”Hvis vi ikke skifter retning, så ender vi der, hvor vi er på vej hen…”

er der et gammelt kinesisk ordsprog, der siger, og det er jo egentlig helt som det skal være, altså under forudsætning af, at vi virkelig ønsker at komme derhen, hvor vi ender… så enkelt er det!

Når vi kigger på, hvor vi som samfund både lokalt og globalt er på vej hen, så er der rigtig mange  indikatorer, der fortæller, hvor vi havner, hvis vi fortsætter som vi gør nu.

Eksperter inden for alle områder beskriver både i store og små detaljer de forskellige scenarier, der venter os, hvis vi ikke skifter retning. Der er tommetykke rapporter, der fortæller om klimaændringer, miljøkatastrofer, sult og fattigdoms forhold, råvaremangler, sygdomsepidemier, og de urolige sociale tilstande som kan forventes på baggrund af de øvrige faktorer.

Derfor er det nu, mere end nogensinde før så vigtigt, at vi hele tiden har denne viden i baghovedet ved hvert eneste valg, vi gør, både som enkelt individer og som samfund, lokalt og globalt.

Globalt ser det slemt ud.

Tag blot Kina som eksempel med miljøforurening i storskala med giftig luft, giftigt vand, giftig jord, og giftige madvarer. Hele verdens fabrik har svinet så grotesk meget, at der mange steder ikke længere er menneskevenligt at bo. Når kineserne engang rigtig vågner op til realiteterne, så vil de indse, at alverdens ipads og plastic legetøj hverken kan spises eller drikkes, og deres børn kan dårligt trække vejret.

I mange andre dele af fjernøsten må tilsvarende scenarier forventes.

Eller kig sydpå til Afrika. I store dele af kontinentet hærger sult og nød forårsaget af voldelige krige og klimaændringer. Grådighed fra såvel korrupte lokale regimer som internationale virksomheder trækker også deres spor, og flygtningestrømme  nordpå mod det forjættede Europa er allerede store og forventes at blive enorme inden for de kommende år.

Eller kig lokalt, hvor vi ellers priser os stolte af vores indsats.

Se på vores algebefængte have, sunde og bælter, hvor døde områder af havbunden vidner om massive mængder af årelang forurening. Vandboringer over hele landet må lukke på grund af pesticider, så vores ellers så fine drikkevand ikke længere kan bruges.

Bierne dør af sygdomme relateret til overdrevent pesticidforbrug, og sprøjtede monokulturer giver ørkenområder af jord uden naturlige mikrober der kunne give sunde og nødvendige næringsstoffer til planterne.

Massive regnvejr oversvømmer kloakker hvert andet år med store økonomiske konsekvenser.

På arbejdsmarkedet går børnefamilierne ned med stress, mens de arbejdsløse går i hundene med depression og økonomisk vanskelige vilkår.

I daginstitutionerne passer en pædagog op til 60 børn i ydertimerne.

Finanssektoren styrer boligmarkedet og kvæler de små nye virksomheder, men klynker, hvis nogen snakker regulering, samtidig med at de og erhvervslivet med hård hånd sender deres egne jobs ud ad landet og i øvrigt blæser på samfundet, der ellers reddede en vis legemsdel hos dem tidligere.

Rigtig mange landbrug er på randen til fallit. Fiskene forsvinder i havene pga. klimaændringer, grådigt overfiskeri og dårlig udnyttelse af fangsten, hvor vi lader kyllinger spise fisk i stedet for deres naturlige føde, og hvor det, vi ikke lige bruger, bare kasseres. Størstedelen af vore produktionsdyr behandles uden respekt for basal dyrevelfærd, mens alle lukker øjnene for problemet.

Industrien eksporterer arbejdspladser i stor stil eller ansætter billig arbejdskraft på aktivering eller langvejsfra, så arbejdsløshedskøen vokser ved de offentlige kasser, som bliver udhulede af manglende skatteindtægter. Samtidig er der en blind og naiv tiltro fra erhvervslivet om, at det vedblivende kan fastholde et højt dækningsbidrag på varer og tjenesteydelser lokalt, selv om befolkningen og det offentlige bliver fattigere for hver dag.

Det er jo da ellers så indlysende, at når statskassens beholdning skrumper på grund af manglende skatteprovenu og store overførselsudgifter, så er der ikke længere penge til at vælge lokale entreprenører til store byggeprojekter eller penge til at aflønne de mennesker, der skal sikre den nødvendige infrastruktur for at erhvervslivet fungerer  – herunder skoler, daginstitutioner, transport, ældresektor, sundhedsvæsen.

Når befolkningen bliver fattig, så bliver samfundet fattigt.

Imens kæmper politikere drabelige kampe mod hinanden om nu de arbejdsløse er nok motiverede til overleve så de fremover kan trykke lønningerne, eller om Helle har en Gucci taske og Lars drikker fadøl, og vælgerne ser frustreret på manglende samarbejde og manglende visioner for at løse fremtidens problemer.

Der jongleres med regneark fulde af fejl og mangler fra begge sider. Der skjules informationer, der tales nedladende og hånligt, der spændes ben og obstrueres, og journalisternes og kommentatorernes partiskhed skinner igennem i ”såkaldt objektive” interviews og analyser.

Og fra sidelinjen iagttages skuespillet af de egentlige beslutningstagere i samfundet – den lille håndfuld mennesker – som gennem lobbyisme og støttebeløb påvirker udviklingen i deres retning.

Hvem skal vi stole på, hvem ønsker det bedste for os i en fælles fremtid?  Kan vi nøjes med bogholderne og ”nødvendighedens paradigme uden målsætninger og uden medmenneskelige værdier”?

Hvor skal vi hen, du…?

Vi har brug for visioner og drømme om ”noget bedre”. Hvis vi skal hænge sammen som samfund også på langt sigt, må vi kunne ændre og justere, så vi kan tackle problemerne uden at efterlade medborgere i hængedynd og uden at efterlade miljø og ressourcer i kaos.

Vi har brug for en indre vilje til at samarbejde på trods af forskellighed, til at finde løsninger der tilgodeser fællesskabet, til at se muligheder og vende problemstillingerne på hovedet, og vi har brug for at tage hånd om hinanden, så fællesskabet fortsat kan eksistere.

Store ændringer tager tid. Store ændringer kan ikke detaljeres i små regneark, for verden udvikler sig hele tiden, og vores lille land er ikke afsondret fra resten af verden. Store ændringer kræver ændringer i mentalitet, vilje og forståelse for sammenhænge. Store ændringer kræver moralsk vilje til ændring, ikke kun fra borgerne, men fra erhvervsliv, landbrug, finanssektor, politikere, og embedsfolk.

Store ændringer bygges op ”sten for sten”.

Ændringerne starter hos os selv, med et ønske om ændring, med en oprigtig vilje til at forstå og erkende, at ”hvis vi ikke skifter retning, så ender vi der, hvor vi er på vej hen…”