Gennem landet i dag går en kold vind. Bidende krammer den sig i hjørner og kroge. Gennemtrængende og udmarvende, hyler den, snart fra øst, snart fra vest. Skønt vi dog ellers ligger så smult i læ, med det fede ler, der giver brød og mælk, og de fredelige vige, hvorfra der let stævnes ud i frugtbar handel.

S-toget med sin tunge last af tætpakkede, frakkeklædte pendlere trækker sig fra station til station og har svært ved at lukke de sneklædte døråbninger, mens køen ved Lillebælt og Ishøj sammenfletningen vrider det sidste overskud ud af morgentrætte skatteydere. Sådan er det jo, hviskes det fra vejbane til lyskryds.

Over kaffen og det medbragte morgenbrød – for receptionisten har fødselsdag, udveksles fortrolig småsnak inden arbejdet går i gang. Der forarbejdes stål, mælk, laboratorieprøver og kontoafstemninger i endeløse rækker. Med aftentimer til hjælp nås det samlede dagsinput til virksomhedens overlevelse, og i feberagtig  hast håndterer mobiltelefonen problemer med at hente og bringe. Sådan er det jo, hviskes det fra kollega til kollega, mens Lotte ovre i marketing går ned med stress og Peter i regnskab skal skilles, men han er jo heller aldrig hjemme.

Gennem jobcenteret passerer de hver dag, de tiloversblevne hænder, som ligger til byrde. Ved skærmen  sidder de dagligt og mønstrer med indædt desperation og stigende afmagt de sidste opslåede opslag. Formålsløst går de rundt og kigger på dagens opvask, som vel egentlig kan vente til i eftermiddag. Fra måned til måned vokser de røde tal. På bordet ligger uåbnet post fra banken med sidste udkald. Sådan er det jo, hviskes det, fra det ituslåede, forvrængede budgetskema.

Madvognen kører rundt med de hårde plasticbakker med halvkolde kartofler og størknet sovs til de gamle, som med mismod synker ind i dem selv,  når hjælperen endnu engang må forklare, at lige i dag har jeg så travlt. De unge måtte flytte efter job i Jylland og det er svært at nå til Slagelse. Om aftenen, når vasketøjet er lagt på plads og ungerne er lagt i seng, hvis vi ikke er for trætte, så skal vi nok ringe. Sådan er det jo, hviskes det fra den halvspiste kolde mad og den billige røde saft.

På pladsen løber de alene rundt mellem gynger og sandkasse før lukketid, mens der sættes plaster på et blødende knæ af en tissetrængende pædagog, der kæmper for at nå frem, så hun ikke kommer for sent til afhentning af sit eget barn. Sådan er det jo, hviskes det fra de små betuttede ansigter, som venter på far og mor.

Og fogeden ringer på døren og afleverer brevet om at nu er det slut, og hvor skal flyttebilen køre indboet hen, mens børnene forskrækket kigger på mor og på far, som må holde sine hænder i ro for ikke at slå på verden, som slår alting itu. Og de fleste finder jo altid en løsning, når bare de kommer tæt nok på at dagpengene stopper. Sådan er det jo.

I opgangen sidder Lise med sin dårlige skulder og ryg, og prøver at forstå de nye regler om arbejdsprøvning og hvornår sygedagpengene stopper. Bag hende ligger store vidder af kontorlandskab og folkeskoler med endeløse kvadratmeter gulvvask og støvsugning. Sådan er det jo, hviskes det i Rudersdal til de andre kommuner, som finder en løsning med billigere arbejdskraft fra øst, og uden direkte ansættelse.

Og fra øverste top siger de, at løn og afgifter skal ned, og længere ned. Helst på indisk og kinesisk niveau siger de, men i det mindste ligesom i Tyskland, hvor folk er så flittige og nogen har flere jobs, mens andre får tilskud af staten, så de stadig har penge til mad, som gudskelov er billigere der. Se, så kan vi følge med og bevare vores velstand og vækst. Og ”drømme”- modellen siger, at sådan er det jo.

Bag disken i Føtex og i Netto smiler de under 18 på job, for det er fedt at kunne købe den sidste nye i-pad, mens Karen på 55 da må kunne forstå, at hun ikke skal føle sig for fin til at tage et job ved kassen, men det er der jo ikke. Sådan er det jo, hviskes det fra hylde til hylde i det bugnende supermarked, vi må jo spare på lønningerne, hvor det er muligt, og hun kan jo bare plukke jordbær på Fyn.

I jordbærrækker og gartnerier luges og plukkes der til ydmyge lønninger af ydmyge folk i østeuropæiske biler, som stuver sig sammen for at spare på udgifterne, så der alligevel kan sendes lidt hjem til familien, mens ryggen værker og de dukker sig for vrede blikke, for hvad skal de ellers gøre. Sådan er det jo, hviskes det fra række til række, vi skal jo også leve.

På taget ligger den polske tømrer og knokler aftenen med, og træt er han, så træt, så træt, men pengene skal tjenes, så han bliver ved til han dratter og vender hjem i flere dele, for det med afskærmningen var der ikke tid til. Imens går Andersen forbitret rundt med armene ned langs siden, for han kan ikke leve for den løn. Sådan er det jo, hviskes der fra stillads til stillads, vi må tage det som det er.

Og boliglånets renter og gebyrer sættes op for de, som mangler. Kreditvurdering er nødvendig og vi må risikoinddele folk, for banken skal jo overleve. Sådan er det jo, det har altid været dyrt at være fattig, og gælden vokser. Det er der intet nyt i.

Hjemme sidder så Hanne med fyresedlen i hånden og mangler fast grund under fødderne. De sendte hende hjem bagefter fordi hun bare græd og græd. Nu dukker hun sig, hun, som nu skal på overførsel og skamme sig. Bøj hovedet, hvisker det til hende fra alle sider. Bøj hovedet. Du er en byrde. For der er altid jobs til de som vil arbejde, og når du ikke kan forsørge dig selv, så må du bøje nakken, så er du skyldig. Sådan er det jo.

På Lindø hyler vinden om hjørnerne, arbejderne er væk. Borte har taget dem, da Kina og Korea med statstilskud tvang markedet østover. De måtte bøje nakken, for virksomheden gav op, havde ikke mod på mere og ikke flere ideer, og lukkede dem ned. Bitterhed kan man ikke bruge til noget, men sorgen hersker stadig i Munkebo, selv om livet går videre. Sådan er det jo.

Varerne bugner i supermarkedet til pæne priser men med tilbud, så også Mette på kontanthjælp har råd til lidt billig leverpostej og en papkylling, hvis hun holder igen med vintertøj og støvler til børnene. Bare hun kunne vinde i Lotto, betale sin gæld og flytte til et bedre sted, hvor de kunne være helt i fred for ham, der bankede hende gul og grøn. Det er så dyrt med medicin og hun vil så gerne kunne købe cola til ungerne og en enkelt pakke Escort til at rulle lidt smøger, så hun kan føle, at hun lever. Lidt luksus, hvisker hun for sig selv, mens pengene smuldrer i pungen og de sidste ryger til reparation af køleskabet, for sådan er det jo.

På kommunen står så de gamle og klager over at nettet er svært, og angsten for ikke at kunne forklare sig og forsvare sig dunker i blodet og giver vrede og afmagt. Og den venlige dame ved skranken siger, at de mangler ressourcer , så de må gå på kursus på biblioteket, hvor de så parkerer rullatoren, og beder en indre bøn om snart at dø. Og fra bøgernes stille sider omkring dem, hviskes det, at sådan er det jo.

Imens så snakkes der misbrug af ydelser, for vi har jo ikke råd til at folk ligger i hængekøje og bare fiser den af. Der er et hotel på Skagen, hvor de mangler en stuepige. Folk må vise initiativ og mobilitet. Det er vel ingen sag at flytte familien fra landsdel til landsdel, eller tage job i Norge. Sådan er det jo.

Og  i verden udenfor leves livet med kulos i luften og kemikalier i floderne, og der snakkes begejstret om det store spring, som den asiatiske tiger har taget, og hvor fantastisk væksten er. Se, her kan vi lære noget, siges det, og imens hviskes fra kaserne til kaserne i Shanghai, Delhi og Cambodia, at sådan er det jo, at livet her er hårdt og svært for de, som knokler.

I Afrika mødes de så, alle de initiativrige med drømme om diamanter, guld, og landbrugsvarer, og mens befolkningen afmægtige ser på,  tømmes jorden for værdi og tilbage er så kun slagsmål om resterne, og vandringerne mod det forjættende nord begynder. Sådan er det jo, siges det, vi hjælper dem jo blot, og penge vandrer fra hånd til hånd, så de, der styrer er glade.

Det lykkelige Arabien henter små skrøbelige tjenestepiger langtfra, som knokler til lave lønninger og døjer misbrug og vold, mens milliarderne omveksles til store mercedes, og deres unge mænd er vrede og ufaglærte og uden arbejde. Sådan er det jo, hviskes der, skønt der kæmpes i gaderne.

Og i syden bliver appelsinerne plukket af udefrakommende mænd, som knokler for mad og en seng, så de ikke skal ligge på gaden. Mens Dmitri står i kø i Athen for at få gratis medicin, og Juanita går på gaden i Madrid for at bede om et arbejde. Og der hviskes i gader og stræder om gyldent daggry og indestængt vrede. Men kassen er tom og pengene gemt i Caribien, og sådan er det jo.

Selv i vestens fremmeste land med de mange muligheder soves der nu i biler på parkeringspladser og sulten stilles ved varm suppe fra frivilligkøkkenet rundt om hjørnet. Og i lyset af de store besparelser, der kan opnås, så outsources der bare til Kina, for så er der penge til bonus igen, hviskes det på gangene i direktionen. Sådan er det jo.

Sådan er det jo, sådan er det jo.

Sådan er det jo….  Men behøver det at være sådan…?

Det lader jo til at klimaændringerne vil tage til, og vi alle må forvente stigende temperaturer og mere dramatisk vejrlig. Det må være forfærdelig barsk for alle de områder, som ligger i risikozoner, og hvor orkaner og stormfloder kan blive hverdagskost, ligesom det må være rædselsfuldt for de landmænd i USA, Ukraine, og Sydeuropa, som nu oplever at afgrøderne ikke længere kan dyrkes på grund af tørke.

Da vi samtidig ved, at f.eks. Kina nedlægger egne landbrug for at kunne tilbyde industrifremstilling af billige produkter, og at de kæmper med en tiltagende forurening af land, vand og jord, så vil vi om nogle år se en meget stor interesse fra såvel Kina som fra mange andre lande for at importere høj kvalitets fødevarer.

Herhjemme i vores kønne lille land, så vil vi nok også komme til at mærke temperaturstigninger og mere voldsomt vejr, men vi er gudskelov så heldige, at vi stadig kan dyrke jorden og endnu ikke har set mange menneskeliv gå tabt i stormfloder.

Samtidig er vores landmænd, gartnere og frugtavlere både veluddannede og dygtige, og i forhold til andre lande, så er vores forurening begrænset, og vi har høj fokus på fremstilling af sunde afgrøder.

Måske vil de temperaturstigninger, der kommer i Danmark, oven i købet kunne give os nye muligheder, som vi ikke lige havde overvejet.

Og, måske kan mulighederne for vækst – igen – ligge inden for landbruget!

I tillæg til de produkter, der nu avles, så kan vi ane et omrids inden for en overskuelig årrække af en mulig fremtidig produktion af helt nye produkter, når klimaet ændres. F.eks. valnødder, mandler hjertenødder, abrikoser, ferskner, nektariner, vindruer, figner, ginseng, hyben, lavendel, kiwi, artiskokker, flere andre slags grøntsager og måske endda oliven og citron.

Og apropos vindruer, så tjek lige det nedenstående link, som fortæller at fremtidens champagne kommer fra England. Hvorfor skulle den ikke kunne komme fra Sydfyn, Skælskør eller Fejø? Allerede nu så kan du jo købe en forrygende Dons mousserende vin fra Skærsøgård ved Kolding.

Rent faktisk var der også champagne vinavl i Danmark ved Furesøen under krigen, i en tid, hvor klimaet var væsentligt mere barsk. Så frisk halm i træskoene – nu skal vi måske have gang i andelsselskaber til om nogle år at lave fællesskaber med produktionsfaciliteter til vindruepresning og vinfremstilling!

http://www.theatlantic.com/international/archive/2012/09/in-the-future-your-champagne-will-come-from-england/262784/

Og det er så kun det første skridt.

Vi kan allerede se en spirende eau de vie og malt whisky produktion, der fortjener markedsføring. Og der er brug for  intensiveret markedsføring af høj kvalitets fødevarer og frugt. Vi har verdens bedste æbler og pærer i Danmark. På heden dyrker de nu super vitaminrige blåbær. Vores agurker smager bedre end de spanske og hollandske, vores tomatavlere er super dygtige  og tomaterne rådner ikke indefra. Vores bær og salatproducenter bruger ikke forurenet vand til vanding, så vi bliver ikke syge af produkterne. Vi har masser af spændende nye gårdbutikker med højkvalitets kød, lækre pølser af lam, okse og bison, tørrede skinker, ost og mælke produkter, som f.eks. rygeost, is og skyr.

Men finansiering, produktionsfaciliteter og markedsføringssupport til de helt store eksportspring og eksporteventyr mangler for de små fødevareproducenter.

Samtidig har markedet i mange år desværre været kendetegnende ved en uhensigtsmæssig monopolagtig struktur, hvor store fødevarevirksomheder gennem store supermarkedskæder har dikteret såvel priser som et meget snævert og lidt trist produktudbud.

Så vi må lige kigge lidt tilbage, for at få inspiration:

Da andelsbevægelsen startede i 1870’erne, så var det baseret på dybe frustrationer over manglende indtjeningsmuligheder kombineret med, at der i høj grad var brug for produktudvikling og produktivitetsforbedring, hvis det danske landbrug skulle klare sig i konkurrencen med andre lande. Som vi alle ved, så lykkedes det ud over al forventning, og vi har haft stor glæde af den massive, ukuelige og kollektive indsats, som blev gjort af fremsynede bønder og husmænd.

Hvis vi nu moderniserer andelsbevægelsen og kombinerer det med muligheder for langfristet finansiering f.eks. med statsgaranti via statsobligationer, så vil vi kunne opdyrke mange nye nicher inden for landbruget, samtidig med at vi vil hjælpe mange dygtige unge landmænd, som lige nu slås med stor gæld.

Det vil trække jobs med sig og kan tiltrække arbejdsløse fra byerne til et nyt liv på landet, hvis vi samtidig stiller krav om almindelig overenskomstdækning, så vi ikke får en trist løndumping med fattigdom til følge.

Det vil selvfølgelig medføre, at vi skal efteruddanne tidligere kontorfolk og industriarbejdere til nye jobområder på landet og naturligvis kræve fokus og efteruddannelseskroner på dette område, men gevinsten vil vise sig i løbet af de kommende år.

Så vil vi måske se valnøddeproduktion på Lolland, champagnefremstilling på Ærø, blomstrende mandeltræer på Als, ferskner og oliven på Fejø…etc. etc.

”MIK” og ”FHT”

I min families ældre generation var den største skam, der kunne overgå familien, hvis der ikke var nok mad til gæsterne, når man stod som vært. Det skal siges, at der i familien var traditioner for også at holde åbne arrangementer, hvor der ikke nødvendigvis var tælling på forventet deltagerantal, og det kunne derfor til tider være ganske vanskeligt at beregne det nødvendige volumen af lækre sager.

Der eksisterer således familieberetninger af sådanne krisesituationer, og herunder en fortælling, hvor selv familiens mest agtværdige tante Vivi, til en større fødselsdag engang med rædsel måtte opleve, at de ekstra lagkager, som hun havde regnet med stadig stod i køkkenet, ja, de var faktisk allerede spist af det første hold gæster, og hun stod nu – på godt dansk – med håret i postkassen og potentielt tab af ære i forhold til gæstebuddets regler. Gæsterne kom i større mængder end forudset og gode råd var dyre. Tante Vivi var dog en snarrådig dame, og ærestab var ikke en del af hendes ordforråd, så hun fandt på en løsning. Ikke med lagkager, men med noget, der tilsvarende havde en passende spiseværdi, som kunne træde i stedet.

Med udgangspunkt i tante Vivis fortrædeligheder og andres egne erfaringer, så opstod gradvist den gyldne regel, der tog udgangspunkt i gentagne hurtige rekognosceringer i køkkenet fra hele familiens side i løbet af festdagen.

Når der var nok, så var budskabet til familiens nærmeste medlemmer: ”MIK = Mere i Køkkenet”. På denne måde var der signaleret klart, at også familien måtte få lov at kaste sig over goderne, og dette signal var givet, uden at nogen af gæsterne på noget tidspunkt anede det fjerneste om eventuelle problemstillinger. Det sidste ville have været frygteligt pinligt, da man så indirekte villet have påvirket, hvor meget de kære gæster kunne tillade sig at spise.

Hvis der til gengæld var lavvande i forsyningerne, og det skønnedes, at der kunne opstå mangler, så var beskeden tilsvarende knap, men alligevel utvetydig:  ”FHT = Familien Holder Tilbage”. På denne måde var forventningerne klart signaleret, og ve det familiemedlem, som ikke behørigt trak tallerkenen tilbage på standsmæssig facon.

Jeg kom til at tænke på denne måde at håndtere forsyningskrisen, da jeg i går så pengemagasinet, hvor den uheldige dagpengemodtager kunne imødese nogle barske konsekvenser af det skrantende jobmarked og den fremtidige nul-indtægt. Det gjorde mig ondt for hende og familien, for der er godt nok ikke ”MIK” på arbejdsmarkedet i øjeblikket. Rent faktisk er der så få krummer, at selv musene dårligt kan bliver mætte, på trods af deres yderst beskedne og ydmyge tilgang.

Mange af de jobs, der bliver opslået, bliver jo også søgt at mennesker i arbejde,  og der er ingen ”FHT”, der gælder i relation til fordeling af goderne. Samtidig er virksomhederne mest interesserede i mennesker, der allerede er i arbejde. Det begrænsede antal jobs, der kan ses på Jobindex i øjeblikket er derfor både attraktive for de, som allerede har taget af lagkagen, og de som sultne må se på.

Misforstå mig ikke – jeg synes det i bund og grund er særdeles fornuftigt, at vi har et arbejdsmarked, hvor mennesker kan flytte rundt mellem jobs og få udfordret deres evner. Det sikrer en god mobilitet og  en kontinuerlig kompetenceudvikling, både for virksomheder og for medarbejdere.

Men, det gør mig så ondt at se, at vi som Familien Danmark, ikke engang ønsker at give en sølle og skrabet leverpostejsmad  fra nytår til de, der ikke fik del i lagkagen. At vi som Familien Danmark kan leve med et sådant ærestab!

I løbet af de sidste mange år, har jeg set en del unge mennesker gå ned med stress. Det gør mig så inderligt ondt. Fra at være velfungerende, dynamiske og engagerede mennesker med mod på livet og glæde ved job og børn, så sker der pludselig ”et eller andet”, det eskalerer… og så kommer sygemeldingen til sidst.

Hvis vi alle tænker os lidt om, så ved vi godt, hvorfor det sker!  Der er intet nyt i årsagssammenhængen. For lidt fritid, transporttid, præstationskrav og interessetimer, ærekærhed, og ikke  mindst interessekonflikten mellem de 2 ”arbejdsgivere” – virksomheden og familien.

Hvis vi kigger på en almindelig standard børnefamilie med 2 små børn, 2 krævende fuldtidsjobs, flere timers transporttid, daginstitutionernes lukketider, børnesygdomme, vask, indkøb, rengøring, vedligeholdelse af bolig, og bare en lille smule sociale sammenkomster…

Ja, så er tid og overskud en helt klar mangelvare. Der er trods alt kun 24 timer i døgnet. Der skal ikke meget til at vælte tids- og energibudgettet.

Men vi har desværre som samfund defineret nogle meget stramme regler for ”fuldtid” og ”deltid” og støtteordninger og optjeningsrettigheder, og virksomhederne er meget tilbageholdende, når det gælder justering af arbejdstider. Den hellige, ukrænkelige fuldtid er definitionen på det korrekte arbejdsliv og heri er ikke engang medregnet de gratis ”interessetimer”.

Og så bruger vi umådelige mængder af diesel og benzin på  transport, og vi hænger i timevis i kø på motorveje og indfaldsveje til og fra arbejdspladserne. For den offentlige transport er ikke god nok.

Samtidig har vi næsten 200.000 arbejdsløse med alle former for kvalifikationer. Af dem er nyuddannede, som gerne vil have erfaring, og kompetente seniorer, som gerne vil give en sidste indsats, før de bliver parkeret ude på sidelinjen. Der er også mennesker, som aldrig fik en chance og derfor behøver lidt hjælp og støtte til at komme i gang. Lige nu så er de på dagpenge eller kontanthjælp, og lige nu, så får de tæv fra samfundets side, fordi der mangler jobs, og rettigheder for dem er få og små.

Ville det ikke være smart, hvis vi lod dem komme til i ”rigtige jobs”, og så gav børnefamilierne et større procentvist tilskud i stedet, så de kunne gå på deltid, mens ungerne var små…?

Det kunne forebygge stress, give børnene mulighed for at lege med forældrene, og så kunne det give arbejdspladser til rigtig mange arbejdsløse. Samtidig ville det kunne give virksomhederne mulighed for at få ”lidt flæsk på sidebenene”, som kunne gøre til, at de kunne få tid til også at være innovative.

Det er jo ikke altid det smarteste at være ”lean”. Man kan som virksomhed faktisk dø af det eller miste omsætning, fordi den medarbejder, som skulle være innovativ og skabe vækst og omsætning, lige pludselig kan gå ned med stress, og det tager nok 1-2 år, før man er på samme niveau igen med en ny medarbejder…!

Lige nu har vi en enestående chance. Så brug den dog!