En af de ting, som jeg godt kan lide ved Facebook, er muligheden for at holde sig i kontakt – både mentalt og også praktisk – med mennesker, som ikke bare bor lige rundt om hjørnet, og som man måske finder igen efter flere år uden kontakt.
Det kan således være både sjovt og berigende at følge status opdateringer og ikke mindst de tanker, som slægtninge og venner gør sig, over livets gang, både for dem selv og i den store helhed.
Da jeg i går aftes læste min kusine Susannes tanker om 4. maj og så hendes billede med stearinlyset i ruden, blev jeg så usigelig glad og varm til mode.
“Jeg tænker sommetider på, hvor mange af os der egentlig ville turde risikere eget liv, familie, børn og venner for at kæmpe for frihed?”
“Tak til de der gik forud!”
Tænk at have en kusine, som jeg kunne føle denne samhørighed med i hendes tanker. Det varmede langt ind i sjælen og føltes som en kæmpe knus fra Sorø til Faaborg.
Når jeg tænker tilbage på min barndom, så var krigen allestedsnærværende. Både udtalt og uudtalt.
Udtalt – var beretningerne om tiden med mørklægningsgardiner, generalstrejken, uddeling af illegale blade, ufriheden, manglen på alt, luftalarmerne,bombeflyene, nyhederne fra London, propagandaen, angsten når der blev skudt ned ad gaden, vejspærringerne og identitetskortene, bombningen af den Franske Skole. Og, ikke mindst hvordan min far, som ung journalistelev i Stege, blev en del af modstandsbevægelsen og blev taget af tyskerne og hans tid i Vestre Fængsel og Frøslev. Men der var også beretningen om glæden den 4. maj, hvor min mor på gaden mellem alle de festende danskere mødte en ung tysk soldat, som måbende stod og så på det hele. På gebrokkent dansk spurgte han hende, hvad der var sket, og hendes svar fik ham til at bryde hulkende sammen og med glædestårer i øjnene udbryde: “Gud være lovet, så kan jeg komme hjem til min familie”.
Ikke udtalt – var sårene på sjælen efter kampen. Angsten og frygten, vreden og afmægtigheden. De billeder, som stadig dukker op, når solen går ned, musikken forsvinder og der kun er stilhed tilbage.
Tak til de, der gik forud!
Os, der ikke er blevet prøvet i denne store målestok, strides måske i mindre kampe – ikke mindst mod vor egen frygtsomhed for at melde klart ud, for at risikere modgangen og ikke-accepten.
Vi kæmper mod vor angst for at falde igennem i forhold til nutidens og samfundets krav om perfektion, succes og målrettethed. Vi kæmper mod vor angst for at fortælle, når jobbet gør ondt, når vi mister det, når vi ufrivilligt kommer til at ligge til byrde.
Tør vi tage disse mindre kampe op? Tør vi tro på den indre stemme,der siger at Nordahl Grieg har ret – “Findes der sult og nød – skyldes det svig”.
Tør vi tage til genmæle, når vindene blæser stridt imod os? Når solidaritet med den fattige og den svage er skældsord i samfundet?
Tør vi tage til genmæle, når vi ser, hvordan naturens ressourcer forvaltes, eller når der svines for at opnå større proft?
Tør vi følge de veje, som vi inderst inde drømmer om, selv om det betyder at vi ikke overholder den normerede studietid?
Tør vi stille spørgsmålstegn ved den accepterede norm?
Tør vi åbne vore øjne og favne bredt?
Jeg husker mine tanker en 4. maj aften, hvor jeg tilfældigvis havde en aleneaften. Som så mange gange før, havde jeg tændt nogle stearinlys for at mindes, og for at huske på, at kampen om frihed aldrig slutter.
Måske er kampen, længslen,
det at kæmpe, det at søge,
når det kommer til stykket,
det allervigtigste.