Det siges at stress og udbrændthed koster samfundet 14 milliarder kr. i sygemeldinger og førtidspension om året, hertil kommer menneskelige omkostninger i form af depression, selvmord og tab af arbejdsliv.

Jeg har lige læst en artikel på nettet af Psykiater og overlæge Lone Fjorbach fra Aarhus Universitet, som påpeger, at vi har en simpel og effektfuld kur: mindfulness, og det lyder jo forrygende dejligt.

Det store spørgsmål er så – er det hele sandheden?

Lone Fjorbach udtaler:

Citat:

»Det er fuldstændig skørt, at vi i sygehusvæsenet tilbyder alle disse mennesker masser af vanedannende medicin og dyre operationer men ikke lærer patienterne, hvad de selv kan gøre for at få det bedre. Deres psykologiske måde at tackle sygdom på er fuldstændig afgørende for helbredelse. Det er da helt forkert, at vi ikke også arbejder med sindet. Det har den største effekt,« fastslår Lone Fjorback, der har arbejdet med meditation og yoga i 25 år. Hun mener, at den mentale sundhed er lige så vigtig som den fysiske.

Psykiateren har for nylig sammen med psykolog Tua Preuss ved hjælp en række hjernescanninger vist, at en gruppe posttraumatiserede veteraner blev målbart bedre af et mindfulnessforløb. Studiet fandt sted på Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser under Aarhus Universitet.

Citat slut.

 Jeg er ikke i tvivl om validiteten af hjernescanningerne. Jeg er heller ikke i tvivl om den store og gode virkning, som både yoga og mindfulness kan have overfor mennesker, der lider af stress og udbrændthed. Ligeledes er der undersøgelser, der viser at have-terapi i stor udstrækning hjælper de ramte. Det er rigtig rigtig fint, at vi har noget, der kan lindre og hjælpe.

Det er alt sammen såre godt.

MEN, under den fine overflade gemmer sig der desværre et par slanger i paradiset, som ikke er blevet håndteret.

Den første er, at det er jo fint at symptombehandle og lindre, men hvordan sikrer vi, at vi målrettet får reduceret stress og udbrændthed i samfundet?

Den næste er, at behandlingen virker nok rigtig godt, når den personen er ”væk fra problemerne” = under behandling, men hvordan er situationen, når personen kommer retur til alle de problemstillinger, der udløste stressen?

Stress – en naturlig reaktion på ”mistet kontrol” og på udelukkelse fra “flokken”

Når et menneske mister kontrol over sit liv og ikke kan se nogen strategier for at kunne håndtere situationen, så giver det afmagt. Dette udløser som bekendt diverse hormonelle udsving, som kan være særdeles farlige for kroppen, hvis tilstanden fortsætter. Dette er efterhånden børnelærdom og litteraturen om disse fænomener er ret omfattende og veldokumenteret. Det samme fænomen gør sig gældende for mennesker, der bliver udelukket fra samfundet – dvs. udelukket fra “flokken”.

I forhold til behandling af stress og udbrændthed, så anvendes der både mindfulness øvelser, undervisning i coping-strategier, kognitiv terapi, og psykofarmaka. Alt sammen udmærkede ting, som kan give lindring til den enkelte.

Det store problem ved behandlingen er blot, at der er tale om en individualisering af stress og udbrændthed, og på den måde bliver problemstillingen ”jeg har stress” individualiseret og kan føre til personlige nederlag, hvis behandlingen ikke hjælper.

Hvorfor får vi stress?

Vi får stress af at miste kontrollen over vores liv. Så enkelt er det.

Det rammer mennesker, der dagligt har urimelige arbejdsopgaver, for meget transporttid, er udsat for alt for modsatrettede krav, eller har gået for længe i ”Flinkeskolen”, ligesom det rammer mennesker, der uforskyldt kommer i nød og mister fodfæstet og som ufrivilligt bliver afhængig af distancetagende systemers ”skalten og valten” og dertil bliver groft hetzet af samfundets indre svinehunde.

At individualisere stress som en individuelt problem er som at anklage et barn for de fejl, dets forældre har gjort!

Vi må have fat i ondets rod, og ondets rod er den måde, som vi i samfundet har indrettet os på og den måde, som vi taler til hinanden på. Og mod ondets rod, så skal der en hel del stærkere metoder til end mindfulness…!

For ondets rod er ikke forsvundet, når den stressede person vender hjem fra behandlingen!

Der venter stadig urimelige arbejdsvilkår eller alternativet en social deroute på overførselsindkomst. Der skal stadig hænges i kø på motorvejen, fordi der mangler offentlige transportmidler. Der skal stadig hentes børn ”mens man er på arbejde”, der skal stadig hekses for at få pengene til at slå til husleje og mad, hvis man er på dagpenge.

Vi bliver nødt til at lære at dele arbejdet, så alle får en bid af kagen, ligesom vi bliver nødt til at indse, at når vi hetzer helt uskyldige mennesker, som pga. sygdom eller arbejdsløshed er kommet i nød, så er vores handling at ligne med folk, der hånligt spytter på trafikofre og ikke vil tilkalde ambulancen.

Vi bliver nødt til at indse, at der er grænser for hvor mange arbejdsopgaver og ansvar, der kan pålægges et enkelt menneske.

Vi bliver nødt til at erkende, at hvis vi fortsat ønsker at der skal fødes børn i landet, så må vi hjælpe børnefamilierne med deltidsløsninger og økonomisk kompensation.

Vi bliver nødt til at erkende, at hvis vi bruger et lavprisselskab for at shoppe hver måned i New York, så ødelægger vi tilværelsen for de mennesker, som servicerer os og må leve af en sulteløn på trods af, at de knokler fuldtid.

Vi bliver også nødt til at erkende, at der er grænser for vækst. At vi bliver nødt til at genbruge, og vi bliver nødt til at ”rydde vores skidt og møg op” overalt i verden. At vi som mennesker hænger sammen, og at forurening i Kina giver dårlige fisk i Skagerrak.

At arbejdsløshed, sygdom og ulykker kan ramme også lige dig, og at stress og udbrændthed kun kan forebygges ved en målrettet og kærlig omlægning af vores samfund, så vi alle kan få et anstændigt liv ved at deles både om goder såvel som arbejde.

Så mens mindfulness m.m. kan lindre de ramte, så kan selve årsagerne til stress kun løses ad politisk vej.