Der må være grænser
Jeg rummer ikke flere bønner om støtte
Jeg svarer ikke på flere opkald om donationer
Til foreninger, organisationer og diverse funding
Jeg orker det ikke

Det er menneskeligt at blive udmattet, særligt når tilværelsen synes for hård. Menneskeligt at sige nej, når man ikke længere orker at forholde sig til nød over hele verden.

Vi har alle en tærskel for hvor meget vi orker. For nogle er den tærskel meget høj, for andre meget lav. Livet anbringer os i forskellige situationer på forskellige tidspunkter, og dette er også medvirkende til hvor meget vi orker at hjælpe andre.

Det er svært at forholde sig til andres sygdom, hvis man selv døjer med alvorlige skavanker. Det er svært at forholde sig til andres stress, når man selv er udmattet. Det er svært at forholde sig til andres økonomiske problemer, hvis man selv må spare på hver en femøre og i øvrigt kæmper med banken, der bliver ved med at sætte renterne på ens lån i vejret.

Vi er alle mennesker, og vi kan alle blive fanget i afmagt.

Men det sker, at selv om vores egen tilværelse er booket op til langt over ørerne med problemer, så får vi alligevel en smule overskud til at hjælpe andre i nød, og når vi så hjælper, så giver det os bagefter en indre glæde og lidt mere overskud.

Når vi rækker ud og hjælper vores næste, så etablerer vi et fællesskab med vores næste. Det kan være kort, eller langt, men imens vi hjælper, så bygger vi en bro og et bånd, et håb.

Dette håb kan vi så gemme og bruge på en regnvejrsdag, hvor sjælen har brug for lidt gode minder.

Grundfortællingen forsvinder
Med tomme hænder og glansløse øjne
Skrælles lag efter lag af min værdighed
Til sidst husker jeg ikke, hvem jeg var

Jeg har en svaghed af den store slags. Jeg har svært ved at bede om hjælp. Jeg ved at det er en øvelse, jeg skal lære inden jeg engang skal herfra, men det er virkelig en svær proces for mig.

Som barn læste jeg Coopers indianerbøger, og den sidste mohikaner, Uncas, blev min rollemodel. Jeg havde ikke brug for hjælp. Jeg kunne klare mig selv. Det var mit faste mantra gennem livet. Min indre grundfortælling var at jeg ville være som Uncas, stærk, modig, og en urokkelig klippe for andre, der behøvede hjælp.

Det var derfor grænseoverskridende, da jeg mistede mit job for 20 år siden som 50 årig, og for første gang blev arbejdsløs, hvor jeg blev tvunget til at acceptere de vilkår, der var gældende for at få dagpenge. Jeg var nødt til at bede om hjælp, så jeg kunne overleve.

Jeg skulle acceptere at blive kontinuerligt krydsforhørt og skulle skrive ansøgninger på en bestemt måde. Jeg oplevede at jeg var en belastning for samfundet, og hvordan andres syn på mig ændredes i løbet af ganske få uger. Mine egne ord og min værdi som menneske var ikke længere gældende. Jeg oplevede at jeg blev tvunget til at modtage hjælp og rådgivning på områder, hvor jeg selv var langt bedre uddannet, og det forventedes at jeg var taknemmelig for denne rådgivning på trods af den var ubrugelig for mig og på visse områder direkte i modstrid med den viden, jeg havde.

Det føltes uværdigt. Særligt voldsomt var det at opleve den måde, andre så på mig, som om jeg var en samfundsnasser på trods af mine mange års hårde arbejde og stabile indsats for at være en god skatteborger.

I min arbejdsløshedsperiode mistede jeg så meget af mit indre selvværd, at jeg mentalt var ved at gå til grunde. Men den periode, hvor jeg var uden arbejde, gjorde også, at jeg blev bedre til af forstå, hvor svært det måtte være at havne i situationer, hvor egen kontrol over livet bliver taget fra et menneske.

At miste kontrollen over eget liv og egen situation kan give voldsom stress. Fysiologisk på grund af angst for social deroute og udelukkelse af fællesskabet og dermed usikkerhed om overlevelse. Mentalt på grund af tankekaos på grund af usikkerhed om egen værdi og egne kompetencer.

Når man bliver syg, handicappet, eller er nødt til at flygte fra sit hjem til en usikker fremtid, måske i en flygtningelejr eller måske i et andet land, hvor man ikke nødvendigvis er særlig velkommen – det må give voldsomt mental og fysiologisk utryghed.

Så hvordan ønsker du som menneske at blive behandlet, hvis du kommer i nød eller krise? Det er værd at overveje, værd at erindre – at vi alle kan blive ramt. Er vi som den barmhjertige samaritan i Jesus fortælling? Eller vender vi os blot bort og går videre, måske med et foragteligt blik på den nødstedte?

Vi må som samfund lære at behandle mennesker i nød både med omsorg og med værdighed. Hvis vi ikke gør det, så går disse mennesker i stykker. Vi sender dem udenfor fællesskabet og det ødelægger dem. Det er ikke kun spild af talenter for samfundet, det vidner også om manglende medfølelse og manglende viden og forståelse for de faktorer, der bragte disse mennesker i nød.

Griber du mig, hvis jeg falder?
Så trøster jeg dig, hvis du er trist
Giver du mig lidt brød, hvis jeg sulter?
Så byder jeg dig til fest, når mit køleskab fyldes
Ser du mig
Eller ser du blot min ydre skal
Ved du hvad der gemmer sig
Bag skallen, med dens bulnede, krakelerede og slidte overflade
Drømme, tanker, håb, levet liv
Hvad vælger du at se

Hvis vi skal kunne leve sammen i et samfund, må vi have tillid til hinanden. Uden tillid, så fungerer intet. Jeg ved godt, at vi er forskellige, men det er okay. Hos dig er græsset slået og sølvtøjet er pudset. Hos mig flyver de vilde bier og mine vinduer trænger til vand og sæbe.

Vi er forskellige, men det er okay. Vi accepterer hinandens forskellighed, fordi vi taler sammen og hjælper hinanden.

Vores fokus afgør om vi kan have et fællesskab. Hvis jeg udelukkende fokuserer på at fremhæve at min tilgang til livet er den rigtige, så afskærer jeg mig fra at lære din tilgang til livet at kende. Jeg bliver fattigere i ånden, fattigere i forståelsen, fattigere på venner.

Hver dag er en gave, som vi kan bruge til noget godt eller noget dårligt.

Hver dag er en øvelse i tillid, en øvelse i at lære, en øvelse i at forstå.

For hver dag med tillid, så tændes der er lys i mørket.

For hver dag med tillid, så tændes der håb.

Sniger sig ind over mig
Strammer sit greb
Urolig ser jeg dig gøre dig klar
Ud mod kendte og ukendte mål og opgaver
Jeg ved jo godt
Jeg kan ikke sætte dig i bur
På et sekund kan du rives fra mig

Når vores allerkæreste har været alvorligt syge eller ude for ulykker, så griber angsten fat i os. Som en lurende baggrundsskygge, altid til stede, følger den med i dagligdagen og dukker pludselig op med knivskarpe, urolige og skræmmende billeder, drevet af den angst, vi dårligt tør erkende for os selv.

Vi vinker farvel med uro i hjertet og siger – sender du en SMS, når du er fremme?

Vi søger uroligt på hjemmesiden efter svar på om de allerkæreste er raske. Hvad sagde blodprøverne? Hvad med blodtrykket? Vi spørger, mens skyggen danser en ildevarslende dans i baghovedet.

Vi ved det jo godt – der er ingen garantier for at livet ikke går i stykker, at vores allerkæreste bliver revet bort. At alting kan ændres i et splitsekund.

Det er sorgfuldt at måtte erkende det. At det er livsvilkår. At det er det samme for alle mennesker, at vi aldrig blev givet en sikkerhed, en tryghed for at verden ikke pludselig kunne falde sammen, at livet ikke bare kunne gå i stykker på voldsom vis.

Lykke og sikkerhed føles som usikre lån med korte frister for omlægning. Sorgløshed forsvinder.

Vi kan ikke sætte hegn op omkring vores allerkæreste. De har krav på frihed. Men når vi ser dem drage af sted, så fyldes vi af uro, af angst.

Hvis du, som jeg, kender til denne angst, så rækker jeg hånden frem til dig, så vi sammen kan lære at acceptere og sætte fri.

Med accepten kommer også taknemmeligheden for hver dag, vi har hinanden.

Med taknemmeligheden kommer der også håb.

Hvem er jeg
Hvordan er min verden
Hvad bragte mig hertil
Hvordan ønsker jeg, at du ser mig
Hvordan er min elevator præsentation
I går var jeg glad
I dag er jeg sorgfuld
I går troede jeg, at jeg havde styr på det hele
I dag ved jeg, det var en løgn
I går gjorde jeg nogen fortræd
I dag ønsker jeg at gøre det godt igen
Hvordan ser jeg mig selv i morgen?

Har vi som mennesker en fast kerne, et indre billede af os selv, som aldrig bliver sløret og grumset, som aldrig ændres eller forvitres?

I Buddhismen ses livet som en flod, hvor vandet hele tiden udskiftes, det er aldrig det samme. Foranderlighed er budskabet, og det indeholder en form for accept af hvad der sker, såvel som en glæde over nye muligheder for at udvikle sig og blive klogere.

I Buddhismen tales der også om en indre spirituel kerne – Rigpa – som den oprindelige inderste natur i hvert enkelt menneske, det grundlag, vi skal finde frem til gennem meditation og kontinuerlig udvikling af vores empati og forståelse af verden og mennesker.

At meditere er som at lave te med løse teblade i en smuk tekop, hvor du langsomt ser bladene falde til bunds i koppen og drikken bliver klar.

Det er på mange måder forunderligt at være menneske. En gave så smuk at få lov til at opleve livet, at være del af naturen, at føle samhørighed med andre, at få lov til at bidrage til fællesskabet.

Jeg må huske at være taknemmelig.

Alt liv kan give mulighed for håb.

Jeg er jo bare lille mig
Tving mig ikke til at vælge side
Jeg vil så gerne være gode venner med alle
De store har nok ret
Min mave har det ikke godt
Men jeg bøjer hovedet, nakken og samler op
Dog inderst inde ulmer min vrede

Kan man være modig, selv om man kun er et almindeligt menneske?

Vil jeg nogensinde kunne styre min frygt og sige fra? Tør jeg vælge side og tage imod konsekvenserne? Tør jeg tage kampen? Jeg er jo bange, og har aldrig prøvet det før. Min angst overskygger min vrede, jeg føler mig ikke klar. Andre kan sikkert bedre end mig…

Rigtig mange veteraner fra Bosnien, Irak og Afghanistan har sår og skrammer i sind og sjæl. Det er ikke gratis at være modig og ikke gratis at gå i kamp. Det er ikke gratis at overskride grænser.

Nordahl Grieg skriver i sin bog ”Ung må verden endnu være” om det store skisme mellem ”at vide hvad der er ret” og mellem ”hvad man så vælger at gøre”. Han var selv pacifist, og stor idealist, men havde tvivl i sit hjerte. Hvordan ved vi, hvad der er det rigtige at gøre? Og har vi modet til at gøre det, som vi føler, er det rigtige?

Det er til enhver tid lettere at fortrænge hvad der sker hos naboen, og tænke – at det er jo ikke her hos mig. De pejlemærker vi har, ønsker vi måske ikke at bruge. Det er måske for svært.

I Bibelen hævdes det at de sagtmodige er de salige. Men er det sandt? Har vi brug for, som et folk at acceptere at være sagtmodige? Skal vi ikke i stedet være kritiske, opmærksomme og reagere på vold og fascisme?

Nordahl Grieg valgte at kæmpe. Det kostede ham livet. Det samme gjorde Hvidsten Gruppen, Kim Malthe Bruun og så mange andre.

Andre valgte at være sagtmodige. Er de sagtmodige så de salige?

Jeg tilhører selv den heldige generation – efterkrigsbarn med et liv i fred. Jeg bøjer mit hoved i taknemmelighed, samtidig med at jeg frygter for mine børnebørns liv og velfærd. Jeg er aldrig ”blevet prøvet” med så store udfordringer, som mine forældre blev, og som mange rundt omkring i verden er blevet, og fortsat bliver. Jeg ved, at masser af modstandsfolk fra 2. verdenskrig døjede med traumer og problemer efter krigen. Det var ikke gratis.

Mit mod er aldrig blevet afprøvet, jeg har aldrig måttet vælge. Men den generation, der er ung nu, måske vil de blive prøvet, måske vil deres mod blive udfordret. Det gør mig så fortvivlet, at det måske bliver nødvendigt. Alene fordi nogle magtsyge mennesker ønsker at tage andres land og ejendom.

Det fylder mig med sorg, når jeg hører om de ukrainske tab, og de forfærdelige begivenheder, der skete den 7. oktober, og når jeg ser billederne fra de ufattelige overgreb, etniske udrensning og drab på det palæstinensiske folk føler jeg mig så afmægtig.

Hvornår er blodrusen slut. Hvornår er ”nok blevet nok” for magthaverne. Hvornår lærer vi at dele og forstå, at alle menneskeliv er værdifulde.

Når jeg tænker på den glæde, vi oplevede i 1989, hvor muren faldt, så fyldes jeg med fortvivlelse og sorg over situationen i dag.

Og jeg fyldes med vrede over at det ikke lykkedes at få freden til at holde. Vrede over, at vi som mennesker ikke er blevet klogere. Vrede over de historiefortællinger, der forfører os og holder konflikter i gang og gør overgreb mulige.

Kan jeg bruge min vrede til at forandre verden? Kan jeg bruge min vrede til sammen med andre at protestere og sige:  ”aldrig mere igen”.

Jeg må bruge min vrede til at bygge et fællesskab op til at give håb.

Erstatningsmarcipan med kartofler
Anvendelse af nedfaldne æbler
Konservering af æg
Stikkelsbær på mange måder
Resteretter
Koteletfisken skal redde situationen under kødmanglen
Høkassens hemmeligheder

Da min farmor døde, arvede jeg hendes gamle opskriftsbog, håndskrevet og fyldt med udklip af opskrifter fra aviser. Det er en guldgrube af tidsbilleder samtidig med at jeg her kunne finde opskrifter, brugt af hende under 2. verdenskrig, hvor fødevaremangel pludselig udgjorde et problem for rigtig mange mennesker.

Hvordan sikrer man sine kære sund og god mad i krigstid? Hvordan gør man julen til en fest, når mandler ikke længere er mulige at købe. Hvad gør man, når fødevarer bliver rationerede? Hvordan opbevarer man fødevarer, når elforsyningen ikke længere supporterer køleskabet? Hvordan sparer man på de vigtige energiressourcer, når der kommer rationeringer? Hvad gør man når teenageren skal konfirmeres og gerne vil se pæn ud, og tøj er en mangelvare?

Husmødrene under 2. verdenskrig blev kreative, innovative og sparsommelige. Alt kunne udnyttes, melede kartofler kunne laves til mos til dagligt og marcipan til jul. Æbler, bær og andre danske frugter blev guld værd og kunne laves til saft, syltetøj, supper, desserter, og selv triste grimme skræller kunne anvendes til kogning af sirupper og eddikefremstilling. Kogte æg kunne konserveres i vandglas, ”koteletfisk” (havkat) kunne anvendes i stedet for kød, brændenælder anvendes til suppe, og høkassen var en vigtig medspiller i køkkenet, for at spare på den dyre og rationerede bygas. Sukker og smør var rationerede og skulle strækkes, og svinefedt anvendtes i stor stil. Fedtegrever blev spist langt op i min barndom på rugbrød eller som ”kød” på kartoffelmosen til middag. Kaniner blev tilberedt på mange måder, ligeså sild, svinelever, hjerter, tunger, grisehaler, intet gik til spilde. Kaffe blev som bekendt erstattet med cikorie til den berømte Richs erstatning. Te kunne laves af mynte, citronmelisse og andre urter, hvis rationeringsmærkerne ikke rakte.

Alt kunne spises og kreativiteten var stor, når det gjaldt om at gøre maden indbydende, sund og mættende.

En have var en gave under 2. verdenskrig, for i haven kunne man have frugttræer, bærbuske og grøntsager til eget forbrug. Folk i lejligheder i byerne var dårligere stillet og måtte tage til takke med butikkernes udvalg, som i perioder led under sparsomme leverancer og rationeringer.

På samme måde var kreativiteten nødvendig, når det gjaldt om at få tøj på kroppen, såvel som håndklæder og sengelinned. Alt hvad der var muligt at genbruge af stof blev syet om, gamle uldne trøjer blev trevlet op og strikket til nyt, selv faldskærmsstof kunne anvendes til fx undertøj og brudekjoler. På virksomhedsbasis blev såvel hør som brændenældeproduktion sat i gang til fremstilling af garn til klæder og tovværk til alskens formål. Selv en tobaksproduktion blev sat i gang, og flere steder i landet blev der produceret vin og likører af bær og anden frugt.

Flasker, glas og metal blev samlet sammen, sorteret og solgt til genbrug og omsmeltning. Gamle klude kunne genbruges i papirfremstilling, affaldstræ og tørv kunne anvendes til brændsel. Der kom flere får på marken, så vi kunne få uld til garn, og i folks haver blev det almindeligt at holde høns og kaniner.

Mennesker er af natur opfindsomme og man fandt nye løsninger, der kunne sikre overlevelse. Drømme om nyt tøj, bananer, chokolade og rigtig kaffe måtte sparkes til hjørne. Man måtte nøjes med hvad man havde.

Der ligger en rigdom af viden gemt på vore museer om hvordan vi kan overleve krigs- og krisetider, og det er vigtigt at museumsfolk formidler den viden, så vi mentalt kan ”preppe” os frem til hvordan vi finder brugbare løsninger, så vi kan være klar, hvis forsyningerne svigter, og vi skal overleve.

En af de mest håbefulde trends, der er i dagens Danmark er strikkefællesskaber – strikkecafeer, strikkedage, strikkeklubber, og lignende. Her lader man det gamle strikkehåndværk blomstre med strikkeglade mennesker, der hygger sig med ligesindede, udfordrer sig med nye typer opgaver og deler ud af egen viden og erfaringer. Strikning og andet håndarbejde har samtidig en afstressende meditativ egenskab, som i høj grad gavner det 21. århundredes travle mennesker, der hertil kan glæde sig over smukke og gode slutprodukter, som regel med gode garnkvaliteter, og mulighed for lang holdbarhed.

En anden positiv trend er de nye reparationscafeer, hvor seniorer deler ud af viden og erfaringer samtidig med at de hjælper med reparation af såvel tekniske apparater som møbler, klæder og lign. Det gavner bæredygtighed, reducerer nyindkøb og sparer på vores ressourceforbrug, og de involverede får også glæden ved at lære fra sig og glæden ved socialt samvær.

Det er ovenud vigtigt at vi er i stand til at videreføre gode håndværkstraditioner og viden, så vi kan klare os igennem krisetider, hvor det kan være svært at købe nyt. Et meget væsentligt aspekt er også at sikre en fornuftig anvendelse af naturens ressourcer, der som bekendt ikke er uudtømmelige, og gennem genanvendelse og reparationer så vil forurening og affald også blive reduceret.

Skoler og børnehaver kan gøre en stor forskel her ved at inspirere børn til at prøve at tilberede og smage ”nye” gamle fødevarer, og skolen kan via fokuseret indsats inspirere børn til at udbygge basiskundskaber i sløjd, håndarbejde, elektronik og design.

En obligatorisk køkkenhave grunduddannelse for skolebørn vil også være ønskeligt, hvor fokus ligger på anvendelse af økologiske permakulturprincipper. At lære børn om mad fra jord til bord, at lære dem om sunde fødevarer og deres påvirkning af kroppen, at lære dem om mikroorganismers plads i jordens frugtbarhed og grundregler for kompostering, det er vigtigt for såvel deres sundhed som for mulig overlevelse i svære tider. Samtidig vil de opleve ansvaret og stoltheden ved at så, passe og høste fra egen køkkenhave, og glæden når de hjembringer de første squash, tomater, kartofler eller ærter til familien.

Ovenstående må meget gerne inspirere politikerne og skoleledelserne. Børn, der udfordres på andre områder end bare bogligt, og som bliver mødt med krav om at tage ansvar for f.eks. egen lille køkkenhave, de har det med at ”vokse” og opnå bedre selvværd.

En af de vigtigste erfaringer at tage med fra 2. verdenskrig er, at mennesker, der etablerer fællesskaber har bedre muligheder for overlevelse.

Hvis du deler med andre, så vil andre gerne dele med dig. Samtidig opstår venskaber, omsorg og hygge, der kan give overskud på livskvalitet.

At være kreativ og rykke sammen gav mennesker under 2. verdenskrig håb om overlevelse.

Hvordan bliver jeg modig
Kan jeg nogensinde ikke være bange
Selv her ved skærmen kan bare tanken
Gøre mig rædselsslagen
Og få mit hjerte til at hamre

Nogle gange må man gøre ting, også selvom det er farligt. Ellers er man ikke et menneske, men kun en lille lort” – Jonatan, i bogen om Brødrene Løvehjerte

Kender du Astrid Lindgreens bog om Karl Tvebak og Jonatan? Ellers må du læse den – og det snarest muligt, og husk at have et lommetørklæde ved din side, for historien går så dybt ind i sjælen, at du for altid vil være ændret efter din læsning – hvis du ellers har hjerte i livet.

Det handler om mod, om angst, om omsorg og kærlighed, om værdierne i livet, og kampen mod ondskab. Karl Tvebak og Jonatan giver svar på mange af vores største spørgsmål, når det kommer til vanskelige tider og krig.

Desværre er der ikke en Nobelpris for børnebøger – underligt nok, når man tænker på, hvor vigtig denne litteratur er for den opvoksende ungdom og for vores samfund.

Så hvordan forbereder vi os på at der kan komme krig og ufred? Hvordan kan vi ”preppe” mentalt, så vi ikke går i tusind stykker i sind og sjæl.

Er det de små ting og fællesskabet, der bygger os op, så vi kan fatte mod?

Hvad vil vi slås for? Hvilke værdier vil vi kæmpe for?

Når vi ser på Ukraine, så er det tydeligt at det er friheden til eget land, de kæmper for. Friheden til selv at bestemme over deres liv og deres samfund.

Danmark blev rendt over ende ved besættelsen i 1940. Vi var ikke klar til kamp, hverken mentalt eller forsvarsmæssigt. Det var ikke muligt at stå imod, og politikerne valgte så at samarbejde for at skåne befolkningen mod en aktiv krigsførelse.

Var det klogt? Det er stadig et diskussionsemne blandt historikere og politikere.

Sikkert er det, at hvis der ikke var opstået en aktiv modstandsbevægelse og hvis ikke Maersk var gået ind på de allieredes side under krigen, så ville vores forhandlingsparametre og støtten fra de allierede have været meget usikker, da krigen sluttede.

Var Danmark så blevet en del af Rusland?

Det er et åbent spørgsmål, som ikke kan besvares entydigt. Sikkert var det, at Rusland havde store imperialistiske planer allerede i 1939, hvor de invaderede Finland i november og startede vinterkrigen, og så senere invaderede både Baltikum og Polen.

Finland led store tab og måtte afgive land for at afslutte vinterkrigen, og der er ingen tvivl om at den finske folkesjæl husker dette. Ligeledes er det stadig et traume for de mange tusinder estere, som måtte flygte til Finland efter etnisk udrensning, da Baltikum blev invaderet af Rusland.

Katarina den Store af Rusland havde mange grusomheder på samvittigheden og store imperialistiske drømme om storhed og overherredømme, og hendes indflydelse kan spores både til Stalins Sovjetunionen og nu til Putins Rusland. Tankevækkende er det, at man historisk har kaldt sådanne imperialistiske og grusomme herskere for ”store”. Måske bør vi reflektere lidt mere over hvad vi som mennesker mener bør kategoriseres som anerkendelsesværdige.

Når jeg ser ud ad vinduet i vores lille smukke land, så virker alt så fredeligt og roligt, og jeg kan næsten glemme at Donald Trump har planer om at overtage Grønland, og at Vladimir Putin med stor iver forsøger at ødelægge vores digitale infrastruktur og i øvrigt satser på at kortlægge hele vores land, så han ved, hvor han kan slå til – hvis han får lyst til det.

Hvis Vorherre ikke snart vågner og hjemkalder de to herrer, så vil der være risiko for en 3. verdenskrig med start i Europa. Danmark og Grønland vil højst sandsynlig ligge som en smørklat i risengrøden, attraktive at nappe på grund af beliggenhed og på grund af de gode muligheder for fødevareforsyninger.

Der er således en reel risiko for krig. Vi kan ikke sparke den til hjørne og prøve at glemme det. Vi er et lille land, og vi må se i øjnene, at uden samarbejde med EU og de sikre NATO partnere, så vil vi være særdeles sårbare. Hvis vi skal klare os igennem uden aktiv krig, så vil det kræve at vi kan vise at vi har muskler klar, og det vil kræve, at vi gør en meget større indsats for at udvikle og sikkerhedsforbedre vores infrastruktur og vores forsvar, såvel digitalt som fysisk.

Fællesskabet vil skulle stå sin prøve, og vi må være innovative og kreative, så vi får mest mulig gavn af vores ressourcer. Målet er at undgå krig – så vidt det overhovedet er muligt.

Når manden med leen på et eller andet tidspunkt vælger at sætte de to herrer fra magten, så vil vi desværre stadig ikke kunne slappe af. Verden er radikalt ændret, og vores sikkerhedssituation vil ikke nødvendigvis blive bedre med deres efterfølgere ved roret.

Man kan spørge, hvordan det kom så vidt. Vi troede jo begejstret på fred og samhandel efter murens fald, og masser af vestlige virksomheder investerede massivt i Rusland. Vesten var derfor totalt uforberedt på den russiske invasion af Krim halvøen i 2014 og vi måtte så ved invasionen af Ukraine mentalt arbejde på at forstå, at Vladimir Putin havde en imperialistisk dagsorden – at Rusland aldrig var blevet vestlig i mentalitet, men at Rusland stadig hang fast i zar drømme og feudal tilgang.

I forhold til Kina, så er det samtidig betænkeligt at det store land faktisk holder med Rusland, og det er meget uforudsigeligt, hvor meget Kina vil støtte Rusland, hvis der bliver krig. Hvordan vil en krig i Europa påvirke vores samhandel med Kina? Det er et åbent spørgsmål.

Hvor træls det end er, så må vi som folk kridte skoene og stå fast i denne meget ubehagelige og meget uforudsigelige modvind. Jo bedre vi er forberedt, jo større mulighed vil vi have for at manøvrere igennem.

Du er værdig
Jeg tror på dig
Jeg ser dine anstrengelser
Jeg hepper på dig

Den amerikanske psykolog, Robert Rosenthal, gennemførte i 1960’erne en del psykologiske eksperimenter indenfor det amerikanske skolevæsen for at undersøge, hvordan lærernes forventninger til eleverne påvirkede elevernes præstationer.

Det interessante ved eksperimenterne var at lærerne troede at det var eleverne, der blev testet, men i virkeligheden var det samspillet mellem de informationer, som lærerne modtog ved skoleårets start om den enkelte elev i forhold til hvor godt denne elev ville klare sig, og så den måde, som lærerne varetog undervisningen af den specifikke elev.

Enkelte elever blev ved skoleårets start helt tilfældigt udvalgt og beskrevet overfor lærerne som særligt intelligente og værende meget talentfulde. Det viste sig så ved skoleårets slutning, at disse helt tilfældigt udvalgte elever havde præsteret væsentlig bedre end resten af eleverne i deres klasse.

Årsagen til at deres præstationer var bedre end deres klassekammeraters var simpelthen at lærerne ubevidst have givet dem mere opmærksomhed, bedre vejledning, mere opmuntring og vist større forventninger til deres præstationer.

Det er tankevækkende at vores forventninger til andre mennesker har så stor effekt og påvirkning.

Det kan både gøre os ydmyge i forhold til hvordan vi behandler mennesker, og samtidig kan det give os håb om at vi med denne viden kan hjælpe såvel enkeltindivider som vores fællesskab med at sikre, at alle får lov at udvikle deres evner og talenter.

De bor i jorden, de små
Spøjse ser de ud
Krible krable, her og der
Bittesmå og så lidt større
Findes kun, hvor jorden ikke er en ørken

Forleden hørte jeg i radioavisen, at det var vedtaget at et større antal PFAS pesticider ville blive forbudt at anvende fra 2027. Kartoffelavlerne, der bruger mange af denne slags pesticider er nu bekymrede for om hvordan de skal kunne dyrke kartofler til den årlige produktion af stivelse, der lige nu bliver anvendt i mange industrielt producerede fødevarer.

PFAS kemikalier er dokumenteret farlige for menneskers helbred og kan medføre såvel cancer, Alzheimers, Parkinsons, hjertekarsygdomme, autoimmune sygdomme som fedme. At PFAS direkte kan medføre fedme er desværre ikke særlig kendt i offentligheden endnu, men det er påvist i mange forskningsstudier, bl.a. fra Syddansk Universitet. PFAS kan således ses som et væsentligt element i den omsiggribende fedmeepidemi. Interessant er det, at EU har haft det i kikkerten i rigtig mange år som et ”obesogen”, og ligeledes at WHO forventer at halvdelen af verdens befolkning er overvægtige, når vi når 2050. 

Jeg må derfor erkende, at jeg synes at kartoffelavlerne må finde andre løsninger end PFAS kemikalier til at producere kartofler til stivelsesformål. Almindelige kartofler til forbrugerne kan produceres økologisk, og er blevet det i mange år af økologiske avlere. Det er mit håb, da jeg selv lige som rigtig mange andre er glad for at spise kartofler, at der kan findes nogle gode løsninger på problemstillingen. En mulig styrkelse af kartoffelplanternes immunforsvar overfor kartoffelskimmel kunne være en del af løsningen, og især brændenældevand har en styrkende effekt overfor andre planters immunforsvar, og det kunne være let at anvende via udsprøjtning i løbet af foråret.

Man kan tale om ”disruption” for kartoffelavlerne, men om en stor forbedring for vores miljø og drikkevand, og dermed også en stor forbedring for håbet om sundhed for kommende generationer.

Vi slipper desværre ikke helt for PFAS i grundvandet, for PFAS har været tilladt i så mange år, at der er et efterslæb af kemikalierne, der stadig når grundvandet.

Jordens ”mikrobiata” er vigtig for planternes evne til at vokse og for at udvikle deres næringsindhold. Det er dokumenteret at vores fødevarer i næringsindhold er forringet væsentligt siden 1950’erne, delvist på grund af sortsvalg af planter, men også på grund af jordens forringede frugtbarhed. Den forringede frugtbarhed skyldes overforbrug af kemikalier og overgødskning med uorganisk gødning, der har slået de gode mikroorganismer ihjel. Hertil kommer mange års pløjning, der har eroderet muldjordlaget og ødelagt betingelserne for at mikroorganismerne kunne trives. Man taler nu om en global krise i produktionsjordens frugtbarhed, der vil kunne medføre fødevaremangel overalt på kloden, herunder også i EU.

Det er meget positivt at man nu fra regeringens side vil undersøge jordens faktiske beskaffenhed via skolebørns indsamling af jordprøver i Danmark til analyser, det vil være et godt udgangspunkt for senere indsatser.

Klimaforandringerne er så også medskyldige i ørkendannelse og erosion, og det er overordentlig vigtigt at dette tages alvorligt, hvis vi skal kunne brødføde mennesker og undgå voldsomme migrationsbølger forårsaget af hungersnød. Det er de færreste mennesker, der ønsker at bryde deres liv op og migrere mod en usikker fremtid i en anden kultur, hvor de ikke bydes velkommen og hvor kampen for overlevelse ikke er lettere.

Der er håb, for gode resultater med økologisk regenerativt landbrug med stramt styret afgræsning ved dyrehold på friland (køer, grise, får, geder, høns, kaniner) til gødning, kombineret med dækafgrøder, flerårige kornsorter og udeladelse af pløjning. Det vil kunne vende udviklingen i jordens frugtbarhed. Hvis det samtidig kombineres med plantning af hegn med træer og buske med mellemrum, så vil det være muligt at få biodiversiteten til at stige, og at fugle, bier og andre nyttige insekter vil finde levesteder, så de kan hjælpe os med at holde skadedyr i skak. Lige nu undersøges det om hvepse via fokuseret indsats og kreativ placering af lokkemad kan bruges som nyttedyr til at spise skadedyrslarver fx på kål, så man kan undgå at anvende kemikalier.

Anvendelse af økologiske permakulturprincipper, permakulturdesign og skovlandbrug vil ligeledes kunne sikre sunde fødevarer samtidig med at det vil stoppe jorderosion, forhindre oversvømmelser, og give et boost til biodiversiteten, herunder vores bestøvende insekter.

Den amerikanske landmand, Gabe Brown, fortæller i en TED talk om hvordan netop disse nye former for dyrkning har givet hans landbrug en frugtbar jord, overskud på bundlinjen, og i tillæg en god beskyttelse mod de klimaændringer, der i stor stil rammer hans naboer.

Den britisk australske permakulturdesigner, Geoff Lawton, har gennem sin undervisning af tusindvis af elever og gennem sine talrige projekter, bl.a. ”Greening the Desert” i Jordans allertørreste og varmeste ørken, vist hvordan vi kan få ørkenen til at blomstre og jorden til at blive frugtbar igen.

Den kinesisk-amerikanske journalist og økolog, John D. Liu, har gennem sine mange dokumentarprogrammer for bl.a. Verdensbanken vist hvordan store positive ændringer kan ske via en målrettet indsats og samarbejde mellem politikere, borgere og eksperter. Se fx dokumentaren om ”The Loess Plateau”.

Det giver håb at der nu er dokumenterede produktionstyper, der kan sikre gode sunde fødevarer og et godt vand- og jordmiljø.

Så nu mangler vi bare fornuftige løsninger til finansiering af omlægninger globalt, og forståelse for at omlægninger også kan vise sig at være fejlslagne da vi taler om nye produktionsmetoder.

Umiddelbart foreslår jeg for Danmark indførelse af forskellige typer lavrentelån med lang løbetid og statsgaranti som et tilbud til landmændene, så de kan starte en omlægning af deres konventionelle landbrug i fornuftig hastighed og uden frygt for økonomisk ruin. Samtidig vil det være nødvendigt at kigge på hvilken betydning de nuværende bureaukratiske processer har i form af arbejdsbyrde og vurdere, hvilke processer, der faktisk er nødvendige og hensigtsmæssige.

Sundhedsmæssigt er det efterhånden dokumenteret at vi skal spise mange flere grøntsager, frugt, bælgfrugter, quinoa og lign. Dette kan medføre en nødvendig ny tilgang af arbejdskraft til landbruget, så her bør der også ses på incitamenter til at ansætte flere mennesker til evt. nye dyrkningsmetoder. Omlægning af landbrug kan måske samtidig have en gavnlig indflydelse på land-by problematikken og være med til at vende affolkningen af landsbyer.

Det er i øvrigt veldokumenteret at økologisk regenerativt landbrug og permakulturdyrkning sagtens kan brødføde verdens befolkning, hvis vi alle sammen blot skærer en lille smule ned på vores kødforbrug. Danmark har altid haft gavn af vores fødevareproduktion, og personligt er jeg meget taknemmelig for at landbruget har sikret mad på bordet til mig og min familie gennem hele mit lange liv. Landbruget sikrede også den danske befolkning mad på bordet gennem den 2. verdenskrig, hvor flere andre landes befolkninger måtte gå sultne i seng. Lad os sammen hjælpe landmændene ind i den nye tid, hvor vi i fællesskab sikrer sunde fødevarer til kommende generationer uden giftige kemikalier og ødelæggende pløjning.