Det bliver en god dag

Det bliver en god dag

stod der på Jettes opslagstavle. Med stort printede bogstaver på den seddel, der hang på hendes opslagstavle. Der, midt mellem børnetegninger, kostråd, vægttabeller og information om alskens lægelige sager.

Det fangede mit blik, da jeg sad og snakkede med hende, forleden morgen i hendes konsultation. Jette er min praktiserende læge, som jeg har haft, siden jeg flyttede til Sydfyn. Hun er et venligt og imødekommende menneske med stor empati, og hun vil gerne give alle sine patienter en rigtig god behandling. Det er rart, og jeg er meget glad for hende som læge. Hendes konsultationsrum er hyggeligt, lyst og med stor orden, pæne møbler, billeder, kunstgenstande og en god patientstol ved hendes skrivebord. Man føler sig velkommen.

”Det bliver en god dag” .

Ordene blev ved med at hænge fast i mine tanker, da jeg gik fra lægehuset. Det var som om de lunede og gav en rigtig god begyndelse på dagen. Det var som et mantra, der gav en opløftet stemning, en tro på at alt ville være OK i dag, at jeg kunne tage det helt roligt og bare glæde mig over at være til.

Året i år har ellers budt på rigtig mange strabadser, og egentligt var jeg ikke i specielt godt humør eller havde noget særligt mentalt overskud, så denne min opløftede stemning overraskede mig. Denne besked fra Jettes opslagstavle bed sig fast. Dagen i dag kunne ikke gå galt.

Det gjorde den heller ikke. Det blev en god dag.

Nogle år kan være barske at komme igennem, med sygdom, arbejdsløshed, dødsfald, og andre forhold, som kræver fuld fokus og lægger tunge byrder skuldrene. Krav på krav, og problemer, der tårner sig op. Vægten kan blive så tung, at man glemmer at glæde sig over, som menneske, selv at være til.

Så måske er der brug for sådanne små mantraer til at give det lille pust i hverdagen, som gør at vi bliver ved, selv om livet til tider kan være lidt op ad bakke. Måske er det nødvendigt med at gøre et lille dansetrin, når solen bare skinner og fuglene synger, selv når verden går os allermest imod.

Det kan lyde lidt spøjst, som om man lader ansvaret glide fra sig. Men måske er det lige hvad man blot en gang i mellem har brug for. I en kort stund at lade ansvaret glide fra sig. Holde fri, bare glæde sig over at være til. Tro mig.

Det bliver en god dag.