Jeg bor i en krop, fuld af tanker
Strømninger, følelser, ubevidste og bevidste
Jeg rækker ud, prøver at nå dig, med og uden held
Ser du mig?
Er jeg værdig til din omsorg, til dit nærvær?
Er jeg ”din næste”?
Jeg er jo blot et menneske

Fra barnsben rækker vi ud efter det andet menneske, fuld af håb om at blive set, at opleve omsorg, at genkende os selv i den anden, opleve nærhed, varme og tryghed. Dette er noget vi har til fælles med andre pattedyr, ja faktisk også mange andre dyr – ønsket om samhørighed, fællesskab, kontakt og omsorg.

Den amerikanske udviklingspsykolog, Harry Harlow, udførte i midten af sidste århundrede nogle forsøg med rhesusaber, som påviste hvor stor betydning det havde for ungerne at kontakt og samvær med moderen blev opretholdt efter fødslen. Afsavn af dette medførte både uoprettelige følelsesmæssige skader såvel som skader i forhold til at omgås socialt med andre aber.

Menneskebørn er ikke anderledes. Vi kan også fra spæde blive skadet af manglende omsorg og nærvær. Ligesom for rhesusaberne er det også et grundlæggende behov hos os, at vores liv indeholder nærvær, tryghed, omsorg, anerkendelse og kontakt. Uden disse elementer bliver vi usikre, tøvende, angste, frustrerede og depressive.

Hvis mennesker kommer i nød, bliver forladt, bliver syge, bliver arbejdsløse, eller oplever andre livsomvæltende hændelser, så er det af største betydning, hvordan de bliver mødt af det omkringværende samfunds værdimæssige tilgang til dem, og hvordan de mennesker, som de møder, så behandler dem.

Når vi er i en krisetilstand, så vakler vores selvværd, vi mister vores fodfæste og bliver utrygge. Selv som voksne kan vi føle os fortabte og få dybe ridser i vores oplevelse af egen identitet, og vi snubler let i vores videre færd i verden. Vi kan så let visne, når modløsheden sætter ind – når håbet forsvinder.

Der er utallige eksempler på hvordan tab af ægtefælle, arbejdsløshed, stress og sygdom kan påvirke et menneske. Selvmord, depression og angst er ikke ukendt, ligesom andre destruktive reaktioner kan forekomme. Meget afhænger af den omsorg, nærvær og forståelse, som en person i krise møder undervejs.

Så er vi klædt på til at række hånden frem mod hinanden?  Vil vi tilbyde det andet menneske et ”håb”?

Indspark i en urolig tid – brudstykker fra en tankerække

Tro, håb og kærlighed – men størst af alt er kærligheden, skriver Paulus i Det Nye Testamentes 1. Korintherbrev, men har han ret?

Kan vi bruge kærlighed til at fatte håb? Kan vi brug tro til at udvikle kærlighed?

Når verden brænder, når livet bliver voldsomt, når sorg og afmagt overmander os, hvad er så det vigtigste, der bærer os igennem.

Hvad gør, at vi overlever kriser, modgang, angst og sorg?

Jeg vil her udfordre Paulus, for selv om kærlighed er en essentiel drivkraft for os, så er håb det bærende. For uden håb er der intet, der kan sikre vores eksistens, vores mening, vores samhørighed og vores overlevelse her på denne lille blågrønne planet, som vi mennesker gør vores yderste for at ødelægge.

Derfor er mit budskab at håb er grundlaget for menneskets værdighed, eksistens, overlevelse og for kærlighed og samhørighed.

Uden håb, så går det galt.

Som Dante lader skrive over porten til Helvede: ”Her lades alt håb ude”

Med håbet om en fredelig og bedre verden

Lilli Wendt

Indspark i en urolig tid – brudstykker fra en tankerække

I foråret faldt jeg tilfældigt over en notits, hvor Kristelig Dagblad udskrev en “Debatbogs-konkurrence”, og jeg blev fristet til at deltage. Så i løbet af foråret og sommeren skrev jeg en del tekster, som jeg samlede til et udkast til en debatbog, som blev indsendt i starten af august. Kristelig Dagblad var så desværre ikke interesseret i at udgive den, så jeg sad tilbage med teksterne og spekulerede på hvad jeg så skulle stille op med dem. Jørgen, min søde gemal, mente at der var nogle gode takter i mit udkast og foreslog at jeg kunne bruge dem til separate blogindlæg her. Jeg vil så i den kommende måneds tid lægge tekster op på Jordfygning.dk, og måske har I tid og lyst til at læse med.

Alle teksterne vil så efterhånden blive samlet i en mappe på bloggen med navnet “Håb”.

Tak til de af jer, der har mod på at læse med.

Kh og god november/december, Lilli