliver udsat for ekstrem nød og mister troen på at livet kan lykkes, så kan det ske, at den naturlige empati til sidst forsvinder, den empati, der ellers ville have afholdt disse mennesker fra at gøre andre skade.

Når det så bliver sat i system, når psykopater får mulighed for at piske en stemning op, så rammer blodrusen samfundet, som vi så med stormen på kongressen den 6. januar i USA.

Vi lever i en tid, som på mange måder desværre giver stærke mindelser om tiden før 2. verdenskrig, for der er kommet grimme sprækker ned til det helvede, der hedder vold og fascisme, både i Europa og på den anden side af Atlanterhavet. Et helvede, som de fleste af os, ikke personligt kender til, for det er så mange år siden, at kun de ældste har det i frisk erindring. Men et helvede, som de færreste af os kan ønske sig at opleve.

Der er nu stigende ulighed i en målestok, der ikke er set siden 1930’erne i Europa, USA og Sydamerika. Der er, og har været voldsomme krige og nød i Mellemøsten og Afrika. Der er millioner af unge mennesker uden arbejde, og uden håb om nogen sinde at kunne stifte familie. Der er bitterhed og der er vrede. Der er ”working poor” familier, der trods hårdt arbejde, alligevel må overleve på nødhjælp og hattedamers nåde, og vi ser børn med dårlig ernæringstilstand, og en strøm af migranter fra fattige og krigshærgede lande, der arbejder for usle lønninger og hvis tilstedeværelse giver spændinger internt.

Desværre er der så fra elitens side stadig en manglende forståelse, en opgivende ligegyldighed og en mental afstandtagen over for de svageste. Dette på trods af, at sikkerhed for de rigeste altid vil være betinget af at samfundet sikrer at ingen mennesker lider nød, og at alle har en oplevelse af fairness.

Samtidig ser vi fra toppen globalt en grov udnyttelse af samfundets midler for egen vindings skyld, og en tilsyneladende afmagt, handlingslammelse og forvirring blandt globale politikere.

Klimamæssigt og miljømæssigt er vi som klode samtidig på kanten af afgrunden.

Er helvede ved at åbne sig, eller kan vi stadig ændre på det?

Hvad vi vælger at gøre betyder noget. Vores handlinger gør en forskel. Som ringe i vandet. Ikke blot i vores egen lille kreds, men også i det omkringliggende samfund. Vores handlinger giver genlyd, både når vi bygger op, og i endnu højere grad, når vi bryder ned.

Det gælder for virksomheder, det gælder for banker, det gælder for politikere, og det gælder for os som enkeltindivider.

Der er virksomheder, der bygger op. Mange af dem er startet i det små og med store personlige risici, og med flid og dygtighed, og med daglig stædig kamp for at gøre det bedste, så har de bygget virksomheden op, og vokset sig store. Det er virksomheder, der til enhver tid giver deres ansatte ordentlige og gode forhold og anstændig løn, og som anerkender medarbejdernes indsats i det fælles mål om at sikre virksomhedens succes og overlevelse. Disse virksomheders værdier er kendetegnet ved ordentlighed, skabertrang, og respekt for det omkringliggende samfund.

Disse virksomheder og menneskene bag dem skaber respekt. De bygger op og deres virksomheds arbejde skaber positive og konstruktive ringe i samfundet, skaber tryghed, skaber gode arbejdspladser, skaber værdi for os alle.

På samme vis er der politikere, der bygger op. Skaber fællesskab, drager omsorg, og sikrer at der opbygges et samfund, hvor tillid og tryghed for den enkelte er fundamentet, hvor miljøet bliver tilgodeset, og hvor gode strukturer kan hjælpe virksomheder og erhverv til at trives. Hvor der er ønske om at bygge op og løse problemer.

Disse politikere indgyder også respekt.

Og så er der de andre….

Der er virksomheder, der altid er på kant af lovgivningen, altid prøver at score kassen så let som muligt ved at underbetale deres medarbejdere, ved at blæse på arbejdsmiljø, og i øvrigt snyde og bedrage, hvis det kan bringe dem egen personlig vinding. De mennesker, der står bag disse virksomheder, har kun egen succes som mål. Det omkringliggende samfund er for dem kun noget, der kan udnyttes. Menneskene bag disse virksomheder bryder ned. De bryder selvværd og tryghed ned for deres medarbejdere, og de bryder samfundet ned gennem de ringe, som deres handlinger skaber.

Ligeledes er der banker og advokater, hvor topledelsen har så ringe moral, at de bare groft udnytter samfundet. Hvor fællesskabet bliver misbrugt som nyttig malkeko for at skabe profit, og hvor anstændighed er glemt. Og så har vi så også politikere, der stædigt tror, at alting reguleres ved markedskræfter, og at hvis bare de stærkeste overlever, ja, så kan gribbene jo bare tage resten…

Med den giftige cocktail så har vi også influencere og meningsdannere, der puster til ilden og med deres ord skaber endnu større sprækker ned til helvede.

Hvad kan vi så gøre som enkeltpersoner?

Ja, det drejer sig om menneskesyn, og det drejer sig om ordentlighed i vores tilgang til verden. Det drejer sig om at ”forstå” og om at ”tale imod”, og det drejer sig om og at ”bygge op”. Ligeledes drejer det sig om at vælge politikere, der ønsker en god verden og et godt fællesskab, og som aktivt arbejder for disse mål. Hver af os har særlige talenter, som kan bruges positivt og konstruktivt til at gøre verden bare lidt bedre. Hver enkelt af os har mulighed for at skabe ringe i vandet, til at bygge op i stedet for at bryde ned. Hvilke ringe ønsker vi så at skabe?

Nej, jeg kan ikke lade være
og jeg synes det er en synd,
at gemme sin sjæl og sin holdning
i skabe og skuffer i løn.
For de vil jo ud og markere
og sætte et aftryk og spor
for retten til at plædere
sin sag for den ganske jord.
Og nej, de er lige så værdige*
som andres med højere røst
selvom den stemme er spinkel
og kejtet den kommer fra bryst.

Har den der råber højst altid ret? Husker vi at inkludere alles stemmer i vores overvejelser, vores beslutninger? Er der nogen, vi altid glemmer at spørge, som vi bare overser? Er der nogen, der er bange for at sige hvad de mener? Fik vi alle indspark og vigtige elementer med?

Der er mennesker, som gennem deres skoletid, deres ungdom, i deres familie eller i andre sammenhæng ”ikke er blevet hørt”, og de kan være usikre og have vanskeligt ved at komme til orde, og dermed kan vi alle miste værdifulde indspark, som måske lige kan være den manglende brik i puslespillet, eller måske det indspark, der giver os ny og vigtig viden.

Den schweiziske psykiater Carl Jung opdagede gennem sin forskning en meget klar forskel mellem mennesker. Nogle mennesker er meget ekstroverte, mens andre mennesker er mere introverte. Ekstroverte mennesker får primært deres energi opladet gennem social omgang med mange andre mennesker. Introverte mennesker får primært deres energi opladet via ”alenetid” eller ved social omgang med meget få mennesker.

Sidder du i en diskussion blandt andre, så er det tit de ekstroverte mennesker, der er vant til at hurtigt at formulere sig mundtligt, der kommer til at holde enetale og sætte dagsorden, mens andre med ”mindre røst” har svært ved at komme til fadet. De meget talende kan have svært ved at være tålmodige overfor de mere introverte, for hvem det er vigtigt først lige at finde de rigtige ord til at udtrykke sig. Det giver en skævhed, en ubalance i samtalen. De ekstroverte bliver let bekræftet i at de har ret og er bedst til at lede ”butikken”, mens de introverte bliver irriterede over at de ikke bliver hørt på trods af de har gode input, og de kan være uenige i såvel beslutninger som holdninger.

En anden forskel på mennesker, som Carl Jung opdagede, er at nogle mennesker er meget detaljeorienterede og andre mennesker er mere intuitive i deres tilgang til verden. Disse forskelle kan også give problemer i samtalen.

Detaljeorienterede mennesker er virkelig dygtige til at huske årstal, kongerækker, knoglenavne, organplaceringer, kemiske data, brugsvejledninger, etc., og det er et talent, som i meget høj grad hjælper dem i jobs, hvor detaljer er altafgørende for opgavernes udførelse. De kan så have en tendens til at fokusere så meget på detaljer, at de overser betydningen af et samlet overblik, og det kan give dem problemer med at forstå sammenhænge.

Intuitive mennesker gennemgår også detaljerne, men fokuserer som oftest hurtigt på at få det samlede overblik – essensen af materien. Herefter glemmer de let detaljer, som de mener er uvæsentlige. Det kan give dem problemer med opgaveløsning.

Når detaljeorienterede mennesker og mennesker med intuitiv tilgang skal diskutere et emne, så bliver mennesker med intuitiv tilgang ofte afkrævet detaljerede data af de detaljeorienterede mennesker. Det giver dels irritation over de ikke længere har disse data tilgængelige i hukommelsen, og også en afmagtsfølelse, fordi, de ikke forstår, at for de detaljeorienterede mennesker, så er detaljerne så umådeligt vigtige, mens de selv mener at det store overblik og essensen af materien er det allermest afgørende. De detaljeorienterede mennesker mener så de intuitive mennesker er utroværdige, når de ikke har detaljerne klar i hukommelsen, mens de intuitive mennesker mener at de detaljeorienterede mennesker spænder ben for den overordnede forståelse af emnet og at de mangler forståelse for essensen af materien.

En tredje forskel, som Carl Jung opdagede er, at nogle mennesker er drevet af følelser, hvor det betyder meget for dem, hvad de oplever som rigtigt og forkert, mens andre mennesker er meget drevet af hvad de kan tænke sig frem til baseret på fakta. Denne forskel kan ligeledes give en del problemer i samtalen fx om moralske emner, hvor den ene part taler om moral baseret på egne følelser, mens den anden part taler om moral baseret på videnskabelig tilgang. Begge dele kan være lige interessant og gavnligt, men det kan unægtelig give nogle konflikter.

En fjerde forskel, som Carl Jung opdagede, er at nogle mennesker er produktionsorienterede, aktive igangsættere, mens andre er mere tøvende og langsomt agerende. Begge parter kan opleve irritation, når de skal arbejde sammen.

Der er ikke tale om at nogle tilgange er rigtige og andre tilgange er forkerte. Det er vigtigt at have in mente, at vi har som samfund brug for alle typer mennesker, som på forskellig vis bidrager til at samfundet kan fungere optimalt. Det understreger bl.a. adskillige ledelsesforskere, fx, Adize i sin PAEI model med de fire lederroller: Producent, Administrator, Entreprenør, Integrator, med den underliggende tese: ”Ingen leder er perfekt – men et team kan være det”.

Carl Jung opdagede mange andre ting i sit arbejde, men de ovenstående ting er virkelig væsentlige i forhold til vores kommunikation indbyrdes og dermed også i forhold til demokratiske principper.

For at vi skal kunne have et samfund, hvor alle vigtige data kommer på bordet, så kræver det at vi er klar over, at vi skal lære at lytte til hinanden med tålmodighed og åbenhed. Vi må lære at forstå og være nysgerrige på hinandens tilgang for at få en konstruktiv samtale og sikre gode beslutninger. Det er ikke altid en let øvelse, og da det samtidig kræver en positiv opfattelse af vores medmennesker, så vil udgangspunktet være at vi bør sætte venlighed og villighed til at forstå hinanden som højeste prioritet. Der er så meget værdi ved denne fremgangsmåde, at det kan give håb for godt demokratisk samarbejde.

Jeg bor i dig, men jeg gemmer mig tit
Det er fordi du glemmer mig
Når du falder omkuld, tror du, at jeg bare lige kan findes
Men så let går det ikke
Du må arbejde for sagen

I historien om Pinocchio fortælles om hvordan han får hjælp til at finde sine værdier og pejlemærker af Jesper Fårekylling.

Det er ikke en let opgave for Jesper Fårekylling, men opgaven for Pinocchio er så sandelig også svær. At rejse gennem livet kræver kompas og pejlemærker. Det kræver et værdisæt indbygget i det inderste indre, som i tvivlstilfælde vil kunne sætte retningen, så man til stadighed kan se sig selv i spejlet om morgenen uden at skulle slå øjnene ned.

De fleste af os fejler – på et eller andet tidspunkt. Det er det, der gør os menneskelige. Vi er ikke ufejlbare, vi er i en kontinuerlig læringsproces i livet og vores personlige indre Jesper Fårekylling sover en gang imellem i timen. De færreste af os kan leve op til at leve et liv uden at begå fejl og uden at komme til såre et andet menneske. De fleste af os holder os dog til mindre fejl, som kan rettes op med dedikeret indsats, omsorg og oprigtig anger.

Men hvordan finder vi vores værdier og pejlemærker, så vi kan hjælpe vores indre Jesper Fårekylling med at hjælpe os selv?

Ligesom historiefortællinger kan bryde mennesker og samfund ned, så kan historiefortællinger også bygge mennesker og samfund op, og i nogle af de smukkeste og bedste historiefortællinger, nemlig eventyr for børn og barnlige sjæle, så finder vi de fortællinger værdier og pejlemærker, som vi kan lade os inspirere af og anvende i vores egen tilgang til verden.

Skuespilleren, der spillede Chewbacca i ”Starwars”, Peter Mayhew, døde for nogle år siden. Dette kæmpestore uldne væsen uden sprog, som altid kæmper for det gode, og aldrig forlader sine venner. Men Chewbacca selv kan ikke dø, for hvis det skulle ske, så ville Chewbacca komme til Nangijala. Det er helt sikkert. Et væsen som Chewbacca lever videre. Ligesom også Karl Tvebak og Jonatan Løvehjerte i ”Brødrene Løvehjerte”. De kan heller ikke dø, de lever videre.

De lever i vores sind, i vores drømme, i den måde, vi anskuer verden, og i den måde, vi selv handler. De er ubundne, frie. Med deres tanker og handlinger inspirerer de os, de forklarer livets sammenhænge, de giver os mening, de viser veje. Vi har brug for dem, disse eventyrfigurer. Vi har brug for deres klarsyn, og for deres stædige vilje til at vokse, så de kan modstå selv de værste strabadser i livet.

Når vi selv sidder som Mio og JumJum i Ridder Katos tårn og sulter i ”Mio min Mio”, og alt håb for os er ved at rinde ud i den lange nat, så har vi brug for den lille ske med eventyrlig føde, der stiller sulten og giver os styrke igen.

På samme måde har vi brug for hinanden, for Frodo i ”Ringenes Herre” ville aldrig have nået frem, men ville have bukket under for ringens magt, hvis ikke Sam havde været der for ham. Og når vi bliver for magelige, for selvtilfredse og for indelukkede i os selv, så må Gandalf banke på vores hobbitdør, som han gjorde på Bilbos, og vise os, at der er en verden udenfor, og at der er brug for os.

Kun ”bøjede hnau” kan dø. Det ved vi fra C.S. Lewis i ”Den Tavse Planet”. At være et bøjet væsen er at overgive sig til et liv uden moral og uden respekt for det levende liv, at glemme det vigtigste.

Harry Potter og hans venner vinder over Voldemort, på trods af at det ser håbløst ud. Dragen Tandløs flyver stadig. Ronja og Birk vælger en anden vej for deres liv end Mattis og Borka i ”Ronja Røverdatter”, mens Hassel og Femmer i ”Kaninbjerget” finder vej gennem mange hårde trængsler til et nyt hjem, hvor kaninerne kan leve i fred, og hos Cecil Bødker finder Silas og hans flok deres vej gennem mange udfordringer.

Jesus siger, at vi skal blive som børn for at komme ind i himmerige. Måske mente han samtidig at vi skal huske de bedste af de værdier og pejlemærker, vi som børn fik i dåbsgave.

Med det in mente, så kan jeg kun anbefale at læse gode eventyr børnebøger – det skærper vores pejlemærker, og det kalder vores værdigrundlag frem, og mest af alt, så giver det håb.

Hvor er din identitet
Hvor er din vrede
Hvor kan du få afløb
Hvor bliver du set?*
Blev du glemt, overset, negligeret
*Hundset rundt med
Blev din værdighed glemt
Blev dit håb taget fra dig
Lo de blot foragteligt og vendte ryggen til dig
Mens du lå og sprællede i nettet
I rendestenen
og i fortvivlelse
hvem giver dig en mening, identitet, kampgejst?
hvor er din flok?

Gør vi vores medmennesker til medløbere, når vi glemmer at behandle dem med værdighed og sikre at de har et anstændigt liv? Når vi skubber dem ”ud af flokken”.

Mennesker er flokdyr. Vi har brug for ”flokken” for at overleve, vi har brug for flokkens omsorg og anerkendelse. Vi har brug for at identificere os med en flok, der repræsenterer de værdier, vi umiddelbart kan føle er vores, eller som vi kan forføres til at inkludere som værende ”vores”. Vi ønsker ikke at være ensom på savannen mellem rovdyr og uden flokkens sikkerhed.

Hvis du føler at du er blevet ”skubbet ud af flokken”, så kan du være let at forføre. Hvis du er blevet mobbet kontinuerligt, fravalgt på arbejdsmarkedet, altid kommet sidst i køen, har haft økonomisk vanskelige vilkår og haft svært ved at overleve, eller er blevet foragtet og ikke ”set”, så kan summen af afvisninger gøre, at du er i risiko for at føle dig som et menneske, som samfundet ikke finder værdigt. Det kan give grobund for en ulmende, ubevidst vrede i dit sind, når du til stadighed føler at du er blevet behandlet uretfærdigt.

Nogle mennesker går til grunde, opgiver, forsoner sig med at det var de vilkår, de blev budt, og de orker ikke kampen. I andre, der ulmer vreden, usynlig, u-italesat, mens de tilsyneladende bukker nakken.

Så hvor går du hen for at blive set, for at opnå værdighed og anerkendelse, få forståelse, få støtte, få en flok, hvor du kan føle dig som agtet medlem?

Psykopaterne står klar – de vejrer morgenluft og leder efter et let bytte til at indlemme i deres sag. De tilbyder dig ”en flok” med lette løsninger, der udpeger syndebukke og tillader din vrede at få afløb. Hos dem bliver du mødt med forståelse, anerkendelse af din overlevelseskamp, anerkendelse af din indre vrede, og de sikrer, at der bliver pustet til din vrede, så du vil føle at du er nødt til at kæmpe for din nye floks holdninger, overlevelse og anerkendelse, også selv om du egentlig overtræder dine egne grænser.

Hvordan sikrer vi som samfund, at mennesker til stadighed føler sig som en del af samfundets ”flok”, så de ikke bærer på en ulmende vrede, der kan ødelægge samfundet i stedet for at bygge det op?  

Og hvordan tackler vi så bagefter mennesker, der fortryder at de var medløbere til en dårlig sag? Skælder vi dem ud? Eller bygger vi dem op med omsorg og forståelse?

Men der er andre, som bliver medløbere til en dårlig sag. Bevidst eller ubevidst.

Er man succesrigt medlem af samfundet kan man også risikere at blive medløber af en dårlig sag, hvis man på grund af mental dovenskab og uvilje mod at blive udfordret, så bevidst afskærer sig fra anden information, end lige den information, der gør en begejstret og som passer til ens kram.

Bor du i en ”ghetto” – enten en velstandsghetto eller en socialt belastet ghetto, så indvirker begge dele på dine forventninger til resten af samfundet. Ghettoer har det med at skabe fordomme og manglende empati. Ghettoer bygger mure op omkring dem selv med skabelse af særlige spilleregler, særlige fordomme og særlige omgangsformer, der udelukker andre medlemmer af samfundet.

Mennesker kan også risikere at blive medløber af en dårlig sag, hvis de er opdraget så autoritært, at de har uindskrænket tillid til en person eller en organisation, og derfor aldrig vil vove at sætte spørgsmålstegn ved personens eller organisationens holdninger eller formål. Autoritær opdragelse i skoler eller familie er nedbrydende for en persons selvværd og dermed også for personens tillid til egne pejlemærker og værdier.

Det handler om kontinuerligt at udfordre sig selv med spørgsmålet om hvorvidt den sag og de holdninger, man uforvarende er blevet medløber til, rent faktisk er baseret på alle relevante oplysninger og undersøgt fra alle nødvendige vinkler.

Det handler så også om løbende at vurdere, om ens egne indre værdier og pejlemærker rent faktisk er foreneligt med den sag og de holdninger, man forsøges forført med.

Og så er der naturligvis de ”smarte” – de som på destruktiv vis bevidst ødelægger samfundet i deres grådighed ved at blive medløbere af en dårlig sag, fordi de egoistisk vurderer, at de selv vil kunne høste fordele ved at være medløber. Her må Pinocchios ”Jesper Fårekylling” komme på arbejde.