Gone the Grass

Gone the grass, has turned to hay
Green so lush, has turned to gray
Withered through the autumn storms
Bent and broken, weak and worn

Weeping willow, branches low
Easy now, the river flows
Autumn came and went that day
When the grass did turn so gray

That day so passed
And here I stand
In search for time
That slipped my hand
Where did it go
I did not see
Is that what life was meant to be?

A passing day
It quickly went
And hours numbered
Were all spent

So green and lovely were your spring
When larks so happy came to sing
And summer came
And you stood high
And shelter gave for deer to hide

But now I look to withered grass
The sign that summer did now pass
I gently touch the fragile straw
That rain and wind so harshly tore

May you now rest in peace, I say
While winter snow will deck you hay
And slowly then
You’ll fade away

And yet, with time, when you’re all gone
And winter cold gives way to sun
And spring returns with carefree days
My mind so awkwardly, it strays

While I rejoice in new grown green
The withered hay’s no longer seen
I carry with me every day
The years that passed when grass turned hay

Copyright © Lilli Wendt 6. januar 2024

Hvad er det vi vil have?

Det er snart Jul, vores store fest. Fejring af store religiøse hændelser, og fra gammel nordisk tid fejring af lysets tilbagekomst – Vintersolhverv. Håbets tid. Tid til vurdering af vores værdier og tid for nye strategier.

Det er tid til de mange ønskesedler, de gode sociale sammenkomster, glæden ved at være sammen og glæden ved at give og modtage.

Det er også tiden for mere stress, økonomiske problemer, frustrationer, sorg over svære savn, og i disse urolige tider en ekstra bekymring og angst for hvad der måtte komme.

Mens vi følger udviklingen i verden, som mest af alt minder om en skræmmende udgave af ”Game of Thrones”, så må vi dog ikke opgive modet helt, men huske at vi hver især har mulighed for at påvirke, hvad der sker. Vi er ikke uden handlemuligheder, og selv om det for de fleste af os kun kan ske med små prik og indspark, så vil summen af vores samlede handlinger kunne dreje vores jord og vores tilværelse i en anden og bedre retning.

Jorden er stadig smuk, rigtig mange steder, på trods af vores ihærdige anstrengelser for at skamfere den, forgifte den og slå den ihjel. Der er stadig håb. Men det er ved at være 11. time for jorden og dens beboere. Det er 11. time hvis vi vil redde hvad der reddes kan, og genoprette jorden fra de skader, vi har forvoldt.

Så når vi når på bagkant af julen, når vi får ro og tid til andet end de daglige kampe for at nå ”at få livet til at hænge sammen”, så er det måske tid til også at kigge indad og udad, og tage en snak med os selv, og med de mennesker vi har livet tilfælles med, og en snak med de politikere og beslutningstagere, der prøver at styre det ”skib”, hvor vi er ombord.

Vi må stille os selv spørgsmålet – Hvad der det vi vil have? – Hvordan ser vores ønskeseddel ud?

Selv om vi, som enkeltindivider, ikke har mulighed for at stoppe krige og ufred, og vores råderum kan se begrænset ud i forhold til den store verden, så må det ikke forhindre os i at sætte en bedre dagsorden, der hvor vi kan. Vi kan stadig arbejde for at nå de ønsker vi har, og derved sprede ringe i vandet, mens vi er ombord på vores fælles skib.

Og hvad er det så for en verden, vi ønsker os?

Hvad er det for en tilværelse, vi ønsker for os selv, for vores lille planet, for vores naboer – nær såvel som fjernt, og for alt andet levende på jorden?

Hvordan ønsker vi vores lille land skal se ud, i byer og på landet? Skal vi fortsætte udviklingen mod overfyldte storbyer og underbefolkede landområder? Er det den rigtige vej at gå?

Skal vi stadig knokle, så vi sanseløst udmattede falder om i sengen efter lange stressende arbejdsdage og vores børn mistrives? Eller er der en anden måde at leve på?

Skal vi acceptere at vores luft, jord og vand bliver forgiftet og med store og vanskelige klimaudfordringer? Eller vil vi tage ansvar og rydde op?

Skal vi acceptere at mennesker omkring os oplever fattigdom, sult, nød eller angst, som kunne være undgået, hvis vi var lidt mere omsorgsfulde overfor vores ”medpassagerer”.

Vi er ombord på Titanic på vej mod isbjerget, i overført betydning, men hvis vi vil, så kan vi stadig ændre retning. Spørgsmålet er om vi vil?

Vi må tænke over vores ønskeseddel. Hvordan skal den se ud?

Hvad er det vigtigste, vi ønsker os?

December Snow

Chasing snowflakes
Chasing dreams
Christmas’ coming
So it seems

December white so beautiful
The wind is but a little cool
Those dreary, dark November days
Forgotten are in snowy haze

And lights are everywhere to see
In snowy streets and eyes with glee
And dusty sleds are found in sheds
And woolly mittens may get wet

And every slope enchants our view
For speed and joyful ride anew

Come join the fun
And let’s be glad
That winter is not only sad
That in the midst of cold and dark
Our ride in snow make eyes that spark

With joy and laughter
Here we go
Rejoicing in the lovely snow

Copyright © Lilli Wendt 9. december 2023

Fanget

Under huden
Vokser de lange grå ærmer frem
Mønsterstrikket, mørk røde lus, tyndt albuedække
Ved håndledskanten indbøjet løs tråd opadstrimlende
Efterår – forår, sæk fra fru Jakobsens døtre
Fremmed lugt i fremmed tøj
Lynlåsen svært ved at lukke

Faldt du igen?
De hænger altid lidt under skrævet – når aldrig op
De mørkeblå strømpebukser
Inderlig længsel mod frihed
Uden huller på knæet
Stoppet og stoppet

Håret glatter sig fint og tyndt
Flagrer i ventilatorens luftbølge
Det er varmt på kontoret
Mindst 30 grader
Mod hegnet står du med de første blå briller
Med hånden glatter du din broderi anglaise bluse

Fotografen tager sorthvide billeder
Med hegnet som baggrund
Forkert anbragt, fanget på ydersiden
Bagved ligger ubebygget grund
Faretruende fremtid
Spark skoene af, de klemmer

Copyright © Lilli Wendt

Maj 1995

Lys, der skinner som stjerner,
den aften, det år i maj.
Tanker, der flyver mod glemslens
mørklagte, krogede vej.

Hvor blev de af dine drømme,
tabt bag erindringens slør,
eller gemt i et lukket arkiv,
bag skabets aflåste dør.

Støvet har lagt sig så kærligt,
lindret de ømme sår,
dæmpet den hviskende stemme,
som taler om brugte år.

Tankerne bringer tilbage,
bud fra dit gamle jeg,
vil du så drømmene vække,eller er du stadig for fej ?

              *

Det river og slider og flår,
for drømmene hvisker omkring dig,
og lysende skygger kommer og går
som genfærd fra glemte år.

              *

Men trætheden svøber sin kappe
om dine skuldre og får
de hviskende drømme til atter
at svinde bort til dagen i går.

Og lysene brænder så stille
og varmer den mørke rude
og atter bliver sindet draget
til himlen så natblå derude.

Og dybt i mit indre, så ved jeg
min længsel er evig og sand,
og måske vil jeg modet finde,
og atter tro at jeg kan.

Copyright © Lilli Wendt 4. maj 1995

Vrede

Jeg gemmer en vrede
en vrede så stor
har vokset som svulst
i sindet den bor.

Jeg tager den frem
og drejer den rundt
beundrer dens styrke
dens væv frisk og sundt.

Den vokser og vokser
og breder sig ud
og tiltager sig magten
og byder mig bud.

Den giver mig ordrer
om kamp og om gny
om viljestærk handling
og status og ry.

Men tankefuldt ser jeg
i billeder for mig
hvad handlingen giver
af ufred på vej.

Jeg tager min vrede
beundrer den lidt
et tegn på jeg lever
og blodet er hedt.

Så lægger jeg fra mig
den vrede så stor
og tvinger mit sind
hen hvor freden den bor.

Så lægger jeg våben
og går fra det slag
som kunne have været kæmpet
og vundet i dag.

Copyright © Lilli Wendt 2001

Drømmedeling

Dine øjne er så trætte
og din stemme uden kraft
og jeg står ved siden af dig
havde jeg blot styrke haft.

Til at åbne dine øjne
for det håb der ligger gemt
så at du måske engang
næsten denne sag har glemt.

Men du låser dine døre
smider nøglen væk og går
og jeg leder og jeg leder
og jeg håber at jeg når

at finde denne nøgle
til det gemmested du har
og give dig mine drømme
lidt til låns, til dine de er klar’.

Copyright © Lilli Wendt 2003

Til dig

Jeg er i går, i dag og i morgen
Jeg er den skygge, der følger mig
ludende, sorgfuldt bebrejdende
og den morgen som toner sig grå, trist og regnfuld

Jeg er den knækkede gren, der hænger i de sidste fibre
før stormen med virketrang flår den løs
det nedtrådte blad, hvor hjørnet ædes af slimede orme
de sidste rester af den brune krydderformede rørhat

Jeg er det agern, du holdt op mod solen i går
hvor dagen gik på hæld og vinden pludselig fik fart
de sidste syrlige brombær og den skarpe smag af visnende purløg
når vinden tager mine grene, så falder de sidste æbler mod gårdspladsens sten

Nedfald

og dog, kalder du mig stadig din egen

Tak.

Copyright © Lilli Wendt

Barfrost

Barfrost er det.
Men termometret siger 25 grader udenfor.
Jeg gider ikke mere.
Det må være slut.
Ikke mere fis fra min side.
Man kan vel pådrage sig en dødelig sygdom,
så man kan stå af, uden at nogen taler dårligt om én.
Få lidt medynk på de sidste dage.
Ikke overdrevent, men blot til husbehov.
Til at varme lidt.
Tø rimen af det yderste lag,
så man kan mærke, at det stadig er eftersommer.
Nej siger jeg.
Det er ikke din skyld.
Det blev bare sådan.
Der var ikke mere gods i mig.
Fusen gik af ballonen undervejs.
Ingens skyld.
Jeg havde blot ikke mere med i min bagage.
Manglende talenter, manglende brug, manglende mod.
Jeg kunne blive ved.
Alt er manglende.
I den yderste forstand.
Så hvad skal jeg gøre nu.
Jeg må tænke.
Sætte mig ned og lave planer.
Scenarier, som de kaldte det i firserne.
Husker du – nej det gør du vel ikke.
Lige meget er det vel også.
Det er bare en del af mig, jeg stadig bærer på.
Nu er der kun barfrost.
Vil du have den?

Copyright © Lilli Wendt

I defy

Jeg er den der trodser
stridbart er mit sind
trodser alle teser
river ned hvert spind

Jeg er den der trodser
hver en ting du tror
hver gang du har tillid
til de gamle ord

Jeg er den der trodser
flår ned dit bygningsværk
river hul i drømme
med min vilje stærk

Jeg er den der trodser
intet slipper fri
ser hvis der er sprækker
i dit byggeri

Jeg er den der trodser
du hader mig i blandt
mest når du erkender
hvad jeg sagde var sandt

Jeg er den der trodser
stridbart er mit sind
intet slipper fra mig
itu går hvert et spind

Og når aftenen kommer
du er blevet træt
beder mig så mindelig
om en drøm i nat

Så står jeg ved din side
venter det bliver dag
vender sjæl på vrangen
skræller lag for lag

Jeg er den der trodser
jeg bor i dit sind
trækker væk gardiner
så lyset lukkes ind.

I defy – jeg trodser
trodser og forstår
at der er brug for trodsen
så ej min sjæl forgår.

Copyright © Lilli Wendt 3. marts 2004