Har jeg nu det hele?

Udgivet den af

Det vælter ind med informationer mod os – til tider føles det som om man fuldstændig druknes i et frådende hav af nyheder og meninger om alt og alle. Det er uforudsigeligt. Den ene krise følger den anden, holdninger og fakta brydes med rasende fart. Hvad der var sandt i går, bliver der nu stillet spørgsmålstegn ved i dag. Hvem lyver, og hvem taler sandt? Hvem kan vi stole på ser helheden? Hvem skøjter hen over overfladen? Og hvem har en skjult dagsorden med deres bidrag?

Vi udfordres hele tiden med nye budskaber og nye fakta, og alt vi ønsker er en smule kontrol, så vi kan tage stilling og selv kan planlægge vores personlige liv, så vi ikke havner i uføre.

I dette voldsomme stormvejr af uforudsigeligheder, så fristes vi let til at ”putte i kasser” for at få holdepunkter, så vi stadig kan oppebære en følelse af bare et minimum af den kontrol, som er så nødvendig for vores egen tryghed.

Vi henter så vore klapkasser ned fra det mentale loft, folder dem ud og kigger på etiketterne. Nogle af kasserne har vi arvet eller klonet fra vores forældre, bedsteforældre, oldeforældre, venner eller kollegaer, og der er kasser, vi selv møjsommeligt har udformet via dyrekøbte erfaringer eller glade minder.

Løbende kommer der så nye kasser til, baseret på de daglige input vi får og de ting, der sker for, og med os, undervejs, og ikke mindst gennem medierne og meningsdannerne. Disse trofaste budbringere af nyheder og holdninger. Vi stoler på dem. Stoler på deres autoritet, og på deres integritet. De har jo erfaring og uddannelse bag sig og kendskab til, hvordan sager skal undersøges for at sikre lødighed og korrekthed i information. Hvordan kan vi andet end at stole på dem?

Vi vælger dem gennem de medier vi traditionsmæssigt søger til for information, og ligeledes gennem de medier vi fravælger. Og medierne ordner i kasser for os, sorterer alle nyheder på en måde, så vi ikke behøver at tage stilling på ny. Skærer informationerne og historierne til og fra. Giver os tryghed for at vi kan stole netop på dem. Gør det let at putte i kasser.

Kasserne giver os tryghed og får verden til at se mere forudsigelig og enkel ud. De giver os et nødvendigt pusterum for bombardementet af fakta og holdninger, så vi kan fokusere på vores eget daglige liv med alle de problemstillinger og udfordringer, som det indeholder.

Så vi putter i kasser og sorterer de input vi får, og de mennesker, som kommer  med dem. Det er så dejligt enkelt og ligetil. Giver fred, overskud og energi til at vi kan komme videre og føle os sikre i, at vi har den rette holdning, når vi skal tage stilling. Så hvorfor undersøge yderligere? Samtidig underbygger vi gennem de informationer vi vælger at stole på, vores eget billede af vores egen identitet, vores grundfæstede tro på at vi er ”OK”.

Der er ”the good guys” der ligner os, og der er ”the bad guys”, som vi får at vide bare nasser eller skaber problemer. Kasserne skaber vore rammer, så vi ved, hvordan vi automatisk skal forholde os til de ledige, til indvandrere, til rockere, til finanskrisen, til hvad vi skal stemme på, og hvilke tiltag vi bør støtte.

MEN,

Så sker det at vi udfordres, når der sker noget, som vi ikke umiddelbart kan få stoppet ned i kasserne. Når de input vi får, bliver uhåndterbare, ikke rigtig passer i størrelse, farve eller form, eller springer op igen, eller til sidst sprænger kassen, så alt vælter ud, hulter til bulter, og med inciterende kraft kræver vores revurdering. Det sker, når vi opdager, at de informationer, vi oprindelig fik, er ufuldstændige, tilskårne, uden kildekritik, og med skjulte dagsordener. Når der mangler noget.

Måske får vi nye fakta – statistikker, der viser at vi tog fejl. Håndgribelige oplevelser – mennesker, der træder ud ”i virkeligheden”.

Måske bliver vi selv ramt af finanskrisen og knokler med at finde job. Måske bliver vores flittige og hjælpsomme kollega ramt af nedskæringer, og bliver til ”en ledig”, som ikke passer ind i billedet af ”dovne samfundsnassere”.

Måske møder vi i frokostkantinen den kræftramte sygedagpengemodtager, der er i arbejdsprøvning, og vi får senere at vide, at hun er død 3 måneder senere.

Måske møder vi vores gamle skolekammerat som hjemløs på en bænk i parken, og vi husker med pludselig klarhed, hvordan han altid havde småsnavset tøj, blå mærker og ingen madpakke i skolen, og altid blev smidt udenfor døren i timerne.

Måske taber vi hele vores pension, fordi vores tidligere så solide bank krakker, eller måske falder masken af en af samfundets støtter, og vi ser en grådighed og egoisme, som vi aldrig ville have kunnet forestille os mulig.

Måske falder vi på gaden og bliver hjulpet af en overtatoveret rocker med udsøgt omsorg, eller den lokale indvandrergrønthandler, der kræver at vaske vores hudafskrabning og sætte plaster på, samtidig med at han kærligt nøder os til at spise hans tyrkiske konfekt og bedste clementiner.

Måske hører vi en politiker fra det parti, vi normalt ville afsky, overraskende komme med gode løsninger til vores problemer og tilbyde os samarbejde.

Måske – ja måske…

Billeder krakelerer. Måske er verden ikke så firkantet … Måske skulle vi lytte mere, undersøge mere, inden vi puttede i kasser…. inden vi tog stilling.

Måske er det det, der til syvende og sidst er meningen med livet.

At vi skal udfordres for aldrig at tro, at vi har fundet hele sandheden. At når noget bliver fremstillet for enkelt, så får vi ikke det hele billede. At når vi netop tror, at vi ved bedst, så mangler vi stadig at få det sidste afgørende input.

Og, at vi skal forblive åbne og huske at medbringe denne lille skepsis på vores rejse. At ingen er skyldig før de er dømt, og at vi alle kan få brug for at mødes med venlig åbenhed, uanset hvor vi kommer fra, og hvor vi er i livet.

Broen ved Sorgenfri station

Udgivet den af

For en del år siden var jeg efter et arrangement i København på vej hjem med s-toget mod Birkerød, hvor jeg dengang boede. Det var en sen efterårsaften, mørk, men stadig mildt i vejret, og jeg sad i mit hjørne i kupeen og funderede småfilosofisk over livet og de input, som jeg havde fået ved mødet. Et ældre ægtepar sad i et andet hjørne, og et par andre rejsende fordelte sig spredt i kupeen.

Som en lysende slange bugtede s-toget sig ad sporene, fra station til station, planmæssigt, trygt og fredeligt, og vi, de rejsende, sad i vor fælles rejsetidslomme, adskilt i vore tanker, men sammen i lyset; mens vores anonyme lokofører med professionel omhu sørgede for at holde toget på skinnerne i mørket udenfor, og for at alle rejsende kom af og på uden problemer, når vi gjorde holdt på de enkelte stationer.

S-toget til Hillerød stopper normalt ikke mellem Lyngby og Holte og er et såkaldt gennemkørende tog for stationerne Sorgenfri og Virum. Noget der er meget værdsat, når man skal komme hurtigt hjem, særligt efter en lang aften.

Men dette S-tog, denne aften standsede pludseligt, med et voldsomt ryk og helt uautoriseret, lige efter broen ved Sorgenfri station, og med en stemme helt fordrejet af vrede, afmagt, rædsel og sorg hørte vi lokoføreren krænge sin desperation ud.

Der var sket en påkørsel – en person var sprunget ned foran toget. Vi måtte regne med, at det ville tage tid, før vi kunne komme videre.

I ét nu stod tiden stille i vores oplyste kupe, hvor vi pludselig trådte ud af vore private tanker, og så på hinanden, som var vi vågnet op efter en drøm og nu befandt os i en ny fælles dimension. Som var det liv, vi havde haft før forsvundet, og kun dette grusomme nu var virkeligt. I ét nu, var vi alle i toget sammen blevet en del af hinandens liv, og vi ville for altid, hver og én af os, bære på mindet om det menneske, som fuld af smerte brød igennem vores personlige forsvarsværk ved sin død.

Den del af toget, vi sad i, var langt fra førertoget, og vi kunne intet se af ulykken, andet end lys der bevægede sig udenfor i mørket. Vi var meget stille i den halve time, der gik, før det skrattede over højtaleren igen, og vi fik at vide, at toget snart ville køre videre med en ny lokofører. Med blanke øjne så vi på hinanden, men havde kun få ord for hvad der var hændt. Frygteligt, sagde vi. Den stakkels lokofører, sagde vi. Imens knugede maven sig sammen på os i afmagt og sorg – at rumme dette var svært.

Der er gået mange år siden nu, og mindet om denne aften gled væk i andre hændelser i mit liv, indtil i nat, da jeg vågnede, så dukkede den af uforklarlige årsager pludselig op og trængte sig på. Den blev væsentlig og ukontrollabelt vedkommende, og jeg var tilbage igen og en del af den fælles tidslomme, hvor vi rejsende sad i lyset og kiggede ud i mørket, mens toget holdt stille efter broen ved Sorgenfri station.

Hvem var det menneske, der sprang ned foran toget? Hvad skete der med lokoføreren bagefter? Hvor i deres liv er mine medrejsende nu? Jeg vil aldrig få det at vide.

Som for mange andre mennesker, så har hændelser i mit eget liv i perioder givet mig mørke tanker og sat spørgsmålstegn ved min oplevelse af min værdi som menneske, og ved mit formål, min mening. Tunge tanker, som jeg trodsigt har måttet drive bort. Glade minder og bevidstheden om, at der alligevel, når nu jeg tænkte rigtig godt efter, så var nogen, der havde brug for mig lidt endnu, hjalp mig videre. Nogen, der så mig som værende af værdi og formål, nogen, der på et tidspunkt havde rakt mig en kærlig hånd og givet mig et venligt ord.

Måske var det det, der havde manglet for det ulykkelige menneske, som i sin personlige smerte måtte standse s-toget den aften efter broen ved Sorgenfri station. En kærlig hånd og et venligt ord. At blive set som et værdifuldt menneske, med formål og mening.

Hvad skete der i hans/hendes liv, der nødvendiggjorde springet? Var det ulykkelig kærlighed, tab af det vigtigste menneske i livet, eller var det mismod og fortvivlelse over økonomi og manglende job. Var det ensomhed og manglende mod til at bede om hjælp, eller var det oplevelsen af aldrig at blive set som værende af nogen værdi.

Jeg vil aldrig få det at vide, og jeg kan kun gætte om det. Faktum er, at det var et menneske, der ikke længere klarede livet. Et menneske, der ikke længere kunne finde ”sin mening”.

Den østrigske professor i neurologi og psykiatri,Viktor Frankl, skrev i sin bog ’”Psykologi og Eksistens” om at finde sin mening – selv under de mest forfærdende forhold i Auschwitz. Uden mening, så bliver livet ikke til at leve. Det at have et formål, en værdi for andre, at kunne give sit bidrag, uanset hvor stort eller småt det måtte være. Uden mening, så krøller sjælen sammen, og livet bliver svært.

Du spørger om det er betydningsfuldt for os andre. Om personen nu ikke blot har fået fred for sine problemer, og at vi så blot kan gå videre. Måske har du ret, måske skal vi blot acceptere at ”sådan er det”, og vi har hver især et frit valg til, hvad vi ønsker at bruge vores liv på.

Men det nager mig nu alligevel, for måske var det et menneske, der kunne have gjort en positiv forskel for os alle. Skrevet de smukkeste eventyr, hjulpet det barn på vej, som blev en stor forsker der fandt en vaccine til en forfærdelig sygdom, eller gennem sin forståelse for sindets vildveje have formået at få en potentiel terrorist til at se andre mere positive muligheder. Eller måske var det et menneske, som i dagligdagen ved sin kærlige omsorg hjalp andre til at føle værdi og mening.

Som mennesker er vi alle forbundne. Hvad vi gør, sætter spor, og influerer på andres liv. Vi holder hinandens liv i vore hænder på godt og ondt.

Vi rummer hinanden, når vi kan, ligesom vi trækker os væk, når vi har brug for et balancehegn for ikke at gøre hinanden fortræd. Som Dalai Lama siger, ”kan du ikke gøre godt, så bestræb dig i stedet på ikke at gøre fortræd”.

Vi sætter spor, når vi mødes på arbejdet, når vi omgås vore kære, ved de ting vi siger, og de ting vi gør. Nogle af os endda åbent til hele omverdenen gennem medierne. Når vi i vrede og afmagt sårer, eller når vi spontant og kærligt hjælper hinanden til nyt livsmod. Måden vi ser på hinanden, venligt eller afvisende. Med stivnede fordomme eller med vilje til åbenhed.

Når vi omgås, ser vi sjældent bagom. Vi har travlt, der er meget der skal nås, og i vores dagligdag har vi ikke opmærksomhed i overskud. Ikke tid til at spørge i dybden, eller til at sikre at vi kommer hele vejen rundt.

Men det sker, at hukommelsen uopfordret sender en hilsen til os om en hændelse, som vi havde glemt, og pludselig skærpes vores opmærksomhed, så vi med lysende klarhed indser, at det ikke er ligegyldigt, hvilke spor, vi efterlader.

Her i nat, hvor jeg vågnede og pludselig i tankerne igen befandt mig i det oplyste s-tog i den mørke efterårsaften efter broen ved Sorgenfri station, så spørger jeg mig selv.

Hvilke spor sætter jeg på min vej?

Rosenthal effekten og det Heliotropiske princip

Udgivet den af

Tænk hvis alle mennesker kunne få lov at udvikle deres potentiale og alle ville stræbe efter at gøre deres bedste for at få et godt samfund!

Luk lige øjnene engang og forestil dig en verden med sådanne mennesker. Hvad skal der til? Vil vi nogensinde nå derhen? Ved vi overhovedet, hvordan vi kommer derhen?

Rosenthal effekten – den selvopfyldende profeti

For nogle år siden stødte jeg på Rosenthal effekten ved et tilfælde. Den handler om resultaterne af et eksperiment, som Professor Robert Rosenthal ved University of California udførte i 1960’erne, og som indgår i enhver kommende lærers pensum i pædagogik på seminariet.

Forsøgene, som Professor Rosenthal udførte, vedrørte folkeskolelærere og deres elever på en almindelig skole i en større by i USA. Eleverne blev testet ved skoleårets begyndelse, og lærerne fik udleveret en liste over de elever, som baseret på testen blev forudsagt til at have stort potentiale for indlæring og success. Rent faktisk var navnene på listen blevet udvalgt tilfældigt, men lærerne fik ikke dette at vide.

Ved slutningen af skoleåret blev eleverne på listen ved test igen sammenlignet med de elever, som ikke var på listen, og det viste sig, at eleverne på listen havde opnået en væsentlig højere indlæring og udvikling af evner, end sammenligningsgruppen. Det viste sig, at overfor de elever, hvis navne stod på listen, havde lærerne dels været mere hjælpsomme, dels havde de undervist eleverne i materiale af højere sværhedsgrad; de havde også givet eleverne mere tid til at besvare spørgsmål og de havde givet en højere grad af personlig tilbagemelding til eleverne. De elever som havde fået denne ekstra opmærksomhed havde lært mere.

Det interessante er, at lærerne troede at de havde undervist alle elever på samme måde, men ved at de havde større forventninger til de elever, som stod på listen, så gav de disse elever mere positiv opmærksomhed, og dette skabte så den højere indlæring.

Rosenthal forsøgene er blevet eftergjort af andre forskere utallige gange i utallige forskellige sammenhæng resulterende i samme resultat.

Forventningerne til et individ er kritisk bestemmende for hvordan dette individ klarer sig. Indlæringsmæssigt er det lærerens positive (eller ikke positive) forventninger til barnet, der virkelig gør en forskel.

Det heliotropiske princip

Dr. David L. Cooperrider, som er den visionære fader til teorierne bag Appreciative Inquiry, beskriver hvordan vores mentale forståelser styrer vore følelser og handlinger, og at ligesom en plante drejer sig mod lyset, har individer og organisationer en tendens til at dreje sig hen i den retning, som deres forestillinger om fremtiden peger.

Ganske simpelt, så vil ethvert menneske eller enhver ”organiseret gruppe af mennesker” have en naturlig tendens til at dreje sig mod ”det der opleves som lys” – det heliotropiske princip (Helios står for solen.)

Det der bliver oplevet som lys, er naturligvis det, som hvert enkelt mennesker oplever at få personlig anerkendelse for. Man kan sige, at det der udstråler lys, er den ”lærer”, som giver anerkendelsen. En lærer kan her være en hvilken som helst person eller gruppe, som individet har relation til. Det kan være en lærer i det almindelige undervisningssystem, en formel mentor i erhvervslivet, en slægtning der giver een anerkendelse, eller f.eks. en ”sub-gruppe” eller gadebande, hvis anfører har forståelsen for at give anerkendelse og tilhørsforhold til medlemmerne.

Dette indebærer, at hvis ”lyset” er positivt og konstruktivt i forhold til såvel læring som samfund, så vil det give ”eleven” forøget læring og konstruktiv berigelse. Hvis ”lyset” er negativt i forhold til den læring og de normer, som samfundet ønsker, så vil det dels resultere i manglende kompetencer og et lavere selvværd hos ”eleven”, og også give en subkultur, der optræder modsat de ønskede normer.

Principperne er ganske enkle, men set i sammenhæng med Rosenthal effekten har de en ganske overvældende indflydelse på individ og samfund, såvel positivt som negativt.

Appreciative Inquiry – eller AI – den anerkendende tilgang tager bl.a. udgangspunkt i såvel Rosethal effekten som det Heliotropiske Princip.  Jeg vil skrive mere om AI på et senere tidspunkt…:o)

Elementært kære Watson – vi bytter da bare!

Udgivet den af

Der er tilsyneladende mange i vores lille land, som synes, at det må være en sand svir at være arbejdsløs, at kunne dovne på sofaen og bare nasse på alle de, der knokler og står tidligt op om morgenen og smører madpakker.

De arbejdsløse, derimod, synes det er et sandt helvede, får stress, bliver depressive, mister modet og for nogle går det jo desværre så galt, at de må gå fra hus og hjem.

Margrethe Vestager har opgivet at løse problemet – ”sådan må det jo være”,  men hermed årets ide til en holdbar løsning, så vi alle kan komme videre, samtidig med at vi alle sammen kan få det bedre,

Den foreslåede løsning skal også ses i lyset af, at på grund af de kommende teknologiske landvindinger, så vil der ikke fremover blive flere jobs, da mennesker i høj grad vil blive erstattet af robotter. Da der traditionelt ikke er større interesse for deltidsjobs, så er løsningen til en fair fordeling:

Indfør tvungen jobrotation, således at alle lønmodtagere (også politikere)  SKAL have en 1 års ledighedsperiode på dagpenge hvert 5 år!

Det vil medføre:

At de hårdtarbejdende danskere vil få et nødvendigt pusterum, hvor de kan ”dovne på sofaen”. At de ledige kan få lov at få arbejde til  normal løn, og kan få styr på deres liv. At beskæftigelsesproblematikken er løst – og alle vil få glæde af det. Det er en fair og rimelig løsning, hvor alle bærer byrderne og ingen går glip af sofa fornøjelsen. Virksomhederne vil altid have friske og glade medarbejdere. Det bliver ikke dyrere for samfundet. Vi sparer efteruddannelse, for alle har en arbejdscyklus, der sikrer opdateret arbejdskraft. Diskussionerne om dagpengestørrelsen er væk, nu hvor alle kan få fornøjelsen hvert 5 år. Administrationsomkostninger for jobcentre, a-kasser og aktivering bliver minimale.

Selve indkaldelse til den tvungne ledighedsperiode kan ske let og nemt via mail og baseret på CPR nr. – f.eks. i forbindelse med forskudsopgørelsen, så der er et par måneder at forberede sig og gøre sofaen klar…:o) Når så året er gået, så melder man sig til det lokale jobcenter og bliver tildelt et passende job.

Eftersom en stor del af befolkningen mener, at dagpengebeløbet er særdeles generøst, så kan der jo ikke være nogen, der har noget imod selv at bytte deres normale løn ud i et års tid med dagpenge, hvor de så selv til gengæld kan nyde livet og dovne på sofaen.

Elementært !

Man slår ikke på dem med briller, og man træder ikke på dem, der ligger ned…

Udgivet den af

Mellem børn herskede der – i hvert fald i midten af sidste århundrede – en uskreven moralkodeks, der sagde, at man i en slåskamp ikke slog på dem med briller, og ikke trådte på dem, der lå ned. Det var for fejt, og hvis man ikke havde lært det hjemmefra af sine forældre, så skulle de andre unger nok huske at fortælle det til én.

Nu var det ikke fordi børn generelt var bedre, venligere eller mere sociale den gang i 1950’erne og 1960’erne, men at slå på dem med briller betragtedes som fejt, fordi børn med briller havde et medfødt dårligere udgangspunkt og dermed var det ikke en ligeværdig kamp.

Ligeledes var det en uskreven regel, at man ikke trådte på dem, der var faldet omkuld i kampen og ikke lige bare kunne rejse sig og give igen. Der var decideret tab af status, hvis man slog på nogen, som lå ned og var ukampdygtige, og de der slog videre og ikke overholdt denne regel, blev betragtet med ringeagt af resten af børneflokken.

Jeg ved faktisk ikke, hvordan børn nu i det 21. århundrede tackler sådanne situationer, for meget har ændret sig siden i samfundet, og måske medbringer børn ikke den samme moralkodeks hjemmefra længere. Det kunne være interessant at undersøge.

Mennesket er som bekendt et udpræget flokdyr, og hvis man sammenligner os med et andet flokdyr – hunden – så finder man den samme mekanisme om ”ikke at træde på den, der ligger ned”. Hvis en hund i et slagsmål har overgivet sig, så stopper kampen automatisk. Det med brillerne er nok lidt sværere at undersøge i en sådan floksammenligning.

At mennesket er et udpræget flokdyr bevirker, at al udstødelse af flokken er den værste straf, man kan give et menneske. Flokken yder beskyttelse og tryghed, ligesom flokkens iboende viden om fødesteder kan være lig med overlevelse i svære tider, hvor flokken deler hvad den nedlægger af større byttedyr. Samtidig giver flokken mulighed for social kontakt, og dermed identitet til den enkelte og en essentiel følelsesmæssig anerkendelse – ”vi ser dig, du er en del af flokken, du hører til os”.

Hvorfor  er alt dette interessant lige nu for os?

Jeg har i de sidste 10 år hørt mange triste historier om alvorligt syge mennesker (flere af dem med terminal cancer og få måneder tilbage at leve i), som i deres sygedagpengeforløb er blevet udsat for alvorlige overgreb fra vores velfærdssamfund. Mistro, nedbrydende bureaukratisk sagsbehandling, og utallige arbejdsprøvninger, der knækkede den sidste livsvilje og helt sikkert gjorde de sidste måneder til et rent helvede for de pågældende, inden de døde af sygdom og udmattelse.

Jo, der er blevet slået på ”dem med briller.”

På samme måde er der i velfærdssamfundet efterhånden udviklet sig en tilsvarende tendens og måde at forholde sig på over for de, som er så uheldige ved tidernes ugunst at miste deres jobs – de arbejdsløse. Det er blevet OK at træde på de ”som ligger ned”.

Mennesker på en arbejdsplads indgår naturligt i en ”arbejdsflok”  og nyder den føde, tryghed  og sociale anerkendelse, som flokken giver den enkelte, når den samlet arbejder for et fælles mål. Stoltheden ved at aflevere veludførte arbejdsopgaver. Glæden ved at hjernen får udfordringer. Den faste lønseddel, der sikrer føden og den elementære tryghed. Beskyttelsen mod udefrakommende – ”vi står sammen”. Den sociale kontakt over fredags morgenbrødet, anerkendelsen af fælles indsats, julefrokosten, motionsklubben, og hyggen ved de små bemærkninger, når man mødes på gangen og den daglige ping-pong med kollegaer, som man har arbejdet sammen med i mange år.

Samtidig indgår mennesker i den almindelige samfundsflok, som gode samfunds- og skatteborgere med rettigheder og status, som gør at de kan deltage i samfundets mange aktiviteter på lige fod med hinanden. ”Den store flok”.

Ligeledes indgår vi forskellige andre mindre ”flokke”, som f.eks. med vores venner i ”venneflokke” og i kraft af vores fritidsinteresser i ”interesseflokke”.

Når et menneske bliver arbejdsløs, så mister det i første omgang ”arbejdsflokken”, og da vi bruger halvdelen af vort vågne liv på arbejdet, så er dette et meget voldsomt tab, som resulterer i både sorg, angst og frustration over ikke længere at tilhøre flokken.

For rigtig manges vedkommende mistes samtidig ofte halvdelen af deres forsørgelsesgrundlag, og dette resulterer så i endnu mere angst – denne gang for om den arbejdsløse med familie kan overleve.

Vi taler basis ”Maslow” med tab i de laveste 3 niveauer: Føde, Tryghed, Social kontakt. Dvs. tab af netop de niveauer, som er fundamentalt nødvendige for at sikre overlevelse af individet.

Tab af personlig status og selvrealisering sker naturligvis også, ligesom tab af venner heller ikke er usædvanligt, da økonomi og nedtrykthed hos den arbejdsløse ikke er specielt motiverende for festlige aktiviteter, og fordi identitetsgivende arbejdssnak fylder meget – også i vennekredse. Snarere får den arbejdsløse meget ofte hurtigt en mismodig følelse af, at han/hun blot bliver bombarderet med ”gode råd” og spørgsmålstegn ved sine bestræbelser for at få et nyt job.

I mødet med det offentlige system ligger hovedvægten samtidig på kontrol og styring af den arbejdsløse, og meget hurtigt mister den arbejdsløse følelsen af at have nogen som helst kontrol over sit liv, samtidig med at der oparbejdes en kronisk dårlig samvittighed overfor om den indsats man gør er god nok. Det er således ikke spor usædvanligt at arbejdsløse vågner kl. 3.30 om natten og i mørkets ly, mens familien sover, med ildhu kaster sig over den sidste nye opdatering af jobs på nettet, blot for at opdage, at – nej, der var ikke kommet nye jobs på siden i går aftes ved 23-tiden.

Med fyresedlen i hånden og katastrofal mangel på jobs i et dybfrossent arbejdsmarked, så kan den arbejdsløse med rædsel se frem til både økonomisk kaos og mulig fremtidig personlig ruin, kombineret med tab af arbejdsidentitet og netværk, og kombineret med mistro og kontrol fra samfundet side.

Så arbejdsløse har så sandelig travlt med at søge jobs!

Men tilsyneladende er der så politikere og samfundsdebattører, som frejdigt mener at den arbejdsløses situation er så attråværdig, at den arbejdsløse ikke har nogen motivation til at finde sig et nyt arbejde…..

Det er vel egentligt ikke så underligt, hvis mange arbejdsløse til sidst mister modet og hænger lidt med næbbet, får stress over deres manglende kontrol af livet, og for nogle, endda, kommer tanken om, at måske skulle man ”bare tage billetten”,  når nu der alligevel ikke er brug for én længere – ligesom den midaldrende mand, som tog sit liv efter en længere periode med arbejdsløshed, og hvis historie blev beskrevet i Information for nogen tid siden.

Sådan er situationen for en arbejdsløs .

Det er muligt, at man som borger, politiker og samfundsdebattør ikke har lyst til at være ”barmhjertig samaritan” overfor sine mere uheldige medborgere, men kunne man i hvert fald ikke lade være med at træde på de, der ligger ned?

De politikere og samfundsdebattører, som synes, at enhver skal hytte sit eget skind, har deres frie ret til at mene dette, selv om de naturligvis bliver nødt til at acceptere de vilkår for beskatning, som flertallet har bestemt, hvis de stadig ønsker at være en del af den store flok, hvor fælles tryghed og sikkerhed for føde også er gældende –  skulle de selv komme i nød…

De er naturligvis også i deres gode ret til at prøve at ændre på vilkårene, hvis de kan få flertal, så disse vilkår bedre matcher deres ønsker. Det hedder demokrati og det skal vi værne om!

Men at forvrænge billedet af de arbejdsløse ved billig hån og urimelige krav er at forulempe og træde på de mennesker, som allerede ”ligger ned” – det er for fejt!

Det er muligt at det skyldes uvidenhed fra visse politikeres side om basal menneskelig psykologi og uvidenhed om, at der mangler jobs alle vegne, og at boligmarkedet sejler i dødskurs. Og at det med lige at rive teltpælene op for at rejse efter et måske muligt job i Jylland kan risikere at medføre totalt sammenbrud i en families samlede økonomi. Og kan et familieliv i øvrigt hænge sammen med daginstitutionernes åbningstider, hvis far er i Jylland som teletekniker, og mor er i København med varierende arbejdstider?

Men desværre er der nogle, som ønsker at skabe en meget negativ holdning i samfundet om at de mennesker, der ”ligger ned” er ringere mennesker, der fortjener en dårlig og ikke værdig behandling.

Måske er det fordi, at tanken om, at arbejdsløshed, sygdom og økonomisk ulykke også kan ramme dem selv, er ubærlig, og må fortrænges og afvises. For billedet må ikke krakelere. Derfor mener de, at det er nødvendigt at klassificere de uheldige, der kommer i uføre, som ringere mennesker, der med rimelighed kan nedgøres, udsættes for foragt og underlægges streng kontrol.

Kun derved, kan illusionen bibeholdes.

Når landskabet står stille

Udgivet den af

En gang i mellem, når jeg går tur med hunden, så sker det, at landskabet pludselig står stille. Det er en sær fornemmelse, lidt ligesom at gå tur i en filmkulisse, hvor jeg og Frida er de eneste aktører, og landskabet ligger ubevægeligt omkring mig, smukt med bløde bakker, skov, og bølgende kornmarker, og der er helt tyst. Ikke en vind rører sig, og der er hverken fuglefløjt eller bilstøj.

På disse tidspunkter, så ved jeg faktisk ikke, om jeg er gæst i et Truman show, hvor publikum sidder ude på sidelinjen og sætter væddemål op, om hvorvidt jeg kan klare mig igennem “første bane” og komme til “næste level”, eller om jeg er en del af et gigantisk illusionsnummer, hvor alt kan forsvinde hvert øjeblik, det skal være.

Så er det jeg bliver tankefuld, næsten ydmyg og længes efter afbrydelser, der kan give mig verden tilbage, som jeg kender den.