Om håb

Folkekirken kører i øjeblikket et spændende tema om håb. Hvad håbet er, og hvad håb gør ved os. Om det er den hulkindede skøge, eller det lys, der bærer os gennem livets trængsler og prøvelser.

Temaet fik mig til at grunde over, hvad håb er for mig, og dette er så, hvad jeg er nået frem til.

Håb er noget vi mennesker giver til hinanden i form af medfølelse for det andet menneskes situation – en anerkendende medfølelse for “den anden”, som bygger tillid og værd op hos “den anden”, således at håb for “den anden” kan blive en mulighed.

På denne måde så rækker jeg, som dit medmenneske, min hånd frem til dig, og jeg ser mennesket i dig, og jeg røres af din oplevelse af verden, af det sted, hvor du står, af den smerte, der omgiver dig. Jeg ser, og jeg føler, hvorledes du kæmper, og jeg lader min energi strømme mod dig, så du med den kan indgives håb og føle, at du stadig har værd for mig og for livet omkring dig.

For dette at indgive håb hos “den anden”, dette at anerkende den andens værdi, dette at tage den andens “sko” på – omend kun for et øjeblik, det er for mig vores opgave og meningen med vores tilværelse. Kun således kan vi vokse som mennesker og blive klogere, så vi kan indse og forstå, hvordan vi kan gøre en meningsfuld forskel i livet.

Men svært er det altid at huske, for hver og een af os må selv døje med tvivlen og frygten og med kræfter og midler der ikke altid er store nok, og som ofte må spredes tyndt ud ligesom den sidste skrabede rest syltetøj langs kanten af glasset på flere rundtenommer brød. Og det sker jo så ofte, at vi selv har brug for håb i vores liv, at glasset er blevet for skrabet. Og for nogle blandt os, så er angsten for at række ud efter håb for stor, til at den bliver synlig, selv for de, der gerne vil hjælpe.

Må dagen for jer alle være fuld af håb, og må vi have opmærksomhed og energi nok, så vi kan række hånden frem til den, der har brug for det.

Hav en god dag derude.