Til dig

Jeg er i går, i dag og i morgen
Jeg er den skygge, der følger mig
ludende, sorgfuldt bebrejdende
og den morgen som toner sig grå, trist og regnfuld

Jeg er den knækkede gren, der hænger i de sidste fibre
før stormen med virketrang flår den løs
det nedtrådte blad, hvor hjørnet ædes af slimede orme
de sidste rester af den brune krydderformede rørhat

Jeg er det agern, du holdt op mod solen i går
hvor dagen gik på hæld og vinden pludselig fik fart
de sidste syrlige brombær og den skarpe smag af visnende purløg
når vinden tager mine grene, så falder de sidste æbler mod gårdspladsens sten

Nedfald

og dog, kalder du mig stadig din egen

Tak.

Copyright © Lilli Wendt

Barfrost

Barfrost er det.
Men termometret siger 25 grader udenfor.
Jeg gider ikke mere.
Det må være slut.
Ikke mere fis fra min side.
Man kan vel pådrage sig en dødelig sygdom,
så man kan stå af, uden at nogen taler dårligt om én.
Få lidt medynk på de sidste dage.
Ikke overdrevent, men blot til husbehov.
Til at varme lidt.
Tø rimen af det yderste lag,
så man kan mærke, at det stadig er eftersommer.
Nej siger jeg.
Det er ikke din skyld.
Det blev bare sådan.
Der var ikke mere gods i mig.
Fusen gik af ballonen undervejs.
Ingens skyld.
Jeg havde blot ikke mere med i min bagage.
Manglende talenter, manglende brug, manglende mod.
Jeg kunne blive ved.
Alt er manglende.
I den yderste forstand.
Så hvad skal jeg gøre nu.
Jeg må tænke.
Sætte mig ned og lave planer.
Scenarier, som de kaldte det i firserne.
Husker du – nej det gør du vel ikke.
Lige meget er det vel også.
Det er bare en del af mig, jeg stadig bærer på.
Nu er der kun barfrost.
Vil du have den?

Copyright © Lilli Wendt

I defy

Jeg er den der trodser
stridbart er mit sind
trodser alle teser
river ned hvert spind

Jeg er den der trodser
hver en ting du tror
hver gang du har tillid
til de gamle ord

Jeg er den der trodser
flår ned dit bygningsværk
river hul i drømme
med min vilje stærk

Jeg er den der trodser
intet slipper fri
ser hvis der er sprækker
i dit byggeri

Jeg er den der trodser
du hader mig i blandt
mest når du erkender
hvad jeg sagde var sandt

Jeg er den der trodser
stridbart er mit sind
intet slipper fra mig
itu går hvert et spind

Og når aftenen kommer
du er blevet træt
beder mig så mindelig
om en drøm i nat

Så står jeg ved din side
venter det bliver dag
vender sjæl på vrangen
skræller lag for lag

Jeg er den der trodser
jeg bor i dit sind
trækker væk gardiner
så lyset lukkes ind.

I defy – jeg trodser
trodser og forstår
at der er brug for trodsen
så ej min sjæl forgår.

Copyright © Lilli Wendt 3. marts 2004

Når tilværelsen smuldrer

Når tilværelsen smuldrer
som dårligt indpakkede småkager
håndteret af en sløset bagerekspeditrice
og senere mast mellem de andre varer i indkøbsposen

Når tilværelsen smuldrer
desperat famlende, samlende småstykker og krummer op
for at få det til at ligne noget, undskyldende på fadet
det var jo ikke sådan det var meningen at det skulle have set ud

Når tilværelsen smuldrer
gæsterne, der kigger på den rodede usammenhængende masse
som uelegant forsøger at tage sig ud og går i stykker ved berøring
mens jeg som værtinde forsøger at kigge den anden vej

Når tilværelsen smuldrer
og skal samles op af de forbløffede, irriterede indbudte
som kæmper for at få en sammenhæng i krummeroderiet
så står jeg med lavthængende arme og tavse bemærkninger

Smuldret til ukendelighed

Copyright © Lilli Wendt 3. marts 2004

Markere

Nej, jeg kan ikke lade være
og jeg synes det er en synd,
at gemme sin sjæl og sin holdning
i skabe og skuffer i løn.

For de vil jo ud og markere
og sætte et aftryk og spor
for retten til at plædere
sin sag for den ganske jord.

Og nej, de er ligeså værdige
som andres med højere røst
selv om den stemme er spinkel
og kejtet den kommer fra bryst

Copyright © Lilli Wendt 1998

Dr. Jekyll og mr. Hyde – tanker over det guddommeliges væsen

Den skotske forfatter Robert Louis Stevenson var fascineret af samspillet mellem det gode og det onde i mennesket, og han skrev det berømte mesterværk i 1886 om den gode læge Dr. Jekyll, som via en særlig mikstur forvandler sig til den onde Mr. Hyde. Bogen blev en bestseller, er filmatiseret og selve essensen af bogen var så interessant, at ”Dr. Jekyll og Mr. Hyde” er blevet en del af den vestlige kulturs sproglige og kulturelle arvegods. Bogen handler om menneskets indre splittelse mellem gode og dårlige sider. Den er så afgjort en klassiker, som varmt kan anbefales at læses.

Jeg kom til at tænke på Dr. Jekyll og Mr. Hyde i forbindelse med det nye forslag fra regeringens side om at friholde religioner fra ”utilbørlig kritik og forhånelse”. Det er et forslag, som jeg personligt er fuldstændig imod og som jeg ser som et ” kæmpe øksehug mod ytringsfriheden”. Jeg skal herunder klart redegøre hvorfor.

De tre monoteistiske religioner har alle som udgangspunkt ”Det Gamle Testamente” med dets tilgang og værdisæt i forhold til samfund og i forhold til det guddommelige ”Vorherrre/Jehova/Gud.

”Det Gamle Testamente” har blandt de allerførste skrifter både fortællingen om at Gud ikke ønsker at mennesker skal opnå viden (Adam og Evas berømte æblespisning og afstraffelse), og senere fortællingen, hvor Gud beordrer Abraham til at ofre sin søn for at Abraham skal vise sin kærlighed til Gud, og Abraham adlyder Gud og først da kniven er på vej over Isaks bundne krop, forbarmer Gud sig og stopper Abraham.

Fortællingen giver mig kvalme, afsky og en stærk vrede. Hvad er det for en guddom, der ønsker denne form for underkastelse – jeg kommer til at tænke på bandeledere, mafiosoer, diktatorer, narcissister og psykopater uden empati. Hvordan kan man respektere en sådan guddom? Hvordan kan man i 2023 ønske at indføre en lovgivning, der beskytter sådanne skrifter mod kritik?

Det Gamle Testamente er fuld af sådanne skrifter, hvor underkastelse til Gud er det bærende element, ligesom undertrykkelse og mangel på respekt overfor kvinder gennemsyrer dette testamente, der også opfordrer til had mod homoseksuelle og had mod vantro. Er dette den guddommelige ”Mr. Hyde side”?

Jesus var så oprøreren, der gik imod, og i stedet prædikede næstekærlighed. Hurra for det. Ingen kan beskylde Jesus for at være en “Mr. Hyde”, og verden har nydt godt af de positive og kærlige budskaber, som Jesus kom med. Desværre varede det ikke længe, før Paulus fik gjort kvinder undertrykte igen og degraderet kvinder til andenrangs-kristne, og Johannnes fik skræmt livet af folk med sine ”visioner”.

Ja, der findes også enkelte smukke og positive skrifter i Det Gamle Testamente, men de er få. Skrifter om hvor meget umage, Gud gjorde for at skabe en smuk verden og f.eks. Højsangen, og disse skrifter drukner i fortællingerne om alle de voldsomme krige ført med Guds hånd gennem de ”udvalgte” mod de “vantro”, og den megen hævn, overgreb og undertrykkelse, der sanktioneres af Det Gamle Testamentes ”Gud”.

Det er skamfuldt for den danske folkekirke, at den endnu ikke har taget et principielt oprør med ”Det Gamle Testamente” og dette testamentes gudssyn. Der undervises stadig i fortællingerne i folkeskolen, som om disse fortællinger skal være gældende for det kristne livssyn, og det er en skandale at udsætte sagesløse små børn for denne indoktrinering – også når det foregår med Johannes Møllehaves tekster. Hvorfor skal børn opdrages med stening af kvinder, børnemord af nyfødte, og at man bare ustraffet kan kaste kvinder ud til voldtægt af pøbelen. Ligeledes bør folkekirken tage et seriøst opgør med Paulus (som aldrig dokumenteret mødte Jesus personligt) og et opgør med de præsteforsamlinger, der flere hundrede år efter Jesus død fastlagde ”deres version” af kristendommen.

Mit kendskab til Islam er ikke stort, men den måde, som Islam bliver praktiseret på fortæller mig nok til, at jeg kan se, at underkastelse til Gud, undertrykkelse af kvinder, og had til homoseksuelle og vantro også her er de spilleregler, som skal følges.

Ja, men det er jo bare gamle fortællinger, som vi skal lære af – siges det. Ja, hvad kan vi så lære af disse skrifter? Er det, at vi bare skal underkaste os en Mr. Hyde guddom og glemme at vi er tænkende væsener. Og hvorfor er det så ekstremt vigtigt for regeringen af vi ikke må kritisere indholdet i disse skrifter?

Hvorfor skal herboende iranske kvinder og mænd ikke have lov til at protestere mod den måde, som Islam undertrykker borgere med tortur og drab i Iran?

Hvorfor må jeg ikke lave en happening fremover, hvor jeg brænder f.eks. Det Gamle Testamente og Paulus breve på et bål, fordi indholdet i fortællingerne ønsker at undertrykke min personlige frihed som borger, blot fordi jeg er kvinde?

Betyder en undertrykkende guddom i nogle gamle fortællinger mere for regeringen end borgernes ytringsfrihed?

Tror regeringen naivt at indførelse af en sådan lovgivning vil gøre andet for Danmark end at vise, at vi bare makker ret og lader andre lande styre, hvad vi skal. Ja og vel at mærke ovenikøbet lande, som groft undertrykker deres egen befolkning, som vilkårligt torturerer og dræber deres borgere, og som opfordrer til had og vold mod homoseksuelle og vantro. Jeg tænker, at indførelse af en sådan lovgivning i stedet vil opildne disse lande til at kræve endnu flere indskrænkninger i vores frihed, nu hvor de har set at trusler om terror og vold, ja det bøjer vi os for. Det næste bliver vel så, at det er en hån mod religion af afholde “pride” og have frihed for homoseksuelle, eller at kvinderne i landet bør iføre sig tørklæder for ikke at støde en hår-forskrækket guddom. Hvor langt vil regeringen gå senere hen for at imødekomme deres trusler?

Hvad bliver det næste….

Når nu Danmarks Nazistiske Parti registrerer sig om ”religion”, så må jeg heller ikke brænde Adolf Hitlers ”Mein Kampf” på bål……

Gad vide om jeg må bruge et dørslag til at sætte på et bålsted fremover til at lave popcorn, eller vil det støde den registrerede religion ”Det store Spaghettimonsters” følelser og rettigheder?

 Ja, den danske folkekirke er rummelig, venlig og kærlig – stort set, men der er stadig præster, der ikke vil give hånd til kvinder …. Hvorfor accepteres dette?

Det er bare det jeg ville sige. Endnu er den nye lov ikke vedtaget – og det er mit håb, at regeringen besinder sig. Vores ytringsfrihed har kostet blod og tab af masser af menneskeliv gennem historien – den fortjener at bliv værdsat og beskyttet. Den er dyrebar for vores udvikling som mennesker og for udviklingen af vort samfund.

Óg nej, jeg sympatiserer ikke med Rasmus Paludan – han er en destruktiv snotskovl. Men jeg vil til enhver tid kæmpe for hans ret til at ytre sig. Lad Voltaire blive en inspiration for os alle.

Hej og have en god dag.

Året efter kvindernes oprør i Iran

22-årige Jina Masha Amini døde sidste år, da hun blev tilbageholdt af moral-politiet i Iran.

Der er gået et år nu, et helt år efter kvindernes oprør i Iran, en kamp for den mest basale frihed fra styrets undertrykkelse. Et år, hvor præstestyret i endnu højere grad har strammet grebet om befolkningen og med paranoid tilgang har fængslet, tortureret og dræbt i flæng helt uskyldige mennesker, der blot ønskede at leve et liv i frihed.

Jeg er så inderligt træt af disse præstestyrer, som rundt omkring i verden med en ”hellig bog” i hånden tager magten og undertrykker helt almindelige mennesker og i særlig grad undertrykker kvinder. Et fænomen som historisk set i høj grad har kendetegnet alle de tre store monoteistiske religioner.

Hvad har kvinder dog gjort disse præstemænd, siden de har behov for at undertrykke dem? Er det takken for kærlig omsorg fra kvinders side?

Er det psykologisk set et barnligt forsinket oprør mod deres mor?

Er det et forskruet selvcentreret storhedsvanvid?

Er det en forskruet seksualitet blandet med magtbegær?

Er det magtmisbrug for at holde befolkningen i skak, så den ikke gør oprør? Tænker præstestyrerne, at hvis de giver almindelige mænd hånd- og halsret over deres ægtefælle, så har de uddelegeret så meget magt, at almindelige mænd så finder sig i selv at blive holdt nede af præstestyret? Del og hersk princippet?

Uanset hvad baggrunden er for disse præstestyrers undertrykkelser, så er det vold mod kvinder og vold mod de mænd, der støtter kvinders lige rettigheder.

Disse ”hellige bøger med skrifter mod kvinders rettigheder” er skrevet af mænd, som med manipulerende fortællinger prøver at godtgøre at de må undertrykke kvinders rettigheder. Det er utaknemmelige forskruede mænd, der ikke værdsætter og anerkender kvinders helt basale ret til at være jævnbyrdige i samfundet. Det er mænd med magtbegær og manipulerende grusomhed.

Kristendommen går ikke fri – selv om Jesus havde kvindelige disciple, og Jesus ønskede at kvinder deltog i møder på lige vis med mænd.

Der gik ikke lang tid efter at Jesus var død før Paulus skrev at kvinder skulle forskelsbehandles, så de ikke kunne få lov at tale i menigheden, og i øvrigt skulle kvinder ”tildækkes”. Paulus mente så også, at slaver ubetinget skulle indordne sig deres herrer. Interessant er det i øvrigt, at Paulus ikke personligt havde mødt Jesus. De store kristne præstemøder i de kommende århundreder sikrede så også, at der i endnu højere grad blev undertrykt kvinder, og samtidig sørgede de for, at menigmand også blev undertrykt. Senere tiders abortlovgivning og præventionsforbud har jo så også været et godt våben mod kvinders frihed. Ligesom manglende undervisning og censur.

Dette forskruede magtbegær og tilhørende vold giver mig kvalme og afsky.

Det gør mig vred.

Tengil og hele hans slæng

Nej det er ikke Katia, som jeg er vred på.

Katia, eller Ekatarina, var min søde russiske kollega, og jeg husker sjove og hyggelige møder og middage i vores team, når vi var i Bruxelles. Med hende, med Magda fra Polen, Eva fra Finland, Margareta fra Sverige, og hele den søde norske stab sammen med vores dygtige interne undervisere og mødeledere fra hovedkontoret.

Jeg savner de år omkring årtusindskiftet med vores nordøsteuropæiske team. Jeg savner Katias kærlige smil, jeg savner Magdas latter, jeg savner Evas reflekterende tilgang og omsorg, jeg savner Margaretas overskud, og jeg savner mine norske kollegaer, hvis humor var uimodståelig.

Det var en kæmpe anstrengelse i 1990’erne for det nordøsteuropæiske hovedkontor i København at etablere kontorer og organisation i Baltikum og Rusland. Jeg husker stadig det store rum med træpaneler på den russiske ambassade, hvor jeg hentede visa. Flyttefirmaets og Zarkos frustrationer over det strandede flyttegods i Sankt Petersborg, som ikke kom videre et helt år, og hans lille famile måtte låne sig frem til madrasser at sove på af andre “frontier-pionerer” i Moskva. Beretningerne om den russiske raid på Moskvakontoret, hvor alle vores medarbejdere blev beordret ned på gulvet med maskingeværer, mens det hele blev gennemrodet, indtil anføreren opdagede, at det var en “fejl”.

Der blev brugt mange penge, tid og ressourcer i vores organisation for at få kontorerne til at fungere i Nordøsteuropa, og det lykkedes. Men nu smuldrer det hele. Årtiers indsats og årtiers samarbejde.

Nu undrer jeg på hvad Harri tænker om det hele, min daværende finske chef for vores nordøsteuropæiske hovedkontor. Hans forældre måtte under 2. verdenskrig flygte fra Estland.

Jeg ved ikke, hvor Katia er nu, og hvad hun tænker, men jeg tror hun græder indvendigt. Det samme gør rigtig mange andre mennesker i Rusland.

Det er ikke Katia, jeg er vred på. Det er Tengil.

”Al magt til Tengil”, siger soldaterne i Brødrene Løvehjerte. Det er kodeordet for at overleve i en undertrykt verden, for Tengil kræver al magt.

Der er ondskab i verden, og der findes mange forskellige typer Tengil, blottet for empati og kun med ønske om egen vinding og kun med fokus på eget mål.

Der er lige nu en Tengil, der har sluppet den store drage løs, og Tengil vil hellere ødelægge hele verden, end at opgive sin magt.

Er det vores skyld, at der er en Tengil? Kunne vi have gjort noget for at forhindre det? Kunne Katia have forhindret det? Hvem skal påtage sig skyld og ansvar, når en Tengil går amok?

Måske kræver det kontinuerlig kamp og årvågenhed. Måske er der hele tiden brug for at råbe ”han har jo ingenting på” og ”nej – den stopper bare her”.

Måske vil der altid dukke Tengil typer op, måske kan vi aldrig læne os tilbage og bare leve i fred. Tengils med magt, ondskab, grådighed, begær, forblændelse, vrede, bitterhed, oppustet storhedsvanvid, kedsomhed, manipulation, afstumpethed, og ligegyldighed overfor andre menneskers lidelse. Tengil har mange navne.

Hvorfor blev Cæsar kejser? Havde englænderne lov at befri sig selv fra den romerske besættelse? Hvem styrede de ødelæggende religionskrige i Europa? Hvorfor var det vigtigt for Napoleon at vinde? Hvordan lykkedes det Hitler at manøvrere sig til magten? Skulle de allierede under 2. verdenskrig blot have accepteret Hitlers ”små militære operationer” og ”beskyttelse af lande”?  

Hvordan kan det være, at årtiers gode og udviklende samarbejde og samhandel med Rusland nu skydes i sænk? Skulle vi i vesten blot have set stiltiende til, da Rusland opstillede sin hær på 100.000 mand omkring Ukraines grænser og begyndte at bombardere ”dets broderfolk”?

Der er mange spørgsmål at stille. Mange svar, både de lette og de svære.

Hvem hjælper sådanne Tengils og deres slæng til at få magt? Hvad er det for faktorer, der gør udslaget. Er det et tomrum i styring kombineret med en utilfredshed i en befolkning, og dens vrede over ulighed, korruption og vold?

Kan varig fred vindes ved fordeling af goder og ved at vælge ledere i en demokratisk orden, der stadig vil være ydmyge over for deres ansvar?

Fred er en svær ting at vinde, når man ser på den menneskelige psyke. Vi er så lette at forføre, så lette at manipulere, så lette at forblænde og distrahere, så frygtsomme over for psykopater og deres slæng, der truer os.

Og mens mit hjerte bløder, når jeg ser billederne fra Ukraine, hvor bomberne falder og millioner af mennesker flygter, ja, så fyldes mit hjerte med vrede. Og nej, det er ikke det russiske folk, jeg er vred på.

Det er Tengil og hele hans slæng.

Til en god ven

Jeg hørte, at vinden hviskede dit navn
Det måtte være en fejl
Det er for tidligt, tænkte jeg
Vi er endnu ikke klar til at lade dig tage af sted
Men mit indre blev fyldt af sælsom uro
Dog vinden måtte da tage fejl

Igen forleden hørte jeg dit navn
Denne gang mere tydeligt
Og det greb mig om hjertet med sorg
For jeg er endnu ikke klar til at miste
Kære vind, bad jeg
Fortæl mig, at jeg har hørt fejl

Men igen hviskede vinden dit navn
”Kom med mig” sagde den
Blidt, som om det ikke hastede
Jeg lyttede efter, for at høre dit svar
Det kom så stille
”jeg er ikke klar” sagde du

Men skyerne farer hen over himmelen
Hurtigere, stedse hurtigere, hastigt og uden pause
Og vinden bliver stærkere
Indtrængende, med større stemme
”Kom med mig” siger den
Som var det blot en almindelig rejse

Du svarer ikke, stirrer blot ud mod aftenmørket
Så dybt og vibrerende blåt
”Jeg er jo ikke klar” tænker du
Omkring dig er uro og angst
Bundet sammen med kærlighed
i fortvivlede knuder

Månelyset flimrer træernes silhuetter
Vinden tysner ind i stille tavshed
Lokker dig ud i aftenmørket
Hvor flagermusene hvirvler som luftakrobater
Og råen fredeligt græsser med sine lam
Mens uglen stryger forbi dig som et kærtegn

Jeg er jo ikke klar
Blot en enkelt aften mere
En sidste aften som denne
Og måske en mere
At holde i hånd og se ind i øjne
Og føle sig elsket

Omkring dig vindens susen – lokkende
”Kom med mig – over træernes toppe
Gennem engens høje efterårsgræs
Se fuglenes rede fra oven
Sammen vil vi blæse ræven om øret
Mens vi suser af sted”

Du tøver og ser dig omkring
Ser øjne med afgrundes sorg
For rejsen er din alene
Og hjertet rives itu
Men sindet er tungt og træt
For at tage af sted alene er svært

Men vinden lokker og trækker
Fortæller om dybblå bølger og tangens gyldne rav
”Kast din slidte ham” ler den
”Vi skal på tur”
Og mens den lokker og ler
Så løsner du langsomt de allerkæreste bånd

For kroppen er blevet for træt og vinden for stærk
Rejsen er pludselig så nær
Hvert et minut føles så sparsomt
Og hvert et kærtegn så inderligt kært
Når den sidste styrke skal samles
For at lade vinden bestemme din færd

Men vid, du min gamle ven
At skønt du må rejse alene
Som stifinder – før vi følger med
Så danser du i vore tanker
Med din latter, dit smil og din omsorg
I mindernes evighed

Copyright © Lilli Wendt, den 29. september 2021

Til minde om Thomas

Til minde om min bror, Thomas Dahl, som sov stille ind, mandag, den 9. august, 2021


Stille, sidste åndedræt
Så stille
Må der være lys i mørket
Så du kan finde vej

Må din rejse blive uden smerte
Uden angst
Må du finde ro
Fred i sind og sjæl

Jeg tænder et lys for dig
Det brænder roligt
Afklaret, uden forstyrrende vind

Tak for gode timer
Tak for hvad du gav

Rejs med fred






Copyright © Lilli Wendt, den 9. august 2021