Månedsarkiv: september 2012

Røde hyben og små pindgrise

Udgivet den af

I dag er det den sidste dag i september og når jeg kigger ud af vinduet, så kan se de fine røde hyben på den store kobberrose, og jeg må erkende, at det er slut med sommeren. Efteråret er kommet med rusk, regn og eftertanke.

Forleden aften gik jeg tur med hunden på bakken. Det var fuldmåne og mine sko blev gennemblødt, for det har ikke været muligt at slå græsset i flere dage på grund af regn, så  det hele var gennemvådt.

Det er nu en særlig oplevelse at gå i månelys, blot med en svag lommelampe, som ikke kan oplyse fuldt og helt, så man går mellem skygger og lys og må føle sig lidt frem. Mens jeg gik der, så jeg pludselig en lys flagrende silhuet, der lydløst strøg op over bakken. En ugle tror jeg. Det lignede bestemt ikke den hurtige og siksakkende flugt fra de små flagermus, som fra tusmørketid hver aften suser rundt om huset og jager insekter.

Lommelygtens skær fangede pludselig en lille runde klump, som krøb sammen under det store egetræ. Piggene strittede vildt i lyset, og Frida kom interesseret hen og snuste. Nå, det var bare et af de små pindsvin – så hun strøg af sted i forvejen.

Vi har nogle stykker af dem – de små pindgrise som manden i mit liv kalder dem. Forleden kom han hjem efter sin tur og pralede med at have set 3 mini og 2 store. Alle tussede rundt, snøftede og gryntede.

De har travlt – vores pindgrise. Det varer ikke længe, før det bliver vinter, og så skal der helst være godt med sul på kroppen for at de kan overleve. Lige nu, så er der masser at spise og vejret er stadig relativt mildt. Men snart kan den første frost komme, og så kan de få brug for lidt tilskud i form af kattetørfoder. De må endelig ikke få mælk eller fløde. Men stil meget gerne frisk vand frem til dem. Særligt når der er tørkeperioder, og når de kommer frem efter vinterdvalen. Mange pindsvin dør nemlig af tørst.

For nogle år siden opdagede vi 3 små forulykkede pindgriseunger, som var skyllet ud over flagstangsbedet under en ordentlig gang styrtregn. De var meget forkomne og havde brug for kompetent og hurtig førstehjælp, særlig da spyfluerne allerede susede rundt om dem.

Vi fik så fat i en pindsvineven i området, som tog hånd om de små, og de 2 af dem overlevede, og blev sat ud næste forår hos os. Derigennem lærte vi pindsvinevennerne at kende.

Pindsvinevennerne kan findes på www.pindsvin.dk og her kan man lære en masse om de små dejlige gæster i haven.

Godt efterår til jer alle derude.

Alder og tid

Udgivet den af

Hvordan har du det med din alder? Hvordan føles det at blive …?

Jeg har aldrig rigtig kunnet forstå det der med alder. Slet ikke hvad man skal bruge det til – altså oplysningen om ens alder. Det er sådan noget fiktivt noget. Lidt ligesom – hvad farve har dine servietter? Ja, i dag har jeg altså tænkt mig at bruge de mørkeblå med små gyldne stjerner. I morgen tror jeg det skal være de lyserøde med små bamser, og på søndag måske noget med svampe – jeg så nogen kønne nogen i Netto med kantareller og Karl Johan….

Min alder er ikke rigtig statisk. Faktisk har jeg ikke noget mentalt billede af den. Den er – ligesom mit udseende – totalt frakoblet min bevidsthed. Jeg bruger den kun, når det er administrativt nødvendigt. Til skattevæsenet eller banken eller jobansøgninger. Virksomheder vil så gerne vide, hvor gammel man er. De tror, at de kan bruge det til noget.

Nogen gange siger jeg for sjov, at jeg er en gammel kone, men jeg ved faktisk ikke helt, hvad det indebærer.

Jeg ved jo godt, hvor gammel jeg er, men det fiser sådan aldrig rigtig ind under håret på mig. Min hjerne har travlt med andre ting.

Når jeg kigger tilbage, så ved jeg godt, at tiden er gået. Ejendommen, som jeg boede i som barn, trafikken, skolen, købmanden, vennerne, manden, barnet, barnets venner, barnets kæreste, svigerdatter, børnebørn, arbejdet, boligen, drømmene. Det hele er bundet som perler på  en snor – en tidslinje.

Det sjove ved tidslinjen er så, at den er fæstnet i begge ender ligesom en perlehalskæde og bundet sammen i toppen. Den ligger trygt på min bare hud, mærker mine hjerteslag, føler mit åndedræt. Bestandigt udvider den sig. Flere led og flere perler.

Ind i mellem drejer jeg den i tanker mellem mine fingre, så den ikke ligger samme sted, men jævnligt flytter sig, så de enkelte led og perler bedre kan iagttages og genkendes.

Jeg kan lege, at jeg er tilbage på Lille Emilievej og kører på rulleskøjter på solvarm asfalt, eller jeg står med barnet på armen og venter på manden kommer hjem fra sin rejse. Eller jeg bygger lego med småpigerne, ælter et brød, danser og ler.

Tiden er bundet sammen.

Min alder er hele tidslinjen og de dele, som kommer til.

Når jeg har lyst, så vælger jeg, hvilke led og perler, der skal være i spil.

Så jeg er både barn, voksen og midaldrende.

Måske bliver jeg også gammel …… det vil tiden vise.

“MIK” og “FHT”

Udgivet den af

”MIK” og ”FHT”

I min families ældre generation var den største skam, der kunne overgå familien, hvis der ikke var nok mad til gæsterne, når man stod som vært. Det skal siges, at der i familien var traditioner for også at holde åbne arrangementer, hvor der ikke nødvendigvis var tælling på forventet deltagerantal, og det kunne derfor til tider være ganske vanskeligt at beregne det nødvendige volumen af lækre sager.

Der eksisterer således familieberetninger af sådanne krisesituationer, og herunder en fortælling, hvor selv familiens mest agtværdige tante Vivi, til en større fødselsdag engang med rædsel måtte opleve, at de ekstra lagkager, som hun havde regnet med stadig stod i køkkenet, ja, de var faktisk allerede spist af det første hold gæster, og hun stod nu – på godt dansk – med håret i postkassen og potentielt tab af ære i forhold til gæstebuddets regler. Gæsterne kom i større mængder end forudset og gode råd var dyre. Tante Vivi var dog en snarrådig dame, og ærestab var ikke en del af hendes ordforråd, så hun fandt på en løsning. Ikke med lagkager, men med noget, der tilsvarende havde en passende spiseværdi, som kunne træde i stedet.

Med udgangspunkt i tante Vivis fortrædeligheder og andres egne erfaringer, så opstod gradvist den gyldne regel, der tog udgangspunkt i gentagne hurtige rekognosceringer i køkkenet fra hele familiens side i løbet af festdagen.

Når der var nok, så var budskabet til familiens nærmeste medlemmer: ”MIK = Mere i Køkkenet”. På denne måde var der signaleret klart, at også familien måtte få lov at kaste sig over goderne, og dette signal var givet, uden at nogen af gæsterne på noget tidspunkt anede det fjerneste om eventuelle problemstillinger. Det sidste ville have været frygteligt pinligt, da man så indirekte villet have påvirket, hvor meget de kære gæster kunne tillade sig at spise.

Hvis der til gengæld var lavvande i forsyningerne, og det skønnedes, at der kunne opstå mangler, så var beskeden tilsvarende knap, men alligevel utvetydig:  ”FHT = Familien Holder Tilbage”. På denne måde var forventningerne klart signaleret, og ve det familiemedlem, som ikke behørigt trak tallerkenen tilbage på standsmæssig facon.

Jeg kom til at tænke på denne måde at håndtere forsyningskrisen, da jeg i går så pengemagasinet, hvor den uheldige dagpengemodtager kunne imødese nogle barske konsekvenser af det skrantende jobmarked og den fremtidige nul-indtægt. Det gjorde mig ondt for hende og familien, for der er godt nok ikke ”MIK” på arbejdsmarkedet i øjeblikket. Rent faktisk er der så få krummer, at selv musene dårligt kan bliver mætte, på trods af deres yderst beskedne og ydmyge tilgang.

Mange af de jobs, der bliver opslået, bliver jo også søgt at mennesker i arbejde,  og der er ingen ”FHT”, der gælder i relation til fordeling af goderne. Samtidig er virksomhederne mest interesserede i mennesker, der allerede er i arbejde. Det begrænsede antal jobs, der kan ses på Jobindex i øjeblikket er derfor både attraktive for de, som allerede har taget af lagkagen, og de som sultne må se på.

Misforstå mig ikke – jeg synes det i bund og grund er særdeles fornuftigt, at vi har et arbejdsmarked, hvor mennesker kan flytte rundt mellem jobs og få udfordret deres evner. Det sikrer en god mobilitet og  en kontinuerlig kompetenceudvikling, både for virksomheder og for medarbejdere.

Men, det gør mig så ondt at se, at vi som Familien Danmark, ikke engang ønsker at give en sølle og skrabet leverpostejsmad  fra nytår til de, der ikke fik del i lagkagen. At vi som Familien Danmark kan leve med et sådant ærestab!

Forsinket bryllupstale til manden i mit liv

Udgivet den af

I lørdags var vi til bryllup. Et helt eventyrligt bryllup med de sødeste unge mennesker, smukke i deres festdragter og i deres store kærlighed til hinanden. Festligt med alle de dejlige venner og familie omkring os, og holdt på et hvidt eventyrslot med udsigt til Øresund og en smuk park, med musikere og tjenere omkring os. En dejlig oplevelse.

Vi var i festtøj. Du havde din pæne stribede habit på, og en blå og hvidstribet skjorte, nystrøget fra dagen før. Håret var lidt for langt og flyvsk, efter din mening. Det krøllede lidt i spidserne, slet ikke så langt, som da vi mødtes i sin tid, men for langt alligevel, syntes du.

Jeg kunne ikke høre, hvad du talte om ved bordet, men din borddame, så glad og engageret ud. Jeg selv havde også travlt med mine bordherrer, og de runde borde gav ikke mulighed for snak ”over bordet”.

Til dagligt, hjemme, så sidder vi ofte på hver side af spisebordet med hver vores pc, travlt optaget. Du med dine kunders IT-løsninger, jeg med alle mine ansøgninger, mit net research og min nye blog. Det sker, at du lige spørger om noget, og jeg så glemmer at svare. Jeg er jo lige midt i noget, jeg skal lige….

Nogen gange glemmer vi at holde frokost. Morgenen bliver hurtigt til eftermiddag, og så skal Frida luftes, og vi skal lige nå noget i haven. Pludselig er dagen gået. Forleden dag opdagede jeg, at det pludselig er blevet efterår. Sommeren er altså gået nu.

Jeg ser ikke, at du bliver ældre. Jeg ser ikke, at du måske mangler mig. Jeg er jo stadig …lige midt i noget.

Efter bryllupsmiddagen var der kaffe og musik, og traditionen tro, så indledte brudeparret med at danse.  Herefter var der trængsel på dansegulvet, for musikerne var rigtig gode, og det er ikke så tit, det sker, at man kan danse til levende musik.

Jeg sad med min kaffekop og sundede mig lidt efter maden og vinen, mens du galant hankede op i din borddame og trak hende ud på gulvet. Min egen bordherre havde travlt, så jeg kunne i ro og mag kigge på de dansende.

Så var det, at jeg pludselig så dig.

Du så dejlig ud, som du dansede med hende. Tøjet klædte dig godt. Dit hår, som er blevet mere mørkt med årene, og hvor det tidligere lidt røde skær nu er blevet gråt og hvidt, krøllede uautoriseret og underfundigt, skægget, som er blevet meget gråt og hvidt gav dig et stateligt præg, og dine øjne strålede af glæde over at være i live og i gode venners selskab. Det var som om du havde fået ny energi, nyt mod, og ny livsglæde.

Da jeg sad der med kaffen og så på dig, så svandt rummet bort, de andre gæster blev utydelige, kun du var tilbage, lysende og dansende, fuld af energi og glæde.

Jeg blev forelsket igen. Jeg så dig igen. På ny. Manden i mit liv. Manden, som jeg deler bord og seng med. Manden, som jeg ved jeg kan stole på og dele alt med. Manden, som jeg ofte glemmer i alt det ”jeg lige skal…”.

I lørdags var også vores bryllupsdag. 33 år har vi været gift. Og jeg vil igen sige ja, hvis du spørger. Ja, til at dele det hele, godt og skidt, glæder og sorger. Ja, til at tilgive de gange, hvor vi går fejl af hinanden, ja til at bygge i stedet for at bryde ned.

Ja til dig.

Tænk hvis vi ville deles…..

Udgivet den af

 

I løbet af de sidste mange år, har jeg set en del unge mennesker gå ned med stress. Det gør mig så inderligt ondt. Fra at være velfungerende, dynamiske og engagerede mennesker med mod på livet og glæde ved job og børn, så sker der pludselig ”et eller andet”, det eskalerer… og så kommer sygemeldingen til sidst.

Hvis vi alle tænker os lidt om, så ved vi godt, hvorfor det sker!  Der er intet nyt i årsagssammenhængen. For lidt fritid, transporttid, præstationskrav og interessetimer, ærekærhed, og ikke  mindst interessekonflikten mellem de 2 ”arbejdsgivere” – virksomheden og familien.

Hvis vi kigger på en almindelig standard børnefamilie med 2 små børn, 2 krævende fuldtidsjobs, flere timers transporttid, daginstitutionernes lukketider, børnesygdomme, vask, indkøb, rengøring, vedligeholdelse af bolig, og bare en lille smule sociale sammenkomster…

Ja, så er tid og overskud en helt klar mangelvare. Der er trods alt kun 24 timer i døgnet. Der skal ikke meget til at vælte tids- og energibudgettet.

Men vi har desværre som samfund defineret nogle meget stramme regler for ”fuldtid” og ”deltid” og støtteordninger og optjeningsrettigheder, og virksomhederne er meget tilbageholdende, når det gælder justering af arbejdstider. Den hellige, ukrænkelige fuldtid er definitionen på det korrekte arbejdsliv og heri er ikke engang medregnet de gratis ”interessetimer”.

Og så bruger vi umådelige mængder af diesel og benzin på  transport, og vi hænger i timevis i kø på motorveje og indfaldsveje til og fra arbejdspladserne. For den offentlige transport er ikke god nok.

Samtidig har vi næsten 200.000 arbejdsløse med alle former for kvalifikationer. Af dem er nyuddannede, som gerne vil have erfaring, og kompetente seniorer, som gerne vil give en sidste indsats, før de bliver parkeret ude på sidelinjen. Der er også mennesker, som aldrig fik en chance og derfor behøver lidt hjælp og støtte til at komme i gang. Lige nu så er de på dagpenge eller kontanthjælp, og lige nu, så får de tæv fra samfundets side, fordi der mangler jobs, og rettigheder for dem er få og små.

Ville det ikke være smart, hvis vi lod dem komme til i ”rigtige jobs”, og så gav børnefamilierne et større procentvist tilskud i stedet, så de kunne gå på deltid, mens ungerne var små…?

Det kunne forebygge stress, give børnene mulighed for at lege med forældrene, og så kunne det give arbejdspladser til rigtig mange arbejdsløse. Samtidig ville det kunne give virksomhederne mulighed for at få ”lidt flæsk på sidebenene”, som kunne gøre til, at de kunne få tid til også at være innovative.

Det er jo ikke altid det smarteste at være ”lean”. Man kan som virksomhed faktisk dø af det eller miste omsætning, fordi den medarbejder, som skulle være innovativ og skabe vækst og omsætning, lige pludselig kan gå ned med stress, og det tager nok 1-2 år, før man er på samme niveau igen med en ny medarbejder…!

Lige nu har vi en enestående chance. Så brug den dog!

Har jeg nu det hele?

Udgivet den af

Det vælter ind med informationer mod os – til tider føles det som om man fuldstændig druknes i et frådende hav af nyheder og meninger om alt og alle. Det er uforudsigeligt. Den ene krise følger den anden, holdninger og fakta brydes med rasende fart. Hvad der var sandt i går, bliver der nu stillet spørgsmålstegn ved i dag. Hvem lyver, og hvem taler sandt? Hvem kan vi stole på ser helheden? Hvem skøjter hen over overfladen? Og hvem har en skjult dagsorden med deres bidrag?

Vi udfordres hele tiden med nye budskaber og nye fakta, og alt vi ønsker er en smule kontrol, så vi kan tage stilling og selv kan planlægge vores personlige liv, så vi ikke havner i uføre.

I dette voldsomme stormvejr af uforudsigeligheder, så fristes vi let til at ”putte i kasser” for at få holdepunkter, så vi stadig kan oppebære en følelse af bare et minimum af den kontrol, som er så nødvendig for vores egen tryghed.

Vi henter så vore klapkasser ned fra det mentale loft, folder dem ud og kigger på etiketterne. Nogle af kasserne har vi arvet eller klonet fra vores forældre, bedsteforældre, oldeforældre, venner eller kollegaer, og der er kasser, vi selv møjsommeligt har udformet via dyrekøbte erfaringer eller glade minder.

Løbende kommer der så nye kasser til, baseret på de daglige input vi får og de ting, der sker for, og med os, undervejs, og ikke mindst gennem medierne og meningsdannerne. Disse trofaste budbringere af nyheder og holdninger. Vi stoler på dem. Stoler på deres autoritet, og på deres integritet. De har jo erfaring og uddannelse bag sig og kendskab til, hvordan sager skal undersøges for at sikre lødighed og korrekthed i information. Hvordan kan vi andet end at stole på dem?

Vi vælger dem gennem de medier vi traditionsmæssigt søger til for information, og ligeledes gennem de medier vi fravælger. Og medierne ordner i kasser for os, sorterer alle nyheder på en måde, så vi ikke behøver at tage stilling på ny. Skærer informationerne og historierne til og fra. Giver os tryghed for at vi kan stole netop på dem. Gør det let at putte i kasser.

Kasserne giver os tryghed og får verden til at se mere forudsigelig og enkel ud. De giver os et nødvendigt pusterum for bombardementet af fakta og holdninger, så vi kan fokusere på vores eget daglige liv med alle de problemstillinger og udfordringer, som det indeholder.

Så vi putter i kasser og sorterer de input vi får, og de mennesker, som kommer  med dem. Det er så dejligt enkelt og ligetil. Giver fred, overskud og energi til at vi kan komme videre og føle os sikre i, at vi har den rette holdning, når vi skal tage stilling. Så hvorfor undersøge yderligere? Samtidig underbygger vi gennem de informationer vi vælger at stole på, vores eget billede af vores egen identitet, vores grundfæstede tro på at vi er ”OK”.

Der er ”the good guys” der ligner os, og der er ”the bad guys”, som vi får at vide bare nasser eller skaber problemer. Kasserne skaber vore rammer, så vi ved, hvordan vi automatisk skal forholde os til de ledige, til indvandrere, til rockere, til finanskrisen, til hvad vi skal stemme på, og hvilke tiltag vi bør støtte.

MEN,

Så sker det at vi udfordres, når der sker noget, som vi ikke umiddelbart kan få stoppet ned i kasserne. Når de input vi får, bliver uhåndterbare, ikke rigtig passer i størrelse, farve eller form, eller springer op igen, eller til sidst sprænger kassen, så alt vælter ud, hulter til bulter, og med inciterende kraft kræver vores revurdering. Det sker, når vi opdager, at de informationer, vi oprindelig fik, er ufuldstændige, tilskårne, uden kildekritik, og med skjulte dagsordener. Når der mangler noget.

Måske får vi nye fakta – statistikker, der viser at vi tog fejl. Håndgribelige oplevelser – mennesker, der træder ud ”i virkeligheden”.

Måske bliver vi selv ramt af finanskrisen og knokler med at finde job. Måske bliver vores flittige og hjælpsomme kollega ramt af nedskæringer, og bliver til ”en ledig”, som ikke passer ind i billedet af ”dovne samfundsnassere”.

Måske møder vi i frokostkantinen den kræftramte sygedagpengemodtager, der er i arbejdsprøvning, og vi får senere at vide, at hun er død 3 måneder senere.

Måske møder vi vores gamle skolekammerat som hjemløs på en bænk i parken, og vi husker med pludselig klarhed, hvordan han altid havde småsnavset tøj, blå mærker og ingen madpakke i skolen, og altid blev smidt udenfor døren i timerne.

Måske taber vi hele vores pension, fordi vores tidligere så solide bank krakker, eller måske falder masken af en af samfundets støtter, og vi ser en grådighed og egoisme, som vi aldrig ville have kunnet forestille os mulig.

Måske falder vi på gaden og bliver hjulpet af en overtatoveret rocker med udsøgt omsorg, eller den lokale indvandrergrønthandler, der kræver at vaske vores hudafskrabning og sætte plaster på, samtidig med at han kærligt nøder os til at spise hans tyrkiske konfekt og bedste clementiner.

Måske hører vi en politiker fra det parti, vi normalt ville afsky, overraskende komme med gode løsninger til vores problemer og tilbyde os samarbejde.

Måske – ja måske…

Billeder krakelerer. Måske er verden ikke så firkantet … Måske skulle vi lytte mere, undersøge mere, inden vi puttede i kasser…. inden vi tog stilling.

Måske er det det, der til syvende og sidst er meningen med livet.

At vi skal udfordres for aldrig at tro, at vi har fundet hele sandheden. At når noget bliver fremstillet for enkelt, så får vi ikke det hele billede. At når vi netop tror, at vi ved bedst, så mangler vi stadig at få det sidste afgørende input.

Og, at vi skal forblive åbne og huske at medbringe denne lille skepsis på vores rejse. At ingen er skyldig før de er dømt, og at vi alle kan få brug for at mødes med venlig åbenhed, uanset hvor vi kommer fra, og hvor vi er i livet.

Broen ved Sorgenfri station

Udgivet den af

For en del år siden var jeg efter et arrangement i København på vej hjem med s-toget mod Birkerød, hvor jeg dengang boede. Det var en sen efterårsaften, mørk, men stadig mildt i vejret, og jeg sad i mit hjørne i kupeen og funderede småfilosofisk over livet og de input, som jeg havde fået ved mødet. Et ældre ægtepar sad i et andet hjørne, og et par andre rejsende fordelte sig spredt i kupeen.

Som en lysende slange bugtede s-toget sig ad sporene, fra station til station, planmæssigt, trygt og fredeligt, og vi, de rejsende, sad i vor fælles rejsetidslomme, adskilt i vore tanker, men sammen i lyset; mens vores anonyme lokofører med professionel omhu sørgede for at holde toget på skinnerne i mørket udenfor, og for at alle rejsende kom af og på uden problemer, når vi gjorde holdt på de enkelte stationer.

S-toget til Hillerød stopper normalt ikke mellem Lyngby og Holte og er et såkaldt gennemkørende tog for stationerne Sorgenfri og Virum. Noget der er meget værdsat, når man skal komme hurtigt hjem, særligt efter en lang aften.

Men dette S-tog, denne aften standsede pludseligt, med et voldsomt ryk og helt uautoriseret, lige efter broen ved Sorgenfri station, og med en stemme helt fordrejet af vrede, afmagt, rædsel og sorg hørte vi lokoføreren krænge sin desperation ud.

Der var sket en påkørsel – en person var sprunget ned foran toget. Vi måtte regne med, at det ville tage tid, før vi kunne komme videre.

I ét nu stod tiden stille i vores oplyste kupe, hvor vi pludselig trådte ud af vore private tanker, og så på hinanden, som var vi vågnet op efter en drøm og nu befandt os i en ny fælles dimension. Som var det liv, vi havde haft før forsvundet, og kun dette grusomme nu var virkeligt. I ét nu, var vi alle i toget sammen blevet en del af hinandens liv, og vi ville for altid, hver og én af os, bære på mindet om det menneske, som fuld af smerte brød igennem vores personlige forsvarsværk ved sin død.

Den del af toget, vi sad i, var langt fra førertoget, og vi kunne intet se af ulykken, andet end lys der bevægede sig udenfor i mørket. Vi var meget stille i den halve time, der gik, før det skrattede over højtaleren igen, og vi fik at vide, at toget snart ville køre videre med en ny lokofører. Med blanke øjne så vi på hinanden, men havde kun få ord for hvad der var hændt. Frygteligt, sagde vi. Den stakkels lokofører, sagde vi. Imens knugede maven sig sammen på os i afmagt og sorg – at rumme dette var svært.

Der er gået mange år siden nu, og mindet om denne aften gled væk i andre hændelser i mit liv, indtil i nat, da jeg vågnede, så dukkede den af uforklarlige årsager pludselig op og trængte sig på. Den blev væsentlig og ukontrollabelt vedkommende, og jeg var tilbage igen og en del af den fælles tidslomme, hvor vi rejsende sad i lyset og kiggede ud i mørket, mens toget holdt stille efter broen ved Sorgenfri station.

Hvem var det menneske, der sprang ned foran toget? Hvad skete der med lokoføreren bagefter? Hvor i deres liv er mine medrejsende nu? Jeg vil aldrig få det at vide.

Som for mange andre mennesker, så har hændelser i mit eget liv i perioder givet mig mørke tanker og sat spørgsmålstegn ved min oplevelse af min værdi som menneske, og ved mit formål, min mening. Tunge tanker, som jeg trodsigt har måttet drive bort. Glade minder og bevidstheden om, at der alligevel, når nu jeg tænkte rigtig godt efter, så var nogen, der havde brug for mig lidt endnu, hjalp mig videre. Nogen, der så mig som værende af værdi og formål, nogen, der på et tidspunkt havde rakt mig en kærlig hånd og givet mig et venligt ord.

Måske var det det, der havde manglet for det ulykkelige menneske, som i sin personlige smerte måtte standse s-toget den aften efter broen ved Sorgenfri station. En kærlig hånd og et venligt ord. At blive set som et værdifuldt menneske, med formål og mening.

Hvad skete der i hans/hendes liv, der nødvendiggjorde springet? Var det ulykkelig kærlighed, tab af det vigtigste menneske i livet, eller var det mismod og fortvivlelse over økonomi og manglende job. Var det ensomhed og manglende mod til at bede om hjælp, eller var det oplevelsen af aldrig at blive set som værende af nogen værdi.

Jeg vil aldrig få det at vide, og jeg kan kun gætte om det. Faktum er, at det var et menneske, der ikke længere klarede livet. Et menneske, der ikke længere kunne finde ”sin mening”.

Den østrigske professor i neurologi og psykiatri,Viktor Frankl, skrev i sin bog ’”Psykologi og Eksistens” om at finde sin mening – selv under de mest forfærdende forhold i Auschwitz. Uden mening, så bliver livet ikke til at leve. Det at have et formål, en værdi for andre, at kunne give sit bidrag, uanset hvor stort eller småt det måtte være. Uden mening, så krøller sjælen sammen, og livet bliver svært.

Du spørger om det er betydningsfuldt for os andre. Om personen nu ikke blot har fået fred for sine problemer, og at vi så blot kan gå videre. Måske har du ret, måske skal vi blot acceptere at ”sådan er det”, og vi har hver især et frit valg til, hvad vi ønsker at bruge vores liv på.

Men det nager mig nu alligevel, for måske var det et menneske, der kunne have gjort en positiv forskel for os alle. Skrevet de smukkeste eventyr, hjulpet det barn på vej, som blev en stor forsker der fandt en vaccine til en forfærdelig sygdom, eller gennem sin forståelse for sindets vildveje have formået at få en potentiel terrorist til at se andre mere positive muligheder. Eller måske var det et menneske, som i dagligdagen ved sin kærlige omsorg hjalp andre til at føle værdi og mening.

Som mennesker er vi alle forbundne. Hvad vi gør, sætter spor, og influerer på andres liv. Vi holder hinandens liv i vore hænder på godt og ondt.

Vi rummer hinanden, når vi kan, ligesom vi trækker os væk, når vi har brug for et balancehegn for ikke at gøre hinanden fortræd. Som Dalai Lama siger, ”kan du ikke gøre godt, så bestræb dig i stedet på ikke at gøre fortræd”.

Vi sætter spor, når vi mødes på arbejdet, når vi omgås vore kære, ved de ting vi siger, og de ting vi gør. Nogle af os endda åbent til hele omverdenen gennem medierne. Når vi i vrede og afmagt sårer, eller når vi spontant og kærligt hjælper hinanden til nyt livsmod. Måden vi ser på hinanden, venligt eller afvisende. Med stivnede fordomme eller med vilje til åbenhed.

Når vi omgås, ser vi sjældent bagom. Vi har travlt, der er meget der skal nås, og i vores dagligdag har vi ikke opmærksomhed i overskud. Ikke tid til at spørge i dybden, eller til at sikre at vi kommer hele vejen rundt.

Men det sker, at hukommelsen uopfordret sender en hilsen til os om en hændelse, som vi havde glemt, og pludselig skærpes vores opmærksomhed, så vi med lysende klarhed indser, at det ikke er ligegyldigt, hvilke spor, vi efterlader.

Her i nat, hvor jeg vågnede og pludselig i tankerne igen befandt mig i det oplyste s-tog i den mørke efterårsaften efter broen ved Sorgenfri station, så spørger jeg mig selv.

Hvilke spor sætter jeg på min vej?

Rosenthal effekten og det Heliotropiske princip

Udgivet den af

Tænk hvis alle mennesker kunne få lov at udvikle deres potentiale og alle ville stræbe efter at gøre deres bedste for at få et godt samfund!

Luk lige øjnene engang og forestil dig en verden med sådanne mennesker. Hvad skal der til? Vil vi nogensinde nå derhen? Ved vi overhovedet, hvordan vi kommer derhen?

Rosenthal effekten – den selvopfyldende profeti

For nogle år siden stødte jeg på Rosenthal effekten ved et tilfælde. Den handler om resultaterne af et eksperiment, som Professor Robert Rosenthal ved University of California udførte i 1960’erne, og som indgår i enhver kommende lærers pensum i pædagogik på seminariet.

Forsøgene, som Professor Rosenthal udførte, vedrørte folkeskolelærere og deres elever på en almindelig skole i en større by i USA. Eleverne blev testet ved skoleårets begyndelse, og lærerne fik udleveret en liste over de elever, som baseret på testen blev forudsagt til at have stort potentiale for indlæring og success. Rent faktisk var navnene på listen blevet udvalgt tilfældigt, men lærerne fik ikke dette at vide.

Ved slutningen af skoleåret blev eleverne på listen ved test igen sammenlignet med de elever, som ikke var på listen, og det viste sig, at eleverne på listen havde opnået en væsentlig højere indlæring og udvikling af evner, end sammenligningsgruppen. Det viste sig, at overfor de elever, hvis navne stod på listen, havde lærerne dels været mere hjælpsomme, dels havde de undervist eleverne i materiale af højere sværhedsgrad; de havde også givet eleverne mere tid til at besvare spørgsmål og de havde givet en højere grad af personlig tilbagemelding til eleverne. De elever som havde fået denne ekstra opmærksomhed havde lært mere.

Det interessante er, at lærerne troede at de havde undervist alle elever på samme måde, men ved at de havde større forventninger til de elever, som stod på listen, så gav de disse elever mere positiv opmærksomhed, og dette skabte så den højere indlæring.

Rosenthal forsøgene er blevet eftergjort af andre forskere utallige gange i utallige forskellige sammenhæng resulterende i samme resultat.

Forventningerne til et individ er kritisk bestemmende for hvordan dette individ klarer sig. Indlæringsmæssigt er det lærerens positive (eller ikke positive) forventninger til barnet, der virkelig gør en forskel.

Det heliotropiske princip

Dr. David L. Cooperrider, som er den visionære fader til teorierne bag Appreciative Inquiry, beskriver hvordan vores mentale forståelser styrer vore følelser og handlinger, og at ligesom en plante drejer sig mod lyset, har individer og organisationer en tendens til at dreje sig hen i den retning, som deres forestillinger om fremtiden peger.

Ganske simpelt, så vil ethvert menneske eller enhver ”organiseret gruppe af mennesker” have en naturlig tendens til at dreje sig mod ”det der opleves som lys” – det heliotropiske princip (Helios står for solen.)

Det der bliver oplevet som lys, er naturligvis det, som hvert enkelt mennesker oplever at få personlig anerkendelse for. Man kan sige, at det der udstråler lys, er den ”lærer”, som giver anerkendelsen. En lærer kan her være en hvilken som helst person eller gruppe, som individet har relation til. Det kan være en lærer i det almindelige undervisningssystem, en formel mentor i erhvervslivet, en slægtning der giver een anerkendelse, eller f.eks. en ”sub-gruppe” eller gadebande, hvis anfører har forståelsen for at give anerkendelse og tilhørsforhold til medlemmerne.

Dette indebærer, at hvis ”lyset” er positivt og konstruktivt i forhold til såvel læring som samfund, så vil det give ”eleven” forøget læring og konstruktiv berigelse. Hvis ”lyset” er negativt i forhold til den læring og de normer, som samfundet ønsker, så vil det dels resultere i manglende kompetencer og et lavere selvværd hos ”eleven”, og også give en subkultur, der optræder modsat de ønskede normer.

Principperne er ganske enkle, men set i sammenhæng med Rosenthal effekten har de en ganske overvældende indflydelse på individ og samfund, såvel positivt som negativt.

Appreciative Inquiry – eller AI – den anerkendende tilgang tager bl.a. udgangspunkt i såvel Rosethal effekten som det Heliotropiske Princip.  Jeg vil skrive mere om AI på et senere tidspunkt…:o)

Elementært kære Watson – vi bytter da bare!

Udgivet den af

Der er tilsyneladende mange i vores lille land, som synes, at det må være en sand svir at være arbejdsløs, at kunne dovne på sofaen og bare nasse på alle de, der knokler og står tidligt op om morgenen og smører madpakker.

De arbejdsløse, derimod, synes det er et sandt helvede, får stress, bliver depressive, mister modet og for nogle går det jo desværre så galt, at de må gå fra hus og hjem.

Margrethe Vestager har opgivet at løse problemet – ”sådan må det jo være”,  men hermed årets ide til en holdbar løsning, så vi alle kan komme videre, samtidig med at vi alle sammen kan få det bedre,

Den foreslåede løsning skal også ses i lyset af, at på grund af de kommende teknologiske landvindinger, så vil der ikke fremover blive flere jobs, da mennesker i høj grad vil blive erstattet af robotter. Da der traditionelt ikke er større interesse for deltidsjobs, så er løsningen til en fair fordeling:

Indfør tvungen jobrotation, således at alle lønmodtagere (også politikere)  SKAL have en 1 års ledighedsperiode på dagpenge hvert 5 år!

Det vil medføre:

At de hårdtarbejdende danskere vil få et nødvendigt pusterum, hvor de kan ”dovne på sofaen”. At de ledige kan få lov at få arbejde til  normal løn, og kan få styr på deres liv. At beskæftigelsesproblematikken er løst – og alle vil få glæde af det. Det er en fair og rimelig løsning, hvor alle bærer byrderne og ingen går glip af sofa fornøjelsen. Virksomhederne vil altid have friske og glade medarbejdere. Det bliver ikke dyrere for samfundet. Vi sparer efteruddannelse, for alle har en arbejdscyklus, der sikrer opdateret arbejdskraft. Diskussionerne om dagpengestørrelsen er væk, nu hvor alle kan få fornøjelsen hvert 5 år. Administrationsomkostninger for jobcentre, a-kasser og aktivering bliver minimale.

Selve indkaldelse til den tvungne ledighedsperiode kan ske let og nemt via mail og baseret på CPR nr. – f.eks. i forbindelse med forskudsopgørelsen, så der er et par måneder at forberede sig og gøre sofaen klar…:o) Når så året er gået, så melder man sig til det lokale jobcenter og bliver tildelt et passende job.

Eftersom en stor del af befolkningen mener, at dagpengebeløbet er særdeles generøst, så kan der jo ikke være nogen, der har noget imod selv at bytte deres normale løn ud i et års tid med dagpenge, hvor de så selv til gengæld kan nyde livet og dovne på sofaen.

Elementært !

Man slår ikke på dem med briller, og man træder ikke på dem, der ligger ned…

Udgivet den af

Mellem børn herskede der – i hvert fald i midten af sidste århundrede – en uskreven moralkodeks, der sagde, at man i en slåskamp ikke slog på dem med briller, og ikke trådte på dem, der lå ned. Det var for fejt, og hvis man ikke havde lært det hjemmefra af sine forældre, så skulle de andre unger nok huske at fortælle det til én.

Nu var det ikke fordi børn generelt var bedre, venligere eller mere sociale den gang i 1950’erne og 1960’erne, men at slå på dem med briller betragtedes som fejt, fordi børn med briller havde et medfødt dårligere udgangspunkt og dermed var det ikke en ligeværdig kamp.

Ligeledes var det en uskreven regel, at man ikke trådte på dem, der var faldet omkuld i kampen og ikke lige bare kunne rejse sig og give igen. Der var decideret tab af status, hvis man slog på nogen, som lå ned og var ukampdygtige, og de der slog videre og ikke overholdt denne regel, blev betragtet med ringeagt af resten af børneflokken.

Jeg ved faktisk ikke, hvordan børn nu i det 21. århundrede tackler sådanne situationer, for meget har ændret sig siden i samfundet, og måske medbringer børn ikke den samme moralkodeks hjemmefra længere. Det kunne være interessant at undersøge.

Mennesket er som bekendt et udpræget flokdyr, og hvis man sammenligner os med et andet flokdyr – hunden – så finder man den samme mekanisme om ”ikke at træde på den, der ligger ned”. Hvis en hund i et slagsmål har overgivet sig, så stopper kampen automatisk. Det med brillerne er nok lidt sværere at undersøge i en sådan floksammenligning.

At mennesket er et udpræget flokdyr bevirker, at al udstødelse af flokken er den værste straf, man kan give et menneske. Flokken yder beskyttelse og tryghed, ligesom flokkens iboende viden om fødesteder kan være lig med overlevelse i svære tider, hvor flokken deler hvad den nedlægger af større byttedyr. Samtidig giver flokken mulighed for social kontakt, og dermed identitet til den enkelte og en essentiel følelsesmæssig anerkendelse – ”vi ser dig, du er en del af flokken, du hører til os”.

Hvorfor  er alt dette interessant lige nu for os?

Jeg har i de sidste 10 år hørt mange triste historier om alvorligt syge mennesker (flere af dem med terminal cancer og få måneder tilbage at leve i), som i deres sygedagpengeforløb er blevet udsat for alvorlige overgreb fra vores velfærdssamfund. Mistro, nedbrydende bureaukratisk sagsbehandling, og utallige arbejdsprøvninger, der knækkede den sidste livsvilje og helt sikkert gjorde de sidste måneder til et rent helvede for de pågældende, inden de døde af sygdom og udmattelse.

Jo, der er blevet slået på ”dem med briller.”

På samme måde er der i velfærdssamfundet efterhånden udviklet sig en tilsvarende tendens og måde at forholde sig på over for de, som er så uheldige ved tidernes ugunst at miste deres jobs – de arbejdsløse. Det er blevet OK at træde på de ”som ligger ned”.

Mennesker på en arbejdsplads indgår naturligt i en ”arbejdsflok”  og nyder den føde, tryghed  og sociale anerkendelse, som flokken giver den enkelte, når den samlet arbejder for et fælles mål. Stoltheden ved at aflevere veludførte arbejdsopgaver. Glæden ved at hjernen får udfordringer. Den faste lønseddel, der sikrer føden og den elementære tryghed. Beskyttelsen mod udefrakommende – ”vi står sammen”. Den sociale kontakt over fredags morgenbrødet, anerkendelsen af fælles indsats, julefrokosten, motionsklubben, og hyggen ved de små bemærkninger, når man mødes på gangen og den daglige ping-pong med kollegaer, som man har arbejdet sammen med i mange år.

Samtidig indgår mennesker i den almindelige samfundsflok, som gode samfunds- og skatteborgere med rettigheder og status, som gør at de kan deltage i samfundets mange aktiviteter på lige fod med hinanden. ”Den store flok”.

Ligeledes indgår vi forskellige andre mindre ”flokke”, som f.eks. med vores venner i ”venneflokke” og i kraft af vores fritidsinteresser i ”interesseflokke”.

Når et menneske bliver arbejdsløs, så mister det i første omgang ”arbejdsflokken”, og da vi bruger halvdelen af vort vågne liv på arbejdet, så er dette et meget voldsomt tab, som resulterer i både sorg, angst og frustration over ikke længere at tilhøre flokken.

For rigtig manges vedkommende mistes samtidig ofte halvdelen af deres forsørgelsesgrundlag, og dette resulterer så i endnu mere angst – denne gang for om den arbejdsløse med familie kan overleve.

Vi taler basis ”Maslow” med tab i de laveste 3 niveauer: Føde, Tryghed, Social kontakt. Dvs. tab af netop de niveauer, som er fundamentalt nødvendige for at sikre overlevelse af individet.

Tab af personlig status og selvrealisering sker naturligvis også, ligesom tab af venner heller ikke er usædvanligt, da økonomi og nedtrykthed hos den arbejdsløse ikke er specielt motiverende for festlige aktiviteter, og fordi identitetsgivende arbejdssnak fylder meget – også i vennekredse. Snarere får den arbejdsløse meget ofte hurtigt en mismodig følelse af, at han/hun blot bliver bombarderet med ”gode råd” og spørgsmålstegn ved sine bestræbelser for at få et nyt job.

I mødet med det offentlige system ligger hovedvægten samtidig på kontrol og styring af den arbejdsløse, og meget hurtigt mister den arbejdsløse følelsen af at have nogen som helst kontrol over sit liv, samtidig med at der oparbejdes en kronisk dårlig samvittighed overfor om den indsats man gør er god nok. Det er således ikke spor usædvanligt at arbejdsløse vågner kl. 3.30 om natten og i mørkets ly, mens familien sover, med ildhu kaster sig over den sidste nye opdatering af jobs på nettet, blot for at opdage, at – nej, der var ikke kommet nye jobs på siden i går aftes ved 23-tiden.

Med fyresedlen i hånden og katastrofal mangel på jobs i et dybfrossent arbejdsmarked, så kan den arbejdsløse med rædsel se frem til både økonomisk kaos og mulig fremtidig personlig ruin, kombineret med tab af arbejdsidentitet og netværk, og kombineret med mistro og kontrol fra samfundet side.

Så arbejdsløse har så sandelig travlt med at søge jobs!

Men tilsyneladende er der så politikere og samfundsdebattører, som frejdigt mener at den arbejdsløses situation er så attråværdig, at den arbejdsløse ikke har nogen motivation til at finde sig et nyt arbejde…..

Det er vel egentligt ikke så underligt, hvis mange arbejdsløse til sidst mister modet og hænger lidt med næbbet, får stress over deres manglende kontrol af livet, og for nogle, endda, kommer tanken om, at måske skulle man ”bare tage billetten”,  når nu der alligevel ikke er brug for én længere – ligesom den midaldrende mand, som tog sit liv efter en længere periode med arbejdsløshed, og hvis historie blev beskrevet i Information for nogen tid siden.

Sådan er situationen for en arbejdsløs .

Det er muligt, at man som borger, politiker og samfundsdebattør ikke har lyst til at være ”barmhjertig samaritan” overfor sine mere uheldige medborgere, men kunne man i hvert fald ikke lade være med at træde på de, der ligger ned?

De politikere og samfundsdebattører, som synes, at enhver skal hytte sit eget skind, har deres frie ret til at mene dette, selv om de naturligvis bliver nødt til at acceptere de vilkår for beskatning, som flertallet har bestemt, hvis de stadig ønsker at være en del af den store flok, hvor fælles tryghed og sikkerhed for føde også er gældende –  skulle de selv komme i nød…

De er naturligvis også i deres gode ret til at prøve at ændre på vilkårene, hvis de kan få flertal, så disse vilkår bedre matcher deres ønsker. Det hedder demokrati og det skal vi værne om!

Men at forvrænge billedet af de arbejdsløse ved billig hån og urimelige krav er at forulempe og træde på de mennesker, som allerede ”ligger ned” – det er for fejt!

Det er muligt at det skyldes uvidenhed fra visse politikeres side om basal menneskelig psykologi og uvidenhed om, at der mangler jobs alle vegne, og at boligmarkedet sejler i dødskurs. Og at det med lige at rive teltpælene op for at rejse efter et måske muligt job i Jylland kan risikere at medføre totalt sammenbrud i en families samlede økonomi. Og kan et familieliv i øvrigt hænge sammen med daginstitutionernes åbningstider, hvis far er i Jylland som teletekniker, og mor er i København med varierende arbejdstider?

Men desværre er der nogle, som ønsker at skabe en meget negativ holdning i samfundet om at de mennesker, der ”ligger ned” er ringere mennesker, der fortjener en dårlig og ikke værdig behandling.

Måske er det fordi, at tanken om, at arbejdsløshed, sygdom og økonomisk ulykke også kan ramme dem selv, er ubærlig, og må fortrænges og afvises. For billedet må ikke krakelere. Derfor mener de, at det er nødvendigt at klassificere de uheldige, der kommer i uføre, som ringere mennesker, der med rimelighed kan nedgøres, udsættes for foragt og underlægges streng kontrol.

Kun derved, kan illusionen bibeholdes.