Lindetræet har foldet sine smukke lysegrønne hjerteformede blade ud, bøgen lokker eventyrligt i skoven, gyvelen er ved at gå i blomst og de smukke vilde blomster fortsætter deres fyrværkeri af farver. Mælkebøtter, viol vorterod, fuglekirsebær, slåen og mirabeller afløses af fladstjerne, guldnælde, læbeløs og ærenpris, ja, og snart kommer syrenerne og de allerførste vildroser. Naturen folder sig ud, så man bliver ganske bjergtaget og så taknemmelig over al denne skønhed, der bliver tildelt os, og som lokker hver en humlebi af bo. Svalerne er kommet, og i dag kom et par forårskåde halemejser forbi med overskudshumør og fjerdragtbadning i fuglebadet.

Al denne skønhed, og i dag er det den 4. maj og i aften er det 75 år siden at Danmark blev frit igen. Naturen har klædt sig i festdragt.

Jeg tænker på min barndom, jeg tænker på mine forældre. Min mor var kun en stor pige, da krigen sluttede, men hun og mine morforældre delte illegale blade ud. De boede på Frederiksberg, og hun græd, dengang hun fortalte mig om den Franske skole. Mine morforældre var handelsrejsende og havde bil under krigen, og de medbragte masser af blade på deres ture gennem landet.

Min far var frihedskæmper fra efteråret 1943, og han blev taget af Gestapo i vinteren 1944/1945, 19 år gammel. Han var blandt de heldige, som ikke kom sydpå, men kun til Frøslevlejren via Politigården og et længere meget svært ophold i Vestre Fængsel. Han var et skrivende menneske, journalistelev og kunstnerisk anlagt og havde derfor især været aktiv inden for den illegale presse, produktion af plakater og inden for våbendistribution. Besættelsesmagten så ikke med milde øjne på den illegale presse. Da Frøslev gik i opløsning i april 1945 på grund af flygtningestrømme sydfra, så var han heldig at komme med de hvide busser til København, hvor han straks meldte sig igen til sin gamle gruppe i Modstandsbevægelsen, og holdt vagt ved Telefonhuset den 4. maj om aftenen.

Den 4.  maj er derfor en aften, som altid har været mindet i mit hjem, lige fra jeg var barn. Der blev tændt lys i vinduerne med særlig kærlig omsorg. En tåre blev visket væk i ærmet, minder om glæde og frihed fortrængte skygger fra tiden dengang. For ingen kamp er gratis, og der var mange, som måtte leve videre med ar og skrammer på sjælen. Skygger, der uden invitation ofte brød frem og bragte kaos og modløshed. Skygger, der både prægede min barndom og mange andres barndom. Skygger, det tog lang tid at bortvise. Ar og skrammer, det tog lang tid at hele.

Jeg tænder et lys for dem alle. Et lys for at jage skyggerne væk. Et lys for at bringe håb om heling og glæde. Et lys for frihed og demokrati. Et lys for sammenhold og medfølelse. Et lys for forståelse og indsigt. Et lys for omsorg og kærlighed.

Jeg tænder et lys
Jeg tænder et lys for dig
Jeg tænder et lys for mig
Jeg tænder et lys for denne jord
Og for alle de mennesker, der på den bor

Nu mørkner det efter dag
Den 4. maj vender tanker tilbage
Vi mindes et budskab med lys og med fred
Og ønsker at frihed og håb varer ved

Det var en tid med ondskab og død
Det var en tid med sult og med nød
Der var frygt, der var angst, og meningsløs vold
Og livet så svært og verden så kold

Der var brug for vilje og mod
For at trodse den ondskab, som ingen forstod
Der var tårer og smerte og voldsom død
Foragten for liv, og hvad livet betød

Der var brug for hjerter med glød
Som gav varme til mennesker i nød
Som tænkte selv og bød ondskab trods
Som satte spor og giver mod til os

Aldrig mere, siger vi med håb
I aften er lyset og frihedens dåb
Vi har brug for at følges på vores vej
Og jeg rækker min hånd ud og smiler til dig

Der er brug for håb og for mod
I en verden, hvor ondskab fortsat kræver blod
Hvor umådelig dumhed gør kloden fortræd
Så alt levende dør – det må ikke vare ved

Vi må kæmpe for denne vor jord
For alt levende, som på den vokser og bor
Så verden stadig er blå og grøn
Du lille planet så gavmild og skøn

Vi står her ved ruden og ser
Hvordan lys overalt, tændes og bliver flere
Ligesom dengang, så giver det glædens håb
Denne aften, hvor friheden fik sin dåb

Jeg tænder et lys for fred
Jeg tænder et lys for kærlighed
Jeg tænder et lys for håb med sang
Og for frihedens glæde, der kom dengang

Jeg tænder et lys for dig
Jeg tænder et lys for mig
Jeg tænder et lys for denne jord
Og for alle de mennesker, der på den bor

Copyright © Lilli Wendt 4. maj 2020

Det øser ned, og det har øset ned i lange tider. Et luksusproblem af dimensioner, når man tænker på Australien og de forfærdelige brande, der har hærget i lange tider. Et luksusproblem også, når man tænker på at verden stadig er fuld af mennesker, der døjer med sult, nød og krig. Så bliver man ydmyg og tankefuld, og så klarer man nok endnu en regnvejrsdag.

I dag er det 75 år siden at de overlevende fanger i Auschwitz blev reddet ud af sovjetiske tropper og en forfærdelig epoke skulle være overstået – ”aldrig mere” sagde folk og græd, når de så billederne og læste hvad Auschwitz stod for. Aldrig mere. Aldrig mere.

Vi håber stadig og beder for et ”aldrig mere”. Men vi er så ofte blevet skuffede, når ”aldrig mere” viser sig ikke at være tilfældet i forskellige dele af verden.

Vi kunne give op, kaste håndklædet i ringen og erklære menneskeheden for håbløs og udenfor pædagogisk rækkevidde. Det vælter ind over os og de kommende generationer med problemer, skabt af os selv. Krige og sult, klimaændringer, erosion og udpint landbrugsjord, mangel på dyrevelfærd, forurening med industri, kemikalier og plast, og alle de resulterende udfordringer med at brødføde og finde ny plads til de af nød migrerende folk.

Alle generationer har haft deres udfordringer – det er sandt. Men vores børn og børnebørn vil inden længe stå over for nogle af de vanskeligste problemstillinger, der endnu er set, og vi må erkende, at vi er nogle forbandet dårlige rollemodeller, hvis vi ikke tager os sammen nu og hjælper til med at løse disse problemer ud fra de evner og kompetencer, vi nu hver især har at bidrage med.

Samtidig rækker de redskaber, vi har lige nu, ikke til at løse problemerne. I hvert fald ikke, hvis vi ikke indser, at der skal helt nye værdier i spil, og også en revurdering af den måde, vi måler vores succes og vores resulter i verden. En gentænkning af hele den måde vi lever på vil være nødvendig.

”Teknologien og videnskaben vil løse alle problemer” siges det, men er det sandt? Teknologi og videnskab er redskaber, ligesom en hammer, en sav eller en økse. Teknologi og videnskab kan bruges til at ”bygge op” eller ”rive ned”, alt afhængig af hvem, der styrer redskaberne. Teknologi kan bruges til at bygge våben eller bygge vindmøller, og videnskab kan bruges til at finde svar og løsninger på sygdomme eller den kan bruges til at ødelægge mennesker med grusomme eksperimenter – som Dr. Mengele gjorde i Auschwitz.

Når vi kigger på 2. verdenskrig og undrer os over, hvordan det kunne gå til, så er noget af det, der springer i øjnene, det er ulighed, nød og autoritetstro. Uligheden og nøden i Tyskland var enorm efter Verseillesfreden og den nazistiske bevægelse gav mange tyskere et håb om at få et bedre liv og samtidig var der had mod de lande, som med erstatningskravene fra 1. verdenskrig gjorde det svært for tyskerne at bygge op. Samtidig var autoritetstro i det meste af verden blevet banket ind i alle børn lige fra det øjeblik, de kom til verden og til de faldt på slagmarken. Kombineret med den massive propaganda, som nazisterne førte, så gik det så forfærdeligt galt med både etik og værdier.

I en debattråd fornyligt på FB gruppen ”Red Verden”, mente en af debattørerne, at videnskabsfolk skulle overtage debatten og alle uden dokumenteret naturvidenskabelig baggrund skulle ”tie stille”. Et interessant synspunkt, for hvem har ret til at debattere hvordan verden skal reddes?

Teknologiske og videnskabelige fremskridt er vigtige redskaber til at afhjælpe klodens problemer, og der er masser af dygtige engagerede ingeniører og naturvidenskabsfolk. Ingen tvivl om det. Men det er mere end naivt at tro, at vi andre bare kan læne os tilbage og slappe af. Så let går det ikke.

Når der klones babier i Kina, når der i Sydamerika oversprøjtes kæmpe områder med pesticider, når skovområder i Amazonas bliver brændt af, når ulighed overalt medfører sult, nød og hjemløshed, når klimaændringer ikke tages alvorligt, når demokratiske regler omgås, når økonomer glemmer at forurening medfører tab på naturressourcer, når insekter dør i hobetal, når der stadig er diktatorer og undertrykkelse, når …. Ja fortsæt selv listen. Der er brug for vores stemmer. Vores årvågenhed. Vores aktive forholden os til problemerne.

For rigtig mange år siden bragte Information en kronik med overskriften ”Skal tumberne redde verden”… underforstået – når nu de kloge ikke vil. Det var i den tid, hvor økologi og vindmøller blev betragtet som komiske døgnflue-ideer for hippier. Historien har vist, at både økologi og vindmøller faktisk havde noget at tilføre kloden. Så måske har ”os tumber” en vigtig opgave med at udvikle nye tanker og ideer, og med at holde “de kloge” fast på målet, og med at sikre at etik og værdier ikke bliver glemt. Det er muligt, at ”os tumber” også indimellem tager fejl og ikke ”fatter en meter af materien”, men hvis ”os tumber” ikke aktivt deltager, så kan der let overses noget vigtigt.

Der er derfor brug for hver eneste stemme i debatten og i kampen for en bedre verden. Det gælder såvel en 16 årig gymnasieelev ved navn Greta Thunberg, en 91 årig sprogforsker som Noam Chumsky, en indianerstamme i Amazonas og ikke mindst stemmerne fra de overlevende fanger i Auschwitz.

Det er etikken og værdierne, der skal redde verden – og ikke kun teknologi og videnskab, som blot er redskaberne til at hjælpe os.

Der er også brug for din stemme…

Godt nytår – og lad os sammen gøre verden til et bedre sted !