For nogen tid siden blev jeg 59 år. Det er i sig selv ikke en begivenhed at fylde et år ekstra, særligt når dagen hverken er rund eller på nogen måde skelsættende for andre mennesker. Men at vågne op til en morgen som 59-årig er alligevel anderledes, for næste år så skifter tallet og vil fremover klart indikere for gud og hvermand, at jeg nu er uigenkaldeligt indtrådt i gruppen af seniorer, hvis tid på arbejdsmarkedet i henhold til almindelig praksis i samfundet snart vil rinde ud.

Igennem årene er min mening blevet klart præsenteret for mig i form af uddannelse og arbejde. Enkelt og ligetil – udfordringerne lå foran mig som perler på en snor. Tydeligt definerede opgaver, som jeg gjorde mit bedste for at indfri med omsorg, entusiasme og hårdt arbejde. Anerkendelse i form af et godt omdømme og kontante kroner var den umiddelbare synlige belønning. Meningen – glæden ved arbejdslivet i fællesskabet mod samme mål og med socialt sammenhold var den endnu vigtigere og mere usynlige belønning.

Men fremover, så vil det se anderledes ud. Det maner til eftertanke. For hvad nu? Foran ligger dage og år, hvor jeg vedblivende vil være sat udenfor det arbejdssamvær, som jeg tidligere var naturlig del af. Arbejdsopgaverne vil være væk, den skemalagte dag forsvundet, og min betydning på arbejdspladsen vil blive overtaget af et energisk ungt menneske, som venligt løfter glasset til den lille reception på min sidste arbejdsdag og ønsker mig et godt otium.

Når døren så lukker sig efter mig, og jeg stavrer hjem med min blomsterbuket og afskedsgaven fra kollegaerne, så lukker arbejdssamværet også sin dør. Jeg vil ikke længere være en del af dem. Ikke længere være af betydning for  dem. Ikke længere deltage i dagens snak om alt og intet. Ikke længere være del af den samlede fælles mening.

Tiden, hvor andre dagligt definerede min mening vil være endegyldigt overstået snart, og jeg må selv finde frem til, hvad den sidste del af mit liv skal indeholde, og ikke mindst, så må jeg finde frem til mit endegyldige formål med det hele – min overordnede mening.

Hvorfor er jeg her? Hvad er min mening? Hvad skal jeg kendes på til slut?

Jeg er ikke helt uforberedt – jeg har været ramt før. Oplevet tæppet forsvinde under mine fødder og meningsløsheden gennemtrænge mig med en skræmmende kraft, der efterlod mig angst, modløs og fortvivlet, og ude af stand til at tænke klart.

Arbejdsløsheden har haft mig i sit kvælende favntag og trukket mig gennem nogle af de mørkeste nætter og tungeste dage i mit liv, hvor sjælen blev flået itu, mens afslag på afslag krammede mit sind sammen og efterlod mig blødende og skrammet.

Sårene er stadig ikke helt lægt – ligger stadig under tynd hud og sårskorperne er alt for lette at flå af. Livsvilkår blev ændret til ukendelighed, mens selvværd og formål blev skrællet af, og det kostede kamp at finde en vej tilbage.

”Disse formålsløse byrder, som bare ligger i hængekøjen og dovner” – siges det i medier og blandt politikere – og for hver gang flås sårene op og jeg ryger tilbage i tusmørket, hvor den sorteste afgrund ligger på hver side af den smalle og med vind omsuste skrøbelige hængebro, jeg endnu, lige nu befinder mig på.

Det gør ondt. Ordene. Den manglende forståelse. At være formålsløs er skræmmende. Ikke at have mening for nogen eller noget. At ligge til byrde giver uro og angst. Ikke at have kontrol. En byrde for andre. Der peges fingre af de, som er uden for gruppen – byrderne.

”Hvor må det være dejligt for dig, at du nu kan gå på efterløn/pension” – ”hvor må det være dejligt for dig, du som er arbejdsløs, sådan bare at ligge i hængekøjen, mens vi andre knokler…”

Fremover, om få år, så vil jeg ikke længere blive forventet at have en mening for fællesskabet. Jeg vil indtræde blandt de, som man ikke forventer vil bidrage. Blandt de, som betegnes en byrde. Uden for gruppen.

De ved ikke hvad de snakker om – de som er i gruppen, som stadig har mening og formål. Gruppen med dagligt knokleri, sammenhold og samvær, som giver fælles mening og betydning.

Uden for gruppen er det koldt. Udenfor gruppen står de, som er formålsløse, og kigger længselsfuldt ind. Uden for gruppen, står de, som der bliver peget fingre af. Udenfor står de, som betegnes byrder. De står der på risten og kigger ind.

Jeg har set gamle kollegaer gå for tidligt på pension med begejstret mine og forventninger om at kunne feriere i Sydfrankrig eller spille golf resten af livet, og blot 3 måneder senere så kom de retur og jagtede den gamle virksomhed med ønsket om at blive genansat. Ferien blev for lang, savnet blev for dybt.

At finde sin mening.

Ærlighed er et krav, hvis det skal lykkes. Man må være ærlig over for sig selv, hvis det på nogen måde skal lykkes at nå frem til erkendelse. Kigge tilbage over skulderen og se hvor man fejlede og hvor man nåede frem. Kan det give et fingerpeg om retning og formål?

Hvis jeg kigger på godt og skidt i mit liv, hvad var det så der kom til at kendetegne mig? Hvad bar jeg selv videre til andre?

Måske er det at blive ældre at ligne med en sidste udfordrende rejse og kamp for at tilgive sig selv for de fejl, man gjorde som uvidende ung, og en rejse i ydmyghed for at forsone sig med de grusomheder, som man i sin uvidende dårskab var skyld i.

At finde sin mening – ikke kun på rejsen – men til syvende og sidst, når regnskabet gøres op, og det ukendte venter.

Hvad bidrog jeg med? Hvilke spor efterlader jeg? Hvilken betydning gjorde det, at jeg var her? Huskede jeg at lytte? Huskede jeg at anerkende?  Pegede jeg blot fingre af andre uden at forsøge at forstå?

For nogle viser meningen sig med overbevisende klarhed pludseligt og uimodsigeligt – som ved kampen for frihed, der kalder den modigste blandt os frem.

For andre bygges meningen op, lag på lag, gennem erfaringer og viden, som danner et puslespil, hvor selv de sværeste brikker til sidst kan samles og give den endegyldige mening.

Jeg må lede. Finde frem til den forskel, som jeg naivt og forfængeligt tror var min mening. Inden knokkelmanden kommer, må jeg finde den. Forsone mig med den. Tilgive min egen brøde og dårskab. Blive klogere. Udrette noget positivt til at balancere, så vægten ikke tipper over i formålsløshed.

Jeg må finde min mening, uanset hvor ussel og ringe den er. Var jeg overhovedet til nogen nytte?

Når min sidste vilje forlader mig, hvad var det så – mit formål? Når præsten har sagt amen i kirken og kisten med mine jordiske knogler, kød og ligskjorte ruller ind i den varme ovn, hvad var så min mening?

”Min Gud, min Gud, har du forladt mig?” – sagde Jesus på korset. Spurgte han efter sin mening?

Vil jeg nå frem?

I Buddhismen siges det, at vi skal genfødes utallige gange indtil vi opnår indsigt, så vi forstår. Det er uvidenheden, der gør os blinde, vrede, onde og angste. Vi er del af hinanden og altet siges det. Vores mening er at lære at forstå og vise medfølelse.

Hvordan kan jeg hjælpe dig? – siger de i kundeservice, når jeg kontakter dem.

Hvordan har jeg været til nytte? – spørger jeg mig selv.

”Jeg kan lide at gøre en forskel”, skriver vi i ansøgningerne, når vi skal fortælle om hvordan vi som mennesker indgår i et fællesskab med fælles mål. Vi er stolte af at være gode til at gøre en forskel. Det kan ses og mærkes, at vi indgår positivt i fællesskabet.

Tusindvis mennesker holdes i dag uden for fællesskabet – uden de ønsker det. De er sat på reservebænken. På lavblus, i høkasse. Måske er der brug for dem om nogle år. Indtil da, så må de hutle sig igennem ”på sognet” og de bliver peget fingre af. De siger at det er godt for lønniveauet i samfundet at der er en arbejdskraftreserve.

Med rædsel i øjnene oplever de uheldige, hvordan medier og systemet forvandler dem fra gode kompetente og bidragende borgere til pludseligt at opfattes som intetsigende unyttige byrder.

For mange betyder flere års arbejdsløshed økonomisk ruin, skilsmisse og social deroute. Andre mere heldige kan nøjes med et overvældende tab af selvværd, depression og karrieretab. Det helt overvejende flertal af arbejdsløse har aldrig selv valgt det, men oplevede blot at blive smidt på gaden af arbejdspladsen.

De er en byrde – siger politikere og medier. De er dovne, ligger i hængekøje, ufleksible, nassere, umotiverede – listen af negativt ladede ord er uendelig lang.

Sjovt  nok, så var de tidligere gode medarbejdere. Kun dette, nu ikke at være i job, adskiller dem fra andre og fra deres tidligere gode omdømme.

Fællesskabet og de menneskelige relationer er livgivende for os. Vi ville ikke overleve uden. Det giver os sikkerhed, tryghed, social kontakt, anerkendelse og tilhørsforhold. Det giver os mening at være en del af fællesskabet.

Når mennesker er uheldige og mister deres arbejde, så straffer vi dem ved at sætte dem uden for fællesskabet. Vi deler ikke vores arbejdsfællesskab med dem. Vi undgår dem. Vi peger fingre af dem – fortæller dem, at de er dårlige mennesker. Vi giver dem penge til at overleve, men vi sikrer os, at det kun er med knaphed, at de overlever. Og værst af alt, så fratager vi dem fællesskabets mening.

At blive arbejdsløs og blive sat uden for gruppen, så man ikke længere kan bidrage, men kun bliver en byrde for andre – det er en forfærdelig og uretfærdig straf.

At blive kaldt en byrde for andre – det er ord, som forkrøbler og gør sjælen syg.

Ord er farlige. Ord har magt. Cicero vidste det. Hitler vidste det. Vores politikere og deres spindoktorer er uddannet særligt godt i at vide det. Og medierne er eksperter i at vide det.

Ord er farlige. Ord skaber billeder. Ord skaber forventninger og fordomme. Du kan tvære børn og selv voksne mennesker ud med ord, så de bliver til tabere, og du kan rejse dem op med ord, så de kan vinde hele verden.

Professor Rosenthal dokumenterede det – for rigtig mange år siden, og hele den systemiske og den anerkendende tankegang og tilgang bygger på det. Altså på den positive måde.

På den negative måde, så kan ord skabe syndebukke, skabe had og isolation fra fællesskabet, og ord kan skabe sult, vold og krig.

Det bly, der bliver brugt til blyanter er farligere end det bly, der bliver brugt til kugler. Det vidste man allerede for mange år siden. Når jeg kommunikerer til dig inddrager jeg dig i min verden – jeg påvirker dig. Ikke kun ved mit ordvalg, men også ved det jeg ikke fortæller. Jeg bygger billeder op, og du bliver draget ind, så du må forholde dig til de billeder, som jeg giver dig. Uanset om billederne er korrekte. Uanset om jeg manipulerer dem.

Ord har magt, og de som har magt til at viderebringe ord, de har også magten til at forme og justere, til at bryde ned eller bygge op. Til at pege ud eller pege frem. Til at inkludere eller ekskludere. Til at skabe hadet og fjendskabet, eller til at inddrage og hjælpe. Til at få vores verden til at gå i stå i nedtrykt pessimisme, eller til at drive begejstring og vækst.

At finde sin mening.

Det var det jeg kom fra. Finde frem til om jeg, med min gang på jorden, var til nytte eller til skade. Om de ord, som jeg brugte byggede op i stedet for at rive ned. Om det gjorde en positiv forskel, at jeg var her på den lille blå planet.

Jeg kigger mig omkring i min stue for at finde tegn, og når jeg kigger, så ser jeg mine souvenirs fra de 59 år, som jeg har gemt. Sjove, skæve, smukke, klodsede, ukurante, ikke værdifulde i forhold til penge, men fulde af minder. Kan de give mig noget svar i forhold til min mening?

Ligklæder har ingen lommer, var der en bog der hed for mange år siden. Man kan ikke tage det med sig, de souvenirs man samler. Store som små. Udløbsdatoen for holdbarhed er den dag, du dør – måske endda før. Hvad er de værd, når knokkelmanden svinger leen?

Hvilken mening tager jeg så med mig derover på den anden side af floden?

Jeg trækker vejret dybt for at reflektere. Jeg er nået skelsår og alder. Gammel nok nu til at kende forskel på godt og ondt. Gammel nok til at vide, at fred i sjælen og mening finder jeg kun, når jeg hele tiden har dette i baghovedet.

Kun latteren og kærligheden fra dine kære, kun smilet fra dine venner, kun glæden ved den hjælp du gav de mennesker, som du mødte på din vej – kun dette tager du med dig.

Kun dette gjorde en forskel, og kun dette gav en mening.